0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Der skal afholdes nationale test i alle kommuner dette skoleår. Det slår Børne- og Undervisningsministeriet fast i afslag på ansøgninger fra blandt andre København, Aarhus og Aalborg om at få dispensation fra kravet.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Helt sort« og »træls«: 15 kommuner får afslag på ansøgninger om fritagelse fra nationale test

De nationale test kommer til at tage tid fra skoler, som efter et hårdt coronaår burde blive brugt på læring og trivsel, lyder kritikken fra rådmand i Aarhus, der er skuffet over ministeriets afslag på kommunens ansøgning om dispensation.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der bliver ikke mulighed for at få dispensation fra kravet om at afholde nationale test dette skoleår, selv om det har været præget af coronarestriktioner og lange nedlukninger.

Det slår Børne- og Undervisningsministeriet fast i afslag til 15 af de i alt 22 kommuner, der har ansøgt om fritagelse eller forhørt sig om muligheden for ikke at gennemføre nationale test.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har også tidligere i et folketingssvar slået fast, at regeringen ikke ønsker at give dispensation for kravet.

Den holdning cementeres nu i afslag, som de 15 kommuner har modtaget lige op til påske, oplyser ministeriet. Det gælder blandt andet København, Aarhus og Aalborg.

»Det er vigtigt at få afdækket omfang og karakter af de faglige udfordringer, som nedlukningen har medført, med de forskellige redskaber, vi har, så skolerne kan sætte målrettet ind i forhold til den enkelte elev og klasse,« lyder begrundelsen blandt andet.

Udover de 15 kommuner har ministeriet opgjort, at yderligere syv kommuner frem til 22. marts havde henvendt sig med ønsket om at blive fritaget for kravet om nationale test. Deres ansøgninger er endnu ikke blevet behandlet.

Flere kommuner kan desuden have henvendt sig siden, men det fremgår ikke af ministeriets opgørelse.

»Det er helt sort«

I Aarhus bliver afslaget modtaget med frustration og hovedrysten.

»Det er jeg helt vildt træt af, det må jeg sige. Det er virkelig træls,« siger Thomas Medom (SF), der er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.

Han mener ikke, at det giver mening at bruge den sparsomme tid i skolen på test, når trivsel og læring i den grad trænger til fokus.

»Rent logistisk kommer de nationale test til at tage endnu mere tid end normalt med planlægning og organisering, fordi der stadig er mange, der er hjemme til virtuel undervisning, og fordi der muligvis vil være lokale nedlukninger, når testen skal afholdes. Og lige i år kunne vi virkelig godt bruge den tid på elevernes læring og trivsel, frem for at skulle måle og veje dem,« siger han.

Han har svært ved at se logikken i argumentationen for at gennemføre testene. Og det eneste argument, der holder, kunne man have løst på en anden måde, mener han.

»Jeg synes, det er helt sort. De siger, at det er vigtigt i år at vide, hvad eleverne kan. Men testene måler så skævt, at de ikke kan bruges på individniveau. Den eneste begrundelse, jeg har hørt, som giver mening, er, at man gerne vil have data, som man kan bruge i forskning, og der kunne man have brugt modellen fra sidste år med stikprøver,« siger Thomas Medom.

Ingen rum for undtagelser

I København ærgrer børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) sig også over, at der ikke kan gøres undtagelser i et år, der har været ekstraordinært anderledes for skolerne.

»Det ærgrer mig, at det ikke bliver frivilligt for skolerne, om de ønsker at gennemføre de nationale tests i år. Det har været et skoleår præget af meget vanskelige vilkår med corona og fjernundervisning. I det lys havde jeg gerne set, at de enkelte skoler selv fik lov at vurdere, hvad der giver bedst mening for dem,« skriver han i et mailsvar.

Han understreger dog samtidig, at han grundlæggende støtter tanken om de nationale test som en måde at give skoler og kommuner overblik over, hvordan fagligheden udvikler sig.

Forståelsen for afslaget er større hos skolerådmand Jan Nymark Thaysen (V) i Aalborg Kommune, hvor man havde søgt mulighed for at give dispensation til skoler, der af særlige årsager havde brug for det.

»Det var en ydmyg dispensationsansøgning, vi sendte afsted, fordi vi vidste, at det ville være op ad bakke, og nu har vi fået et klart men pænt afslag. Det var lidt, som vi havde forventet,« siger han.

Han mener både, at der er gode argumenter for og imod de nationale test. Og nu hvor genåbningen af skolerne er gået ind i næste fase efter påskeferien, vurderer han også, at skolerne vil kunne overkomme opgaven inden for den udvidede testperiode.

»Vi kan bruge testen til at se, hvordan det går med dansk og matematik, om der har været et tab af læring. Jeg vil dog sige, at det havde vi nok fundet ud af alligevel. Lærerne ved jo, hvad eleverne skal nå på et skoleår. Men nu får vi et sammenligningsgrundlag på tværs af landets 98 kommuner,« siger Jan Nymark Thaysen.

Testene, der skal måle elevernes faglige niveau, skal gennemføres mellem 1. marts og 11. juni. Perioden er blevet forlænget på grund af corona.

Frihedsforsøg gør ingen forskel

Både Holbæk og Esbjerg, som efter sommerferien skal i gang med tre års frihedsforsøg på skoleområdet, er blandt de kommuner, der har søgt om fritagelse og fået afslag.

Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), er »mildest talt skuffet« over afslaget, skriver hun på Facebook.

Kommunen havde begrundet sin ansøgning med, at de er en del af frihedsforsøget, og at kommunens skoler derfor er i fuld gang med, hvordan de vil bruge den frihed. Men det forholder afslaget sig slet ikke til, skriver borgmesteren.

»Jeg kan og kommer ikke til at kunne forstå, at man så entydigt fastholder nationale test som et krav, når det gang på gang er slået fast, at testen som den er nu ikke giver mening hverken for de elever, der skal op til den eller de lærere, som står for at lave den, da den ikke giver et retvisende billede af eleven. Jeg er principielt ikke imod test. Men jeg er imod, at man tester bare for testens skyld,« skriver Christina Krzyrosiak Hansen.

Hun opfordrer derfor børne- og undervisningsministeren til at revurdere sin beslutning.

I Esbjerg Kommune fortæller formand for Børn- og Familieudvalget Diana Mose Olsen (SF) til JydskeVestkysten, at kommunen havde spurgt ministeriet om, hvorvidt de nationale test for skoleåret 2020/21 vil indgå som baseline i en senere evaluering af frihedsforsøget.

Men det er der endnu ikke truffet beslutning om, lød svaret fra ministeriet til Esbjerg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden