0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Reformpædagogikkens fjende nummer 1 takker af:

»Min plads i historien er at være undervisnings-minister«

12. marts 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmarkshistoriens længst siddende minister stod i 15 år i spidsen for skoleområdet, og i dag forsvarer han læseplaner og nationale test. Men Anders Foghs »dumstædighed« spændte ben for et forlig om 10. klasse, lyder det ærgerligt fra 76-årige Bertel Haarder, der nu forlader politik.

Der gik et gys igennem den fodformede del af uddannelsesverdenen, da Bertel Haarder i 1982 blev udnævnt til undervisningsminister i Schlüter-regeringen.

Venstres frygtede ideolog svor til kundskaber og foragtede reformpædagogikken, og han kom da også hurtigt på kollisionskurs med store dele af undervisningssektoren. For landets gymnasieelever blev det næsten fast pensum at tage ind på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere imod ministeren, og i sit eget system mødte han så stor modstand, at embedsfolkene forfattede en falsk pressemeddelelse, der erklærede hans afgang.

I dag er billedet et ganske andet. De tykke brillestel, der gjorde øjnene små og intense, er erstattet af kontaktlinser, og det er i det hele taget, som om Bertel Haarder har skiftet ham. Han betragtes som den tolerante, liberale Venstre-nestor, der altid er god for en sjov og småspydig festsang.

Nu har Haarder imidlertid meddelt, at han ikke genopstiller ved næste valg, men det har ikke sløvet de politiske skyts hos en af dansk uddannelsespolitiks mest centrale skikkelser. På vej ud bliver der sendt stikpiller afsted mod både Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik i 00’erne og den nuværende opdeling af undervisnings- og uddannelsesområdet, som Haarder finder »tåbelig«.

Først skal vi imidlertid have Bertel Haarder placeret i historien. Det må være på sin plads, når man er den længst siddende minister nogensinde.

Og selv om Haarder har brug for at understrege, at det altså var ham - og ikke Inger Støjberg - der som landets første integrationsminister omlagde udlændingepolitikken her i landet (»nej, kære Inger, det var mig, og det gav en helvedes ballade, jeg har stadig blå mærker«) spår han alligevel, at det bliver de sammenlagt 15 år i spidsen for Undervisningsministeriet, han vil blive husket for:

»Jeg tror, min plads i historien er at være undervisningsminister.«

»Mishandlet af reformpædagogikken«

Bertel Haarder er vokset op på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, hvor hans forældre var forstandere, og hele hans opvækst var gennemsyret af grundtvigiansk frisind.

Han stammede og var en enspænder, der blev hjemmeundervist til han var 13 år, og undervisningen bestod primært i, at Haarder fik en bog, som han så skulle skrive en stil om.

»Det kan godt være, at jeg ikke var særlig god til matematik og fysik, men jeg blev fantastisk god til at skrive. Jeg kunne have fået 12 til studentereksamen i skriftlig dansk, allerede da jeg gik i 6. klasse,« siger Haarder.

Det var først, da han selv insisterede på at komme i skole, at han fik lov til at begynde på Graasten Folke- og Realskole.

»Det var som at komme i paradis. Det var så vidunderligt at få kammerater,« husker han.

Blå bog

Bertel Haarder

Født 7. september 1944.

Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet i 1970.

Valgt ind i Folketinget for Venstre første gang i 1975.

Ministerposterne

1. Undervisnings­minister (10. september 1982 – 25. januar 1993)

2. Forskningsminister (10. september 1987 – 25. januar 1993)

3. Integrationsminister (27. november 2001 – 18. februar 2005)

4. Europaminister (1. januar 2003 – 2. august 2004)

5. Udviklingsminister (2. august 2004 – 18. februar 2005)

6. Kirkeminister (18. februar 2005 – 23. november 2007)

7. Undervisningsminister (18. februar 2005 – 23. februar 2010)

8. Minister for nordisk samarbejde (23. november 2007 – 23. februar 2010)

9. Indenrigs- og sundhedsminister (23. februar 2010 – 3. oktober 2011)

10. Kultur- og kirkeminister (28. juni 2015 – 28. november 2016)

I 1975 blev Bertel Haarder første gang valgt ind i Folketinget, og fra 1982-1993 var han undervisningsminister. Som det første ville han gøre op med begreber som projektarbejde, tværfaglighed og gruppearbejde, der havde sneget sig ind i 1970’erne.

Med sit faste motto om at »fagene havde en egenværdi i sig selv«, ville Haarder have en skole, som først og fremmest formidlede grundlæggende kundskaber.

»Jeg fik sat fagligheden i højsædet og fik ændret indholdet i en række fag. Faktisk i alle fag, og man skal ikke glemme de kulturbærende fag, som havde været mishandlet af reformpædagogikken,« siger Haarder.

Et af hans første tiltag var således at nedsætte nye læseplanudvalg for blandt andet historie og dansk. På det tidspunkt dyrkede skolerne det udvidede tekstbegreb, hvor eleverne også skulle læse f.eks. annoncer og tegneserier, fordi dansk var et kommunikationsfag.

»Der kom jeg så og sagde ’nej, dansk er først og fremmest et indholdsfag.’ Der er et indhold, man skal møde af hensyn til dannelsen,« fortæller Haarder.

»Det er en skændsel over for skaberværket, når vi lader gode evner hos børn og unge gå til spilde i almindelig slaphed«

Bertel Haarder, 1993

I takt med at ministerens præcise læseplaner for folkeskolen spredte sig, voksede dog rundt om på skolerne en opfattelse af, at deres individuelle råderum blev indskrænket. Og det skabte en vis murren i krogene.

Sparekatalog og flere stole i klasserne

Og ikke kun i krogene. Bertel Haarder var medlem af Schlüter-regeringens såkaldte ’Spare-udvalg’, og det fik uddannelsessektoren også at føle. Det udløste nogle af 1980’ernes mest omfattende protester.

»Jeg blev selvfølgelig anklaget, fordi jeg måtte spare, da jeg trådte til. Der var Danmark ved at gå fallit. Jeg skulle på én gang spare store beløb og samtidig sørge for, at flere fik en uddannelse. Det løste jeg ved at sætte 10 procent ekstra stole ind i hele uddannelsessektoren,« siger Haarder og konkluderer i samme åndedrag, at »det var en kæmpe succes«.

Tænker du stadig i dag, at det var det rigtige at gøre?

»Det var den helt rigtige måde at løse det på, men selvfølgelig protesterede lærerne og eleverne. Det gjorde dog ikke den mindste skade. Alle de udvalg, vi har nedsat om spørgsmålet om holdstørrelse, siger jo - og det gælder også folkeskolen - at det ikke har den store betydning for indlæringen, om der sidder 15 eller 25 i en klasse.«

Utilfredse studerende diskuterer med undervisningsminister Bertel Haarder i 1992.

I Bertel Haarders første runde som minister var han både undervisnings- og forskningsminister. Siden blev ressortområderne opdelt – en »tåbelig« beslutning ifølge Haarder.

»Det giver kun problemer. Det er så dumt. Man skulle i stedet have beholdt det sammen, og så kunne man have udnævnt en viceminister med ansvar for folkeskolen,« siger han.

Hvad er ulemperne ved at dele områderne op?

»Stridigheder mellem ministre, stridigheder mellem embedsmænd, stridigheder mellem skoleformer,« kommer det prompte fra Haarder, før han peger på, at erhvervsuddannelserne er de store tabere i opdelingen.

»Det har haft frygtelige konsekvenser. Alt for få melder sig, fordi det ser ud som en blindgyde. Erhvervsuddannelserne er vores akilleshæl, og det vil vi mærke i de kommende år.«

Står det til Haarder, skal der genindføres et mål om, hvor mange der skal gennemføre en erhvervsuddannelse – og det skal hæves fra 25 til 30 procent af en ungdomsårgang.

Fogh blokerede for reform

I 2005 blev Bertel Haarder undervisningsminister for anden gang, og ifølge Anders Fogh Rasmussens minutiøse regeringsgrundlag skulle gruppeeksamen afskaffes og 10. klasse laves om. Et bredt forlig med Socialdemokratiet og fagbevægelsen var så godt som på plads, mente Haarder, men Fogh og vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) satte hælene i, fordi det ikke stemte hundrede procent overens med løfterne i regeringsgrundlaget.

»Anders Fogh og Bendt Bendtsen var dumstædige, og forliget blev opgivet. Det var bittert at stå ved DGI’s landsstævne og høre Anders Fogh rose sig selv og lovprise, at 10. klasserne var så stærkt repræsenteret. Det var slemt at høre på,« siger Haarder.

Tanken dengang var, at 10. klasse skulle være begyndelsen på noget nyt frem for afslutningen på grundskolen.

»Men vi stødte ind i den næststærkeste pressionsgruppe i Danmark, efterskolerne. Børnehaverne er den stærkeste, men derefter følger efterskolerne, og de bildte hele landet ind, at vi ville afskaffe 10. klasse. Da jeg ikke fik lov at lave det forlig, jeg havde grydeklart, blev det historieskrivningen.«

»Spillet om 10. klasserne er faktisk det, der ærgrer mig allermest fra hele min lange ministertid«

Bertel Haarder, 2021

Spørger man den daværende socialdemokratiske undervisningsordfører, Christine Antorini, var forliget dog ikke helt så grydeklart, men at der var en stærk appel fra Haarder, vil hun gerne medgive.

Desuagtet går det stadig Haarder på, at det ikke lykkedes at lande en aftale.

»Spillet om 10. klasserne er faktisk det, der ærgrer mig allermest fra hele min lange ministertid.«

Nationale test var det eneste rigtige

Da Haarder blev undervisningsminister i anden omgang, rykkede han direkte fra Integrationsministeriet, hvor han med egne ord havde set, »hvor galt det kan gå, når børn ingenting lærer«.

Nogle år tidligere havde det sendt chokbølger igennem landet, da en international undersøgelse viste, at danske niårige læste lige så dårligt som niårige i Venezuela og Trinidad-Tobago.

»Nu ville jeg vide, om børnene kunne læse eller ej. Det var mig, der indførte de obligatoriske, nationale test,« siger Haarder, ikke uden en vis stolthed i stemmen.

Testene har jo mildt sagt været udskældte. Var det rigtigt at indføre dem?

»Det var det eneste rigtige. Men de skal hele tiden justeres. Det er ikke tilfældigt, at testene er blevet fastholdt. Det er, fordi de måske ikke er så tossede endda. Hvis man vil afskaffe dem, skal man på anden måde finde ud af, om børnene kan læse.«

En koncentreret undervisningsminister prøvekører de nye nationale test i 2007. Ved siden af Bertel Haarder står Venstres Jan E. Jørgensen og Frederiksbergs daværende borgmester, Mads Lebech (K).

Hvis du var undervisningsminister i dag, hvad ville du så gøre?

For første gang i interviewet opstår en lang tavshed.

»Det skal jeg nok lige tænke lidt nærmere over,« siger Haarder så.

Men forkærligheden for Grundtvig fornægter sig ikke, og efter en del betænkningstid når han frem til, at han ville lægge stor vægt på dannelse, for det kan altid blive bedre. Og som noget af det første ville han kaste sig over erfaringerne fra coronanedlukningen.

»Jeg håber ikke, at vi nogensinde vender tilbage til det, der var før corona. Vi skal lære af de erfaringer, vi har gjort, og de lærerkompetencer, som er blevet udviklet i forbindelse med, at man skulle undervise digitalt. Det er en gave til undervisningssektoren.«

Fordi det kan højne fagligheden?

»Ja, fagligheden går altid forrest.«

Sagt om Bertel Haarder

Pressefoto

Arne Eggert, ministersekretær i Undervisningsministeriet 2005-2010

»Skåret ind til benet flyttede Bertel Undervisningsministeriet højere op på den politiske dagsorden. Han satte uddannelse og undervisning ind i en større sammenhæng, og han er typen, der giver én lyst til at gå på arbejde 100 timer om ugen.«


Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix

Christine Antorini, tidl. undervisningsminister (S)

»Bertel er et konkurrencemenneske. Det skal man ikke tage fejl af. Når der var Sorø-møder, gik han altid forrest i konkurrencerne, og når han får en vild idé, er det også konkurrencemennesket, der slår igennem.«

Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Ellen Trane Nørby, tidl. undervisningsminister (V)

»Bertel er et fyrtårn. Han er en liberal kæmpe, og han har været en uvurderlig støtte for mig og - mange andre.«

Redaktion

Tekst og layout: Naja Dandanell

Fotografi: Jacob Ehrbahn, Finn Frandsen, Erik Gleie, Morten Langkilde, Martin Lehmann, Peter Hove Olesen og KL's presse

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage