0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stefan Hermann kalder det tågesnak og vrøvl, at der ikke er dannelse og autonomi hos de lærere, der er uddannet på professionshøjskolerne.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stefan Hermann langer ud: Det er tågesnak og vrøvl, at der ikke er dannelse og autonomi på læreruddannelsen

Præst Morten Kvist »afslører en næsten afgrundsdyb uvidenhed«, når han beskylder professionshøjskolerne for at svigte dannelsen og agere samlebånd for systemtænkende lærere, mener formand for Danske Professionshøjskoler Stefan Hermann.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Bølgeskvulpene er højere end normalt i det skolepolitiske farvand.

Efter at et flertal tidligere på ugen vedtog et beslutningsforslag om at indføre en ny og fri læreruddannelse, tager formanden for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann, nu til genmæle.

I forbindelse med, at Folketinget nikkede ja til at indføre læreruddannelsen, sagde den midtjyske præst Morten Kvist til Skolemonitor, at professionshøjskolerne, der driver 18 læreruddannelser, har »banket dannelsen ned under gulvbrædderne«.

Der er brug for nytænkning og en ny type lærere, der har en bedre autonomi, lød det fra præsten.

Og det er faldet rektor for Københavns Professionshøjskole og formand for Danske Professionshøjskoler Stefan Hermann for brystet.

Manden ved ikke, hvad han taler om. Han har købt nogle tågede analyser i afkroge af de pædagogiske miljøer

Morten Kvist mener, at dannelsen er banket ned under gulvbrædderne. Har I svigtet dannelsen?

»Nej, det har vi ikke. Manden ved ikke, hvad han taler om. Han har købt nogle tågede analyser i afkroge af de pædagogiske miljøer. Dannelse fylder enormt meget i læreruddannelsernes selvforståelse,« lyder det fra Hermann.

Rektoren mener dog, at professionshøjskolerne er hæmmet af »de ekstremt mange regler, der er på området«.

»Derfor ønsker vi os mindre nidkær regulering. Og derfor skal Morten Kvist rette sin kritik til Folketinget,« siger han.

Morten Kvist brugte som belæg for sin påstand om den skrantende dannelse, at læren om kristendom, livsoplysning og medborgerskab i dag er samlet i faget KLM på læreruddannelsen. Men det giver Hermann ikke meget for.

»Han skal lade være med at tro, at dannelse bor i faget KLM. Det er altså noget vrøvl, at det kun bor der. Dannelse bor ikke mindst i lærerens linjefag, og det viser lidt om Morten Kvists mangelfulde forståelse af dannelse,« siger han.

’Først pisser I på os’

Der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, hvad Stefan Hermann mener om den kommende nye læreruddannelse, der er vedtaget af et flertal uden om regeringen bestående af Venstre, Konservative, Radikale , Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Alternativet og løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Han kalder uddannelsen »den ultimative topstyring forklædt som folkevilje«.

»Der sidder et udvalg i Folketinget og beslutter noget, man normalt gør i en styrelse. Så vi får en politiseret forvaltning af noget, der vil koste 30-40 millioner om året.«

»Politikerne har deponeret deres engagement i en etablering af en privat læreruddannelse i stedet for at bruge alle de muligheder, man har for at forbedre det eksisterende,« mener rektoren.

Særligt skuffet er han over de to partier Radikale Venstre og Venstre, der har »stået i front for reformering og nedskæringer på læreruddannelsen.«

»Det er de samme partier, der nu siger, at den eksisterende uddannelse ikke er god nok. Undskyld mig. Jeg er et høfligt menneske, men det er jo lidt, som Svend Auken sagde engang; ’først pisser de på os, og så siger de, vi lugter’. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig selv finde på at sige, men pointen er god nok,« lyder det subtilt.

Er du som rektor for KP og formand for Danske Professionshøjskoler ikke bare træt af den konkurrence?

»Jeg er ikke angst for konkurrence, men der er rigelig med konkurrence. Der er meritlæreruddannelser, Ollerup (Den frie Lærerskole, red.) og Teach First-meritlæreruddannelsen, så der er mange forskellige veje ind i lærergerningen,« siger Hermann.

Han mener desuden, at konkurrencen bliver på ulige vilkår.

»Det er en sær konkurrence, man vil fremme. Den såkaldte private uddannelse skal give adgang til de samme job som vores uddannelser, men den kan fravige for det tunge bureaukrati, der er for de nuværende uddannelser, og som særligt de Radikale og Venstre har haft ansvaret for.«

Underlagt nidkære regler

Læreruddannelsen har ageret skydeskive for kritik de seneste år. En evaluering kritiserede som eksempel i starten af 2019, at kulturen på uddannelsen var for uambitiøs. Siden blev der sat gang i en ekspertkommission, der sidste år blev nedlagt af uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Ministeren vil i stedet udvikle læreruddannelsen med input fra folk, der beskæftiger sig med lærergerningen til daglig. »Nede fra i stedet for oppefra,« som hun har formuleret det.

Men er de dårlige evalueringer og det igangsatte udviklingsarbejde ikke netop et klart tegn på, at der er brug for nytænkning inden for læreruddannelsen? Jo, mener Hermann, men »nidkære« regler forhindrer, at professionshøjskolerne driver forandringen.

»Vi har fået at vide, at vi skal vente på evalueringer og udviklingsgrupper, som har været igangsat, siden første hold af den reformerede læreruddannelse var færdige i efteråret 2017. Det er meget at beskylde os for, at vi har siddet på hænderne,« siger han.

Stefan Hermann giver et eksempel på, hvad han gerne ville lave om:

»Praksis skal fylde mere. Det fungerer bedre, end det gjorde tidligere, siger evalueringerne, men det er et halvt år ud af fire år, man er i praktik, og det er for lidt. Det vil vi gerne kigge på, men det er reguleret politisk.«

Men når du selv nævner, at I alle sammen er underlagt de samme, stramme regler. Kan du så forstå Morten Kvist, når han siger, at professionshøjskolerne er for ens?

»Nej. Læreruddannelsen er underkastet et regelgrundlag, som hæmmer dens udvikling. Men jeg kan fortælle, at der er vidt forskellig identitet alene mellem Campus Carlsberg og på Frederiksberg.«

Kan du så forstå kritikken af, at læreruddannelserne uddanner de samme lærere?

»Nej. Der er stor forskel på læreruddannelserne. Der er specialpædagogisk profillinje på Københavns Professionshøjskole, der er universitetsskolelæreruddannelsen på UC Syd. Der er en praksisbaseret uddannelse flere steder i landet. Der er masser af forskel. Men de udøver alle deres virke inden for et meget stramt regelsæt.«

»Afgrundsdyb uvidenhed«

Et andet kritikpunkt, der har ramt Stefan Hermann, er Morten Kvists påstande om, at lærerne mangler autonomi og hænger sig i faste metoder, som professionshøjskolerne har givet dem.

Men også her melder Hermann hus forbi.

Jeg synes, at han afslører en næsten afgrundsdyb uvidenhed

»Jeg synes, at han afslører en næsten afgrundsdyb uvidenhed. Der er ingen, der bliver indoktrineret til koncepter, eller som skal være systemrepræsentanter. Det er næsten ikke til at bære, at man kan tro det. De studerende bliver undervist i at mestre et bredt sæt af didaktiske og pædagogiske metoder,« insisterer rektoren.

Han peger i stedet på tidspres i grundskolerne som en faktor.

»Spørgsmålet er måske mere, om vilkårene i folkeskolen er til, at man kan udøve dem. Har lærerne tid til at skabe en kollektiv autonomi? Nok ikke altid.«

Efter at Folketinget vedtog beslutningsforslaget tirsdag, skal Folketinget nu bevæge sig fremad mod at lave en egentlig lovændring, der kan give plads til den nye uddannelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden

    Annonce

    Mest Læste