0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
NXT / papirøen.dk
PR-foto: NXT / papirøen.dk
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Byggeskole på Papirøen: Vi åbner elevernes øjne for håndværksfag, når de er med i alle byggeriets faser

Børnenes Byggeskole, der i næste uge genåbner for skoleklasser, tager eleverne helt tæt på det store byggeri på Papirøen. Målet er at inspirere eleverne i deres uddannelsesvalg ved at lade dem arbejde selvstændigt med de forskellige faser af en byggeproces.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I den gamle kedelsmedje på Papirøen i København har en ny byggeskole sat sig for at inddrage skoleelever fra 6.-8. klasse i alle faser af det enorme byggeri, der er i gang på Papirøen.

Formålet med ’Børnenes Byggeskole 360°’ er at kvalificere elevernes valg af uddannelsesretning og klæde dem på til at forstå og tage stilling til de byggede miljøer omkring dem.

Det fortæller Jane Rud, der er leder af byggeskolen og uddannelsesansvarlig i non-profit organisationen Bibiana Danmark, som står bag skolen.

»Der er så mange uddannelsesmuligheder inden for bygge og anlæg, som mange af eleverne slet ikke kender til. Så formålet er blandt andet, at de med egne øjne oplever mulighederne og måske bliver inspireret af dem,« fortæller hun.

Vil vende søgning til erhvervsuddannelser

Selv om det i årevis har været en politisk prioritet, at flere unge skal søge mod erhvervsuddannelserne, går udviklingen fortsat den helt forkerte vej. Fra 2001 til 2019 faldt antallet af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse, fra 31,7 procent til 20,1 procent.

Og de nyeste tal har netop vist, at udviklingen er fortsat det seneste år, hvor det stadig kun er omkring hver femte, der har valgt en erhvervsuddannelse. Det er den udvikling, som byggeskolen gerne vil være med til at vende.

Idéen til byggeskolen kommer fra Janne Beck, der er direktør i organisationen Bibiana Danmark. Med hjælp fra Klaus Kastbjerg, der er en af bygherrerne på Papirøen, har organisationen fået adgang til at undervise skoleelever helt tæt på en af byens største byggepladser.

Byggeskolen slog dørene op i efteråret 2020 og havde fuldt booket frem til juleferien, hvor coronarestriktionerne satte en midlertidig stopper for aktiviteterne. Og fra næste uge er byggeskolen klar til igen at modtage skoleklasser - og forhåbningen er, at skolen kan følge byggeriet på Papirøen til vejs ende i 2024.

BIBIANA Danmark
Foto: BIBIANA Danmark

Eleverne kommer hele vejen rundt om byggeriet

Et forløb på byggeskolen varer en uge og består af fem temadage, hvor eleverne prøver kræfter med de forskellige faser i et byggeprojekt - lige fra byplanlægning og borgerinddragelse til projektering og selve anlægsfasen.

Undervejs lærer klasserne om klimaudfordringer, bæredygtige materialer, forskellige håndværksfag og historien bag de rekreative områder i Københavns Havn, ligesom at de får lov at arbejde med både lyskunst, VR og 3D-tegning.

Ved ugens udgang har eleverne både udtænkt, tegnet og bygget en model af deres helt eget vandkulturhus, som de til sidst skal fremlægge for hinanden.

»I løbet af ugen oplever eleverne, hvordan et nyt kvarter bliver til, de kommer 360 grader rundt om et byggeri og bliver præsenteret for, hvor omfattende og stort et arbejde det er,« siger Jane Rud og tilføjer:

»Det særlige ved byggeskolen er, at eleverne får lov at være på selve byggepladsen og dermed kan lære om byggeri og håndværk on site. Det ville ikke være det samme, hvis jeg besøgte eleverne i deres klasse og viste dem en video. Det bliver sjovt og inspirerende, fordi vi er midt i det, og det ikke kun er teoretisk snak.«

Håndværkeren bliver helten

Jane Ruds erfaring fra de første forløb med 6.-8. klasser i efteråret er, at eleverne tager positivt imod håndværksfagene på byggeskolen, fordi de møder dem på en måde, hvor de får lov til at undersøge og være kreative og nysgerrige.

»Det er en god alder at få eleverne herud i forhold til at understøtte deres personlige valg omkring uddannelse. Især i 6. klasse er eleverne stadig nysgerrige og åbne, mens flere elever i 8. klasserne allerede ved, hvilken retning de gerne vil i,« siger Jane Rud.

Hendes oplevelse er, at mange elever får en aha-oplevelse, når de bliver introduceret til håndværksfagene, ligesom at flere spørger konkret ind til, hvordan man kan komme til at arbejde med det.

»Hos os er håndværkerne de spændende personer. Vi oplever derfor en del elever, der har håndværkerforældre, som klassekammeraterne begynder at spørge ind til. Det er ikke mit indtryk, at ’håndværker-far’ plejer at være en heltefortælling i skolen, men hos os er det den positive historie om håndværk, der fylder,« siger byggeskolens leder.

Derudover er tilbagemeldingen fra lærerne, at de kan bruge byggeskolens forløb til at sætte fokus på erhvervsuddannelser og håndværksfag inden for det obligatoriske emne ’Uddannelse og Job’, der skal styrke elevernes uddannelsesparathed og kendskab til arbejdsmarkedet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden