0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Bertel Haarder (V) ønsker at oprette en privat læreruddannelse i Vestsjælland, som skal konkurrere med de eksisterende offentlige tilbud på landets professionshøjskoler.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bertel Haarder brager ind i debat om ny privat læreruddannelse: Der skal også være en i Vestsjælland

Et politisk flertal vil etablere en ny og fri læreruddannelse, og pilen har peget mod Vestjylland. Nu vil Bertel Haarder (V) også have en i Vestsjælland, hvor behovet ifølge Venstres nestor er langt større. Det skal skabe konkurrence og komme lærermanglen til livs.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Han har selv undervist på seminarierne i Haderslev og Aalborg, og nu melder tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) sig ind i den uddannelsespolitiske skyttegravskrig, der i disse dage udspiller sig om en ny og privat læreruddannelse.

Et politisk flertal med Venstres forhenværende næstformand Kristian Jensen i front vil etablere en fri læreruddannelse med mere fokus på dannelse, hvilket er blevet mødt med stor modstand fra flere sider i skoleverdenen.

Mens uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har advaret mod, at det vil få »alvorlige konsekvenser« for de allerede eksisterende læreruddannelser, har formanden for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann, kaldt det et »dramatisk skridt«.

Alligevel tegner uddannelsen til at blive en realitet. I sidste uge førstebehandlede Folketinget et beslutningsforslag, der vil pålægge regeringen at gøre det muligt ved lov at oprette en ny, statsstøttet uddannelse, som kan konkurrere med de eksisterende, offentlige tilbud, og med støtte fra både Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance er der et bekvemt flertal bag.

Politikerne har haft blikket rettet mod Vestjylland, og nu går Bertel Haarder skridtet videre og foreslår, at en tilsvarende model skal etableres i Vestsjælland.

»Der kunne med meget god grund oprettes en fri læreruddannelse også på Vestsjælland,« siger han til Skolemonitor.

Vi har alle brug for at blive udfordret, og det har læreruddannelsen også

Hovedformålet skal være at øge lærerforsyningen på Vestsjælland, og Haarder, der selv er valgt på Sjælland, peger på, at lærermanglen er mere udtalt i f.eks. Odsherred end i Vestjylland.

Derfor finder han det mere presserende at oprette netop en vestsjællandsk uddannelse.

»Der er større behov på Vestsjælland, end der er i Vestjylland. I Vestjylland har man jo både Esbjerg og Nørre Nissum og Skive, hvorimod der i Odsherred på Vestsjælland altså er langt til Roskilde og Vordingborg,« mener Haarder.

Venstres nestor håber, at nogle vil tage initiativet og »støbe kuglerne« til en ny uddannelse.

»Hvis der er nogle, der vil tage handsken op, så kender jeg mange på Christiansborg, som gerne vil hjælpe og give plads til det. Dét, man kan i Vestjylland, kan man også i Vestsjælland.«

Læreruddannelsen skal udfordres

Den offentlige læreruddannelse har de seneste år været udsat for hård kritik, senest i en evalueringsrapport fra 2019, som blandt andet slog ned på en uambitiøs læringskultur og et højt frafald blandt de studerende.

På den baggrund har uddannelsesministeren nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til konkrete løsninger på læreruddannelsens udfordringer, og kritikere frygter, at det private initiativ vil fjerne fokus fra det arbejde. Men det bekymrer ikke Bertel Haarder:

»Vi har alle brug for at blive udfordret, og det har læreruddannelsen også,« som han konstaterer.

En del af kritikken går på, at man ikke ved så meget konkret om, hvad en privat læreruddannelse skal bestå af, f.eks. hvilke linjefag der vil være. Vil du ikke være nervøs for, at det kan stikke i alle mulige retninger?

»Det er da en meget velbegrundet kritik, og der skal ikke gives offentlig støtte til en privat uddannelse, hvis ikke den i ét og alt lever op til de krav, vi stiller til den offentlige skole.«

Jeg mener, at konkurrencen er nyttig, fordi den er et resultat af, at borgerne kan stemme med fødderne. At man ikke er tvangsforbruger af én bestemt, offentlig løsning

I dag findes der allerede en privat læreruddannelse i Ollerup på Fyn, som siden 1949 har uddannet lærere til friskoler, efterskoler og højskoler – vel at mærke uden eksamener. Bertel Haarder understreger imidlertid, at en mulig ny, privat uddannelse i Vestsjælland ikke skal være eksamensfri.

»Der skal være eksamen. Når der skal sammenlignes med, hvad man opnår i den offentlige uddannelse, kan man til gengæld give større frihed med hensyn til, hvordan man vil nå det mål. Målstyring i stedet for detailstyring, det har jeg altid talt for,« siger Bertel Haarder.

Konkurrence skal afhjælpe lærermangel

Når den tidligere undervisningsminister gerne vil oprette en læreruddannelse i Vestsjælland, skyldes det også, at han ønsker at »give plads til nye idéer, som kan udfordre den offentlige model«.

Kritikere har ellers peget på, at en privat læreruddannelse kan risikere at forværre den i forvejen hårde konkurrence om lærerstuderende i provinsen?

»Jeg er vildt uenig. Jeg mener, at konkurrencen er nyttig, fordi den er et resultat af, at borgerne kan stemme med fødderne. At man ikke er tvangsforbruger af én bestemt, offentlig løsning,« siger Bertel Haarder.

Så uddannelsesministeren har ikke ret, når hun udtrykker bekymring for, at en privat læreruddannelse risikerer at udhule de eksisterende uddannelsesinstitutioner?

»Jeg kan ikke afvise, at der vil være nogle, der vælger det nye i stedet for det gamle. Men den udfordring må de virkelig tage op. Målet er jo ikke at røre rundt i den samme grød, målet er at få flere til at melde sig.«

Med andre ord – det kræver et privat initiativ at komme lærermanglen til livs?

»Ja. Jeg synes, det vil være forfriskende, at det er nogle nye initiativtagere, som tager fat. Der er nogle i Herning, og jeg håber, at der også er nogle på Vestsjælland,« siger Haarder med henvisning til, at idémanden bag den nye private læreruddannelse i Vestjylland er valgmenighedspræsten Morten Kvist fra Herning og en kreds af borgere.

Debatten om en ny, fri læreruddannelse drejede sig da også i første omgang primært om Herning, men den endelige placering er dog ikke lagt fast i det beslutningsforslag, der blev førstebehandlet i sidste uge.

Initivtivtagerne har i en årrække arbejdet med idegrundlaget, som skal have et særligt fokus på dannelse og tilsyneladende adskille sig fra den eksisterende offentlige læreruddannelse ved at have en ny måde at tænke lærerens rolle på i forhold til elever, skole og forældre.

Håbet er, at den nye, vestjyske uddannelse skal kunne optage studerende senest i 2023. Står det til Bertel Haarder, skal der til den tid også gerne være et privat alternativ i Vestsjælland.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: