0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Anders Bondo har bidt i sin sidste bordkant:

Lærerne får aldrig de forhold tilbage, de havde engang

Anders Bondo Christensen blev formand for at samle DLF og gøre op med foreningens ’lønmodtagermentalitet’. Nu er det tid til at gøre regnebrættet op efter næsten to årtier med Bondo for bordenden. En tid, hvor lærerstanden har haft de bedste og værste vilkår nogensinde.

23. september 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vendepunktet

Den afgående lærerformand husker tydeligt, hvornår det gik op for ham, at lærernes arbejdsvilkår aldrig ville blive de samme igen. Det var 8. november 2012, og Anders Bondo Christensen var ophidset. Han havde netop været til et afgørende møde med daværende undervisningsminister Christine Antorini, og nu sad han og hamrede i tasterne.

Adresseret til undervisningsministeren og hendes departementschef, Jesper Fisker, skrev Bondo en mail, der set med nutidige briller kom til at forudsige mange af de genvordigheder, som folkeskolereformen førte med sig. Det var netop gået op for ham, at lærernes arbejdstid skulle finansiere en ny skolereform.

»Kære Christine,« startede han, før tonen kort efter tog et knæk til den hårde side.

»Jeg nægter at tro, at du er klar over, hvor alvorlig situationen for folkeskolen er, hvis I blot fremturer og gennemfører den plan, som en lille snæver inderkreds sidder og arbejder på støttet af regnedrenge fra KL og Finansministeriet,« skrev Bondo, før han kom med en forudsigelse.

»Jeg maler ikke fanden på væggen, når jeg fortæller, at I smadrer engagement og begejstring i folkeskolen. Konsekvensen er, at både lærere og elever vil vælge folkeskolen fra. Jeg vil for første gang stå i den situation, hvor jeg ikke vil kunne anbefale unge mennesker at uddanne sig til folkeskolelærere«.

Når han i dag tænker tilbage på den efterårsdag, hvor finken røg af panden, kan han ikke undgå at trække et lille, opgivende smil. Men når den afgående formand skal gøre regnebrættet op, er der en tid før og efter den mail fra 2012.

Før lå en periode med Bondos indtog i DLF, skoleturneer hånd i hånd med KL, og det han i dag kalder sin bedste aftale nogensinde, arbejdstidsaftalen fra 2008.

Efter lå konflikten med KL, og det Bondo kalder de værste arbejdsforhold for lærerne i nyere tid, flere år med oprør i lærerbaglandet og utilfredshed med den manglende arbejdstidsaftale, som til sidst blev leveret som en svanesang fra manden med de runde briller.

Blå bog

Anders Bondo Christensen

Født: født 16. marts 1959 i Silkeborg

Uddannelse: 1978-1982, Skårup Seminarium

Karriere:

1982-2002: Lærer i Nordborg Kommune og Sundeved Kommune.

1987-2002: Formand for Sønderborg Lærerforening.

2002-2020: Formand for Lærernes Centralorganisation.

2007-2018: Formand for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO).

2002-2020: Formand for Danmarks Lærerforening.

Gift med Gitte Kirsten Hansen siden 1990. De har sammen fire børn.

Bopæl: Ullerup ved Sønderborg.

Oprøret fra Sønderjylland

Otte år efter det skæbnesvangre møde med Antorini sidder Anders Bondo Christensen og kigger ud af vinduet på sit kontor i Vandkunsten i det indre København.

»Jeg har set på det kastanjetræ i snart tyve år. Jeg har godt nok siddet her meget og tænkt over lærerlivet,« siger han og peger ud på et gigantisk træ, der spreder sin krone over det meste af torvet uden for.

Bondo husker, hvordan træets hvide blomster sprang ud, kort efter at lærerne var blevet lockoutet og lov 409 vedtaget. Et smukt syn midt i det martrende nederlag.

Det ene forår med hvidblomstrende kastanjer har taget det andet. Men Bondos tid slutter på lærerkongressen i Falkoner Centret, hvor hans stedfortræder skal findes 23. september. Anders Bondo Christensen selv mener, at han afleverer et DLF i topform. Det er selv om en tredjedel af medlemmerne har stemt imod hans arbejdstidsaftale.

Få vil tale imod, at han er den mest markante lærerformand nogensinde. Nogle vil måske endda sige, at han kom ind som et oprør og gik ud af døren som en institution.

Anders Bondo Christensen under formandsvalgkampen i 1999, hvor han udfordrede den siddende ledelse.

I 1995 stemte lærerne nej til DLF’s overenskomstforlig med arbejdsgiveren KL. Det blev Anders Bondo Christensens vej ind i lærerforeningen, hvor han blev medlem af hovedstyrelsen i 1996.

»DLF tænkte arbejdstid helt forfejlet. Vi var slået ind på den der lønmodtagerstrategi, hvor man nøje tæller timerne, og det har jeg altid syntes, var forfejlet. Det passer ikke ind i et lærerarbejde at tælle timer,« siger Bondo i dag.

Dengang optalte lærerne deres arbejdstid i et såkaldt UFØ-skema. U stod for undervisning, F stod for forberedelsestid og Ø stod for øvrige opgaver. DLF var stor tilhænger af den form for arbejdstid. Bondo var i stedet opsat på at snakke om sin professionsstrategi, hvor der skulle snakkes indhold i undervisningen og meningen med skolen frem for fryns og timeregistrering.

Allerede i 1999 forsøgte Anders Bondo at erobre formandsposten. Men den daværende formand, Anni Herfort, slog ham med 21 stemmer i kampvalget.

Men presset for at få en ny arbejdstidsaftale voksede, i 2002 måtte Anni Herfort gå af, og Anders Bondo Christensen red ind som formand for DLF uden modkandidat, men med en stor opbakning til sin professionsstrategi.



Fra nær ven til modstander

De første mange år af formandstiden er noget, der gør Bondo stolt. Hans svendestykke, aftalen om arbejdstid fra 2008, blev lavet med den konservative Frederiksberg-borgmester Mads Lebech, der dengang var KL’s forhandler på skoleområdet. Den aftale kalder Anders Bondo Christensen sin ’bedste nogensinde’. Årsagen var det gode forhold til KL.

»Da jeg blev trådte til, hed KL-formanden Ejgil W. Rasmussen. Han var grundtvigianer, bondemand og borgmester i Gedved. Ejgil inviterede mig over i KL og placerede os ved et rundt bord. ’Så sidder vi i princippet på samme side,’ sagde han.«

DLF turnerede efter aftalen med KL hånd i hånd for at fortælle om den gode skole. Og så var aftalen i 2008 »det første brud med hele new public management-tanken«, mener Bondo.

»Vi fik lavet et nybrud, der viste lærerne tillid til deres professionalisme. Når det kunne lykkes, var det på grund af sammenholdet med KL, og fordi tidsånden var med os,« siger formanden.

Men så kom den økonomiske krise. KL skiftede ud på pladserne i toppen. Både Lebech og Ejgil W. Rasmussen blev erstattet, og Finansministeriet fik mere magt. Det er i hvert fald Bondos udlægning af, hvad der førte til det store opgør, som satte skolepolitik på landkortet på en måde, det aldrig har været hverken før eller siden, men som også med Bondos ord havde en ’ødelæggende’ effekt på folkeskolen.

2013

En aften i det afgørende forår 2013 sidder Anders Bondo Christensen i forligsinstitutionen. Han tæller minutterne, mens han venter på, at forligskvinde Mette Christensen kommer ud fra sit møde med KL og arbejdsgiverne.

Minutterne bliver til timer, og Anders Bondo Christensen tænker, at der bliver arbejdet på højtryk for at finde en løsning, så arbejdsgiverne kan komme lærerne i møde.

Efter fire timer går døren op, og Mette Christensen kommer til syne. Hun rækker ham et papir, der er identisk med det papir, der lå bordet fire timer tidligere. Der var ikke »ændret så meget som et komma,« husker Bondo.

»Jeg kan ikke skrive under på det der,« siger Bondo.

Mette Christensen smiler.

»Selvfølgelig kan du det. Så skal du bare tilbage og undervise igen,« svarer forligskvinden.

Bondo bruger anekdoten til at illustrere, at lærerne reelt var uden chancer.

Kunne I virkelig ingenting kunne have gjort?

»Nej! Det her var planlagt.«

Den udlægning er den helt gængse holdning, når man taler med Bondos medlemmer og kollegaer i toppen af skoleforeninger.

Flere nævner, at Anders Bondo Christensens styrke og svaghed er, at han kan være umulig at overbevise i en forhandlingssituation. Men det bliver også nævnt, at det kan have ført til, at arbejdsgiverne ikke så anden udvej end at planlægge en lockout. Den køber Anders Bondo Christensen imidlertid ikke.

»Prøv nu at høre. Vi kom med det ene efter det andet. Vi bad eksempelvis om at få BUPL’s aftale. Vi lagde ting på bordet, som jeg ville have haft svært ved at få medlemmerne til at stemme ja til i dag. Vi bevægede os helt ind på den tankegang om at ’normalisere’ lærernes arbejdstid, selv om jeg ved gud ikke mener, at det var den rigtige måde. Vi prøvede.«

Et job, der slider

Opgøret i 2013 blev mærket over hele landet. Skolerne lukkede, børnene blev sendt hjem og lærerne demonstrerede. I midten af stormen stod Bondo, og han mærkede opbakningen.

»Det var virkelig rockstjernestatus. Jeg kørte rundt fra det ene møde til det andet. Så blev jeg transporteret ind i den ene hal efter den anden, der var fyldt med folk, der stod og råbte mit navn. Jeg blev nødt til at sige: Rolig nu, jeg er bare en lille matematiklærer fra Sønderjylland. Det var helt vildt. Men vi var slidte til sidst.«

Formanden erkender, at de dage i 2013 har efterladt et permanent skår i hans ellers skarpskårede korpus.

Flere måneder efter lockouten blev Bondo ved med at falde af sin cykel, og han turde ikke køre bil. Han troede, at han havde en virus på balancenerven.

»Men jeg var bare slidt. Der skete noget fysisk med mig under konflikten. Jeg har aldrig efterfølgende løbet et maraton så hurtigt, som før konflikten.«

Anders Bondo og Michael Ziegler, KL's forhandlingsleder, i et øjebliks smil før den store konflikt i 2013, hvor KL lockoutede lærerne.

Du har ofte sagt, at skolen også blev slidt af konflikten. Føler du et ansvar for den skade?

»Det er ikke mig, der forvolder skade på skolen. De første 11 år jeg var formand for DLF, blev der lavet tre reformer af folkeskolen. Først var det Ulla Tørnæs, så var det Bertel Haarder og så Antorini. Og hver gang skal man have en brændende platform, hvor man fortæller alle, hvor dårlig folkeskolen er,« siger Bondo.

Han mener, at den uro og de mange brændende platforme har »givet et voldsomt prestigedyk til skolen og lærerne«.

Så du stod ikke for stejlt?

»Jamen, jeg kan jo fremvise alle de forslag, vi lagde på bordet. I kan spørge KL, om de lagde noget på bordet. Ind i mellem er det også jeres opgave at dykke ned i sagen og se, hvad der egentlig er det rigtige. Og når vi undgik en konflikt i 2015, var det ikke KL’s skyld, men vores.«

Er der slet intet, du fortryder?

»Der er mange ting, jeg fortryder. I forhold til 2013 var vi alt for dårlige til at forstå, hvor vigtig den direkte og vedholdende kommunikation er,« siger Bondo.

Han husker, hvordan han stod over for den daværende formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, da lovindgrebet kom. Hun spurgte, hvorfor han ikke havde råbt mere op om det forestående lovindgreb.

»Jeg mente jo ikke, at jeg havde bestilt andet og måtte spørge hende, hvor de havde været henne. Men tilsyneladende var vi ikke nået hele vejen ud.«

Arbejdstidsaftalen

Når Anders Bondo Christensen forlader DLF, er vilkårene for lærerne ikke længere de samme, som dengang han som lærer på Als uden problemer med timetælleri kunne tage sin 9. klasse med hjem til overnatning, så de om morgenen kunne gå ned gennem sivene for at fiske ål i havet.

I dag står lærerne over for langt større udfordringer, end han gjorde dengang. Og formanden svarer klart »ja«, når han bliver spurgt, om det blev værre at være lærer efter 2013 og »nej, nej,« når han bliver spurgt, om lærerne nogensinde får de samme vilkår, som dengang på Als i 80’erne.

»Vi kommer ikke tilbage til de forhold, vi havde. Og vi får ikke den aftale, vi fik i ’08.«

Anders Bondo præsenterer sin afskedsgave til DLF: En arbejdstidsaftale, som lærerne ikke har haft siden 2014. Ved mikrofonen står Gordon Ørskov Madsen, der er en af kandidaterne til at efterfølge Bondo.

I stedet har lærerne fået en ny arbejdstidsaftale. Det skete efter et forløb, der har strakt sig fra 2013 og egentlig skulle kulminere i 2018. Det var dengang, alle talte om musketered og solidaritetspagt, men det hele endte med en kommission.

Der var nok mange, der blev skuffede og tænkte ’åh nej’.

»Det skal jeg love for,« udbryder formanden.

»Og du har ret. Hold fast hvor var man frusteret og skuffet bagefter, og det blev kaldt en syltekrukke. Men nu står vi så her i dag med en aftale, jeg ser stort perspektiv i.«

Han understreger, at han har stor respekt for alle dem, der har stemt nej.

I stedet anerkender han, at aftalen kun bliver god, hvis den kommer til at leve.

»Og vi har en enorm forpligtelse til at vise, at aftalen kan gøre noget for at forbedre vilkårene og give lærerne større indflydelse på dagligdagen. Det pres ligger på os nu,« siger han.

Arven er derfor givet videre til den næste formand.

Det er en tredjedel, der har stemt nej. Kan du være tilfreds med det?

»Ja.«

Hvordan kan du det?

»Fordi det er en god aftale. Den giver muligheden for, at lærerne får mere indflydelse på dagligdagen. Og den anerkender lærernes faglighed og profession. Det kræver en kæmpe indsats at forklare sådan en aftale. Men det var stadig et stort flertal, der stemte for.«

Et samlet DLF?

Da Bondo red ind i DLF på ryggen af et oprør, var en af hans mærkesager at samle foreningen efter flere år med splittelse. Som sin sidste gerning har han efterladt en arbejdstidsaftale, som ikke alle er tilfredse med.

Er I ikke lige så splittede, som da du overtog foreningen?

»Dengang jeg blev formand, hed det 51-49 i vores afstemninger. I 2008 var der 20 procent, der stemte imod. Lærerforeningen skal ikke altid være enig med sig selv. Den skal kræve, at vi gør en indsats. Derfor skal vi tage dem, der stemte nej, alvorligt. Vi skal forklare perspektiverne. Det skal en ny formand også investere i, siger Bondo.

Den afgående formand har i hvert fald et råd til den efterfølger, der skal få arbejdstidsaftalen til at leve.

»Tag diskussionen. Lyt til kritikken og forklar hvorfor vi gør, som vi gør. Det er en forudsætning.«

Så det bliver også en opgave for en ny formand at samle DLF?

»Ja. Man kan aldrig læne sig tilbage og sige, at nu har vi samlet lærerforeningen. Det skal man gøre hele tiden.«

Redaktion

Tekst og layout:

Sebastian Risbøl og Kristoffer Kræn Sørensen

Foto:

Jacob Ehrbahn, Jens Dresling, Jesper Stormly Hansen, Finn Frandsen

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: