0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Seksualundervisningen er i god stand på de frie grundskoler, konkluderede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i starten af året. Arkivfoto.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Styrelse kendte til brug af kristent læremateriale, men udstedte ikke påbud

Under tilsyn på flere kristne friskoler stødte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sidste år på brugen af et materiale, der blandt andet beskriver, at homoseksualitet er en synd. Styrelsen opfordrede skolerne til også at bruge andet læremateriale, men udstedte intet påbud. Det møder nu kritik fra flere sider.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har længe været bekendt med, at nogle friskoler bruger det kristne læremateriale Adamogeva.dk i seksualundervisningen. Materialet beskriver blandt andet homoseksualitet som en synd og pornografi som noget, der er lige så vanedannende som narko.

Alligevel har Styrelsen undladt at udstede påbud over for de frie skoler, der bruger materialet. Det fremgår af styrelsens tilsynsrapporter, som Skolemonitor har fået aktindsigt i.

I foråret 2019 begyndte STUK nemlig et såkaldt tematisk tilsyn med undervisningen i Sundheds- og Seksualundervisning og Familiekundskab (SSF). Formålet var at få indblik i, om en række skoler opfyldte den del af loven, der handler om, at friskolernes undervisning skal stå mål med undervisningen i en folkeskole.

Styrelsen besøgte blandt andet Videbæk Kristne Friskole i Vestjylland, der benytter sig af lærematerialet Adamogeva.dk.

I sin tilsynsrapport beskriver STUK en samtale med skolelederen på friskolen.

STUK spørger ind til, om skolen har en holdning til homoseksualitet. Skolelederen svarer, at »det er bedst ikke at udleve sin homoseksualitet,« men at det ikke er det budskab, der formidles i SSF-undervisningen.

Han nævner også, at det ifølge biblen er meningen, at »man skal leve som mand og kvinde i et parforhold, og at køn ikke er en konstruktion, men at vi er skabt som mand og kvinde«.

Tre skoler bruger materiale

I alt har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ført tilsyn på ni frie grundskoler, der har forskellige grundlag.

Blandt de ni skoler er de tre kristne friskoler Gideonskolen, Peterskolen og Videbæk Kristne Friskole, men også den muslimske friskole Al-Hikma, den katolske Sct. Norberts Skole og nogle friskoler uden religiøst grundlag er på listen.

Styrelsen har fundet brug af Adamogeva.dk på alle tre kristne friskoler.

På Gideonskolen, der er en kristen friskole på Københavns Vestegn, bruger man Adamogeva.dk som en del af undervisningen i 7.- 8.- og 9. klasse. Det fremgår af den læseplan, som skolen har sendt til styrelsen.

Styrelsen skriver i sin tilsynsrapport for Gideonskolen, at Adamogeva.dk »efter styrelsens umiddelbare opfattelse fremlægger en forholdsvis ensidig forståelse af, hvad der definerer ’det rigtige’ og ’det forkerte’ i relation til unges livsstil, levevilkår, relationer og seksuelle sundhed.«

Alligevel konkluderer STUK kort efter, at den ikke mener »at have tilstrækkeligt grundlag for at konstatere, at undervisningen i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab ikke står mål med folkeskolens.«

Til gengæld understreger STUK over for alle de tre skoler »vigtigheden af, at der ikke sker en ensidig anvendelse af materialet.«

Over for alle tre kristne friskoler pointerer STUK desuden, at undervisningen for at leve op til kravene »skal medvirke til at støtte den enkelte i udvikling af egen identitet«.

Undervisningen skal også »medvirke til, at eleverne opnår erkendelse af egne grænser og rettigheder samt forståelse for andres.«

Men det, mener styrelsen altså, er opfyldt, og derfor udsteder den intet påbud. Alle tilsyn blev afsluttet i starten af 2020 uden påbud mod indholdet i undervisningen.

Styrelse: Derfor er der intet påbud

I et svar til Skolemonitor oplyser Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, at de tre skoler »har givet udtryk for, at de afbalancerer undervisningen ved bl.a. at anvende en række andre gængse undervisningsmaterialer.«

Derfor vurderer STUK, at undervisningen til fulde står mål med den undervisning, der udbydes i folkeskolen.

»Skolerne har således ikke overtrådt friskolelovens regler, og der er dermed ikke grundlag for at udstede påbud til skolerne,« skriver STUK til Skolemonitor.

STUK oplyser til gengæld, at embedsmænd har drøftet undervisningsmaterialet med Foreningen af Kristne Friskoler, der repræsenterer de tre skoler, der anvender materialet.

»Styrelsen har over for foreningen påpeget styrelsens opfattelse af, hvordan materialet skal anvendes,« skriver STUK til Skolemonitor og oplyser desuden, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) allerede var orienteret om sagen, inden Skolemonitor bragte den op.

»Styrelsen orienterer altid børne- og undervisningsministeren om resultaterne af gennemførte tematiske tilsyn. Styrelsen har således også orienteret ministeren om resultatet af dette tematiske tilsyn, herunder anvendelsen af hjemmesiden Adamogeva.dk.«

Sidste uge oplyste Rosenkrantz-Theil til Skolemonitor, at hun »væmmes« over nogle af de ting, der står om homoseksualitet i de omtalte lærematerialer. Hun vil nu indkalde Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til et møde, hvor hun ville se på, om man kan stramme reglerne for »at fange ubalance i undervisningen.«

Foreninger: Det er et svigt

Lene Stavngaard, der er national chef for Sex og Samfund, forstår ikke, at STUK mener, at skolerne kan leve op til undervisningens formål, når man bruger de nævnte lærematerialer.

Hun siger, at det »undrer« hende, at der ikke bliver slået ned på det, som hun kalder »et ensidigt materiale«.

»Det her materiale forstærker dominerende normer og fordømmer særligt transkønnede og homoseksualitet, og det kan få nogle elever til at føle sig som helt forkerte. På den måde stemmer det slet ikke overens med, hvad de faglige mål er for seksualundervisningen,« siger hun.

Hendes holdning deles af Amnesty Danmark. Her siger programleder for køn, kvinder og LGBTI-rettigheder Helle Jacobsen, at »det er problematisk, hvis det her accepteres«.

»Så synes jeg, at myndighederne burde kigge på det igen. Vi gør mange fremskridt for tiden med samtykkelov og en lovpakke på LGBTI-området. Så er det ærgerligt, at det her på samme tid trækker i en helt anden retning.«

Lene Stavngaard giver ikke meget for, at Styrelsen har lagt vægt på, at materialet ikke er det eneste materiale, der bliver brugt i undervisningen.

»Når Undervisningsministeriet går ud og siger, at sådan noget materiale her ikke må stå alene, så er det jo ikke en garanti for, at det ikke står alene i forhold til den del af undervisningen, der omhandler køn og seksualitet,« påpeger hun.

Den nationale chef fra Sex og Samfund anerkender, at der skal være plads til forskellige religiøse og værdimæssige grundlag i den danske grundskole. Alligevel synes hun, at det er »at svigte de børn og unge, der undervises i friskolerne,« når man bruger lærematerialer, der med hendes ord »installerer skam« hos de unge.

»Børn og unge har ret til viden uden at føle skam over, hvem de er, hvilken krop de har, eller hvem de har lyst til at være kærester med. Man skal ikke installere skam hos børn,« siger hun.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden