0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Merete Riisager er ude af politik og klar med en ny bog, der tager livtag med det, hun kalder 'dumhedens pædagogik'.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Riisager vil gøre op med 'dumhedens pædagogik' i ny bog: Vi er selv årsagen til unges ondt i livet

Eksminister Merete Riisager har skrevet en bog om, hvorfor så mange unge mistrives. I sit første interview om bogen giver hun flere forklaringer: Dannelsen er gået tabt, forældrene fejler, læreren har mistet myndighed, og skolelederen er blevet mellemleder. For at finde en kur må vi skabe stærkere rammer - blandt andet ved at skue til kristendommen, mener hun.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da Merete Riisager stadig var politiker, var hun en dag på et skolebesøg, der naglede sig fast i hendes bevidsthed.

I en 2. klasse havde en lærer arrangeret, at eleverne skulle arbejde i grupper. Men undervisningen var i total opløsning.

»Larmen var øredøvende,« husker Riisager. Nogle elever tegnede, mens andre hang ind over bordene eller drillede hinanden. Når læreren gik over til en gruppe, kunne der kortvarigt opstå reel koncentration, men så snart læreren bevægede sig videre, regerede kaos.

Anekdoten, som Riisager beskriver i sin nye bog ’Selvbyggerbørn’, er symptomet på et problem, der gennemsyrer store dele af samfund og uddannelsesvæsen i dag, mener den tidligere minister: At børn bliver overladt til sig selv.

»Nutidens børn og unge står med en kæmpe opgave, fordi de selv skal bygge deres identitet. I forvejen står de et sted i historien, hvor der er meget fokus på deres individ, og i Danmark kommer den her særlige projektpædagogik så oven i, hvor man hele tiden skal ændre og nedbryde rammerne for børn,« siger Riisager.

Hun tager sig selv i at himle med øjnene og fortsætter:

»Det vil altså sige, at du som barn og ung har ansvaret for din egen seksualitet, hvilken uddannelse du skal have, men du har ved gud også ansvar for din egen læring. Og det er ekstremt vanskeligt at navigere i.«

Med andre ord: Hvis man vil forstå, hvorfor børn og unge føler et pres og har ondt i livet, skal man ifølge Riisager forstå, at alting er i opbrud.

Man skal forstå, at lærerrollen består for meget af at være coach og for lidt af at være kaptajn, at dannelsen er afløst af flyvske visioner og abstrakte verdensmål, og at skolelederen er reduceret til en mellemleder, mens den virkelige ledelse sidder i kommunen og træffer beslutninger ud fra et regneark. Selv forældrene er ifølge den tidligere politiker blevet bange for at sætte grænser. Alt dette tilsammen betegner Riisager i bogen som ’dumhedens pædagogik’.

Ørefigner og fløjshandsker

Men før vi for alvor dykker yderligere ned i indholdet af Riisagers 240 sider, træder vi for en kort stund et skridt tilbage.

Da Politiken Skoleliv møder den tidligere undervisningsminister på en cafe i indre København, ankommer hun med et ønske: At man skal forstå den prisme, som Merete Riisager har skrevet sin bog ud fra.

Ifølge den nyslåede forfatter er unges mistrivsel netop det problem, hun har grublet mest over i sin tid inden for Christiansborgs mure. Men:

»Når man er i politik, kræver problemerne svar, som kan formuleres ganske kort. Problemet er, at svaret på det her problem stikker dybere og kræver en længere forklaring,« siger hun.

Riisager går da også grundigt til værks og sparer i sin bog ikke på eksempler på det »projektmageri«, som hun mener er ansvarligt for, at rammerne for børn flyder ud.

Hun nævner arkitekten Rosan Boschs opgør med klasselokalet som et levn fra fortiden, der blev omtalt i nærværende medie.

Hun nævner også Ruds Vedby Skole, der i 2011 opløste klasser og skoleskema og lod eleverne arbejde selvstændigt, mens læreren stod klar til at hjælpe.

»Alle de projekter om at afskaffe klasseværelset og nedlægge tavleundervsining bliver jo genopfundet på kontorer langt fra børnene en gang om året. Man kan undre sig over, at ingen ulejliger sig med at google, at alt det her er afprøvet før,« siger hun.

Der skal gives korte svar, når man bliver spurgt til sin holdning som politiker, mener Riisager. Men unges mistrivsel kræver en længere forklaring, derfor har hun skrevet en bog om det.

Og flere politiske kollegaer får også en ørefigne med på vejen, for eksempel den tidligere socialdemokratiske undervisningsordfører Annette Lind, der for år tilbage omtalte klassetimer som »røv-til-bænk-undervisning.« Riisager og Annette Lind havde i øvrigt flere bataljer, da førstnævnte var minister.

Af andre politikere, der ikke får ros af Riisager, kan nævnes Venstres Ellen Trane Nørby, der som undervisningsminister lavede et ’dannelsesideal’ på gymnasieområdet bestående af begreber som ’karrierelæring’, ’globalisering’, ’innovation’ og ’digitalisering’. Det synes Riisager, var mærkværdigt. Også Venstres Kristian Jensens forhandlingsevner under tilblivelsen af folkeskolereformen bliver modtaget med moderat skepsis.

Til gengæld fremhæves Dansk Folkepartis Marie Krarup og Alex Ahrendtsen for deres værdikamp. Og så naturligvis Riisagers partifælle Henrik Dahl.

Men selv om fløjshandskerne er taget af, insisterer Merete Riisager på, at hendes bog ikke er et politisk skrift.

»Den her bog handler ikke om at formulere liberal politik. Den handler om verden, som jeg ser den,« siger hun.

Skolen skal genopbygges

Tilbage til bogen, hvor Riisager skriver, at hun vil genopføre de rammer, hun mener bliver nedbrudt.

Men hvis det projekt skal lykkes, er det også nødvendigt at tage et opgør med frisættelsen og projektpædagogikken, som rækker hundrede år tilbage og ifølge Riisager genopstår i nye tiltag flere gange om året. Det nytter jo ikke noget at genopføre, hvis der bliver totalrenoveret igen lige bagefter.

Frisættelsen har nået et punkt, hvor den ikke kan strække sig længere


»Frisættelsen har nået et punkt, hvor den ikke kan strække sig længere. Hvis du skal være et voksent, myndigt menneske, skal du have nogle rammer, når du er barn. Der ligger ikke en frihed i at vokse op som barn uden rammer,« siger hun og medgiver for en kort bemærkning, at det kan lyde uliberalt.

Men, siger Riisager, liberalt eller ej, så kræver pædagogikken og opdragelsen rammer.

»Man bliver nødt til at udøve pres og regulere adfærd for at skabe et myndigt menneske, der kan træffe frie valg. Fjerner du rammer fra barnet, giver du dem ikke en chance, og så er det vores egen skyld, at vi har de her problemer,« siger hun med henvisning til den mistrivsel, der er så bredt beskrevet de senere år.

Hun peger blandt andet på klarere rammer i børneopdragelsen, og at læreren skal have sin myndighed tilbage og turde at tage teten i klasseværelset. Det kan blandt andet ledsages med, at man afskaffer de tilbageværende kompetencemål, som lærere underviser ud fra, og som ifølge Riisager udgør en »ekstrem styring af undervisningen«.

Og så skal skolelederen have retten til at lede tilbage.

»Folkeskolelederen er blevet en mellemleder. De har ikke den ledelsesmæssige ret til at sætte sig igennem på samme måde som på friskolerne, og det er et tab. De fleste steder kan man faktisk ikke sætte en pædagogisk retning,« siger hun.

Når den reelle ledelse kommer for langt væk fra børnene og deres behov, opstår der flere projektpædagogiske tiltag, mener Riisager.

Skolen har en opdragende rolle

Er det dybest set ikke forældrenes opgave at skabe de rammer for børn, ikke skolens?

»Derhjemme lærer du at tilpasse dig andre mennesker, udvise empati og komme til tiden. Men skolens rammer er med til at adfærdsregulere. Skolen er værdibåret, og det står der også i loven. Skolen er ikke kun dansk og matematik, du skal også opdrages til at spille en demokratisk rolle. Så skolen har en opdragende rolle, men mere over mod dannelsesspektret end egentlig opdragelse,« siger hun.

Men Riisager mener ikke altid, at skolen tager dannelsesrollen seriøst længere. Og man kan passende bringe kristendommen i spil, når man skal tage hul på den opgave, siger hun.

Kristendommens genopstandelse

I bogen trækker den tidligere minister flere steder på de skolebesøg, hun var på som politiker. Et besøg på en kristen friskole i Københavns Nordveskvarter blev en, nåh ja, åbenbaring for Merete Riisager.

Da skolelederen viste politikeren rundt, sagde han på et tidspunkt: »Vi arbejder med inklusion og rummelighed. Det gør man jo på så mange skoler, men vi har den fordel, at vi også kan bringe næstekærligheden i spil.«

Det ramte med Riisagers egne ord den liberale politiker »lige i maven«.

»Skolen havde ikke en løs mission om at ’forberede eleverne til fremtidens arbejdsmarked’ eller noget i den stil. Det bed jeg virkelig mærke i. På skolen herskede værdier fra biblen, som vi har debatteret i 2000 år. Det holder altså noget længere end klasseregler om, at du ikke må kaste med papirkugler.«

Jeg mener, at skolen skal tale om de store ting i livet. Og der er bibelen den primære tekst

Skolelederen forklarede, hvordan man talte med eleverne om næstekærlighed, når man forklarede, hvorfor man ikke skulle slås i skolegården. Og det virkede på Riisager.

»Jeg mener, at skolen skal tale om de store ting i livet. Og der er bibelen den primære tekst, som kan sætte den vigtige debat i scene. Det gav en dybde på skolen, som man ikke har mange andre steder. Skolelederen hævede simpelthen barren ved at sige, at næstekærligheden er en pligt.«

Hvorfor kan man ikke tale om de store ting, uden at det skal være kristent?

»Fordi det kan blive fladt og ukonkret. Det bliver hurtigt globalt og abstrakt som eksempelvis FN’s Verdensmål. Klasser arbejder meget ud fra dem, men de mål er jo politiske. De fortæller om, at man skal fjerne plastik fra verdenshavene, men de siger ikke noget om, hvad du skal bestræbe dig på som menneske,« siger Riisager og tilføjer, at hun i øvrigt synes, det er »dybt problematisk« at bede børn komme med løsninger på store spørgsmål som klimakamp og hungersnød.

Hun er med egne ord vokset op i en tid, hvor religion var noget autoritært, man skulle gøre op med, og derfor kan det føles grænseoverskridende for hende at pege på det kristne som en løsning.

Men skolelederen i Københavns Nordvestkvarter var med til at ændre hendes syn på sagen.

»Han befriede nemlig børnene fra en byrde ved at lære dem, at det er menneskeligt at fejle. Det ligger nemlig indbygget i kristendommen, at man skal gøre sig umage for at gøre det gode, men alle vil fejle. Det gav skolen klare værdier, eleverne en eksistentiel ro og styrkede skolelederen i sit arbejde.«

Nølende borgerlige

Et spørgsmål, der brænder sig på, er, om den borgerlige blok, som Merete Riisager selv var en del af i næsten et årti, gjorde nok for at imødekomme den udfordring, hun skildrer i sin bog. Og svaret er nej. I hvert fald ifølge Riisager.

Den blå fløj var underligt uengageret i forhandlingerne omkring folkeskolereformen

Et eksempel er forhandlingerne omkring folkeskolereformen, hvor den blå fløj ifølge Riisager »var underligt uengageret..., når man tager i betragtning, at der var tale om en af de største og mest gennemgribende reformer i nyere dansk skolehistorie,« skriver hun i bogen.

I stedet fokuserer borgerlige ofte på »bittesmå enkeltsager« frem for den grundlæggende værdidebat.

Merete Riisager har aldrig skjult, at hun er imod folkeskolereformen. Her ses hun som minister, efter hun indgik en politisk aftale om at justere reformen.

I eksemplet med folkeskolereformen kom det til udtryk ved, at De Konservative borede sig ned i et forbehold omkring lektiecaféerne, »mens Venstre med Kristian Jensen ved forhandlingsbordet fik ændret begrebet ’aktivitetstimer’ til ’faglig fordybelse’ - en manøvre, der ingen betydning havde for det faktiske indhold af reformen,« som Riisager skriver.

Den tidligere minister mener ellers, at der ligger en vindersag og venter, hvis de borgerlige for alvor skulle ønske at samle uddannelsespolitikken op.

»I virkeligheden sammenvæves det med hele den borgerlige krise. Hvordan du opdrager og danner børn handler også om, hvilket samfund du ønsker. Hvis du er lullet ind i en tænkning om, at man skal optimere velfærdsstaten med 0,2 procent, så glemmer man, hvad man er der for,« siger hun.

Er din bog så et bud på en ny borgerlig værdipolitik?

»Nej, den her bog handler om verden, som jeg ser den. Når man er i et parti, præger man det, men man har også en forpligtelse,« siger forfatteren, før hun holder en kort kunstpause og fortsætter.

»Men jeg er ikke politiker længere.«

’Selvbyggerbørn - hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv’ udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag 3. september

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden