0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
/ritzau/Miriam Dalsgaard
Foto: /ritzau/Miriam Dalsgaard

SF's gruppeformand, Jacob Mark, vil se handling fra undervisningsministeren. Hun bør kontakte de kommuner, der nægter at indgå en lokalaftale om lærernes arbejdstid, mener SF.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

SF vil presse kommuner til at indgå lokalaftaler om lærernes arbejdstid

Nogle kommuner nægter ’dumstædigt’ at indgå lokale arbejdstidsaftaler med lærerne, mener SF’s Jacob Mark. Derfor foreslår han nu, at undervisningsministeren kortlægger og kontakter de kommuner, der ikke har en aftale med lærerne. Ministeriets hjemmeside skal også indeholde en database over de lokalaftaler, der er lavet, foreslår han.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tæt på er langt fra godt nok.

I langt størstedelen af landets kommuner er lærernes arbejde efterhånden reguleret under en lokalaftale. Men ifølge SF’s Jacob Mark er der stadig nogle kommuner, der »dumstædigt« og »ideologisk« holder fast i at tilrettelægge lærernes arbejde efter den udskældte lov 409.

Derfor vil SF nu lægge pres på de kommuner, der endnu ikke har lavet en lokalaftale.

Det pres skal ifølge partiet ske på tre måder.

Først skal Undervisningsministeriet kortlægge, hvilke kommuner der har lokalaftaler.

Derefter skal undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) tage kontakt til de resterende kommuner for at få dem til at indføre en lokalaftale.

Som et tredje led i SF’s plan skal Undervisningsministeriets hjemmeside indeholde en database over de lokalaftaler, der er lavet.

Jacob Mark mener, at der skal politisk pres til, hvis man skal få gennemført lokalaftaler landet over.

Jeg kan ikke komme i tanke om, at regeringen har gjort noget for at understøtte Ny Start-samarbejdet

»Vi ser gerne, at der er lokalaftaler i alle kommuner - lige som der er for andre kommunalt ansatte. Det er jo særegent for lærerne, at man i nogle kommuner dumstædigt eller af ideologiske grunde ikke vil lave lokalaftaler. Det er uhørt,« siger han.

SF’eren mener, at regeringen skal ære det forståelsespapir, som Radikale, SF og Enhedslisten var medunderskrivere på efter valget. Her står der blandt andet, at regeringen »aktivt« vil bakke Ny Start-samarbejdet mellem KL og Danmarks Læreforening op.

»Ministeren skal gå ind i det her, fordi vi har skrevet i forståelsespapiret, at hun skal understøtte Ny Start. Jeg kan ikke komme i tanke om, at regeringen har gjort noget for at understøtte Ny Start-samarbejdet,« siger han.

Aktiv sommer

Udspillet er det seneste indspark fra SF, der i løbet af sommeren har sendt en række prøveballoner i vejret.

Partiet har således de seneste uger foreslået, at en række folkeskoler skal have øget frihed til at tilrettelægge undervisningen og skoledagen, at der indføres et klasseloft på 24 elever, at der indføres to års ekstra undervisningspligt, samt at man fjerner risikoen for at dumpe i folkeskolen.

Men ifølge Jacob Mark er det vigtigt for folkeskolens økosystem, at der kommer flere lokalaftaler, der eksempelvis indeholder bedre tid til forberedelse.

»Vi har tidligere på sommeren givet vores bud på, hvordan man bruger ressourcerne bedst muligt, og hvordan man øger friheden for skolerne. Det tredje ben er, at der skal være forberedelsestid nok. Du kan have frihed, men uden forberedelse får børnene ikke den kvalitetsundervisning, som børnene skal have,« siger han.

Målet er bedre forberedelsestid til lærere og pædagoger

Han mener ikke, at det er optimale arbejdsforhold for de lærere, der arbejder under lov 409.

»Uden lokalaftaler og rammer for lærernes forberedelsestid, så daler forberedelsestiden og undervisningstimerne stiger. Det er en farlig tendens. Så målet er bedre forberedelsestid til lærere og pædagoger.«

Arbejdstidsaftale udskudt

Arbejdet for at få lavet en national arbejdstidsaftale har stået på rundt regnet siden lockouten af lærerne i 2013 og vil af mange nok betegnes som decideret sisyfosarbejde.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 lykkedes det ikke at lande en aftale. Ved forhandlingerne i 2018 blev der lavet en Lærerkommission, der skulle bygge bro mellem parterne. I 2019 fremlagde kommissionen en rapport, hvori man på det kraftigste opfordrede DLF og KL til at lave en aftale.

Men siden dengang er arbejdet gentagne gange blevet udskudt.

Egentlig var der deadline i april. Den blev senere rykket til maj, og inden sommerferien sagde DLF’s formand, Anders Bondo Christensen så, at der nu ingen tidshorisont er for, hvornår der skal foreligge en aftale mellem DLF og KL.

I mellemtiden regerer lov 409 i de kommuner, der ikke har en lokalaftale. Der er ikke fra statens side lavet en opgørelse over hvilke kommuner, der har lokalaftaler, men ifølge Danmarks Lærerforening drejer det sig om de 12 kommuner, der er markeret med mørkeblå på kortet herunder.

Lov 409 blev vedtaget i Folketinget efter lærerlockouten og siger blandt andet, at det er op til skolelederen på den enkelte skole at tilrettelægge lærernes arbejdstid. I loven skelnes der heller ikke mellem de forskellige typer af arbejdstid som undervisning og forberedelse.

Skubbe uden at diktere

Jacob Mark mener, at det vil være på sin plads at skubbe til kommunerne for at få lavet en arbejdstidsaftale, også selv om man ikke kommer til at anbefale, hvad der skal stå i aftalerne.

»Vi har i flere henseender kontaktet kommunerne, når der er noget, der ikke har fungeret optimalt. På den måde kan vi presse på, men vi vil ikke diktere, hvad der står i lokalaftalerne,« siger han.

Underminerer du ikke forhandlingerne om en national arbejdstidsaftale, når du beder kommuner lave lokalaftaler?

»Jeg har med vilje ikke sagt særlig meget om eksempelvis lov 409 af hensyn til forhandlingsprocessen. Men jeg mener godt, at vi fra Christiansborg kan understøtte, at der kommer lokalaftaler i kommunerne,« siger Jacob Mark.

Foreslår I også det her, fordi I forventer, at der kan gå en god tid, inden en arbejdstidsaftale vedtages.

»Jeg er ikke nok inde i forhandlingerne til at vurdere det. Jeg kan bare se, at lærergerningen fungerer bedre i de kommuner, hvor man har lavet nogle gode lokalaftaler. Jeg sad selv med ved bordet, da vi lavede en lokalaftale i Køge. Det giver tryghed, bedre rum for forberedelse og gladere personale. Der er ingen argumenter for ikke at lave lokalaftaler, kun stædighed« siger han.

Aftaler til frit skue

Så er der den del af SF’s udspil, der handler om at oprette en database for de lokalaftaler, der allerede er indgået. Det vil ifølge Jacob Mark kunne tjene til at inspirere andre kommuner til at indgå aftaler.

»Der er mange aftaler, der fungerer godt og har fungeret længe. Det med at lægge lokalaftaler til fri skue, det er for at få noget inspirationsmateriale, så nogle kommuner måske kan se, at en lokalaftale kan fungere,« siger han.

SF stemte selv for lov 409, da den i sin tid blev vedtaget i Folketinget. Jacob Mark anerkender da også, at man på det punkt ligger, som man har redt.

»Vi har bragt os selv i den knibe med arbejdstiden, for SF var jo også med, dengang lov 409 blev indført. Nu er vi i en situation, hvor det, vi kan gøre, er at sikre, at der er så mange lokalaftaler som muligt,« siger han.

Politiken Skoleliv har forsøgt at få en kommentar fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), men Undervisningsministeriet oplyser, at hun holder ferie.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden