0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Den spanske syge lærte os at lukke skolerne. Måske kan den også lære os, hvordan vi genåbner dem

Under den spanske syge i 1918 var myndighederne tilbageholdende med at lukke skoler. I dag er strategien en ganske anden. Men genåbningen af skolerne kan måske komme til at minde om dengang, sygen ramte Danmark.

3. april 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han var ikke meget for det, den konservative borgmester i København, Ernst Kaper, da han i 1918 gik med til at forlænge børnenes sommerferie.

Året forinden havde en epidemi af skarlagensfeber lukket kommuneskolerne i en kortere periode, og hvis skolerne nu ikke skulle åbne på grund af den spanske syge, som havde ramt landet hen over sommeren, var der snart sagt »ingen skolegang mere«, mente borgmesteren.

»Epidemien er i aftagende, så vi kommer nok i gang. Vi vil i hvert fald meget nødig udsætte undervisningen,« sagde han til Politiken i juli 1918.

I samme måned registrerede en læge i København en stigning fra 842 smittede den ene uge til 3.862 den næste, og spørgsmålet om, hvorvidt børnene skulle tilbage i klasselokalerne, skabte debat i pressen.

Sygdommen angreb især mennesker, der levede tæt sammen, og derfor ville det være »en noget betænkelig fremgangsmåde« at åbne skolerne og »skabe nye smittecentre i tætfyldige og ophedede skolelokaler«, som det blandt andet lød i en kronik i Politiken 3. august 1918 forfattet af en V. Melsen.

Modvilligt – og efter moderat pres fra Undervisningsministeriet i form af et rundsendt cirkulære – måtte borgmester Kaper bøje sig og forlænge sommerferien frem til 2. september. Det gjaldt dog kun skolerne i København og på Frederiksberg – hvad man gjorde i resten af landet, var op til skoledirektionerne i de enkelte kommuner.

Holger Damgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix

Den nuværende Østre Landsret i Fredericiagade i København blev indrettet til nødlazaret under den spanske syge.

Dilemmaet om skolerne minder om det, som regeringen står med i dag, hvor coronavirussen bølger hen over kloden. Dengang som i dag anså myndighederne skolelukninger for at være et meget vidtgående indgreb, men modsat under pandemien, der ramte for 100 år siden, har statsminister Mette Frederiksen (S) ikke vægret sig ved at trække i det store håndtag og lukke alle landets skoler.

»Debatten dengang var en helt anden, fordi myndighederne slet ikke reagerede så hurtigt og effektivt, som de gør i dag. Det var først, da epidemien toppede, at man begyndte at gribe ind. I dag griber man jo ind, nærmest før den begynder,« siger Mathias Mølbak Ingholt, der er ph.d.-studerende i folkesundhedshistorie ved Roskilde Universitet.

Umiddelbart er der markant forskel på den spanske syge, som skyldtes en influenzavirus, og covid-19, som corona retteligt hedder, der er en alvorlig luftvejsvirus.

Alligevel er sygen fra 1918 værd at genbesøge, for når det gælder lukning af skolerne, kan nogle af argumenterne lyde som et ekko af historien – men strategien er helt anderledes.

Som forsker Mathias Mølbak Ingholt, der studerer historiske epidemier, konkluderer:

»Vi gør præcis det modsatte af, hvad man gjorde dengang.«

»Influenzaen raser mest i skolerne«

I september 1918 var børnene tilbage på skolebænken efter en forlænget sommerferie. I første omgang vakte det ingen kritik, fordi antallet af influenzatilfælde var dalende.

Men billedet ændrede sig få uger senere, da anden bølge rejste sig.

I Københavns kasernekvarter på Christianshavn måtte både Prinsessegades Skole og Bådsmandsstrædes Skole lukke igen.

Alligevel stod stadslægen i København, Axel Ulrich, fast, da han i Politiken 29. september blev afkrævet svar på, hvorfor skolerne stadig var åbne.

»Influenzaen raser mest i skolerne, men jeg råder ikke til at lukke,« sagde han.

Først når sygdommen tog »karakter af ren pest«, ville stadslægen råde skolerne til at lukke.

»At lukke skolerne nu, anser jeg for et alvorligt indgreb,« afsluttede Axel Ulrich i interviewet.

Axel Ulrich kom af en kendt lægeslægt og var stadslæge i København indtil 1919.


Selvom stadslægen afdramatisede sygdom­men, var flere og flere overbeviste om, at der var tale om en epidemi.

»Han bliver meget kritiseret af andre læger. Der er også nogle embedslæger, der argumenterer for, at skolelukninger faktisk virker, og som støtter tiltag ud fra argumenter, vi også kender i dag. At hvis vi lukker skolerne, kan vi inddæmme smitten og flade epidemikurven ud, og så kan sundhedsvæsnet bære en pandemi. Det er faktisk på præcis samme måde, man argumenterer i dag,« siger Mathias Mølbak Ingholt.

Stadslægens tøven skyldtes nok indretningen af myndighedsniveuerne. I København var Axel Ulrich underlagt et stærkt kommunalt styre, og her gjaldt ét sæt af påbud. I resten af landet var selvstændigheden større, og det var op til de enkelte politikredse at nedsætte såkaldte epidemikommissioner med politimesteren i spidsen.

Det var med andre ord en decentral affære, hvor det i vidt omfang var op til de enkelte kommunale skolemyndigheder i samråd med embedslægen at beslutte, om man ville lukke skolen eller ej.

Influenzaen raser mest i skolerne, men jeg råder ikke til at lukke

Hertil kom, at myndighederne ganske enkelt ikke var forberedte på sådan en sygdom, siger Hans Trier, der er tidligere embedslæge og forfatter til bogen ’Angst og engle’ fra 2018 om den spanske syge.

»De love, man havde på plads, tog ikke højde for sådan en eksplosiv sygdom, og derfor manglede der koordinering. Det blev i princippet overladt til det enkelte byråd selv at finde ud af, hvad man skulle gøre,« siger han.

Et bagvendt argument

I takt med at anden bølge af epidemien rejste sig i oktober 1918, steg også befolkningen og de praktise­rende lægers undren over, at myndighederne ikke foretog sig noget.

I et indlæg i Ugeskrift for Læger spurgte reservelæge C.D. Bartels, som tilsyneladende kendte til to dødsfald blandt voksne, hvor smitten stammede fra børn, der var blevet smittet i skolen:

»Med spænding spørger man da, hvilke foranstaltninger der fra det offentliges side bliver truffet for at forhindre, at denne meget farlige og smitsomme sygdom, som vi læger al­deles ikke står rustede imod, skal bre­de sig yderligere blandt befolknin­gen?«

Til det svarede stadslægen, at der ikke skulle ventes større offentlige foranstaltninger mod den spanske syge. Hvis man lukkede skolerne, ville smitten bare finde andre veje:

»Influenzaepidemien 1918 begyndte som en kaserneepidemi, men man lukkede ikke kaserner. Den fortsatte som en hotelepidemi, og den spredtes ved samfærdselsmidlerne, men man standsede ikke trafikken,« skrev stadslægen i svaret, som er gengivet i bogen ’Angst og engle’.

»Et lidt bagvendt argument«, siger Hans Trier om stadslægens svar, der i øvrigt sluttede med en klar angivelse af, hvordan stadslægen så på sygdomsforebyggelse: Det var op til den enkelte at sørge for god hygiejne og blandt andet undgå unødvendige forlystelser og offentlig transport.

12. oktober gik den dog ikke længere, uagtet hvad stadslæge Ulrich så måtte mene.

Sundhedsstyrelsen lukkede skolerne i København i 14 dage frem til 21. oktober.

Imens skulle skolerne rengøres og udluf­tes.

Og efter genåbningen 20. oktober lød reglerne, at klasser skulle sendes hjem, hvis der fandtes mere end et influenzatilfælde blandt eleverne.

Desuden blev der givet påbud om, at klasselokalerne skulle grundigt ventileres, og man opfordrede stærkt til, at de lokale epidemikommissioner rundt om i landet skulle følge Københavns eksempel.

Privatskolebørnene skulle imidlertid fortsætte i skole som hidtil, hvilket deres forældre da også begyndte at sætte spørgsmålstegn ved i midten af oktober.



Skolelukninger handlede ikke om at bremse smitte

I dag er en total nedlukning af folkeskolen gennemført langt tidligere efter beslutning på øverste politiske niveau (og med en indtrængende opfordring til de frie grundskoler, som straks fulgte trop) med henblik på at undgå smitte.

Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix

Skolerne har været offcielt lukket siden 16. marts. De ventes at blive åbnet gradvis efter påske.

Det er en udbredt misforståelse, at det også var formålet med skolelukningerne under den spanske syge, skriver Lone Simonsen, professor i folkesundhed fra Roskilde Universitet og ekspert i historiske epidemier og pandemier, i en artikel på videnskab.dk i marts i år.

Her citerer hun stadslæge Axel Ulrich for, at skolerne mere var blevet lukket »som følge af epidemien, fordi børn og lærere udeblev på grund af sygdomsforfald, end fordi man har troet derved at kunne forebygge smittens udbredelse.«

Med andre ord handlede det mere om personlig beskyttelse end om epidemikontrol, skriver Lone Simonsen.

Hans Trier peger på, at der var tale om en vekselvirkning. At man dels lukkede skolerne, fordi der ganske enkelt var dukket for få elever og lærere op, dels fordi man forsøgte at inddæmme smitten ved blandt andet at gøre grundigt rent og lufte ud.

Uanset årsagen til skolelukningen må nogen i sundhedsvæsnet have været interesserede i at kende smittekilderne, for under anden bølge i oktober 1918 sendte Sundhedsstyrelsen et spørgeskema ud til alle landets læger med flere end 20 spørgsmål, som lægerne skulle svare på, når epidemien var ovre.

»De stillede faktisk spørgsmålet: Anser du skolerne for at have betydning for sygdommens udbredelse? Mange svarede ja. Så nogle læger har altså været bevidste om betydningen af skolelukninger og set med mildere øjne på den usædvanlige foranstaltning end stadslægen i København,« siger Hans Trier.

Så selvom den københavnske stadslæge stædigt hævdede, at skolelukningen ikke havde til formål at bremse udbredelsen af den spanske syge, så kan det alligevel have haft en vis effekt, at skolerne lukkede ned i en periode.

Gradvis genåbning

Netop i disse dage er regeringen i samråd med landets skoleinteressenter ved at lægge puslespillet for en mulig genåbning. Der er utallige hensyn. Skal man tage vare på de udsatte elever eller på de ældste, der står over for en afgangseksamen?

Godt nok trækker myndighederne i dag ikke på de danske erfaringer fra 1918, når det gælder lige præcis skolelukninger, understreger Hans Trier, men skulle de alligevel se tilbage på historien, vil de opdage et forløb, hvor mange skoler forblev lukkede fra efteråret 1918 og hen på den anden side af nytår.

»Men nogle steder laver man også nogle lempelser for de ældste elever. I november startede man med at genoptage undervisningen for de ældste klasser, som skulle forberede sig på eksamen,« siger Hans Trier.

På lange stræk gør vi under skolelukningen i dag præcis det modsatte af, hvad man gjorde for 100 år siden.

Men genåbningen kan meget vel komme til at minde om dengang, de danske skoler vendte tilbage til normaltilstanden efter den spanske syges hærgen.

Redaktion

Tekst og layout:

Naja Dandanell

Foto:

Mads Dalegaard, Holger Damgaard, Georg E. Hansen og Det Kgl. Biblioteks Billedsamling

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage