Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
I november brugte et lærerteam fra Gladsaxe fem aftener på at besøge deres elever fra 8.C. De havde nemlig sat sig for at rykke den klassiske skole-hjem-samtale ud af skolen. Arkivfoto
Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

I november brugte et lærerteam fra Gladsaxe fem aftener på at besøge deres elever fra 8.C. De havde nemlig sat sig for at rykke den klassiske skole-hjem-samtale ud af skolen. Arkivfoto

Lærere rusker op i den klassiske skole-hjem-samtale: Familier får hjemmebanefordel

Et lærerteam fra Gladsaxe har brugt fem aftener på at holde skole-hjem-samtaler hjemme hos eleverne. Både forældre, lærere og elever mener, at det styrker samarbejdet og forståelsen mellem skole og hjem, men løsningen er dyr.

Nyheder

Når skoledagen var slut, og mørket havde sænket sig over Gladsaxe, mødtes lærerne Lasse Møller og Signe Kentworthy fem aftner i november ude på Enghavegård Skolens parkeringsplads. Herfra satte de kurs mod de lejligheder, parcelhuse og villaer, som deres elever fra 8.C bor i. De havde nemlig sat sig for at ruske op i den klassiske skole-hjem-samtale og rykke den ud af skolen.

Lasse Møller og Signe Kentworthy brugte mellem en halv time og tre kvarter i hvert hjem. Dertil kom transporttiden mellem besøgene. Der er ingen tvivl om, at det havde været nemmere at sætte sig i et klasselokale på skolen og nå alle igennem på én aften på traditionel vis. Men de to lærere er ikke i tvivl om, at de fem aftners arbejde er godt givet ud.

Lasse Møller har i mange år drømt om at rykke skole-hjem-samtalerne ud af skolens institutionelle rammer.
Foto: Skoleliv

Lasse Møller har i mange år drømt om at rykke skole-hjem-samtalerne ud af skolens institutionelle rammer.

»Når vi - høje på kaffe og kage - stoppede og gik hver til sit, så var det med en virkelig god fornemmelse. Samtalerne bragte os nogle andre steder hen og gav os så meget mere. Jeg tror, at vi får den tid, vi har brugt på det, tifoldigt igen i møder, vi ikke behøver at afholde,« siger Lasse Møller.

Han forklarer, at tanken med samtalerne var at give familierne en hjemmebanefordel.

»Klassiske skole-hjem-samtaler er altid på vores hjemmebane, og allerede der har man et ulige forhold, som ikke er hensigtsmæssig. Og her tænker jeg faktisk ikke så meget på eleven, men rigtig tit på forælderen. For skolen ser på mange måder ud, som den også gjorde, da de selv gik i skole. De synes ikke altid, det er rart at sidde i duften af madpakker med anskuelsestavler og matematikskemaer på væggene. Det bringer nogle dårlige minder frem for nogle, og det er ikke givtigt for en god samtale,« siger Lasse Møller.

Han kender selv til at have dens slags dårlige minder fra sin egen skoletid:

»Uagtet om jeg fik ros eller ris, så græd jeg, når jeg kom hjem. For jeg synes simpelthen, at det fokus var så voldsomt. Det var møgubehageligt. Jeg fik at vide, at jeg var en rollemodel, og det kunne jeg slet ikke overskue,« siger han.

Signe Kenworthy oplever også, at nogle forældre kan opfatte den klassiske skole-hjem-samtale som en slags prøvesituation.

Signe Kenworthy startede som klasselærer i 8.C i sommer. For hende har de mere intime skole-hjem-samtaler været en mulighed for hurtigere at lære eleverne at kende.
Foto: Skoleliv

Signe Kenworthy startede som klasselærer i 8.C i sommer. For hende har de mere intime skole-hjem-samtaler været en mulighed for hurtigere at lære eleverne at kende.

»Selvom hensigterne er gode, havner vi ofte i en situation, hvor vi sidder to på den ene side af bordet og to på den anden. Vi kalder det for en samtale, men hvis vi skal være helt ærlige, er der en fast dagsorden, hvor vi fortæller, hvordan det går, og de siger, det kan de godt se, eller det kan de ikke se. Det er jo ikke en reel samtale,« siger hun.

Og netop for at gøre op med den formelle eksamensagtige stemning var hun og Lasse Møller meget bevidste om ikke at smække skemaer og computere op på familiernes sofa- og spiseborde.

»Vores ide var at lave en anden setting og se, hvad det kunne bringe af ændringer i dagsordenen,« siger Signe Kenworthy.

»En tur ind i privatsfæren«

Lasse Møller og Signe Kenworthy havde en særlig grund til at rykke skole-hjem-samtalerne hjem til familierne netop i 8. klasse. Det er nemlig der, at eleverne tager hul på de omdiskuterede uddannelsesparathedsvurderinger, og derfor er det ifølge de to lærere oplagt at tale om noget af det, der foregår rundt om skoledagen, for eksempel elevernes evne til at tage ansvar og planlægge sin egen tid.

»Indholdet, vi skulle snakke om, lagde op til en tur ind i privatsfæren. Det brugte vi som argument over for forældrene,« siger Lasse Møller, som suppleres af sin kollega:

»Snakke om fremtidsmuligheder kan jo være svære, men vi havde virkelig meget medvind, fordi vi kunne tale lige direkte ind i, hvad der gav mening i deres virkelighed. Vi kan jo sagtens sidde på skolen og have nogle ideer om, hvad der skal til, men så kommer vi ud i deres virkelighed, og så er det måske ikke muligt,« siger Signe Kenworthy.

Det kan for eksempel handle om at få indsigt i noget så lavpraktisk, som at barnet bor en uge et sted og den næste uge et andet sted.

»Det ved vi jo udmærket godt, at de gør, men hvordan ser det helt konkret ud, og hvad har barnet af muligheder de forskellige steder? Har de et sted, hvor de hænger ugeplanen op, og hvad går barnet til? Det snakker vi selvfølgelig med dem om almindeligvis, men når vi kommer hjem og ser, hvor mange cheerleader-plakater, der er på væggen, så ved vi, at det skal have lov at fylde,« siger hun og tilføjer, at værelset siger meget.

»Hvor mange skærme er der for eksempel? Har de stadig en kasse med LEGO stående ovre i hjørnet, eller har de fjernet alt legetøj?« siger hun.

Vi har jo i virkeligheden snaget i folks vasketøjskurv

De to lærere er bevidste om, at der er et element af snagen over konceptet.

»Vi har jo i virkeligheden snaget i folks vasketøjskurv. Vi kan se, hvilke romaner der står på reolen. Men det kendskab kvalificerer jo vores vejledning, for vi ved, hvad der bøvles med, og vi kender de sociale og kulturelle rammer i hjemmet,« siger Lasse Møller og fortsætter:

»I bund og grund handlede det om at få et blik ind i elevens verden og skærpe den relation, som er så fundamental, hvis der overhovedet skal ske læring. Hvis vi skal bringe de her unge mennesker et sted hen, skal de tro på, at vi vil dem noget.«

Ud fra samme tankegang har de to lærere også begge haft klassen på besøg i deres privat hjem.

»Hvis du skal lykkes med at være en autentisk og troværdig lærer, så skal den professionelle og private rolle ligge ret tæt,« siger Lasse Møller og tilføjer, at kendskabet til familien også efterfølgende kan bruges i dialogen med forældrene.

»Når vi ringer til en forælder – og det gør vi jo immervæk ret tit – så kan vi se vedkommende for os. Det optimerer forældresamarbejdet.«

Et helhedsindtryk

Det var frivilligt, om familierne i 8.C ville takke ja til tilbuddet om at få besøg af de to klasselærere. En enkelt familie takkede nej.

»Jeg blev lidt overrasket over, at der ikke var flere, der stejlede. Jeg tror da også, at der var nogen, der havde en oplevelse af, at vi ville snage, inden vi gennemførte det. Men da det var overstået, syntes de, det var ret rart, at vi også kendte den side af dem,« siger Lasse Møller.

14-årige Niels Krogh-Olsen er en af de elever, som sætter pris på besøget fra sine to klasselærere. Men han kunne mærke, at udsigten til en mere privat skole-hjem-samtale gjorde ham lidt nervøs, fordi det også blev mere sårbart.

»Jeg følte sådan et lille pres på mig selv, i starten var det lidt underligt. Men jeg følte, at der kom gode ting ud af det,« siger Niels Krogh-Olsen.

Det bragte mig tættere på Lasse og Signe. Det føles på en måde virkelig godt, at de fik et bedre indtryk af mig

Han oplevede, at samtalen kom til at handle mere om hans trivsel end de faglige præstationer.

»Siden 2. klasse har vi siddet i det klasselokale og snakket om de samme ting hvert år, men der kom nye emner og mere personlige ting på banen derhjemme. Vi snakkede om, hvordan jeg havde det. Det bragte mig tættere på Lasse og Signe. De fik en bedre forbindelse til mig, som måske kan bruges, hvis der nu er problemer derhjemme. Det føles på en måde virkelig godt,« siger Niels Krogh-Olsen.

Hans mor, Louise Krogh, synes også, at det var en god oplevelse. Hun har altid haft en god dialog med klassens lærere - også når den har foregået på skolen - men hun synes, der var mere ro til at tale personligt, fordi der ikke stod en ny familie og trippede ude foran døren. Men for hende var det mest af alt signalet i, at lærerne prioriterede at besøge dem, der var afgørende.

»Man bliver jo bare glad for, at de gider at prøve noget andet. Jeg har aldrig haft et problem med skolehjem-samtaler, men jeg synes, det er rart, at lærerne får mulighed for at lære Niels at kende hele vejen rundt. Det betyder meget. Hvis de skal hjælpe vores børn på de rigtige hylder, så giver det jo virkelig god mening, at de har et helhedsindtryk af dem,« siger Louise Krogh.

Godt givet ud

Signe Kenworthy og Lasse Møller håber, at de får mulighed for gentage hjemmebesøgene næste år.

»Jeg kunne godt tænke mig at gøre det igen, men jeg kunne da også godt tænke mig, at det blev honoreret,« siger Lasse Møller med henvisning til, at de brugte deres fritid på aftenbesøgene i november.

Og han er godt klar over, at det kan være problematisk.

»Jeg kan da godt være nysgerrig på, om lærerforeningen synes, at det er noget juks. Så må vi jo stikke piben ind. Men fagforeningspolitik er nogle gange også lidt for sort-hvidt. Jeg synes, vi er landet et meget godt sted, hvor man gør det, der giver mening,« siger han.

Vi er fuldstændigt afhængige af innovative lærere, som kommer op med en ide, som de tror så meget på, at de kører med den

På skolens kontor sætter souschef Kristoffer Almer Færkel, som også er faglig leder for udskolingen, pris på de to læreres initiativ.

»Vi er fuldstændigt afhængige af innovative lærere, som kommer op med en ide, som de tror så meget på, at de kører med den – også selvom der egentlig ikke er timer til det. De har gjort det på eget initiativ og næsten først orienteret mig om efterfølgende, men havde de sagt, at de skulle have timer for det, så havde de også fået det,« siger han og fortæller, at ledelsen ikke har lagt sig fast på, om konceptet skal spredes ud til resten af skolen.

»Vi skal ikke presse nogen ud i en situation, de ikke føler sig trygge i. Så vi kommer ikke til at kræve det af nogen. Men vi kommer heller ikke til at sige til nogen, der gerne vil, at de ikke må. Det må vi finde ud af - også i forhold til timer. For vi mener, det er godt givet ud.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden