Skjult kamera ryster Hjortdal: Kommune ville lokke folkeskoleansatte i fælde

Nyborg Kommune fik i november et privat sikkerhedsfirma til at sende en mand ud på en folkeskole med henblik på at få de ansatte til at udlevere personfølsomme oplysninger.

Nyheder

Det er »rystende«, at Nyborg Kommune i november sendte en mand ud på 4kløverskolen i Ørbæk for at få udleveret personfølsomme oplysninger.

Det siger Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, til DR Nyheder.

- Det er en sag, der ryster mig meget. Det er så uetisk og umoralsk, som det overhovedet kan være. Man sætter noget i gang med skæg og blå briller ude på en skole, hvor der ikke har været nogen problemer. Jeg synes, det er løbet helt af sporet, siger formanden.

DR kunne tirsdag fortælle, hvordan en mand fra et privat sikkerhedsfirma i november gik ind på skolen med et falsk id-kort fra Nyborg Kommune. Her forklarede manden, at han var sendt ud på skolen, fordi kommunen havde opdaget et alvorligt brud på datasikkerheden. Manden bar et skjult kamera, der optog de ansatte på skolen.

Skolelederen på skolen agerede efter bogen, men er alligevel blevet sygemeldt efterfølgende. Han har i en mail til Nyborg Kommune beskrevet, hvordan han føler sig udsat for et »psykisk overgreb.«

Flere test er gennemført

Sikkerhedsfirmaet Prueba Cybersecurity, der gennemførte testen, oplyser til DR, at de har lavet lignende forsøg i tre andre kommuner.

Hos Skolelederforeningen frygter Claus Hjortdal, at kommunernes brug af personer, der skal fremprovokere lovovertrædelser, vil gøre det sværere at rekruttere ledere til landets skoler.

- Hvis man ikke bliver mødt med tillid, så er det rigtig svært at være leder. Hvis man hele tiden skal være bange for at lave fejl, og kommunen så yderligere sender folk ud og prøver at påtvinge en at lave fejl, så kan vi ikke få offentlige ledere mere. Det er der ingen, der kan holde til, siger formand Claus Hjortdal til DR.

I Nyborg Kommune beklager kommunaldirektør Lars Svenningsen episoden.

- Det er en træls sag, der kolliderer med de værdier, vi har i Nyborg kommune. Da jeg hørte om den konkrete episode, har vi stoppet samarbejdet med firmaet, og jeg tager meget afstand fra de metoder, der er blevet anvendt med skjult kamera, siger han til DR.

Det er Nyborg kommunes it-chef, der har haft kontakten med sikkerhedsfirmaet. Oplysninger om, at der skulle bruges skjult kamera, nåede ifølge Lars Svenningsen ikke op i den øverste ledelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden