Han tegner skolepolitikken for DF: Den svage skole skal skiftes ud med den sorte

6. februar 2019

Selv om morgenens sne har efterladt fortovet sjappet, og januarvinden er krasbørstig, føles det forkert at dukke for tidligt op til en aftale med Alex Ahrendtsen.

Jeg går en ekstra runde i parcelhuskvarteret i Vollsmose Sogn i Odense, der ligger klos op ad et meget omtalt boligområde af samme navn. Af en eller anden grund har jeg på fornemmelsen, at man kun møder præcist op hos DF's folkeskoleordfører. Der er noget skoleinspektør over akkuratessen og den høflige, næsten formelle, tone i hans mails.

Nøjagtig kl. 15.30 banker jeg på. Ved den forkerte indgang, viser det sig, men Alex Ahrendtsen bærer over med mig og vinker mig gennem vinduet videre til køkkendøren. Han er i mørke bukser og koksgrå uldtrøje med en lyseblå skjorte indenunder, holdningen er rank, og billedet af en skoleinspektør dukker frem igen.

Dansk Folkeparti formulerer sjældent store visioner for skolen i offentligheden, men der er ingen tvivl om, at regeringens støtteparti har en betragtelig indflydelse på uddannelsespolitikken. Derfor har jeg på forhånd tænkt, at det ville være et godt udgangspunkt for interviewet her at lade Alex Ahrendtsen udpege tre områder, som han vil ændre i skolen.

Men da vi har sat os til rette i havestuens hvide sofa, og Alex Ahrendtsen har nået at kile en brik ind under min kaffekop, før den sætter rander (og besvaret mit »undskyld« med et »ingenlunde«), vil han slet ikke svare på spørgsmålet om, hvad han ville ændre som minister.

»Jeg leger ikke de der lege,« siger han, der mere eller mindre har mandat til at tegne partiets linje på både kultur- og skoleområdet og »ubetinget« er et fremtidigt ministeremne, som det anføres fra flere sider.

Så vi skal ikke tale om dine fremtidsplaner?

»Nej.«

Hvad skal vi så tale om?

»At der er behov for at genrejse skolen.«

Darwins skole

51-årige Alex Ahrendtsen er lidt uden for kategori. DF’eren, der er velbevandret i både oldgræsk og de gamle klassikere. Og DF'eren, som affaldssorterer i en grad, der ville imponere selv et medlem af Alternativet.

Alex Ahrendtsen er vokset op i landsbyen Rebæk lidt uden for Kolding. Med en dansk far, der arbejdede som tømrer, og en schweizisk mor, der var hjemmegående. Han var hjemme, indtil han som femårig begyndte i børnehaveklasse på Dalby Skole, en landsbyskole med lærere af den gamle slags. Det hændte, at de urolige drenge fik et »gok i nødden« en gang imellem, men der var »stor tryghed«, husker Ahrendtsen.

Selv var han en indadvendt og genert dreng. Modsat lillebroderen Lars, der var mere uregerlig.

»Min mor tog Lars med til lægen, doktor Rossen. Og så spurgte hun: ’Hvad er der galt med ham? Jeg kan ikke styre ham.’ Så kiggede lægen på hende: ’Det er ikke Lars, der er noget i vejen med. Det er Alex, han er alt for stille',« fortæller Alex Ahrendtsen og griner.

Alex Ahrendtsen i hjemmet i Odense.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Alex Ahrendtsen i hjemmet i Odense.

Skolen gik kun til og med 7. klasse, og i 8. flyttede han til den større kommuneskole, Brændkjærskolen. Her - i slutningen af 70’erne - stødte to kulturer sammen.

»Det er der, at socialismen og den venstreorienterede tradition for alvor får fat i lærerne. De lidt mere gammeldags orienterede lærere, som var fagligt dygtige, havde myndighed og kunne opretholde ro og disciplin i klasserne, stod over for de nyere lærere, som var knap så fagligt dygtige, og som ofte havde svært ved at opretholde disciplinen,« siger Alex Ahrendtsen.

Selv kalder han det »Darwins skole.« Survival of the fittest, med andre ord, og der var han ikke skolegårdens stærkeste.

»Jeg var ikke den, der forfulgte. Jeg var den, der blev forfulgt.«

Alex Ahrendtsen har fortalt historien før, men alligevel er det, som han bliver beklemt og tager tilløb.

»Det, jeg oplevede, var, at det ikke kun er børn, der mobber, men at det også er lærere.«

Alex Ahrendtsen blev mobbet groft i de sidste år af hans skoletid. Det begyndte under en fodboldkamp, hvor en lærer snød og gjorde ham rasende.

»Jeg råbte, ’nu holder du kraftedeme op, din idiot’. Så kom han styrtende og kastede sig over mig. Tog kvælertag på mig, tvang mig ned på bænken, og drengene måtte skille os ad,« husker Ahrendtsen.

»Det var, som om der kom et mærkat på mig. Jeg var brændemærket. Jeg kunne mærke det i badet efter kampen, jeg kunne mærke det, da vi kom op på skolen.«

Fra den dag begyndte mobberierne. Læreren, der var venstreorienteret, gjorde nar af Ahrendtsen i timerne, udstillede hans svagheder. Og drengene i klassen fulgte lærerens eksempel, fortæller Ahrendtsen, »fordi når læreren giver lov, så gør børnene det også«.

Hvad gjorde det ved dig at blive mobbet?

»Min selvtillid fik et ordentligt knæk. Jeg blev isoleret, og det er jo ikke sjovt. Det var meget ensomt. Og det gjorde det heller ikke nemmere, at jeg ikke fortalte mine forældre det. Det var skamfuldt, og det har taget mig mange år at komme oven på igen.«

Senere mødte Alex Ahrendtsen flere venstreorienterede lærere og undervisere, og for hver gang blev han kun yderligere bekræftet i, at han var deres komplette modsætning.

Der findes en tese om, at hvis man er blevet mobbet som barn, så har man også en tendens til at vælge outsiderens parti, som DF var, da du meldte dig ind. Tror du, der er noget om det?

»Ja. Og ikke bare, at man vælger outsiderens parti, men at man har en følsomhed over for mennesker, der bliver trådt på. Dét at have været mobbet og været outsider i en periode tror jeg udvikler en følsomhed for, at der også er andre, der er det,« siger han og understreger, at Dansk Folkeparti i dag er del af magten.

»Og heldigvis for det. Nu er vi blevet en stor, smuk svane.«

Ministermobning

Måske var det en veludviklet følsomhed, måske var det snarere kalkuleret politisk parløb med undervisningsminister Merte Riisager (LA). I hvert fald fandt Alex Ahrendtsen de eklatante støtteerklæringer frem, da der i årets sidste måneder brød (endnu) en politisk konflikt ud på undervisningsområdet.

»Jeg synes, det er mobning af ministeren, der foregår,« sagde Ahrendtsen til Berlingske.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stod stejlt over hinanden, efter at S havde krævet, at de tilspidsede forhandlinger om folkeskolen skulle flyttes fra Merete Riisager og over til finansminister Kristian Jensen (V). Partiet havde mistet tålmodigheden med undervisningsministeren.

Jeg var ikke den, der forfulgte. Jeg var den, der blev forfulgt

Alex Ahrendtsen på sin side havde mistet tålmodigheden med socialdemokraterne og nægtede blankt at møde op til forhandlingerne.

»Jeg blev vred. Simpelthen,« siger Alex Ahrendtsen i havestuen, hvor mørket er faldet på.

Ordføreren måtte dog kapitulere og møde op i Finansministeriet for at genoptage forhandlingerne.

Savner den sorte skole

Der er ingen tvivl om, hvor Riisager finder sin støtte i den samspilsramte forligskreds om folkeskolen. Modsat de fleste andre politikområder, hvor Dansk Folkeparti og Liberal Alliance krydser klinger, er Riisager og Ahrendtsen hinandens fortrolige. Ministerens værdikonservative linje ligger godt til DF, og ministerens bramfri stil ligger især godt til Alex Ahrendtsen.

»Merete Riisager er dygtig og har været en god undervisningsminister, og det har betydet, at DF i højere grad har fået sat aftryk på folkeskolen og på uddannelsessektoren,« siger han.

Netop den værdikonservative linje er den, Alex Ahrendtsen savner i skolepolitikken. Han efterlyser mere disciplin og fastere rammer. Eller som han udtrykker det:

»Den sorte skole er som regel den bedste ramme for eleverne.«

Ahrendtsen mener, at folkeskolen i dag er blevet en svag skole. En skole, der ikke tør være en myndighed. En skole, hvor der er for meget uro og for lidt respekt for lærerne.

»Vi har simpelthen skiftet autoriteten ud med vejlederen i opgøret med den sorte skole. Det er vigtigt, at vi finder tilbage til mellempunktet,« siger han og forklarer, hvordan en balanceret sort skole ser ud:

»Den sorte skole skal ikke være en, hvor man chikanerer eleverne, truer dem og slår dem. Men de gode ting fra den sorte skole er rammer, disciplin, lærermyndighed, og at læreren er den voksne, der fortæller eleverne, hvad de skal lære.«

Den sorte skole er som regel den bedste ramme for eleverne

Når der i dag ikke er tilstrækkelig respekt for lærerne, hænger det sammen med en diskussion om indoktrinering, som trækker tråde helt tilbage til 70'erne, mener Ahrendtsen. For nylig rodede han sig ud i debatten om netop indoktrinering, da han af Altinget blev spurgt, om vi herhjemme kan give lærerne den samme frihed, som de har i Finland. Desværre ikke, lød Ahrendtsens svar i grove træk. For herhjemme er der stadig lærere, der indoktrinerer, og så kan de ikke tillægges samme autonomi. Men, argumenterer Ahrendtsen i havestuen, han blev misforstået.

Men mener du, at indoktrinering finder sted blandt lærerne?

»Det sker, men ikke i særligt stort omfang, som det skete i især 70’erne og 80’erne og til dels i 90’erne. Det er dog svært at dokumentere.«

Radikale har været »ødelæggende«

At skolen ifølge Alex Ahrendtsen fremstår svag, skyldes først og fremmest Radikale Venstre. Sagen er nemlig den, at partiet i hans øjne har været »ødelæggende for hele undervisningssektoren«. Radikale bærer således ansvaret for, at fokus på færdigheder, viden og kundskaber ikke står stærkt i dag, mener Ahrendtsen.

»I mange år under især indflydelse fra radikale undervisningsministre og hele den radikale undervisningsdagsorden blev det underspillet. I stedet skulle man menneskedanne. Og når en radikal taler om dannelse, taler han ikke om kundskaber, færdigheder, viden. Så taler han om menneskedannelse. Hele den socialisering har spillet en langt større rolle for radikale pædagoger og radikale politikere, hvilket har undermineret skolens dagsorden, som jo er at give viden til elever,« siger Ahrendtsen.

For nylig gav en ekspertgruppe en kras kritik af læreruddannelsen. Det halter på flere parametre, blandt andet med studieindsatsen, lød det. Og den udvikling er Radikale også skyld i, mener Ahrendtsen.

»Den nuværende læreruddannelse blev jo ændret under den radikale leder, Morten Østergaard. Mit håb er, at de radikale aldrig nogensinde får så meget som en fod inden for den branche.«

Mener du, at Radikale slet ikke hører hjemme i forligskredsen?

»Jo, de må gerne være i forligskredsen, men jeg håber ikke, at de nogensinde får politisk magt igen. Det kommer til at tage årtier at genrejse uddannelsessektoren, ligesom det tog årtier for de radikale at ødelægge den.«

Jeg er ikke grov, men jeg er barsk, og jeg går til de andre, hvis jeg kan mærke deres svagheder

Alex Ahrendtsen retter samtidig en hård kritik af borgerlige politikere for at have »overladt dagsordenen til Radikale og indsat for svage undervisningsministre«.

»Borgerlige politikere har svigtet i mange årtier,« siger Ahrendtsen og lægger sig dermed op ad Merete Riisager, som i sommer tog et opgør med Venstre og beskyldte skiftende borgerlige undervisningsministre for i årtier at have underkastet sig en rød dagsorden.

»Det er en kulturkamp. Der har vi formået at sætte en dagsorden, og heldigvis har der været en vis klangbund hos Merete Riisager,« fastslår Ahrendtsen.

Skolen skal ikke integrere

Alex Ahrendtsen blev første gang valgt ind i Folketinget i 2011. Ved valget i 2015 fordoblede han sit personlige stemmetal, fra 2.462 til 4.996. Og det skulle jo gerne fortsætte næste gang, smiler han. Blandt politiske kolleger bliver han beskrevet som både »vidende« og »dedikeret«. Det påpeges imidlertid også, at han kan virke meget barsk i forhandlinger.

Kan du genkende det?

»Ja, det kan jeg godt.«

Hvordan er du barsk?

»Jeg er ikke grov, men jeg er barsk, og jeg går til de andre, hvis jeg kan mærke deres svagheder. Hvis jeg mærker, at de er på glatis, så er det jo en forhandling, og så går jeg selvfølgelig til dem med min faglighed.«

Bliver du personlig?

»Jeg mister tålmodigheden, og det kan godt være en karakterbrist,« siger Ahrendtsen.

»Men jeg bliver ikke personlig. Jeg går efter fagligheden, og det synes jeg også, at man har en pligt til.«

Et punkt, hvor Ahrendtsen ikke bøjer af, er i spørgsmålet om integration. Han er forfatter til den islamkritiske bog Når danskere bøjer af: Islamiseringen af Odense, og han så gerne, at lærerne fik flere beføjelser til at håndtere de tosprogede elever i skolen.

»Jeg tror, at det hen ad vejen vil være godt for de danske elever, hvis der var en langt strengere disciplin på skoler med mange indvandrerelever fra Mellemøsten. Fordi de bliver trygge, når der er ekstremt faste, møgtydelige rammer,« siger Ahrendtsen og peger på, at det vil indebære, at der skal strammes op på den såkaldte ordensbekendtgørelse.

»Det vil sige, at man i langt højere grad kunne sanktionere elever, som forbryder sig imod disciplinen.«

Hvordan sanktionere?

»At vi i højere grad vil kunne sende dem bort fra skolen. Og så tror jeg også, at det vil være godt, hvis vi gav lærerne nogle redskaber, så de kan håndtere eleverne. I dag må de jo knap nok tage dem i armen. Der tror jeg, at vi har gjort os selv en bjørnetjeneste. Lærerne har meget svært ved at håndtere de elever. Det vil hjælpe, hvis vi giver dem større muligheder for kropslig kontakt, så man kan pacificere elever, der opfører sig truende.«

Hvordan pacificere?

»Det vil sige, at man kan tage fat i en elev og så føre ham over til skolelederen og sætte ham i en obs-klasse for eksempel. Og ved grove tilfælde, så ryger han ud.«

Hvis du bare sender dem videre, er der jo en anden skole, der står med opgaven?

»Ja, eller at de ikke får lov til at komme i skole.«

Overhovedet ikke? Vi har jo undervisningspligt…

»Vi har undervisningspligt, men det betyder ikke, at vi har skolepligt. Vi bliver bare nødt til at sende meget klare, tydelige signaler til forældre og elever og så være på skolens og lærernes side. Og dermed også på eleverne side.«

Men vi har vel pligt til at give eleverne undervisning?

»Nej, der er kun undervisningspligt, og den pligt har forældrene. Hvis de så kan garantere, at eleven opfører sig ordentligt, kan eleven komme tilbage. I dag kan man kun sende dem bort en uge. Det kunne jo være godt, at vi skulle udvide den karantæne, så den blev meget længere. Og så sætte ind over for familien.«

Men når de så kommer tilbage til klassen, får de sværere ved at følge med. Er der så ikke en risiko for, at de bliver en belastning for resten af klassen?

»Jo, men så må de jo gå klassen om. Det bliver så konsekvensen.«

Alex Ahrendtsen kigger lidt ud ad vinduet og virker som en, der er ved at miste tålmodigheden. Jeg spørger, om ikke sådan nogle sanktioner vil kræve markante ændringer i måden, vi driver skole på.

Alex Ahrendtsen ser på mig. Som en skoleinspektør ville se på en elev, der er lidt langsom i opfattelsen.

»Altså, lad os tage den forfra. Det er vigtigt for mig at sige, at skolen skal ikke integrere. Det kan kun være et biprodukt. Skolen skal give kundskaber. Skolen skal lære eleverne nogle grundlæggende ting, som de kan tage med sig videre i livet. Og jo bedre skolen er til det, jo bedre vil indvandrerelever også have en mulighed for at klare sig. Men skolens opgave er ikke at integrere. Det er slet ikke dens kompetence.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce