Den klassiske lejrskole er ved at uddø

Traditionen med lejrtur er under pres, fordi kommuner kan spare penge ved at droppe lejr­skoleophold. Men det er et led i vores dannelse at være af sted med kammerater, mener lærerforening.

Nyheder

I dag er der færre børn, som kommer på lejrskole. Faktisk er lejrskolen ved at uddø, skriver Kristeligt Dagblad.

Det sker, fordi lejrskoleturen bliver skåret væk, når økonomien skal hænge sammen ude på skolerne. Det bekræfter Danmarks Lærerforening over for Kristeligt Dagblad.

»Det er rigtig ærgerligt, for lejrskoler har en helt særlig social og faglig funktion«

»Det er rigtig ærgerligt, for lejrskoler har en helt særlig social og faglig funktion. Men lejrskoler har de seneste år været en undervisningsform, man har kunnet spare på, og det er nok grunden til, at man mange steder har fravalgt dem,« siger Jeanette Sjøberg, formand for Danmarks Lærerforenings Undervisningsudvalg.

Flere steder i landet mærker man, at antallet af lejrskoleophold er faldet. Et af de steder er i Esbjerg.

»Indtil 2013 var der skoler her, som besluttede, at eleverne skulle på tur hvert eneste år, og flere af dem skulle være med overnatning. Men kommunerne har jo, for at sige det, som det er, fået frit slag til at skære, og lejrskoler er blevet kraftigt decimeret siden dengang,« siger Kenneth Nielsen, der er formand for Esbjerg Lærerforening.

Kenneth Nielsen siger, at der er én obligatorisk lejrskole for skolebørn i Esbjerg, og den ligger typisk i sjette klasse.

»Hvis der skal flere til, må skolerne og de forældre, der har midlerne til det, selv stå for finansieringen. Men det er en glidebane, for så er der ikke lige vilkår for Henriette og for Hassan,« siger Kenneth Nielsen, som synes, at det, man er i færd med at miste, er »den store, socialiserende oplevelse, det er, at være væk hjemmefra og sammen med sin klasse og lærere i døgndrift«.

ritzau

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden