Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kundbypigen til tidligere lærer: Har du en skudsikker vest?

Den i dag 18-årige kvinde, der blev kendt som Kundbypigen, har i sinde at erkende sig skyldig i trusselssag.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En terrordømt teenagekvinde fra landsbyen Kundby på Vestsjælland er blevet tiltalt for at have truet sin tidligere mentor og skolelærer på livet.

I en telefonsamtale fra fængslet skal hun således have udtalt følgende:

»Har du en skudsikker vest?« efterfulgt af: »Så tænker jeg, du burde købe en af sikkerhedsmæssige årsager.«

Det fremgår af et anklageskrift fra Københavns Vestegns Politi, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Udtalelsen er ifølge anklagemyndigheden en overtrædelse af straffelovens paragraf 266, der handler om at fremkalde alvorlig frygt for andres liv eller helbred ved at true med at foretage en strafbar handling.

Skolelæreren var under terrorsagen ved Retten i Holbæk og senere i Østre Landsret et centralt vidne, fordi den dengang 15-årige pige betroede ham sine planer om at angribe to skoler med hjemmelavede bomber.

Kundbypigen fik i november 2017 i Østre Landsret sin endelige dom på otte års fængsel for terrorplaner, og efterfølgende har de to genoptaget forbindelsen gennem telefonsamtaler.

»Vi talte sammen i telefon et par gange om ugen fra juni og frem til samtalen sidst i august. Derefter har vi ikke talt sammen mere,« siger den mandlige lærer og mentor til lokalmediet Nordvestnyt.

Forleden oplyste den 18-årige kvindes forsvarer, Mette Grith Stage, at hendes klient har i sinde at tilstå, når trusselssagen kommer for retten 10. januar.

»Hun er meget ked af, hvad hun har sagt. Men hun er i en meget presset og sårbar situation. Hun har siddet spærret inde i tre år uden nogen form for udgang, og så ryger der nogle gange en finke af panden,« sagde advokaten.

På trods den nye sag mener Mette Grith Stage, at det går den rigtige vej for teenageren, der efter en lynradikalisering planlagde at blive terrorist i begyndelsen af 2016.

»Hun er kommet i et fornuftigt forløb i Kriminalforsorgen, hvor man hjælper hende med at komme på rette spor, lyder det fra advokaten.

Under retssagen om pigens bombeplaner havde anklagemyndigheden nedlagt krav om forvaring. Hverken by- eller landsret mente dog, at pigen var så farlig, at indespærring på ubestemt tid kunne komme på tale.

Kundbypigen afsoner i dag i Herstedvester Fængsel, hvor hun ifølge Mette Grith Stage sidder på afdeling med en lille gruppe andre kvinder.

»Hun føler, at det kører godt derude. Hun vil rigtig gerne ud over det der med at være Kundbypigen og komme tilbage og få et mere normalt liv,« siger Mette Grith Stage.

Ved Retten i Glostrup er der 10. januar afsat 30 minutter til trusselssagen.

ritzau

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden