»Det har været en meget speciel uge. Jeg har ikke løbet en eneste tur, som jeg plejer,« siger Erik Schmidt, som i sidste uge brugte det meste af sin tid på at give interviews og svare på lykønskninger.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det har været en meget speciel uge. Jeg har ikke løbet en eneste tur, som jeg plejer,« siger Erik Schmidt, som i sidste uge brugte det meste af sin tid på at give interviews og svare på lykønskninger.

Nyheder

5 dage med Erik Schmidt: »Jeg kan bare mærke lykken brede sig«

I sidste uge vandt lærer Erik Schmidt over Odense Kommune i Østre Landsret. Han ser her tilbage på de hektiske og følelsesladede dage omkring afgørelsen.

Nyheder

Onsdag

Vi starter dagen hjemme i Munkebo, hvor min kone, Lissen, laver smoothies til os. Det har hun gjort i et stykke tid nu, fordi hun synes, at jeg skal have noget at stå imod med igennem retssagen. Jeg har fået smoothies med alt lige fra avocado og spinat, til hvad ved jeg.

Lissen er tidligere skolechef i Assens Kommune, så rent teknisk er hun jo på den anden side af bordet. Men hun har været mere vred, end jeg har. For hun synes, at det var helt ude af proportioner at stikke en advarsel ud for at have været kritisk på et personalemøde.

Efter morgenmaden arbejder jeg med den udgivelse, jeg har på mit lille forlag, som udgiver bøger om pædagogik og dannelse. Jeg arbejder også med den næste udgave af lokalbladet Adrup Rundt, som jeg er redaktør for. Det skal udkomme om et par dage, og jeg står selv for at sætte det op og det tekniske med at få det hele klar til tryk.

Dagen igennem arbejder jeg faktisk uden at være påvirket  af, at afgørelsen kommer i morgen. Sagen har ikke på noget tidspunkt tynget mig eller belastet mig. I gennem alle de fire år, den har varet, har jeg haft det fint med det, for jeg synes, at jeg har gjort det rigtige, og jeg synes også, det var rigtigt at sige mit job op, for jeg havde været på Agedrup Skole i 34 år. Og helt ærligt havde jeg været lykkelig for at være der gennem stort set alle årene.

Men omkring 2013 og 2014 skete der rigtig meget, som også havde indflydelse på det meget omtalte møde 7. maj 2014. Vi diskuterede ikke selve reformen på mødet, men implementeringen af den. Samtidig havde vi fået en helt ny, ret uerfaren skoleleder, som havde travlt med at implementere det nye. Det er der i sig selv ikke noget at sige til, men jeg synes ikke, han var god til at lytte. Vi har haft tre skoleledere før ham, som vi kunne diskutere alting med i åbenhed. Pludselig var der et lukket ledelsesrum.

Dybt inde har jeg nok den skepsis, man har, når man som menig medarbejder er oppe imod sin ledelse

Jeg er ikke nervøs over retssagen i morgen. Jeg har bare en tro på, at vi vil vinde. Første gang i byretten troede jeg også på det, selvom vi endte med at tabe. Jeg er optimistisk indstillet. Men jeg synes også, det gik godt i landsretten. Min nye advokat satte fingeren på nogle ømme punkter hos kommunen. Men dybt inde har jeg nok den skepsis, man har, når man som menig medarbejder er oppe imod sin ledelse.

Om aftenen begynder jeg at skrive den tale, jeg skal holde til et arrangement, der hedder »Bobler for ytringsfrihed«, som bliver afholdt af Odense Lærerforening torsdag aften. Det er svært at forberede mig, når jeg ikke ved, hvad udfaldet bliver, men jeg får mest skrevet, hvad jeg skal sige, hvis jeg taber. Det er også den tale, der er sværest at holde. Det andet må være lige ud ad landevejen.

Torsdag

Jeg står op ved 8-tiden. Jeg har sovet roligt i nat. Jeg ved, at domstolen vil ringe eller maile min advokat klokken 10, og jeg har forestillet mig, at han ville ringe videre til mig, men det sker ikke. Der kommer bare en meget uromantisk mail fra min advokats assistent:

»Steen er til møde her til formiddag, så i hans fravær fremsender jeg hermed Østre Landsrets dom i jeres sag mod Odense Kommune. Som I kan se, har vi vundet. Så stort tillykke til dig, Erik.«

Jeg tror nærmest ikke på det, jeg læser. Min kone står lige bag ved mig. Vi giver hinanden et kæmpe knus. Det er stort. Jeg kan bare mærke lykken brede sig. Det betyder så meget. Ikke bare for mig, men der er mange mennesker, der har været involveret og bakket mig op: Min familie, mine venner, Odense Lærerforening, alle tillidsmændene, hvoraf der stod omkring 200 på fortovet foran landsretten, da sagen begyndte 30. oktober. Jeg har fået en masse mails og henvendelser fra andre, der har været i lignende situationer, men som ikke turde at stå frem.

30. oktober i år, hvor retssagen begyndte, var kolleger og tillidsmænd mødt op foran retten for at støtte Erik Schmidt. Lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, var der også.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

30. oktober i år, hvor retssagen begyndte, var kolleger og tillidsmænd mødt op foran retten for at støtte Erik Schmidt. Lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, var der også.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Derfra går det stærkt. DR Fyn kommer hjem til os. Jeg taler også med Fyens Stiftstidende. Hele dagen forsvinder faktisk med interviews. Jeg giver fem-seks stykker. Jeg er ikke trænet i sådan noget, så jeg er virkelig koncentreret. Jeg skal sige noget om dommen, som jeg dårligt har nået at læse ordentlig igennem. Den fylder 20 sider. Men det går fint, jeg er stadig helt beruset af lykke og rundt på gulvet.

Imellem de forskellige interviews går jeg ned i mit herreværelse og kigger på alle de mails, jeg får med lykønskninger. Den første, der ringer, er en gammel elev. Han er ude at køre bil og har hørt det i radioen, og han vil bare sige, at han er rigtig glad.

Arrangementet inde ved Odense Lærerforening begynder 17.30, men jeg er der før, fordi TV 2 også vil tale med mig. Jeg har helt glemt at spise frokost. Jeg får et glas champagne til arrangementet. Jeg er blandt venner. Min søster er her, min svoger er kommet fra Ballerup, der er en tillidsmand, der er kommet helt fra Rødovre og en gymnasielærer fra Vejle. Der er også en del af mine gamle kollegaer. Det er jeg rigtig glad for. Jeg føler virkelig, jeg er kommet hjem.

Anne Mette Kæseler Jensen, som er formand for Odense lærerforening, holder en tale, hvor hun fortæller, at hun er kommet til at sige et sted, at det er en sejr for menneskeheden. Det er også meget stort for Odense Lærerforeningen, som har været dybt involveret i sagen. Når de har mødt kommunens folk gennem de sidste fire år, så har der været en spænding mellem dem. Selvfølgelig har de været professionelle og lagt det til side, men det har hele tiden været der som en sten i skoen.

Jeg har ikke brug for at udstille enkeltpersoner. Det vigtigste er, at kommunen markerer, at de har forstået dommen

Jeg holder også selv min tale. Jeg siger noget om, at et af de store problemer med reformen er, at ledelsen har fået udvidet ledelsesretten, fordi lærerne har mistet aftaleretten. Det har vist sig at virke uheldigt på nogle ledertyper. Det har givet anledning til opblomstring af nye autoritære ledere, der ikke fatter, at de kun har en chance for at lede, hvis de er dialogorienterede.

Men jeg har ikke brug for at udstille enkeltpersoner. Jeg har brug for, at nogen tager ansvar. Det vigtigste er, at kommunen markerer, at de har forstået dommen, at det også må have konsekvenser.

Jeg fortæller, at jeg faktisk synes, at min tidligere skoleleder var blevet lidt dårligt rådgivet af forvaltningen. Den advarsel skulle aldrig være givet. Det kan godt være, at han synes det i et øjeblik, men han har selvfølgelig snakket med sin skolechef og direktøren, og jeg tror da også, der har været kontakt til KL, inden de har effektueret advarslen. Det hører ingen steder hjemme i en skole. En skole er en særlig arbejdsplads. Det står i formålsparagraffen, at hele virket skal være præget af demokrati, åndsfrihed og nærvær. Det er klart, at sådan en advarsel sætter en skræk i livet på andre lærere. Jeg tror, de ville statuere et eksempel for at lukke munden på resten af lærerne.

I talen citerer jeg også Odense Kommunes medarbejdergrundlag, hvor der ironisk nok står:

»Vi har også modet til at sige fra, når vi oplever noget, der ikke fungerer i hverdagen.«

Lissen og jeg er hjemme i Munkebo ved 20-tiden, hvor jeg for første gang får noget at spise siden smoothien i morges. Jeg går ned og læser flere mails. Når nogen ofrer mig og min sag opmærksomhed, skylder jeg dem opmærksomhed tilbage. Jeg kommer først i seng ved 1-tiden.

Fredag

Jeg er en langsom starter, så jeg sover længe og starter dagen med min fine smoothie, som vi faktisk stadig får, selvom sagen er afsluttet nu. Jeg læser Fyens Stiftstidende og Information.

Jeg bruger det meste af dagen på herreværelset. Det er vigtigt for mig at få afsluttet det her ordentligt. Jeg bliver blandt andet tagget i opslag på Facebook af Svend Brinkmann:

Jeg er rigtig glad for hans opslag. Dels fordi jeg sætter meget pris på ham. Dels fordi jeg ved, at når han sender noget ud, så ryger det hele vejen rundt. Det får 2.600 likes i løbet af halvanden dag.

Om aftenen tager vi til et arrangement i foreningen Idealisten, som Lissen og jeg har startet med nogle venner. Konceptet er, at der er nogen, der laver noget ordentlig mad af årstidens økologiske råvarer, og så er der som regel et band eller et oplæg. I dag er vi cirka 100 mennesker på Odense Designakademi. Vi får fiskelasagne, og bandet Sunday Karma spiller. Det er en blanding af nordisk folkemusik og jazz.

Selvfølgelig er det en personlig ting for mig. Det har stået i avisen, at jeg skubbede en stol på det omdiskuterede møde

Min gode ven Thune rejser sig op og holder en tale. Han fortæller, at han har været i tre byer i dag: Svendborg, Ringe og Ryslinge. Alle steder kom folk løbende med armene over hovedet og sagde: 'Vi har vundet'. Det er nok lidt overdrevet, men hans pointe er, at det er noget, der blev talt om alle steder. I hvert fald i kredse som vores.

Vi er først hjemme ved midnatstid. Lissen og jeg får et glas vin, inden vi går i seng.

Lørdag

Lørdag bliver endnu en dag på mit herreværelse. Det har været en meget speciel uge. Jeg har ikke løbet en eneste tur, som jeg plejer. Jeg har brugt det meste af tiden herinde blandt mine stakke af bøger og udklip. Mens jeg sidder og skriver takkehilsner, opdager jeg, at Lene Tanggaard også har skrevet et opslag på Facebook:

Selvfølgelig er det en personlig ting for mig. Det har stået i avisen, at jeg skubbede en stol på det omdiskuterede møde. Jeg er blevet indkaldt til et møde her på vejen, fordi mine naboer lige skulle høre, hvad det var. De grinte bare af det. De ved godt, at jeg ikke er sådan. Jeg har ikke noget stort temperament, modsat hvad man kunne få indtryk af i avisen.

Men der er jo mange, som ikke kender mig, som tænker, at der ikke går røg af en brand, uden at der er ild i den. Det er derfor, det er svært for mange at stille sig frem. Det går ud over ens ry. Det var da også en af mine overvejelser, da jeg gik ind i det her i 2014. Heldigvis har jeg haft et støttende bagland. Man kan ikke stå med det alene.

Senere ringer vores datter Mona. Hun vil vende, hvor vi skal være til jul. Vores anden datter Bea er faktisk uddannet lærer. Det har også været medvirkende til, at jeg er gået ind i den her sag. Hun har været på en folkeskole, men hun følte ikke, at hun kunne komme til at være den lærer, hun gerne ville, under de rammer, der kom efter reformen, så hun er rykket over til en friskole. Jeg har støttet hende i det. Friskolerne er heldige at have friere rammer end folkeskolen.

Men jeg har ikke opgivet ideen om folkeskolen. Jeg synes grundlæggende, det er en rigtig god idé at have en folkeskole, som kan samle børn på kryds og tværs af social klasse. Jeg håber bare, vi kan beskytte den lidt mere, end den er blevet de sidste år.

Søndag

Det er den første dag, hvor jeg kan koncentrere mig om andre ting end sagen. Det begynder at lette lidt.

Min søster skriver til mig om julen. Vi skal være sammen med dem i Strib, og min mor, som er 93 og bor i Vestjylland, skal med, så vi skal lige arrangere, hvem der henter hende og den slags.

Jeg har stadig ikke hørt fra hverken kommunen, skolelederen eller skolechefen. Jeg er spændt på, om jeg får en hilsen fra dem. Eller måske seks flasker rødvin...

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden