Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
I de 40 år Pernille Fabricius har arbejdet i skolevæsnet, har Carolineskolen været den ubetinget største udfordring. Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

I de 40 år Pernille Fabricius har arbejdet i skolevæsnet, har Carolineskolen været den ubetinget største udfordring. Foto: Miriam Dalsgaard

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Afgående leder for Danmarks eneste jødiske skole: »Der er en ret massiv ledelsesresistens et sted som her«

Pernille Fabricius blev ansat til at gennemføre en gennemgribende modernisering af Carolineskolen. Efter mange sværdslag går hun nu på pension fra Danmarks eneste jødiske skole. Her giver hun et sjældent indblik i en skole bevogtet af politi og ladet med traditioner.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Børnene kommer spænende hen til skolens auditorium, nogle mere klatøjede end andre denne decembermorgen. I døren står skoleleder Pernille Fabricius som en anden vagtmand og stopper de fleste af drengene. Hun aer dem på baghovedet og spørger, om ikke de har glemt noget. Slukørede løber de tilbage til deres klasseværelser for at hente kalotten - eller kippa'en, som den hedder på hebraisk.

»Jeg er selvbestaltet kippa-politi,« siger Pernille Fabricius grinende.

Det er morgensamling på Carolineskolen. Men det er mere end det, det er også begyndelsen på Chanukah. Om lidt vil lyset blive slukket i auditoriet, hvor hele skolen er samlet, og 4. klasse vil synge for og tænde et af lysene på den otte-armede lysestage. Børnene vil synge tre-fire-fem sange med budskabet om at lade lyset komme frem, og nogle vil sidde uroligt på deres plads. En lærer vil tysse på dem. En far vil være utilfreds med de mange nøgne drengebaghoveder og brokke sig højlydt til Pernille Fabricius.

»Den tager vi bagefter,« vil hun sige. Uden rum for diskussion.

Men inden da skal vi have færdselsreglerne på plads. For Pernille Fabricius vil kun vise os rundt på én betingelse: Vi skal love ikke at tage billeder af eleverne eller stedets sikkerhedsforanstaltninger.

For udover at være den eneste jødiske skole i Danmark - eller faktisk netop af den grund - er Carolineskolen også den eneste, hvor bevæbnede politimænd har fast vagtskifte foran indgangen. Skolen, der bor i et æggegult palæ i Hellerup, er rammet ind af en tre meter høj betonmur med skudsikkert glas øverst oppe, her er kameraovervågning og sikkerhedssluse.

I 2016 flyttede Carolineskolen fra en nedlagt strømpefabrik på Østerbro til det gule palæ i Hellerup, som i 1907 blev opført af Aage Heymann, søn af en af Tuborgs grundlæggere.
Foto: Miriam Dalsgaard

I 2016 flyttede Carolineskolen fra en nedlagt strømpefabrik på Østerbro til det gule palæ i Hellerup, som i 1907 blev opført af Aage Heymann, søn af en af Tuborgs grundlæggere.

Forældre sender deres børn på Carolineskolen for at give dem et bredt kendskab til jødedommen og jødisk kultur. Men de seneste to år er skolen forandret på stort set alle parametre.

Det er det, vi skal tale om. Men først en kort biografi.

60-årige Pernille Fabricius blev i 2016 ansat til at modernisere Carolineskolen. Den skulle have 21st century skills, som de siger i skoleverdenen. Og hvem var mere oplagt til at gøre det end Pernille Fabricius, som har været i skolevæsenet uafbrudt i 40 år – lige siden hun som 19-årig begyndte som lærervikar. I de fire årtier har hendes ubetinget største udfordring været Carolineskolen, fastslår hun prompte.

»At kickstarte en skole, der er 211 år gammel. Det var sgu hårdt arbejde, for at sige det, som det er.«

»Bliver det mon Chanukah i år?«

Det kan ikke være mange skolegrundlæggere, som er blevet portrætteret af Eckersberg. Måske findes der kun én, og det er i givet fald Mendel Levin Nathanson, som i 1805 først stiftede Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro og fem år senere var med til at oprette Carolineskolen for piger. Siden fusionerede de to skoler, og nu hænger Nathanson, indrammet i guld og iført lange bakkenbarter og bløde kinder, og kigger ud over skolens hall.

I midten hænger skolens grundlægger, Mendel Levin Nathanson.
Foto: Miriam Dalsgaard

I midten hænger skolens grundlægger, Mendel Levin Nathanson.

Maleriet har tidligere boet på Pernille Fabricius' kontor, men det blev for intimiderende at have ham hængende dér, mente hun. Så da skolen for knap et år siden flyttede fra en nedlagt strømpefabrik på Østerbro til det gule palæ, øjnede hun chancen for at give ham en ny plads.

Jeg har aldrig oplevet så traditionel en skole før. Det var én lærer, én klasse, ét fast skema. Det var fuldstændig i kasser

Skolen, der i dag har 170 elever foruden en børnehave og en vuggestue, er opkaldt efter prinsesse Caroline; datter af den populære kong Frederik VI, som i 1814 udstedte det såkaldte jødiske frihedsbrev, der - næsten - gav  jøderne i Danmark fulde rettigheder. Også denne bedrift skulle Nathanson have haft indflydelse på.

»Ja, der er mange gode grunde til, at han hænger dér og kigger ned på børnene hver dag,« siger Pernille Fabricius og viser videre rundt i det store palæ. Med sit sildebensparket og talrige meter til loftet adskiller det sig mildt sagt fra en vanlig skole. I en riddersal beklædt med høje træpaneler og lysekrone holder 9. klasse for eksempel til.

Eleverne har lavet Davidsstjerner af blå piberensere.
Foto: Miriam Dalsgaard

Eleverne har lavet Davidsstjerner af blå piberensere.

Igennem skolens lokaler snor sig guirlander af blå davidsstjerner, formet af piberensere. 7. klasse er ved at øve den årlige Chanukah-forestilling, og plakater reklamerer for stykket:

»Bliver det mon Chanukah i år?«

Mange af eleverne holder både jul og Chanukah. Alligevel skal nissehuerne helst blive hjemme for ikke at støde unødvendigt. Og selv om det måske ikke er lige til at se det midt i traditioner og imposante omgivelser, har skolen undergået anseelige forandringer i løbet af de seneste to år. »Et kæmpe udviklingsprojekt«, som Pernille Fabricius kalder det, hvor skolen har vendt vrangen ud på sine undervisningsmetoder.

Det er det, vi skal tale om. Men nu til en længere biografi.

For sagen er den, at for at forstå Carolineskolen, må man forstå det jødiske samfund i Danmark. Det har i hvert fald været Pernille Fabricius' lære. Alle kender alle. Eleverne går mange generationer tilbage - nogle helt tilbage til tipoldeforældrene. Familierne er tæt viklet ind i hinanden, og mange kender hinanden fra synagogen.

»Der er simpelthen så meget historie i det her, som man er nødt til at have respekt for,« siger Pernille Fabricius.

Men det kan være sin sag at komme slæbende med et nydansk ord som teamsamarbejde et sted, hvor hver lærer passer sit.

»Jeg har aldrig oplevet så traditionel en skole før. Det var én lærer, én klasse, ét fast skema. Det var fuldstændig i kasser. Hvis matematik lå mandag morgen, så lå det dér, og det kunne man ikke lave om på. Det blev jeg så ansat til rent faktisk at gøre,« forklarer skolelederen.

I vinduerne på skolen hænger elevernes pynt til Chanukah.
Foto: Miriam Dalsgaard

I vinduerne på skolen hænger elevernes pynt til Chanukah.

Frem for at skabe en ny kultur fra bunden - noget, Pernille Fabricius har prøvet flere gange før, når hun bl.a. har åbnet en helt ny overbygningsskole på Frederiksberg eller en ny 10. klasseskole i Gladsaxe - skulle hun her på Carolineskolen tage en eksisterende kultur og raffinere den. Pille ved den, udfordre den og forholde sig til 'plejer' på en temmelig historieløs måde.

Det betyder blandt andet, at lærerne i dag arbejder i teams med faglige fællesskaber, ligesom de underviser færre timer om ugen, så der er mere tid til samarbejde. Skemaerne er blevet fleksible, der tales om læring frem for undervisning, og eleverne laver masser af projektarbejde.

»Det var noget med at gå på listefødder og prøve at massere nogle ting ind, men det var ikke nemt. Selv om der var stor velvilje til, at lærerne gerne ville gøre noget andet, var der også mange lig i lasten. Og når man går ind og vil lave det hele om, siger man implicit - også selv om det ikke er det, man mener - at dét, lærerne har gjort før, ikke har været godt nok. Det tager noget selvværd fra dem,« siger Pernille Fabricius.

Det har ifølge hende heller ikke gjort det nemmere, at hun tilmed har været den første kvindelige leder på skolen.

»Der er en ret massiv ledelsesresistens et sted som her, og det er der, fordi der er så meget ejerskab til det. Når det er sagt, så har jeg haft det fantastisk her,« siger hun.

Alligevel er der stadig nogle lærere, der synes, at det var bedre i gamle dage.

»Det skal de jo have lov til at synes, men det bliver ikke sådan,« siger Pernille Fabricius.

Så mange jødiske børn er der heller i Danmark

Det første, der møder én på vej ind på Carolineskolen, er to høfligt smilende betjente. Siden terrorangrebet i 2015, hvor blandt andet en jødisk vagt blev dræbt foran synagogen i Krystalgade i København, har der været bevogtning på skolen.

Carolineskolen har da også flere gange været mål for planlagte angreb, senest i sagen om den såkaldte Kundbypige, og i dag er sikkerheden på det nærmeste blevet en naturlig del af børnenes hverdag, siger Pernille Fabricius.

»Der er en grund til, at der er en mur, og der står nogle politibetjente uden for skolen. Men for mig skal det fylde så lidt som overhovedet muligt for børnene. Vi vil så gerne have, at der bliver fokus på, at vi er en dejlig skole og ikke på, at vi er en skole, der er omgivet af pigtråd og bevæbnede vagter. Fordi børnene skal være trygge, når de kommer ind her,« siger hun.

Vi har et rekrutteringsproblem. Det må jeg erkende

Alligevel kan det ikke undgås at give genlyd på skolen, når der er rystelser ude i verden. Og det skal eleverne lære at navigere i.

»Vi skal skærme børnene. Men vi skal også gøre dem klar til, at der er en virkelighed derude, som måske ikke er så smaddernem at være jøde i. For eksempel har vores drenge aldrig deres kippa på, når vi er ude. Davidsstjernen putter de lige ned under T-shirten for at undgå, at de bliver passet op af nogle, som har en mening om jøder,« siger Pernille Fabricius.

De lærer at være forsigtige?

»De skal lige tænke sig om. Ikke være bange, men lige tænke sig om.«

Børnene på Carolineskolen skal skærmes, men også forberedes på den virkelighed, der venter dem, mener Pernille Fabricius.
Foto: Miriam Dalsgaard

Børnene på Carolineskolen skal skærmes, men også forberedes på den virkelighed, der venter dem, mener Pernille Fabricius.

Den øgede bevogtning, skolen, der ikke var fulgt med tiden, og så de slidte bygninger, som husede skolen indtil for to år siden, har fået flere til at fravælge skolen.

Burde I ikke være det naturlige valg for jødiske forældre?

»Vi har et rekrutteringsproblem. Det må jeg erkende. Så mange jødiske børn er der heller ikke i Danmark, og Carolineskolen har desværre haft et lidt dårligt ry,« siger Pernille Fabricius.

Sammen med skolebestyrelsen arbejder hun derfor på at skabe et tættere samarbejde med Det Jødiske Samfund, så skolen kan rekruttere flere børn gennem menigheden i Krystalgade.

Måske er det bedste ikke godt nok mere

Lyset brænder i den ottearmede lysestage, der står på flygelet i Carolineskolens auditorium. Et flot rum med røde sæder i stejle rækker, men »helt håbløst for børn«, som Pernille Fabricius siger. Fordi de ikke kan bevæge sig i det stive arrangement.

Igennem 40 år har hun betragtet hver dag i børnehøjde, men om få dage er det slut. Nu går hun på pension - dét selv om hun er langt fra pensionsalderen, og selv hun kommer til at savne børnene helt ind til knoglerne.

»Jeg stopper, fordi jeg gerne vil gøre mit bedste. Og jeg er bekymret for, at mit bedste ikke er godt nok længere. Fordi jeg er blevet ældre og er ved at blive rusten,« siger Pernille Fabricius.

»Jeg forlader ikke stedet, fordi jeg ikke vil være her mere. Jeg gør det, fordi jeg skal have det sabbatår, jeg aldrig har haft. Nu skal jeg ud at rejse, nu skal jeg være sammen med mine børnebørn og mine venner. Så jeg ikke ender med at blive båret ud herfra som et ringvrag, som min søn siger.«

På bagvæggen i auditoriet bliver den sidste sang vist på storskærm. Ud over Chanukah, som er særligt for denne mandag, samles skolen hver mandag morgen til det såkaldte havdalah; en ceremoni, som afslutter sabbatten og markerer skellet mellem helligdag og hverdag. Versene i sangen står på både dansk og hebraisk, og i baggrunden løber en film, hvor børn udfører ritualerne til havdalah.

I anledning af Chanukah tænder børnene hver dag i den ottearmede lysestage.
Foto: Miriam Dalsgaard

I anledning af Chanukah tænder børnene hver dag i den ottearmede lysestage.

I auditoriet gør tre piger filmen efter. Hælder saft op i et højt messingbæger, brænder et flervæget lys med bunden i vejret, så stearinen drypper ned på en tallerken, og til slut går en af pigerne rundt til forreste række og lader dem snuse til kanel fra en æske. Børnene lukker praktisk talt ned for den hellige tid og åbner for den verdslige. For den nye uge, der kommer.

En af de mindste elever gaber. Mandagsseancen er ovre. Forude venter projekter og forsøgssamarbejde med Eksperimentariet. Det er nye tider på Carolineskolen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden