Som skolen er udformet i dag, er der mange lærere, som har forudsætninger for at handle langt mere relationskompetent, end de gør, mener ph.d. og skolekonsulent Louise Klinge.
Foto: Thomas Nielsen

Som skolen er udformet i dag, er der mange lærere, som har forudsætninger for at handle langt mere relationskompetent, end de gør, mener ph.d. og skolekonsulent Louise Klinge.

Nyheder

Louise Klinge: »Der er simpelthen nogle, der ikke skal være lærere«

Centrale dele af folkeskolens struktur spænder ben for, at alle børn trives og lærer meget i skolen, mener forsker Louise Klinge. Hun giver sit bud på en skole helt uden fag og skemaer, hvor lærernes relationskompetence får de vilkår, der skal til for at lave meningsfuld undervisning.

Nyheder

Skoleforsker Louise Klinge har både dårlige og gode nyheder om forholdet mellem lærere og elever i de danske skoler.

Den dårlige nyhed er, at mange skolebørn bliver mødt af deres lærere på måder, der mindsker deres udbytte af undervisningen, deres engagement og deres selvværd – både på grund af strukturer i folkeskolen og på læreruddannelsen.

Den gode nyhed er, at alle lærere kan styrkes i at møde eleverne på en måde, som fremmer elevernes trivsel og udvikling både fagligt, socialt og personligt. Det har Louise Klinge helt konkrete råd til, hvordan man lykkes med. Nøglen er et enkelt, men ikke helt simpelt ord; relationskompetence.

»Når lærere handler relationskompetent, understøtter det blandt andet børnenes behov for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed. De tre psykologiske behov er almenmenneskelige, og det er simpelthen det, der gør forskellen på, om eleverne engagerer sig i undervisningen,« siger hun.

Gør hele forskellen

Relationskompetence er også titlen på forskerens nye bog, som udkom i sidste uge. I bogen forklarer Louise Klinge, hvad relationskompetence er og ikke er med henblik på at skabe læringsmiljøer, som reelt giver fagpersonalet mulighed for at udfolde den.

For mange er skolen så presset et hamsterhjul, at de cykler hjem og tænker, ’det er slet ikke sådan, jeg vil være lærer’

Relationskompetence kan nemlig gøre hele forskellen på, om undervisningen lykkes eller ej.

»I de klasser, hvor læreren handler relationskompetent og har gode relationer til eleverne, er der simpelthen meget mindre spildtid. De kan lynhurtigt komme i gang med at fordybe sig i verden sammen, fordi de har afstemt med hinanden, at ’vi vil hinanden det bedste’. Eleverne tør vise tillid og respekt og følge lærerens forslag,« siger Louise Klinge.

Grundlæggende handler relationskompetence om at lade eleverne mærke, at man har dem på sinde – at møde dem som de individer, de er, og være omsorgsfuld, nærværende og nysgerrig på dem.

»Det går igen hos alle de børn, jeg har interviewet, at de hele tiden gerne vil mærke, at de har en betydning – at den voksne vil dem. Det prøver de at afkode hos læreren, både verbalt og nonverbalt, og det gør de i alle lærerens valg,« siger Louise Klinge.

I den professionelle relationskompetence ligger desuden, at man tager det dannelsesmæssige ansvar på sig. Det indebærer, at man som underviser agerer som rollemodel, og at man giver eleverne plads til at tage personligt initiativ i undervisningen og sørger for, at de kan se en mening med det, de laver.

Nogle skal simpelthen ikke være lærere

Ifølge Louise Klinge handler alle lærere relationskompetent nogle gange, og ingen gør det altid. Hvor ofte, det sker, afhænger både af det personlige udgangspunkt, læreren kommer med, af deres udbytte af læreruddannelsen og af de betingelser, skolens rammer giver.

Der er simpelthen nogle, der ikke skal være lærere, fordi de ikke er i stand til ofte nok at handle relationskompetent

Som skolen er udformet i dag, er der mange lærere, som egentlig har forudsætninger for at handle langt mere relationskompetent, end de gør. Men der er ting i skolens nuværende indretning, som spænder ben for dem.

»Hvis betingelserne var bedre, ville mange flere kunne lykkes med det. For mange er skolen så presset et hamsterhjul, at de cykler hjem og tænker, ’det er slet ikke sådan, jeg vil være lærer’. Dem, der lykkes bedst, laver ofte en form for civil ulydighed,« siger Louise Klinge.

Når strukturen gør det så svært at møde børnene på den rigtige måde, betyder det omvendt også, at de lærere, der i forvejen har dårlige forudsætninger for relationsarbejdet, kan gøre decideret skade, fordi de ikke er i stand til at møde eleverne på en ordentlig måde.

»Det uhyggelige ved min forskning er, at hvis man ikke tager det meget alvorligt, kan det blive dybt uprofessionelt. Den voksne står hele tiden med definitionsmagten til, hvem der er forkert, og hvem som er rigtig. Børn kan blive gjort så forkerte, og hvis det sker dag efter dag, så er det, at det bliver uhyggeligt.«

Derfor er det nødvendigt at sørge for, at skolen bliver indrettet, så forholdet mellem elever og lærer får bedst mulige betingelser. Men skolerne er også nødt til simpelthen at tage konsekvensen af, at nogle lærere grundlæggende er for dårlige til at skabe et sundt undervisningsmiljø.

»De relationskompetente handlinger kan øges hos alle, men det er også min konklusion, at nogle har for svagt et udgangspunkt til, at det kan blive godt nok. Der er simpelthen nogle, der ikke skal være lærere, fordi de ikke er i stand til ofte nok at handle relationskompetent,« siger hun.

Lærerens behov skal tilgodeses

I sin bog peger Louise Klinge på syv betingelser for, at lærere kan handle relationskompetent i deres arbejde.

Lærerne skal blandt andet være nærværende, være i en positiv følelsesmæssig tilstand og have tid til at forberede sig godt nok til, at de føler sig hjemme i emnet og kan koncentrere sig om at skabe det bedst mulige møde mellem eleverne og stoffet. Og så skal fagpersonerne – lige som eleverne – føle, at deres arbejdsopgaver er meningsfulde, og at de har indflydelse på dem, så de er motiverede.

»Hvis en lærer skal kunne skabe fælles fodslag i en klasse, hvor der er så mange forskellige dagsordener, så kræver det et enormt engagement, og derfor er det helt afgørende, at deres psykologiske behov for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed bliver tilgodeset,« siger Louise Klinge.

Der, hvor mange af betingelserne for relationskompetence ramler sammen med virkeligheden, er i de tidsmæssige rammer om lærernes arbejde. Ved siden af de undervisningstimer, lærerne skal have, er der simpelthen ikke tid i hverdagen til, at lærerne kan forberede sig tilstrækkelig grundigt og tage de pauser og kollegiale snakke, der er en forudsætning for, at de er nærværende og reflekterede i mødet med eleverne.

»Det er så udfordrende at være lærer. Hen over sådan en dag står man i nogle følelsesmæssige krydspres, som beslutningstagerne slet ikke er bevidste om at skabe rammer til, at man kan håndtere,« siger Louise Klinge.

Det er dog ikke kun lærernes arbejdsforhold, der står i vejen for relationskompetencen i skolen, som den ser ud i dag. Selve den skemastruktur, som i dag er skelettet i skolens opbygning, har grundlæggende en negativ effekt på muligheden for at sikre god og meningsfuld undervisning.

En skole uden skema og fag

En af forudsætningerne for at handle relationskompetent er, at læreren har et kendskab til eleverne – for eksempel at han eller hun helt banalt kan huske elevernes navne. Hvis man som fransk-, musik- eller geografilærer kun har en klasse få timer om ugen, er det stort set umuligt at lykkes med den opgave.

Skemastrukturen er simpelthen en uklog måde at lave skole på

»Skemastrukturen er simpelthen en uklog måde at lave skole på. Man skal meget hellere lave hele fordybelses-projektdage, hvor alle lærere kan nå at lære de børn at kende, de skal undervise,« siger hun.

På de såkaldte High Tech High-skoler i San Diego i USA har man med stor succes skiftet traditionelle skemaer og fag ud med en struktur, som udelukkende består af virkelighedsnære, tværfaglige projektarbejder. Dem har Louise Klinge og en række kollegaer ladet sig inspirere af i en anden bog, Det Gode Skoleliv, som udkom i september.

Her giver de et bud på morgendagens skole, som også er fri for skemastruktur og rigide opdelinger af fag. I stedet for fag er undervisningen her bygget op ud fra »universalier« - almene emner eller områder, som kan belyses ud fra forskellige fag.

»Fag er en konstruktion – de findes ikke ude i verden. Hvis man dropper dem og tager afsæt i universalier i stedet, bringer man de samme helt basale færdigheder i spil, men i en kontekst, som er meningsfuld for børnene, fordi afsættet altid er noget, alle kan genkende fra deres liv,« siger Louise Klinge.

I sådan en skolestruktur vil relationskompetencen have langt bedre vilkår, både fordi lærerne grundlæggende får et bedre kendskab til eleverne, og fordi undervisningen i højere grad kan tilgodese elevernes behov for meningsfuldt indhold.

To kommuner har allerede givet udtryk for, at de vil bruge den model på skoler, som er under opbygning. Louise Klinge håber, at flere skoler lader sig inspirere til at gøre det samme, men mindre ændringer kan også gøre det – det vigtigste er, at hver enkelt skole tænker relationskompetencen med ind i den måde, hverdagen er bygget op på, siger hun.

»Det helt afgørende er, at man tager alvorligt, hvor komplekst og væsentligt det, der sker hver eneste dag sammen med børnene, er.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden