Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Flere skoler bruger foreninger til skoleidræt

Omkring en tredjedel af landets skoler har et samarbejde med en lokal idrætsforening.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flere og flere børn i folkeskolen får besøg af en træner fra den lokale idrætsforening, når der står idræt på skoleskemaet.

I folkeskolereformen fra 2014 blev det vedtaget, at skolerne og det lokale idræts- og kulturliv skulle samarbejde meget mere.

Det ser ud til at virke, skriver DR.

På landsplan er det cirka hver tredje skole, der har et samarbejde med en lokal idrætsforening. Det viser tal fra Dansk Skoleidræts undersøgelse 'Skolen i Bevægelse 2018'.

Et af de steder, hvor man prøver at implementere foreningslivet i undervisningen, er i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her har man i en forsøgsperiode på to et halvt år afsat 1,15 millioner kroner til at styrke samarbejdet mellem skoler og idrætsforeninger.

Det har indtil videre været en succes, fortæller Peter Schmidt Sivertsen, der er idrætslærer på Enghaveskolen i Faaborg.

»Nu har jeg oplevet projektet i to år, og jeg har kun positive ting at sige om det. Sidste år havde jeg en 6. klasse, der pendlede rundt mellem skak, skydning og karate, og det var fedt at opleve, hvordan de kan få proppet noget idræt ned i deres i forvejen meget lange skoledag,« fortæller han til DR Fyn og fortsætter:

»Jeg synes det er godt for eleverne, men også for lærerne, fordi vi får inspiration til alle de her idrætsgrene, som vi selv har svært ved at implementere i undervisningen.«

Karate og skydning

I halvanden time om ugen bliver eleverne præsenteret for nogle sportsgrene, som de normalt ikke ville få øjnene op for. Dét gør idrætsundervisningen mere interessant, mener Cecilie Berg, der går i 7.C på Enghaveskolen.

»Jeg kan godt mærke, at man prøver noget nyt. Det er spændende, og man lærer noget. Jeg har prøvet at gå til badminton, men det var ikke så meget mig. Men jeg synes, karate var spændende, og der er også flere af mine venner, der er begyndt at gå til det, efter vi har haft det i skolen,« siger hun.

Det ville ikke kunne lade sig gøre uden den kvalificerede træning, foreningerne stiller til rådighed.

»Idrætslærere er enormt dygtige til faget idræt. Men de er også generalister. Så det med at få en ressourceperson ind fra en forening har en afsmittende effekt på eleverne, som får en nysgerrighed og interesse for at komme over i foreningslivet,« siger Bjørn Friis Neerfeldt, der er generalsekretær i Dansk Skoleidræt, til DR Fyn og uddyber:

»Det giver også en forståelse for den helt grundlæggende demokratiske forståelse for, hvad det er, foreningenslivet og frivillighed kan.«

Kommunen tror på projektet

Den socialdemokratiske borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager, er sikker på, at projektet er med til at styrke samarbejdet.

»Vi tror på, at det betyder noget, at der er nogle meget engagerede frivillige rundt om i foreningerne, som virkelig brænder for deres idræt. Ikke at lærerne ikke gør det, men det er ofte med en bred vifte af sportsgrene,« siger borgmesteren og uddyber:

» Her kommer der en, der i mange år virkelig har brændt for at blive en god badmintonspiller. Det tror vi på giver et ekstra kick. På den måde får vi også den forbindelse mellem skole og forening, så det bliver mere naturligt for børnene at komme ned i foreningen, fordi det er de samme mennesker, de ser.«

Forsøgsprojektet i Faaborg-Midtfyn har kørt i lidt over et år nu - og evalueres efter en to-årig periode. Men borgmester Hans Stavnsager er overbevist om, at projektet fortsætter efter forsøgsperioden i en eller anden form.

»Når vi har sat det i værk, er det, fordi vi tror på, at det har en værdi. Vi skal lave en evaluering af det, og så skal vi kigge på, om det skal fortsætte. Det kan godt være, at der skal justeres lidt, så det bliver en anden form. Det kan også være, at det skal bredes mere ud. Men foreløbigt synes jeg, de tilbagemeldinger, jeg får, er meget positivt.«

Ritzau

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden