Herlevborgmester Thomas Gyldal Petersen (S) står i spidsen for skoleområdet i KL, og han vil bl.a. indlede et tæt samarbejde med Danmarks Lærerforening for at indstille den »skyttegravskrig«, der har været i flere år.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Herlevborgmester Thomas Gyldal Petersen (S) står i spidsen for skoleområdet i KL, og han vil bl.a. indlede et tæt samarbejde med Danmarks Lærerforening for at indstille den »skyttegravskrig«, der har været i flere år.

Nyheder

Portræt af KL's nye skolestemme: »Alle mennesker vil synes, at det var meget bedre, at han blev statsminister«

Få politikere uden for Christiansborg er tættere på S-toppen end Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen. Nu har han påtaget sig endnu en rolle – nemlig at stå i spidsen for kommunernes skolepolitik. Politiken Skoleliv tegner et portræt af politikeren, der kalder sig KL’s nye »skolestemme«.

Nyheder

Når Thomas Gyldal Petersen går tur om aftenen med sine hunde, kigger han altid op mod Herlev Hospital. For det utrænede øje fremstår de mange etager mest af alt grå i grå, men for Herlevs borgmester er det landets smukkeste bygning - »som et elfenbenstårn, der skifter farve efter humør«.

»Når det er mørkt, kan man se lyset i vinduerne, og man kan ane, at det er besøgstid, at der er pårørende på besøg. Dérinde ligger folk, som er ved at blive raske,« siger han.

Nogle er jo også ved at dø…

»Jo, jo, men mange overlever i Herlev.«

Thomas Gyldal Petersen har aldrig boet andre steder end i Herlev. Som i aldrig. Og det første, man skal forstå om den 43-årige borgmester, er hans ekstraordinært store kærlighed til sin kommune. Eller som hans tidligere arbejdsgiver i Dansk Metal, Jørgen Elikofer, udtrykker det: »Herlev er åbenbart paradis på jord.«

For Gyldal er Herlev et sted, hvor retskafne borgere står op om morgenen og går på arbejde. Uden at svinge fanen højere, end at de kan nå jorden. Her er en sund »middelklasse-etik«, her trives velfærdssamfundet, og her uddanner man socialdemokrater.

»Det lyder måske corny, men jeg elsker Herlev,« siger Thomas Gyldal med et skævt smil.

Brev fra Anker

Thomas Gyldal er vokset op i det almene boligbyggeri Hjortegården i Herlev. Et 70’er-byggeri med hække i knæhøjde, fordi alting var nyanlagt. Hvor der blev spillet fodbold i gården efter aftensmaden, og hvor der ikke manglede noget.

Hans forældre blev skilt, da han var helt lille, men de fortsatte med at bo tæt på hinanden, så han kunne løbe fra det ene sted til det andet. Hans mor arbejdede som pædagog, og faderen var maskinarbejder. Og det ville Thomas også være.

Familien var socialdemokratisk, og særligt faderen var politisk aktiv. I hans hjem hang et brev på opslagstavlen over spisebordet fra selveste Anker Jørgensen - på Statsministeriets brevpapir. Et svar på et brev, faderen havde skrevet.

»Det gav mig som barn en oplevelse af, at min far nærmest kendte statsministeren,« siger Thomas Gyldal.

Vi sidder på hans borgmesterkontor på rådhuset i Herlev en sen eftermiddag og kredser om hans opvækst. Gyldal svarer beredvilligt og erklærer med det samme, at han har haft det, han vil beskrive som »en rigtig solid og tryg middelklassebarndom«. Man får fornemmelsen af, at han har fortalt historien før. Om venner i gården, fodboldklubben og skolen, der ikke voldte de store kvaler.

Uden betænkningstid kan han nævne navnene på tre af sine gamle lærere, og hvad de har betydet for ham (dansklærer Kirsten, der introducerede lyrikken, samfundsfagslærer Torben, der tændte diskussionsgenet, og Poul, som i tysk- og engelsk-timerne gjorde dét at gøre sig umage til en værdi).

»Skolen er jo for livet, og den sætter også spor for livet,« som Gyldal konstaterer flere gange.

Helt fra sine unge år i kommunalpolitik har han arbejdet med skoleområdet, og for et par måneder siden blev han valgt til formand for Børne- og Undervisningsudvalget i KL. Med andre ord skal Gyldal nu være hele KL’s »skolestemme«, som han kalder det.

Selv har han gået på Hjortespringskolen i Herlev, og en af hans tætteste venner var Ali Alfoneh, der kom til Herlev i 1988 som flygtning fra Iran. Han kunne ikke finde ud af at spille fodbold, men han kunne til gengæld slå Gyldal i skak.

»Thomas var besat af fodbold dengang, men jeg vidste noget om indvandrerkulturer, og det var han også meget interesseret i at vide noget om,« siger Ali Alfoneh og fortæller, at mens han boede med sin familie i et etagebyggeri i Hjortegården, boede Gyldal i rækkehusene, der blev betragtet som den lidt finere del af kvarteret. Her mødte Ali også Gyldals mor.

»Hun var en meget bestemt dame, der havde sine meninger. Hvis hun syntes, at Thomas blev lidt for intellektuel, skulle hun nok bringe ham ned på jorden igen,« siger han, der i dag er Iranekspert og bosat i Washington.

»Med faderen kunne det buldre og brage, men jeg tror ikke, at Thomas nogensinde har skændtes med sin mor. Jeg ville heller ikke turde sige hende imod.«

Det lyder måske corny, men jeg elsker Herlev

I Hjortegården havde Thomas Gyldal alt, hvad han skulle bruge, lige inden for rækkevidde. Her lå skolen og fritidshjemmet og ungdomsklubben. Her var et supermarked og et bibliotek. Og lige uden for boligområdet lå skolen.

»Alt, hvad jeg skulle, foregik der, og alle dem, jeg kendte, var der.«

Først da Gyldal kom i gymnasiet, blev horisonten udfordret. Sammen med sine nye klassekammerater skulle han cykle til Herlev Station for at tage på ryste-sammen-tur til København.

»Jeg anede ikke, hvilken vej jeg skulle for at finde stationen. Så jeg cyklede hjem til Hjortegården, og så cyklede jeg fra Hjortegården til stationen, for den vej kendte jeg. Det er sjovt at tænke på, at min horisont var så begrænset. Og det er også noget af det, jeg tager med mig i dag, når vi arbejder med nogle af vores udsatte unge i vores boligområder, fordi jeg ved fra mig selv, at man dér skaber en verden, som er deres verden. Og det er skidevigtigt at få slået hul indtil den verden.«

Den type svar er typisk for Thomas Gyldal; langt det meste bliver hægtet op på en reference til et politisk arbejde i Herlev. Og når han taler om sin barndom, handler det meget om at være heldig. Han har f.eks. været heldig at have let ved skolearbejdet, han var »skideheldig« at få en lejlighed i Herlev, og han har været heldig at være god til at analysere og sætte sig hurtigt ind i politisk arbejde.

Men dybest set tror du vel som socialdemokrat ikke på, at tilværelsen formes af held?

»Nej, det har du ret i. Men jeg er heldig at være vokset op i et lokalsamfund, hvor man rent faktisk har investeret i fællesskabet. Jeg fik muligheder, som jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde været en del af det fællesskab. Omstændighederne har passet rigtig godt til mig. Og det, synes jeg da, er heldigt.«

Rebelsk som far

Den røde løber er rullet ud på en parkeringsplads i Rødovre. I en tilstødende bygning ligger kommunens nye teknologieksperimentarium, Tek X, som Thomas Gyldal skal være med til at åbne denne septemberdag. Han er her med »KL-kasketten« og er inviteret af Rødovres borgmester, partifællen Erik Nielsen. Hjemmevant går Gyldal hen og hilser på sin borgmesterkollega.

»Tillykke med det. Det er flot,« siger han, og Erik Nielsen kvitterer med et bredt smil.

De småsnakker om en studietur til Silicon Valley, og om vigtigheden af at få teknologien ind i folkeskolen.

»Børn på denne her størrelse sidder jo kraftedeme og koder,« siger Gyldal og måler en meters penge med hånden.

Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), har netop klippet det røde bånd og indviet kommunens nye teknologieksperimentarium for skoleelever. For at skabe mere opmærksomhed om projektet, har han inviteret partikammeraten Gyldal.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), har netop klippet det røde bånd og indviet kommunens nye teknologieksperimentarium for skoleelever. For at skabe mere opmærksomhed om projektet, har han inviteret partikammeraten Gyldal.

Flere kommer hen og hilser på Gyldal, og han kan navnene på de fleste. Det er vigtigt at være til sådan noget her, forklarer han, fordi KL skal blive bedre til at facilitere, at kommunerne lærer af hinanden – særligt på skoleområdet.

På vej i taxaen hjem til Herlev, kommer vi til at tale om hans lange arbejdsdage. De mange timer væk fra familien, som han stiftede i en ret tidlig alder. Som 27-årig havde han tre børn, og de har altid været vant til, at han var væk til aften- og weekendmøder. Det er et valg, man tager, siger han. Selv er Gyldal delvist vokset op uden sin far.

I 1988 - da han var 12 år - flyttede faderen til Sønderjylland, hvor han oprindeligt kom fra.

»Det er klart, at det da på mange måder var en sorg. Det er en relation, som på en eller anden måde bliver sværere. Når jeg tænker tilbage, har det været svært for en 12-årig.«

Når Thomas var på besøg i Sønderjylland i sommerferien, arbejdede han på faderens maskinfabrik. Han skulle jo også være maskinarbejder, mente han. Det mente hans far bare ikke.

»Han sagde ’Thomas, du arbejder simpelthen for langsomt. Du har dit hoved alle mulige andre steder.’ Så den drøm slukkede min far i sommerferien mellem 8. og 9. klasse. Men altså, han havde nok ret,« siger Gyldal.

Med på besøg i Sønderjylland var også vennen Ali Alfoneh, og der er mange ligheder mellem Thomas Gyldal og hans far, mener han.

»Der var en vis rebelskhed hos Hr. Petersen, som jeg somme tider genkender hos Thomas. De to kan godt lide at tage kampen. Hvis der virkelig er noget på spil, viger de ikke tilbage,« siger han og nævner diskussionen om betalingsringen i København, hvor Thomas Gyldal fandt skytset frem og gik imod sit parti.

»Det var den gamle Hr. Petersen, der var reinkarneret som Herlev-borgmester.«

Betalingsring og frontalangreb

Mens Gyldals far var synspunkternes mand, var han ikke folkets mand. Det er derimod sønnen, mener tidligere Herlev-borgmester Kjeld Hansen (S), der har kendt Thomas Gyldal, fra han var barn. Det var Kjeld Hansen, der opfordrede ham til at stille op til kommunalbestyrelsen, og i 1997 blev Gyldal valgt ind, 22 år gammel.

»Jeg havde en sikker fornemmelse af Thomas. Han var politisk forankret, hvor jeg selv var, med en klar social indignation,« siger Kjeld Hansen.

Hvis betalingsringen var blevet til noget, og Herlev alligevel var blevet ramt, så havde jeg svigtet herlevborgerne, samtidig med at jeg havde lagt mig ud med alt og alle på Christiansborg

I 2011 overtog Gyldal borgmesterkæden, og noget af det første, han gjorde, var med egne ord at gå i »frontalangreb« på sin egen nyvalgte regering, der ville lave en betalingsring rundt om København for at løse trængselsproblemer.

»Jeg blev oprigtigt vred. Jeg var virkelig indigneret over, at man kunne finde på at gøre det her fuldstændig hen over hovedet på folk i Herlev, som i god tro har valgt at bosætte sig og drive forretning her og pludselig vil blive markant påvirket i deres muligheder. Og så har jeg jo en facon, hvor jeg er meget lige på og kontant. De to ting kombineret – at jeg var oprigtigt vred, samtidig med at jeg kommunikerer meget direkte – gjorde, at der var en høj volumen. Det kunne lige så godt være blevet mit politiske livs afslutning. Hvis betalingsringen var blevet til noget, og Herlev alligevel var blevet ramt, så havde jeg svigtet herlevborgerne, samtidig med at jeg havde lagt mig ud med alt og alle på Christiansborg,« siger Thomas Gyldal og erkender, at det kostede forholdet til den tidligere S-ledelse.

»Der var masser, der prikkede mig på skulderen og sagde, at det var skadeligt, og at jeg skulle holde op. Men sagen var den, at det ville det være en katastrofe for Herlev. Der valgte jeg at sige, at Herlev og sagen er vigtigere end mig og mit forhold til mit partis ledelse, og derfor kørte jeg linen helt ud.«

Skal ikke være minister

Thomas Gyldal rykker sig lidt i stolen på borgmesterkontoret. Efterdønningerne fra betalingsringen har lagt sig, påpeger han, og i dag har han »et rigtig godt forhold til den nuværende ledelse«. Han kender da også partiformand Mette Frederiksen (S) fra DSU-tiden, hvor de sad i udvalg sammen med Frederiksens nuværende rådgiver, Martin Rossen.

»Thomas har en unik kombination af, at han er begavet, har en ufattelig god politisk fornemmelse og samtidig er god til at tale med borgere i sin kommune og forstå deres behov,« siger Martin Rossen, der i dag er en af Gyldals nære venner.

Han vil ikke komme med et bud på Gyldals politiske fremtid, men nøjes med at nævne, at borgmesteren har en stor stjerne i S og blandt andet har stået centralt i arbejdet med partiets principprogram.

Ifølge forgængeren Kjeld Hansen har Gyldal »den udfordring, at alle mennesker vil synes, at det var meget bedre, at han blev statsminister i Danmark«. Men man bliver ikke borgmester i Herlev, hvis man vil være noget andet, understreger han.

»Den besked har han fået med af mig, og den overholder han. Man har mere indflydelse som borgmester i Herlev på landspolitikken, end man har som minister.«

Da Thomas Gyldal var 12 år, flyttede hans far til Sønderjylland, og de sås derefter mest i ferierne.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Da Thomas Gyldal var 12 år, flyttede hans far til Sønderjylland, og de sås derefter mest i ferierne.

Skal du være minister, hvis Mette Frederiksen vinder regeringsmagten?

»Nej, det skal jeg ikke. Jeg er sikker på, at hvis Mette vinder, og det håber jeg, at hun gør, så vil hun finde rigtig gode kandidater til ministerlisten i folketingsgruppen,« siger Thomas Gyldal.

Herlev kommer før alt andet?

»Ja, det er en pligt i det job, jeg har. Det er Herlev først.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden