Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) har tirsdag præsenteret et udspil, der skal justere skolereformen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) har tirsdag præsenteret et udspil, der skal justere skolereformen.

Nyheder

Overblik: Sådan vil regeringen ændre folkeskolen

Kortere skoledage, flere fagtimer og mindre understøttende undervisning. Få her overblikket over regeringens folkeskoleudspil.

Nyheder

Fire år efter at skolereformen trådte i kraft, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) tirsdag præsenteret et udspil, der på en række områder skal justere reformen.

Under titlen ’Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed’ lægger regeringen op til at ændre reformen med syv initiativer.

Få overblikket over udspillet her:

Flere fagtimer

Regeringen vil løfte det faglige niveau ved at give eleverne flere timer i de naturvidenskabelige fag og til gengæld reducere den understøttende undervisning.

Regeringen foreslår at reducere den understøttende undervisning med gennemsnitligt knap tre timer ugentligt pr. klassetrin. Heraf veksles gennemsnitligt ca. 1,2 timer ugentlig pr. klassetrin fra understøttende undervisning til fagundervisning.

Det indebærer, at skoleugens længde forkortes med gennemsnitligt ca. 1,8 time ugentligt pr. klassetrin.

Regeringen foreslår desuden, at de ekstra fagtimer prioriteres særligt i udskolingen.

Læsekampagne

Regeringen vil lancere en tre-årig læsekampagne, som gennem forskellige initiativer skal reducere antallet af svage læsere.

Læsekampagnen vil blandt andet have fokus på lærere og pædagogers understøttelse af læsefærdigheder og læselyst.

Kampagnen skal udvikles og gennemføres i samarbejde med folkeskolens parter.

Reduktion af faglige bindinger

Regeringen vil forenkle undervisningen i folkeskolen ved, at de tværgående temaer 'it og medier' og især 'innovation og entreprenørskab' skal indgå i udvalgte fag fremfor - som nu - i alle folkeskolens fag fra børnehaveklassen til 9. klasse.

Færre vikarer

Regeringen vil skabe større gennemsigtighed i, hvor mange vikarer der bruges i folkeskolerne ved at fastsætte en politisk målsætning om, at kommunerne skal nedbringe brugen af vikarer.

Desuden vil regeringen etablere et datagrundlag, som gør det muligt at følge brugen af vikarer, uden at det belaster skolerne med unødigt bureaukrati.

Endelig vil regeringen også drøfte med folkeskoleforligskredsen, om man kan justere målsætningen om fuld kompetencedækning for at sikre, at målsætningen understøtter ambitionen om et fagligt løft af folkeskolen.

Udvidet kompetence til skolebestyrelser ved ansættelse af skoleledere

Regeringen foreslår, at skolebestyrelsen skal have større indflydelse, når der skal ansættes en skoleleder. Kommunerne skal ikke kun forpligtes til at indhente en udtalelse fra skolebestyrelsen om den ønskede kandidat, men også til at have en repræsentant fra skolebestyrelsen (f.eks. bestyrelsesformanden) med i ansættelsesudvalget.

Præcisering af paragraf 16 b

Regeringen vil præcisere folkeskolelovens paragraf 16b, så der skabes fuldstændig klarhed over rammen for brug af paragraffen, og så anvendelsen er i overensstemmelse med den oprindelige intention.

Desuden vil regeringen justere paragraffen, så skolerne får mulighed for at nedsætte undervisningstiden svarende til op til to lektioner ugentligt på 7. eller 8. klassetrin for at gøre plads til konfirmationsforberedelse.

Forsøg med selvstyrende skoler

Regeringen vil etablere et forsøg med en tredje skoleform: Selvstyrende skoler, der rummer flere frihedsgrader end nu.

I et 10-årigt forsøg vil mindst én skole i hver af landets 98 kommuner få mulighed for at opnå samme selvbestemmelse som de frie grundskoler.

Dermed er de nye forsøgsskoler ikke forpligtet til at følge kravene om understøttende undervisning, lektiehjælp, faglig fordybelse og bevægelse.

Regeringen vil etablere de selvstyrende skoler fra skoleåret 2019/2020.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden