Katrinedals Skole i Vanløse, hvor Amalie Kjærgaard Eybye forrige mandag startede i sit første job som uddannet lærer.
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix

Katrinedals Skole i Vanløse, hvor Amalie Kjærgaard Eybye forrige mandag startede i sit første job som uddannet lærer.

Nyheder

En nyuddannet lærers dagbog: »Hvor er det vildt, at nogen gør det her hver dag. Jeg er så udmattet«

Da landets skolebørn i mandags mødte ind til første skoledag, tog Amalie Kjærgaard Eybye hul på sit første job som uddannet skolelærer. Hun fortæller om sine første otte dage som matematik- og historielærer på Katrinedals Skole i Vanløse - og om alle de tanker, oplevelser og udfordringer, der fulgte med.

Nyheder

Mandag 6. august

Mandag møder jeg op på skolen 7.45 og skal afsted med hele skolen til et kursussted i Helsingør, der hedder Konventum. Både skolens lærere, pædagoger og kontormedarbejdere er med, og jeg tror, vi er syv nye i alt.

Da vi kommer ind i bussen og skal afsted, kan jeg spotte, at der er en anden, der også er ny. Det er meget rart. Det er så tydeligt; når man er ny, står man lidt stille og kigger rundt omkring, smiler meget til alle – der er sådan en helt speciel måde, man agerer på, lidt afventende, lidt usikker på, hvor man lige skal placere sig henne. Så spørger jeg bare, om hun også er ny. Vi sidder sammen på vej derop.

Jeg havde på forhånd gjort mig de tanker om starten, at jeg vidste, det ville blive helt vildt hårdt. Der er meget snak om, at lærere er pressede, så jeg gik ind til det og tænkte »det her, det bliver hårdt, og der skal gøres en indsats - og så bliver det fedt«. Men jeg er også spændt – man skal møde mange, og jeg ved ikke helt hvor mange. Da jeg kommer op og ser to store busser, bliver jeg lidt overvældet over, at det måske er ret mange. Men jeg har egentlig ikke været så nervøs – jeg har sovet helt fint og er frisk, veludhvilet og klar til at komme i gang. Men man har jo også en uge, hvor man ikke har elever, og det gør, at jeg kan tage det lidt i etaper.

Klokken 8.30 stiger vi ud af bussen. Der er morgenmad, da vi kommer ind, og så skal vi lave et forumsspil hele formiddagen, hvor vi skal ud i grupper og simulere forskellige situationer omkring kommunikation. Det er en lidt legende tilgang til hverdagens situationer. I min gruppe taler vi om kommunikation i skole/hjem-samarbejde. Jeg spiller mor, en anden spiller elev, og så er der en far, en pædagog, en dansklærer og en gymnastiklærer. Vi skal så, måske lidt generaliserende, spille, hvordan skole-hjem-samarbejdet kunne være, og lave et skuespil over det, mens resten af vores gruppe sidder og kigger på. De skal løbende sige stop og komme med forslag til, hvordan kommunikationen kan blive bedre.

Senere på dagen har vi teamsamarbejde med planlægning i årgangsteamet. I mit årgangsteam er vi seks personer. Jeg kunne på forhånd navnene på mit team, men der er også lige en præsentationsrunde, hvor man fortæller, hvilke fag man har, og hvor længe man eventuelt har været på skolen. Fra ledelsen har vi fået en teammappe med en slags dagsorden. Det handler meget om at få styr på, hvem der tilrettelægger forskellige ting og er tovholder, og det er lidt svært for mig at byde ind, for jeg ved jo ikke helt, hvad det egentlig vil sige.

Amalie Kjærgaard Eybye er 26 år gammel og blev færdig som lærer i sommeren 2018 med matematik og historie som linjefag.
Foto: Privatfoto

Amalie Kjærgaard Eybye er 26 år gammel og blev færdig som lærer i sommeren 2018 med matematik og historie som linjefag.

Det er hele tiden lidt en balancegang, hvor meget jeg skal holde mig tilbage, og hvor meget jeg skal byde ind. Jeg melder mig som tovholder på to af tingene for at byde ind med et eller andet, men siger også ærligt, at jeg jo ikke helt ved, hvad det betyder.

Vi arbejder indtil klokken fem, og så har vi en time, inden vi skal spise. Der ligger jeg bare i min seng. Jeg er så træt. Jeg ringer lige til min kæreste og fortæller, at det er gået godt, og at jeg er glad. Så tænker jeg egentlig, at jeg lige vil tage en lille lur, men jeg har så mange ting i mit hoved, så jeg ligger egentlig bare.

Til middagen er der vildt god mad og vin og god stemning. Man sidder rundt om borde med syv mennesker ved hver, og der er flot dækket op med vinglas og sådan noget. Folk er helt vildt søde – jeg sidder sammen med en anden, som også er ny, og folk er enormt gode til at sætte sig hen til os.

Efter middagen var der egentlig planlagt små aktiviteter og lege, men snakken kører bare, så der er ikke behov for, at der skal ske en hel masse. Man kan gå ned i en bar og købe en øl, og der er nogle, der spiller rundbold udenfor, og så står man ellers bare og snakker lidt.

Jeg går i seng halv elleve og er helt vildt glad. Jeg skriver til min kæreste, at det bare har været en virkelig god aften. Så vil jeg gå i seng, men jeg kan ikke helt sove, fordi jeg bare har mange ting at tænke på, tror jeg.

Tirsdag 7. august

Jeg vågner før mit vækkeur. Jeg er helt frisk og føler, jeg har sovet det, jeg skal. Det er bare op at få noget god morgenmad, og så har vi et oplæg omkring kommunikation i inkluderende fællesskaber.

Om eftermiddagen planlægger vi igen og sidder med teamet. Det er vildt godt vejr, så vi går også ned i haven, og nogle er nede at bade. Mit team er færdig en halv time før tid, og en spørger, om nogen vil med ned og kigge på vandet. Det er vi nogle stykker, der vil. Der er en meget afslappet eftermiddagsstemning – folk er trætte, vi har været afsted et døgn, og der har været fuldt program på. Så vi går bare og snakker om hverdagsting og lærer hinanden lidt at kende.

Klokken tre kører vi hjem i busserne. Jeg sidder ved siden af en af de andre nye, som jeg kender fra studiet, så vi sidder og snakker. På vej derop var der fuld knald på, og alle snakkede, men på vej hjem er de andre helt stille. Der er en træthed, der melder sig.

Da jeg kommer hjem, er jeg ved meget godt mod, men også bare sindssygt træt. Jeg har lært manges navne at kende, men der er ikke nogen, hvor jeg tænker, at vi har lært hinanden at kende, for man kom ikke hinanden så nært personligt. Men når jeg nu går ned til frokost, vil jeg i hvert fald vide, hvad nærmest alle hedder. Det havde jeg ikke gjort, hvis vi ikke været på den tur.

Onsdag 8. august

Jeg møder op onsdag til den første dag, hvor jeg er på skolen. Jeg er der fem minutter i 8.00. Vi skal lave individuel forberedelse - planlægge skoleåret, lave årsplaner og finde ud af, hvad vi skal lave med børnene.

Jeg går ind og stiller min cykel ved personalets cykelparkering. Jeg møder en fra mit team, og så følges vi ind, for jeg ved faktisk ikke, hvor man går ind henne. Jeg kender kun hovedindgangen, men der er også en indgang fra dér, hvor man parkerer sin cykel. Først er jeg ved at gå ned i kælderen, for det er lige der, man kommer ind, men så får min kollega stoppet mig.

Vi kommer ned ad gangen, ind i det store fællesrum og så ind ad døren til personalerummet, og så er der ellers mange mennesker. Jeg stiller min madpakke i køleskabet, finder ud af, hvor der er vandglas og kaffekopper, og så begynder folk lige så stille at stimle sammen.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg lige skal gøre af mig selv. Nogle skal mødes i dansk-gruppen og planlægge, nogle skal ned i håndværk og design. Jeg er ret forvirret, for i de to seminardage forinden har vi været vant til, at alt var planlagt, og at der hele tiden var noget, man skulle fælles. Nu skal man til selv at finde ud af det.

Jeg er på sjette årgang og har tre klasser i matematik. Den sidste klasse er der en anden lærer, som har i matematik, og ham sætter jeg mig sammen med og planlægger.

Det er igen en afvejning, hvor meget jeg skal markere mig, hvor meget skal jeg holde igen. Jeg kommer fra et studie, hvor man snakker meget meta om det hele, for der er jo ingen elever, så man taler meget om, hvordan det ville være hvis… Nu er det meget konkret, men på det her tidspunkt kender jeg jo ikke nogen af eleverne.

Efter frokost går jeg op hvor mit team – team 6, fordi vi har 6. årgang – holder til. Der er en gang, hvor alle 6. klasser ligger, og i midten har vi vores team-base. Det er et rum med siddepladser langs væggen, ligesom kontorpladser. Man har sin egen plads, hylde og en boks, man kan lægge papirer i. Der sidder jeg lidt alene. Det er meget rart at sidde og fornemme lidt og tænke, at det er her, jeg skal bruge rigtig meget tid det næste år.

Omkring klokken tre går jeg ned og henter nogle brikker, man kan lave forskellige figurer af, så de bliver mere visuelle for eleverne. Det er noget, jeg vil bruge i undervisningen. Dem sætter jeg mig og bygger nogle forskellige figurer med, fordi jeg også bare er så træt på det tidspunkt.

Jeg sidder nede i vores aula, hvor man kommer ind, og hvor der også er bibliotek, så der er mange, der lige kommer gående forbi. Alle har et ærinde, så det er ikke, fordi det er lange snakke – det er mere det, at man lige møder folk, siger hej og føler sig som en del af stedet.

Ved halv fire-tiden cykler jeg hjem. Min kæreste laver mad, og det er også ham, der vasker op. Jeg er rimelig meget gået i seng klokken ni hver aften. Der er jeg brugt op.

Torsdag 9. august

Torsdag kommer der en udefra og holder oplæg om forskellige talenter i skolen, og hvordan man spotter dem. Vi er lidt ude i teamet og lave opgaver, og igen tager vi meget udgangspunkt i de elever, der er på skolen, og taler om, hvordan man kan gøre deres skoledag endnu bedre. Jeg lytter mest.

Hun kommer med nogle øvelser, som er meget konkrete, og som jeg kan tage med mig. Men oplægget varer fra otte til tolv, så jeg sidder også undervejs og tænker, at der bare også er mega-mange andre ting, som fylder i mit hoved lige nu.

Jeg startede med at lave en to do-liste over alle de ting, jeg skal have nået i forberedelsesdagene. Der går virkelig lang tid, før jeg kan begynde at strege ting af, og jeg får bare flere og flere punkter på. Det er sådan en løbende udmattelse – en følelse af, at der er så mange ting, jeg skal have styr på. Men lige så snart, jeg begynder at kunne strege ting ud, er det bare sådan en lettelse. Det kører altså alligevel, der er flow.

På et tidspunkt går jeg forbi en klasse, hvor jeg kan se en anden, som også er ny på skolen, men som har arbejdet på en anden skole. Jeg banker lige på og spørger, hvordan det går, og om hun er klar til, at der kommer børn og sådan. Hun siger noget, som jeg tager med mig og tænker ret meget på under hele starten: »Jeg ved, at når mandagen er ovre, så tænker jeg, at det her er hårdt. Men når jeg kommer til fredag, ved jeg, at jeg tænker, at det jo faktisk er helt fint.«

På vej ud møder jeg hende den anden nye, som jeg kender fra studiet, og jeg trækker lige min cykel, så vi kan følges. Vi snakker om det, som lidt har været gennemgående, med at man hurtigt kan blive meget stille, men at man jo også er ny og ikke behøver vide det hele. At den balance er svær. Det giver en ro omkring, at det jo bare er sådan, det er at være ny.

Fredag 10. august

Fredag har jeg lavet en aftale med ham, jeg skal forberede matematik sammen med. Vi sætter os med matematikbogen og plotter forskellige emner ind i årsplanen. Han har ideer og forløb, som han synes, er fede, og så viser han nogle videoer omkring det. Det er meget rart for mig, men jeg har også nogle ting, jeg kan vise ham, så det giver ligesom noget begge veje. Der er en anden matematikportal, som jeg har brugt ret meget, hvor der er nogle gode opgaver. Han printer noget til mig, og jeg printer noget til ham, og det er meget rart for mig at kunne være ligeværdig – ikke altid at skulle trække på dem.

Senere har vi en fælles fotografering, hvor alle lærerne skal stille op til stort gruppefoto udenfor. Det er egentlig meget sjovt. Det er lidt en pause – nu skal vi alle sammen udenfor. Der er linet stole og bænke op i mange niveauer, for vi er alligevel ret mange, måske 90. Alle dem, der er lave, skal gå hen foran, og jeg er rimelig høj, så jeg stiller mig bare op allerbagerst. Så skal fotografen lige rette lidt ind og rette lidt til, og folk står og sveder lidt og smiler så længe, at man bliver helt stiv i kinderne.

Bagefter er der enkeltfotografering for dem, der enten vil have taget et nyt billede eller ikke har et i forvejen. Det er der rigtig lang kø til. Først stiller jeg mig i køen og står der 5-10 minutter, uden at det rykker sig overhovedet, og så tænker jeg, at jeg har så mange andre ting at forberede. Det går jeg ind og ordner imens, og så passer det med, at der kun er en i kø, da jeg kommer tilbage.

Resten af dagen gør jeg mig helt klar til mandag morgen. Jeg henter mapper og hæfter til eleverne – de der helt standard folkeskolemapper i pap med en metal-ting, man kan sætte papirerne i. Jeg får styr på printeren og får printet til alle, og så laver jeg en prezi, en slags powerpoint, med en dagsorden for mandagen, så eleverne ved, hvad der skal ske. Planlægger mandagen lidt mere minutiøst. Og så er jeg inde i klassen for lige at tænde computeren og logge ind, skrue op og ned for lyden og sikre mig, at jeg har styr på det hele.

Jeg er lidt spændt, men også ret klar på, at der nu skal komme elever. Hele ugen har vi snakket om dem og forberedt ting til dem, men det er stadig ret ukonkret for mig. Så jeg er egentlig ret klar, men jeg er da stadig spændt.

Jeg tænker, at den første dag er rimelig afgørende - at de får godt indtryk af mig og den slags. At hvis de får et dårligt førstehåndsindtryk af mig, bliver det svært at vende, eller hvis jeg får et dårligt førstehåndsindtryk af dem, bliver det også svært at få gejsten op. Jeg tænker nok, at min første dag er mere afgørende, end den måske egentlig er.

Weekenden 11.-12. august

Jeg er virkelig træt i løbet af weekenden og kan godt mærke, at jeg ikke kan overskue så meget. Jeg har egentlig en indflytterfest fredag aften, jeg skal til, men kan mærke, at det vil være bedre for mig lige at slappe lidt af.

Men jeg trænger også til lige at få arbejdet lidt på afstand, så jeg ikke tænker så meget på det. Jeg har et par aftaler i løbet af weekenden, så jeg får koblet af og snakket med nogle mennesker, som kender mig, og som jeg kan grine med og plapre løs om alt og intet med. Søndag kan jeg godt mærke, at nu er det i morgen, det gælder. Jeg er lidt spændt og nervøs.

Mandag 13. august

Jeg sover superfint, men igen vågner jeg lige de der ti minutter før mit vækkeur. Jeg er stået op i god tid og er inde på skolen en halv time før, eleverne kommer. Jeg har en lille bog, hvor jeg laver planer over ting, og jeg vil lige nå at kigge i den, hænge cykelhjelmen, få et glas vand og ikke stresse.

Jeg havde tænkt, at jeg ville gå ind i klassen og være der, mens eleverne løbende kom, men der er allerede nogle, da jeg kommer, som bare sidder og hænger lidt ud i klassen. Dem går jeg lige ind og siger hej til, men så går jeg ind i vores teamrum igen og kigger på nogle ting. Der er jeg meget spændt. Der er mange navne, jeg skal holde styr på, og jeg vil gerne have, det går godt.Jeg vil ikke være hende den skrappe, men det er jo mig, der bestemmer, og det skal de også vide, så det gælder om lige at finde balancen i, hvordan jeg gerne vil være i klasserummet.

Jeg går ind i klassen tre minutter i otte, og deromkring kommer de sidste elever – de er der til tiden. Det allerførste, jeg gør, er, at jeg siger hej, og de er hurtige til at sige »er du den nye, er du Amalie« – de ved jo godt, at der kommer en ny. Så præsenter jeg, hvad vi skal lave. Vi laver en navneleg, hvor de allesammen står rundt i en cirkel, og så skal man sige sit navn, sige et dyr der starter med samme forbogstav og lave en bevægelse til.

Det går faktisk rigtig fint. De er lidt sommerferiekuldrede, fordi der er så mange ting, der skal snakkes om, og det kan man godt mærke. De skal også lige fornemme mig, og jeg skal lige fornemme dem, så der er meget snak, men legen fungerer rigtig fint, og da de har kørt hele vejen rundt, kan jeg alle navnene. Det, tænker jeg, er en meget god start.

Da vi når til frokosten, er jeg træt. Jeg sætter mig ned ved nogen fra mit team med min madpakke. Jeg kan godt mærke, at jeg har været så meget i gang, men jeg vil jo også gerne have et godt kollegaskab, og det er jo det, man får hen over frokostsnakken.

Det kommer måske til at lyde lidt ungt, men jeg er jo også lige pludselig en del af en voksenarbejdsplads, hvor folk har børn, og det jo er nogle lidt andre samtaleemner, man har. Jeg kan sagtens tale med, men de kender hinanden godt, og man skal lige ind i det. Men jeg har også en bagtanke om, at det er helt i orden at være ny, og det tager bare noget tid at komme helt ind i det. Der har alle været.

Efter frokost har jeg en mellemtime, og 12.45 har jeg så 6.b i to matematiktimer. Vi laver den samme navneleg som med 6.d om morgenen, men jeg sætter eleverne ned ret hurtigt igen, fordi jeg kan mærke på dem, at det er over frokost – der er alt for meget uro, og vi får slet ikke så meget ud af det. Så vi tager en navnerunde, hvor de sidder på deres pladser.

Jeg bliver stoppet lidt af, at computeren ikke virker, så jeg får ikke lige vist dem den præsentation, jeg havde lavet. Jeg tænker, at det jo nok bare er sådan, tingene er en gang imellem. At jeg godt kan planlægge noget, men jeg ved ikke, om det tager en halv time, eller om det tager halvanden time. Man når bare ikke alt det, man gerne vil nå.

Da klokken er halv tre, er de klar til at komme hjem. Jeg siger farvel til dem en og en, kigger dem i øjnene og siger »farvel, …« og så deres navn. Der kan jeg navene på dem alle sammen.

Jeg går selv hjem omkring kvart over fire. Der er jeg virkelig træt og tænker, at det godt nok har været en lang dag med mange børn og mange indtryk. Jeg når at tænke, at hvis det skal være sådan her på mit arbejde hele mit liv, så holder jeg simpelthen ikke til det.

Men så kommer jeg hjem og slapper af, og i løbet af aftenen får jeg lidt mere ro på. Det tager jo bare tid at komme ind i tingene.

Men jeg tænker meget på, hvor megaseje lærere er. Hvor er det vildt, at nogen gør det her hver dag. Jeg er så udmattet.

Tirsdag 14. august

Tirsdag har jeg den sidste klasse, som er 6.c, fra 8 til 11.30. Det er en totalt god dag. Vi leger den samme navneleg som i de to andre klasser, og det går rigtig godt. Det er som om, jeg er indstillet på, at de også har en kultur i klassen, som jeg ikke fra dag 1 skal kunne ændre – det er også en præmis, jeg skal spille med på.

Det er nogle totalt seje børn, og vi har nogle helt vildt gode snakke. Jeg har historie med dem og fortæller historier, og de lytter rigtig meget. De snakker også rigtig meget, men jeg får ligesom vendt det i mit hoved til, at hvis man snakker meget, er det måske også, fordi man bare er meget ivrig efter at blive hørt og set og være del af noget. Så det er, som om jeg hviler lidt mere i det.

Jeg skal selvfølgelig sørge for, at de er stille. Det er mit ansvar. Men der er også ting, jeg ikke bare kan ændre på, fra jeg træder ind i lokalet. Det er en mere langsigtet opgave. Det er nok også der, det begynder at gå op for mig, at det første møde ikke er altafgørende, for vi skal også udvikle os med hinanden.

Ved frokosttid er jeg færdig med at undervise, og så har jeg god til at planlægge ting og lige tage den lidt med ro. Jeg tror, jeg går hjem halv tre. Det er bare helt vildt rart at kunne komme hjem, have noget eftermiddag og puste ud. Jeg er virkelig glad og synes, det har været en megagod dag.

Jeg er træt, men slet ikke så træt som om mandagen. Det er mig, der laver mad, og jeg er også nede at handle. Jeg kan meget bedre overskue ting, end jeg kunne dagen før.

Det er ikke, fordi eleverne har været så meget anderledes – de har også snakket og den slags. Men nu har jeg fået sat ansigter på alle mine elever, og jeg tror også, jeg har fundet min plads lidt mere – nu er jeg lærer for de her børn, og jeg har fået nogle fine mails tilbage fra forældrene, som jeg havde sendt en mail om, at jeg er den nye lærer. Jeg har bare sådan en god fornemmelse.

Onsdag 15. august

Onsdag er første dag, jeg først vågner til mit vækkeur, så det er som om, at min krop er ved at falde ind i hverdagen.

Jeg er på skolen 20 minutter i otte og har egentlig styr på de ting, jeg skal bruge. Jeg skal have alle tre klasser den dag – to timer i c, to timer i d, et par mellemtimer og så en time med b.

Jeg kører lige navnene med dem igen, men begynder også at få lavet noget fagligt. Vi regner på nogle ting, børnene skal bruge passeren og lave undersøgelser, så de er mere på banen med noget faglig matematik. Det er fedt.

Mit andet møde med alle eleverne er meget bedre end mit første. Måske fordi jeg kan slappe mere af. Nu sidder jeg og tænker, at det faktisk er nogle ret gode klasser, jeg har. De vil meget, og de er meget forskellige, selvom de er samme alder, men jeg kan se et tydeligt potentiale hos dem alle sammen, hvor jeg tror, at jeg i mit første møde var lidt overvældet. Der begynder at være nogle personligheder, der popper frem, og jeg kan mærke, at jeg begynder at få en relation til dem, som gør, at jeg gerne vil yde en indsats – ikke bare, fordi jeg skal, men fordi jeg også kender dem. Det kommer lige så stille, kan jeg mærke.

Jeg tænker, at når det kommer til fredag, er jeg rigtig, rigtig træt, men også at det nok skal blive rigtig, rigtig godt.

Jeg glæder mig til at have lidt mere ejerskab over lærerrollen, til at have en stærk relation til mine elever og til det der med at se, at der er nogle elever, der udvikler sig og får nogle succesoplevelser. Jeg tænker også, at der er mange faglige emner, vi skal igennem, og det er jo mit ansvar, at de når dem. Jeg har et stort ansvar i forhold til, at de skal lære mange ting.

Så det er med en respekt for lærerfaget at jeg kører videre. Og jeg er totalt sikker på, jeg er på den rigtige hylde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden