Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
»De har pligt til at gøre deres bedste, fordi andres fremtid er på spil. Så simpelt er det. Det gør dem ikke til helte,« siger professor Ove Kaj Pedersen om lærerstanden.
Foto: Tine Sletting/Ritzau Scanpix

»De har pligt til at gøre deres bedste, fordi andres fremtid er på spil. Så simpelt er det. Det gør dem ikke til helte,« siger professor Ove Kaj Pedersen om lærerstanden.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ove Kaj Pedersen: Lærere er ikke velfærdens helte

Folkeskolen er den »vigtigste samfundsinstitution«, siger professor Ove Kaj Pedersen. Alligevel er læreres indsats ikke værd at hylde, fordi de blot gør deres pligt, mener han, som også fælder en hård dom over skolen: Dens opgave i samfundet er slet og ret usikker. (Artiklen blev første gang bragt i april).

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er sjældent, det sker, men under efterårets kommunalvalg blev professor Ove Kaj Pedersen forarget. Sådan helt oprigtigt.

Rundt om i bybilledet hang store, farverige plakater med teksten: »Mere tillid til velfærdens helte« - ledsaget af et billede af en folkeskolelærer og andre offentligt ansatte. Nederst figurerede kampagnens afsender, Enhedslisten.

»Lærerne og andre offentligt ansatte er ikke velfærdens helte. Helte er noget, man har i krigsførende lande, og den offentlige sektor er ikke i krig, hverken mod patienter eller det private. Det er ikke en heltegerning at stå i en dansk folkeskole. Det er et arbejde og en pligt, man er uddannet til at varetage,« lyder det fra Ove Kaj Pedersen.

Den nu pensionerede professor holder sig ikke tilbage fra at kalde folkeskolen vores »vigtigste samfundsinstitution« i dag. Men hvorfor er de, der driver den, så ikke værd at hylde som helte?

»Fordi de er forpligtet. Som fag og som stand og som lønmodtagere. De har pligt til at gøre deres bedste, fordi andres fremtid er på spil. Så simpelt er det. Det gør dem ikke til helte,« siger Ove Kaj Pedersen og drager en parallel til den private sektor i 1980'erne.

»Kan nogen huske, hvordan den hyldede sig selv dengang? De bedste ledere, den bedste organisation. Der var ingen grænser. Og så kom nedturen. Så godt var det heller ikke - også i den private sektor var der blot tale om almindelige mennesker.«

Skolen er »squeezet«

Mens lærerne side om side med de øvrige offentlige lønmodtagere lige nu kæmper for bedre vilkår under de ophedede overenskomstforhandlinger, har Ove Kaj Pedersen indvilget i at tage temperaturen på skolen som institution. Under forudsætning af ikke at skulle kommentere forhandlingerne, så dem parkerer vi.

I stedet begynder vi med at se det hele lidt fra oven. I 2011 skrev Ove Kaj Pedersen bogen ’Konkurrencestaten’, hvori han blandt andet argumenterer for, at konkurrencestaten er en ny udgave af velfærdsstaten. Målet og metoden for konkurrencestaten ligger i navnet – den vil skabe konkurrence, og det har gjort den offentlige sektor mere »politisk mægtig« end nogensinde.

»Den private sektor var ledende under velfærdsstaten. Nu er den offentlige sektor ledende under konkurrencestaten. Den private sektor tabte position, fordi den overvurderede sig selv. Det har givet den offentlige sektor en magt og en betydning, som den ikke har haft før. Men det har også sat den under pres for at indløse flere krydsdilemmaer end nogensinde,« siger Ove Kaj Pedersen.

Hele folkeskolen som et ideologisk projekt og hele folkeskolens status i befolkningen er i dag presset

Et af dilemmaerne er, at folkeskolelærerne skal varetage to forskellige dannelsesprojekter på samme tid, påpeger han, og svaret på den dobbelthed kræver en lyntur igennem historien.

Efter besættelsen fik skolen en helt central rolle i at opdrage og danne de næste ungdomsårgange. I løbet af 70'erne blev det et stadigt mere pædagogisk projekt, fordi dannelsen ikke nødvendigvis skete hjemme i familien. På den måde fik skolen nærmest eneansvar for dannelsen. Og så er vi fremme ved 90'erne, hvor Pisa holdt sit indtog, hvor politikerne begyndte at tale om, at flere skulle have en ungdomsuddannelse, og hvor kritikken af folkeskolen voksede. Her blev uddannelsessystemet pålagt at gøre de unge egnet til arbejdsmarkedet. To projekter på samme tid førte til to gange kritik på samme tid. Først for ikke at gøre alle lige dannede, dernæst for ikke at give de unge de rette kompetencer. Kritikken var skånselsløs og ikke altid saglig, mener Over Kaj Pedersen.

»Folkeskolen blev så at sige squeezet imellem enorme forventninger med stadig flere målsætninger og så en nådesløs kritik, der automatisk går i gang, når PISA fortæller, at elevernes kompetencer er dumpet en smule i forhold til andre,« siger Over Kaj Pedersen.

»Konklusionen er nok, at folkeskolen har spillet fallit ud fra de politiske målsætninger,« siger professoren og tilføjer, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan reelt.

For faktisk er det en »succes«, at over 90 procent af en ungdomsårgang i dag får en ungdomsuddannelse, mener han.

Folkeskolen har mistet status

Professorens pointe er, at skolen på den ene side er blevet pålagt flere og større opgaver - folkeskolelæreren skal yde mere for mindre - og på den anden side er skolen samtidig blevet kritiseret for ikke at opfylde en række succeskriterier.

»Hele folkeskolens status i befolkningen er i dag presset. Vi er vel i en fase nu, hvor folkeskolens samfundsmæssige opgave er usikker. Hvor det er svært at se, hvorfra der skal komme et almindeligt flertal - både i Folketinget og i befolkningen - for, hvad den skal,« siger Ove Kaj Pedersen.

»I den situation er det livsfarligt at gøre sig selv til helt. Hvis folkeskolen skal opretholde sin centrale position, kræver det et politisk flertal. Det kræver også, at der i befolkningen stadigvæk er en bred accept af, at folkeskolen har den status. Det kan kun blive sværere, hvis man stiller sig på en piedestal og gør sig til skydeskive, hver gang der er et eksempel på, at den offentlige medarbejder også er et almindeligt menneske. Hybris venter.«

Det er rimeligt at påpege, at lærerne har fået et større individuelt ansvar. Langt større. Og det skal de forstå at forvalte

Langt større frihed til lærerne

Ifølge Ove Kaj Pedersen har læreren og den enkelte folkeskole fået langt større frihed i konkurrencestaten.

»Det er karakteristik, at vi i den offentlige sektor siger, at vi er underlagt mere regulering - det er vi også på den økonomiske side - men på den faglige side har vi fået mere faglig autonomi.«

Så vil læreren sige, at der er alle mulige læreplaner og mål, vedkommende skal leve op til?

»Det vil jeg også. Men kombinationen af flere mål for skolen, større usikkerhed om dens opgaver og kommunalbestyrelsernes stigende indflydelse betyder i grundlaget, at læreren som fagperson er blevet vigtigere, men også er blevet pålagt selv at vælge mellem de mange muligheder. Deri ligger friheden, men også et stort ansvar.«

»Min pointe er, at der i dag er meget større usikkerhed om skolens formål end tidligere - og derfor også større autonomi for læreren til at vælge.«

Der er formentlig mange lærere, der vil mene, at de er blevet pålagt mange flere opgaver…

»Jamen, det er rigtigt. Dermed er det vel også rimeligt, at de kritiserer usikkerheden. Men jeg synes samtidig, det er rimeligt at påpege, at lærerne har fået et større individuelt ansvar. Og at det kan være stressfuldt at forvalte.«

Den største risiko

Det er egentlig et paradoks. Ifølge Ove Kaj Pedersen har skolen mistet status i samfundet - stadig flere forældre vælger den eksempelvis fra - men omvendt står den fortsat som en af de mest centrale institutioner. Og det vil den fortsætte med, forudser professoren og spår samtidig, at skolen også fremover vil være underlagt et reformpres - for netop at opretholde dens centrale position.

Er det sværere at drive skole i konkurrencestaten end tidligere?

»Absolut,« siger Ove Kaj Pedersen.

Men tilføjer så, at det jo »faktisk er positivt«.

»At være i en situation som folkeskolen, der har den politiske opmærksomhed, giver indflydelse.«

Hvad er den største risiko for skolen?

»Den store risiko er, at der ikke er bred opbakning til de reformer, der kommer, og der heller ikke er accept blandt folkeskolelærere og pædagoger. Den store risiko er den nådesløse kritik, der fører til politisk dominans, og som dermed udsætter balancen mellem faglighed og politisk regulering.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden