Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening, har ikke stor tiltro til overenskomstforhandlingerne. »Der kommer næppe nogen reelle forbedringer,« siger han.
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix

Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening, har ikke stor tiltro til overenskomstforhandlingerne. »Der kommer næppe nogen reelle forbedringer,« siger han.

Nyheder

Afgående lærerformand: Selvkritikken har været svag i skolen

I 23 år har Jan Trojaborg stået i spidsen for hovedstadens knap 5.000 lærere. Undervejs har han oplevet store forandringer på lærerområdet - og to gange har lærerne sovet i timen, mener han, der nu går på pension. (Artiklen blev første gang bragt i februar).

Nyheder

På tribunerne i Valby Hallen i Københavns Sydvest-kvarter stod 2.500 hujende lærere og klappede.

Det var ellers ikke, fordi der var så meget at huje af på denne kølige dag i april 2013. Landets lærerstand var lige blevet lockoutet, og rundt omkring stod skolerne tomme.

I den store idrætshal var de københavnske lærere nu samlet for at tage hul på lockouten.

Deres formand, Jan Trojaborg, havde hentet inspiration fra Kim Larsens »Det er en kold tid«, da han i sin tale slog fast, at lærerne havde fået en kold skulder af KL og regeringen. Deraf klapsalverne.

»Det er det eneste tidspunkt i min karriere, hvor jeg har mødt næsten alle mine medlemmer, og det var ret fantastisk, selv om det skete på en sørgelig baggrund,« siger Jan Trojaborg i dag.

Efter 23 år som formand for Københavns Lærerforening (KLF) - den længst siddende i foreningens 50-årige historie - går Trojaborg nu af. Og når han ser tilbage på de mere end to årtier, er lockouten noget af det, der har gjort størst indtryk.

»Vi blev kørt over, og det var fatalt,« som han udtrykker det.

For trods lærernes talrige kreative aktioner og store demonstrationer endte det som bekendt med et regeringsindgreb. Forløbet har efterladt lærerne klemte og frustrerede, og det er en stor opgave for en fagforening at reparere på, mener den afgående formand.

Mindre frihed, mere samarbejde

Paradoksalt nok ligger Københavns Lærerforening på Frederiksberg. Men det er faktisk smart, mener Jan Trojaborg, for beliggenheden betyder, at foreningens bestyrelse og medarbejdere på ret kort tid kan cykle ud til stort set alle skoler i København.

Vi sidder på hans lyse kontor i den store villa, som foreningen har erhvervet for år tilbage.

På væggen hænger blandt andet en Roald Als-tegning af en boksering med Margrethe Vestager i færd med at knockoute lærernes formand, Anders Bondo Christensen. Lærerkonflikten spøger flere steder.

Jan Trojaborg blev valgt som formand for KLF i 1994.
Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Jan Trojaborg blev valgt som formand for KLF i 1994.

I de mange år, Trojaborg har stået i spidsen for de københavnske lærere, har området undergået store forandringer. Ud over digitaliseringen fremhæver han især selve organisationen af skolen. For selv om skolen i hans øjne ligner sig selv, er der »sket meget på de indre linjer«.

Skolen er blevet delt op i indskoling, mellemtrin og udskoling, og det er ikke længere givet, at en klasselærer følger sin klasse hele vejen til afgangseksamen. Samtidig er der også kommet meget mere team-samarbejde, påpeger Trojaborg, der selv var lærer i 13 år, før han blev formand.

»I 70’erne og 80’erne var det udpræget, at den enkelte lærer havde enormt stor frihed. Der var ingen kontrol med hensyn til tiden. Man fik et skema, og så passede man det,« siger han.

»Jeg tror, det var sjovere og friere at være lærer tidligere. Men alt i alt må man sige, at det er en gevinst, at man samarbejder mere, fordi det bliver en mere sammenhængende undervisning for eleverne. Man snakker også mere organiseret om, hvilke elever der har brug for særlig støtte. Man lægger måske også nogle temaer ind i undervisningen og angriber det fra forskellige fag.«

Med andre ord så ved man som lærer i dag mere om, hvad der foregår inde i klasseværelset ved siden af.

»Det kunne man godt dengang, men ikke nødvendigvis. Slet ikke,« siger Trojaborg.

Lærerne har sovet i timen

Et ord, som den afgående formand også hæfter sig ved, er kontrol. Han mener, at den politiske styring fra både Christiansborg og kommunerne er blevet alt for omsiggribende.

Er der overhovedet nogen mening med galskaben? Kan lærerne bruge testene til noget som helst? Nej, det kan de faktisk ikke

»Når man har været med i lang tid, kan man se bølgerne mellem frihed og kontrol, og hvad statslig indblanding betyder. Der er kommet kontrolforanstaltninger, som er meget forstyrrende,« siger Trojaborg og nævner de omstridte nationale test og de mange læringsmål, der godt nok er blevet mindre bindende, men ikke desto mindre skaber nogle »store problemer« i skolen.

»Vi ser børn, der bliver skræmt og ikke kan sove om natten, når de skal op og testes. Forældre, der klager over, at deres børn skal testes. Og vi ser en kæmpe diskussion om værdien af det. Er der overhovedet nogen mening med galskaben? Kan lærerne bruge testene til noget som helst? Nej, det kan de faktisk ikke.«

Selv om Jan Trojaborg ikke mener, at test er vejen frem, medgiver han, at den politiske indblanding også hænger sammen med det realitetschok, som ramte Danmark i 1990’erne, da Nordlæs- og Pisa-undersøgelserne afslørede, at det stod langt værre til med elevernes læsefærdigheder, end vi havde gået og troet.

Indimellem er der da også kommet nogle kræfter udefra, der har gjort, at »skolen måtte vågne op«, siger Trojaborg.

»Der er i hvert fald to gange, hvor jeg mener, at lærerstanden har sovet i timen. Den første var med Pisa. Fordi det er ikke i orden, at der er en hel del børn, der ikke læser ordentligt. Anden gang var i 1998, hvor det blev offentliggjort, at 25 procent af eleverne blev mobbet. Det havde vi slet ikke selv indset. Det er jo virkelig sørgeligt,« siger Trojaborg og tilføjer:

»Selvkritikken har været svag i skolen. Derfor bliver man nødt til at have en åben dialog og også se på sine ømme punkter.«

Så det var fint, at vi rettede ind efter Pisa?

»Ja, men staten reagerede for voldsomt. Christiansborg overreagerede og mente, at man så skulle have politisk styring og kontrol. Det var efter min mening en forkert vej at gå. I stedet skulle man have taget diskussionen med lærerstanden og de involverede. Så kunne vi sige: ’Ok, vi indrømmer, at vi kan gøre det bedre. Lad os finde ud af, hvordan vi gør det i stedet for at sætte kontrolforanstaltninger ind'.«

»I dag er der ingen, der klager over lønnen«

Da Jan Trojaborg i 1994 blev formand for KLF, var det kulminationen på en tumultarisk tid med store stridigheder i fagforeningen. Medlemmerne skændtes, og generalforsamlinger kunne tage dagevis. Mange ville gerne sige rigtig meget. Derfor blev den nye formands første opgave at få ro på bagsmækken. At det er lykkedes at skabe en kulturforandring internt i foreningen, er noget af det, han er allermest stolt af.

Og så er han stolt af at have skaffet lønforbedringer til hovedstadens lærere.

»I dag er der ingen, der klager over lønnen. Sådan så det altså ikke ud i begyndelsen af 90’erne. Det betyder, at ikke alene får de en god løn, de får også en god pension,« siger Trojaborg.

Hvis I vil have forbedrede forhold, er I fand’me nødt til at møde op

Når han kigger fremad, er den største udfordring, som lærerne står over for, også det, der har fyldt allermest i hans karriere; nemlig arbejdstiden.

De nye arbejdstidsregler blev indført ved lovindgrebet i 2013 – den såkaldte lov 409, som er forhadt af lærerne.

»Enhver lærer vil sige, at der er for lidt tid til for mange opgaver. Det er frustrerende, for lærerne synes, at de kunne gøre det bedre. Det er en meget stor udfordring som fagforening,« siger Trojaborg og forklarer, at KLF forsøger at få medlemmerne til at holde deres utilfredshed med arbejdstidsaftalen - og skolereformen generelt - ude af klasseværelset.

»Når du er sammen med eleverne, skal du gøre det bedste, du kan. Det, du er uddannet til. Uden for klasseværelset kan du så ytre dig til fagforeningen eller i pressen. Men det er ikke over for eleverne eller forældrene. Og der er altså nogle kolleger, der har gjort det forkert,« mener Trojaborg.

For få lærere viser solidaritet

Netop i disse uger er Danmarks Lærerforening i fuld gang med overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverne. Men Trojaborg har ikke de store forventninger til resultatet.

»Der kommer næppe nogen reelle forbedringer,« siger han.

»Det, der forhåbentlig kommer til at ske, er, at vi får en aftale om arbejdstiden frem for en lov. Det er et fremskridt. Men det i sig selv er også en opgave at fortælle medlemmerne. At ’nu får I altså ikke fem timer mere om ugen i forberedelse. Det kommer ikke til at ske i denne her omgang.’ Jeg tror, der er nogle lærere, som vil sige ’nå, var det dét, de kunne præstere som fagforening.’ Men det er også en del af arbejdet at forklare, hvordan betingelserne er.«

Jan Trojaborg er ikke vemodig ved at skulle stoppe, for tiden er den rette, mener han, og der står arvtagere parat. Men inden da vil fagforeningsmanden gerne sende en sidste opfordring af sted til lærerne: Hvis de vil have bedre vilkår, er de nødt til at være solidariske med resten af de offentligt ansatte.

»Nu har vi deltaget i alle mulige velfærdsdemonstrationer, men der er alt for få lærere med. Det duer ikke, og det har vi en kæmpe opgave i at fortælle dem: ’Hvis I vil have forbedrede forhold, er I fand’me nødt til at møde op.’«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden