Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Elever i 8. klasse føler sig presset: »De unge påtager sig nogle dybe bekymringer, som elever i 8. klasse slet ikke burde tumle med«

Næsten hver tredje pige føler sig presset ofte eller hele tiden, viser ny undersøgelse. Eksperter siger, at præstationskulturen er rykket ned i grundskolen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Allerede i 8. klasse oplever mange unge et kæmpestort pres fra skolen. Det konkluderer en ny trivselsundersøgelse fra Børnerådet med svar fra over 2.600 elever i hele landet.

I undersøgelsen svarer en femtedel af børnene i 8. klasse, at de føler sig presset ofte eller hele tiden. Det gælder især pigerne, hvor næsten hver tredje pige oplever et pres ofte eller hele tiden, mens det kun er hver tiende dreng. Samtidig viser Børnerådets analyse, at mistrivsel og lav livstilfredshed er langt mere udbredt blandt børn, der tit føler sig presset.

»Vi er foruroliget over, at så mange elever går rundt og har det skidt. De unge påtager sig nogle dybe bekymringer, som elever i 8. klasse slet ikke burde tumle med«, siger Børnerådets formand, Per Larsen.

Årgangen er den første, der kan dumpe folkeskolen. Børnene giver tydeligt udtryk for, at det pres, de føler, er forbundet med deres præstationer i skolen, herunder karakterer og adgangskrav.

Ifølge Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, bekræfter Børnerådets undersøgelse en tendens i uddannelsessystemet, som en bølge af rapporter tidligere har antydet.

»Vi ser i stigende grad præstationskulturen rykke ned i grundskolen, hvilket den her undersøgelse tydeliggør. De unge oplever uddannelsessystemet som fyldt med begrænsninger og krav. Det skaber en konstant understrøm af pres, som udmatter dem«, siger hun.

Minister: Skolen ikke hårdere

Jens Christian Nielsen, ungdomsforsker på Aarhus Universitet, er overrasket over, at så mange elever – 61 procent – angiver skolen som årsag til presset. Normalt udpeger børn i meget mindre grad samfundsinstitutioner som årsager, fordi de ser sig selv som ansvarlige for eget liv. Netop dette forhold er med til at give Børnerådets undersøgelse tyngde, siger han.

»Der er ingen tvivl om, at mange valg i uddannelsessystemet bliver skubbet nedad, så man tidligere skal vide, hvad man vil, og hvilke fag og gennemsnit man skal have for at lykkes med sin uddannelse«, siger Jens Christian Nielsen.

Den nyligt indførte uddannelsesparathedsvurdering (UPV), som screener elever i 8. klasse til en ungdomsuddannelse på baggrund af deres standpunktskarakterer og deres sociale og personlige egenskaber, bidrager åbenlyst til børnenes bekymringer i Børnerådets undersøgelse.

Ifølge formanden for Danske Skoleelever, Jakob Bonde Nielsen, føler mange elever sig presset over at skulle præstere et specifikt gennemsnit for at kunne komme ind på ungdomsuddannelserne.

»Det er et stort problem, at så mange elever oplever tests, karakterer og UPV’en som et stempel af, om de nu er gode nok – ikke bare som elever, men som mennesker. Vi er ikke imod prøver og karakterer, men vi mener, at der bør være et langt større fokus på at give feedback, når man får et tal«.

Børnerådets undersøgelse gør indtryk på undervisningsminister Merete Riisager (LA). Den får hende dog ikke til at tænke anderledes om den måde, grundskolen fungerer på i dag.

»Det er ikke blevet fagligt sværere eller hårdere at gå i skole, og det at gå til en prøve og få karakterer er jo en helt almindelig og integreret del af skolen og har været det i 200 år«.

Problemet med, at børnene føler sig presset, er ikke udtryk for en præstationskultur, men en perfekthedskultur, siger Riisager.

»Den gør, at de voksne stiller mange store krav til børn og unge om at klare sig godt hver gang – og ikke altid lærer dem at klare det uperfekte. At livet også er, at man nogle gange klarer sig dårligt, f.eks. i skolen«.

Denne artikel er oprindeligt bragt i Politiken.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden