Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
SF vil give udskolingens elever ret til mere erhvervspraktik, mens Radikale Venstre foreslår at knytte erhvervsuddannelserne mere direkte til skolen, f.eks. gennem vejledning til projektopgaven.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

SF vil give udskolingens elever ret til mere erhvervspraktik, mens Radikale Venstre foreslår at knytte erhvervsuddannelserne mere direkte til skolen, f.eks. gennem vejledning til projektopgaven.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rød blok forud for forhandlinger: Praktik og brobygning skal med i aftale om praktiske fag

S, SF og R genkender mange af deres egne forslag i regeringen og DF's udspil, men tager også flere ønsker med til onsdagens forhandlinger om praktiske fag i folkeskolen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Elever skal have ret til praktik, og så skal der mere fokus på brobygning til erhvervsuddannelserne.

Det er nogle af kravene fra Socialdemokratiet, Radikale og SF, når partierne i folkeskole-forligskredsen i dag, onsdag, mødes til forhandlinger om, hvordan man kan styrke de praktiske fag i folkeskolen.

Lørdag præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti et fælles udspil med fem initiativer – blandt andet at faget håndværk og design skal gøres obligatorisk i udskolingen, og at faget skal afsluttes med en prøve.

Hos Radikale støtter undervisningsordfører Marianne Jelved udspillets ambition om at bringe mere praktisk undervisning ind i udskolingen.

»Vi er jo enige om, at der skal mere praksis ind i skolehverdagen på alle klassetrin, især der, hvor det er taget ud nu – det vil sige fra 7. klasse og opefter,« siger hun.

Radikale deler også ønsket om at lade et praktisk fag afsluttes med en prøve for at give det samme vægt som de boglige fag. Derudover vil hun ikke direkte forholde sig til de fem forslag fra regeringen og Dansk Folkeparti.

»Jeg vil tage stilling til det på det principielle plan, og så må vi forhandle omkring bordet,« siger hun.

Noget af det, hun vil tage med til forhandlingerne, er ønsket om brobygning mellem folkeskoler og de praktiske ungdomsuddannelser. Det kunne blandt andet ske ved, at erhvervsuddannelserne fungerede som vejledning i projektopgaven og på den måde fik direkte forbindelse til folkeskolen.

»Afskrift« af rød bloks forslag

I SF er undervisningsordfører Jacob Mark glad for regeringen og DF’s forslag.

»Det er jo nærmest en afskrift af de forslag, som SF, Socialdemokratiet og Radikale sammen kom med tidligere på året,« siger han.

Et af udspillets initiativer er, at »eleverne skal have mulighed for mere erhvervspraktik.« Det forslag vil Jacob Mark stramme, så eleverne ikke bare får mulighed, men ret til praktik.

»Mit vigtigste ønske i forhandlingerne er et mere forpligtende initiativ i forhold til praktik. Hvis det bare er en mulighed, så er der mange elever, som ønsker at komme i praktik, men som ikke vil komme det,« siger han og fortsætter:

»Praktik er rigtig godt for mange elever. De kommer ud i virkeligheden, og det kan give et boost med både faglige og sociale oplevelser.«

Der ud over vil Jacob Mark foreslå at styrke de praktisk-musiske valgfag, f.eks. ved at stille krav til skolerne om, at de fag skal fylde halvdelen af de valgfagstimer, som udbydes.

»Med skolereformen fik vi fra politisk hold nedprioriteret de praktiske-musiske fag, så det vil være et godt signal at sende, hvis vi kan prioritere dem lidt højere. Det er vigtigt, at børnene også får de intelligenser i spil,« siger han.

Socialdemokraternes undervisningsordfører, Annette Lind, sagde lørdag til Politiken Skoleliv, at hun vil efterlyse et tættere samarbejde mellem folkeskolerne og erhvervsskolerne. Desuden ser hun gerne, at forslaget om at gøre håndværk og design obligatorisk bliver bredt ud, så eleverne i stedet selv kan vælge mellem de praktiske fag, som er obligatoriske på mellemtrinnet.

Endelig efterlyser Socialdemokratiet, at man ikke kun fokuserer på flere praktiske fag, men også tænker den praksisorienterede undervisning ind i folkeskolens øvrige fag.

Klar til at forhandle

Debatten om de praktiske fag har stået på det meste af et år. I SF glæder Jacob Mark sig over, at Merete Riisager nu har indkaldt til forhandlinger.

»Vi har siddet klar i månedsvis og har aktivt bedt om forhandlingsmøder. Det er ærgerligt, men nu håber jeg, at vi får gjort noget ved det,« siger han og understreger, at han ser regeringen og DF’s udspil som et forhandlingsoplæg.

»Det er jo forligsstof, så jeg bliver stærkt overrasket, hvis regeringen og DF ikke anerkender, at vi skal finde et kompromis. Det regner jeg med, selv om der på det seneste er sket mærkelige ting i forligskredsen,« siger han med henvisning til, at regeringen, DF og Socialdemokratiet for kort tid siden lavede en aftale om sprogprøver i 0. klasse uden om forligskredsen.

Også Radikales Marianne Jelved regner med, at forligskredsen kan forhandle sig til et fælles resultat, selv om regeringen og Dansk Folkeparti allerede internt er blevet enige.

»DF og regeringen har jo allerede kortsluttet processen, da de valgte at gå enegang og ikke drøfte deres oprindelige forslag om at tage fat på det her tema i folkeskoleforligskredsen. Så jeg ser det som konsekvens af det valg, de tog på det tidspunkt,« siger hun.

Undervisningsministeriet bekræfter, at forslagene fra regeringen og Dansk Folkeparti er et forhandlingsoplæg, som forligskredsen sammen skal kigge på kl. 17 onsdag eftermiddag.

Ud over de fem forslag i udspillet henviser undervisningsminister Merete Riisager i en skriftlig kommentar til det igangværende analysearbejde om søgningen til 10. klasse og ervhvervsskoler, som hun afventer resultatet af.

»Det har været vigtigt for mig at komme i gang nu, og så må vi se, hvad analysen giver anledning til i forhold til det videre arbejde,« skriver hun.

Blandede reaktioner på udspillet

Udspillet fra regeringen og DF har fået blandede reaktioner. I Skolelederforeningen tvivler formand Claus Hjortdal på, at forslaget om obligatorisk håndværk og design vil få effekt.

»Der skal mange andre ideer i spil, fremfor at tro at et enkelt fag på overbygningen vil flytte en hel masse,« siger han til dr.dk. og advarer om at justere for meget ved folkeskolereformen, før den er blevet evalueret om halvandet år.

Anderledes positiv er formanden for lederne af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Ole Heinager.

»Det er jo helt tydeligt at se på udskolingens skema, at der er mest fokus på de fag, der bringer eleverne videre i gymnasiet. Så vi er glade for at se, at der kommer noget på bordet, så vi også får udviklet potentialer hos de mange unge, der lærer bedst på den måde,« siger han til dr.dk.  Også Dansk Erhverv har rost udspillet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden