Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Det er vigtigt med en fælles aftale for at sikre sammenhængskraften, og det hensyn er især arbejdsgivernes ansvar, mener BUPL-formand Elisa Bergmann.
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

Det er vigtigt med en fælles aftale for at sikre sammenhængskraften, og det hensyn er især arbejdsgivernes ansvar, mener BUPL-formand Elisa Bergmann.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

BUPL-formand inden afgørende forhandlinger: »Musketer-eden står endnu«

Trods LO-forbundenes delaftale er musketereden ikke bristet, mener BUPL-formand Elisa Bergmann. Hun er håbefuld forud for torsdagens kommunale forhandlinger og placerer ansvaret for at finde en aftale hos arbejdsgiverne.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er stadig håb for at nå et samlet forlig på det kommunale område.

Sådan lød meldingen fra BUPL’s formand, Elisa Bergmann, torsdag eftermiddag, inden parterne på det kommunale område igen samledes til forhandlinger i Forligsinstitutionen.

»Jeg arbejder hårdt for det, ligesom alle de andre forhandlere gør. Det er vi meget opsat på, vi prøver virkelig at finde nogle løsninger. Ambitionen og målet er stadig, at vi skal lande et forlig, inden fristen udløber.«

I andre dele af forhandlingskredsen har det skabt frustration, at LO-forbundene tirsdag nat indgik en delaftale på regionernes område uden FTF og Akademikernes Centraladministration, men ifølge Elisa Bergmann står musketereden stadig.

»Ja, det gør den i høj grad. Dét, at vi hele vejen har stået skulder ved skulder, har jo ført os dertil, hvor vi er i dag. Det er derfor, vi stadig sidder i Forligsinstitutionen og ikke har et sammenbrud. Det er fællesskabets fortjeneste,« siger hun.

Fælles kommunal løsning

Selv om musketer-eden efter hendes mening har overlevet en delaftale på regionernes område, fastholder hun, at hun ikke ser en delaftale for sig i de kommunale forhandlinger.

»Min ambition er stadigvæk, at vi kommer ud samlet med en løsning for alle. Det kan godt være lidt fortærsket at sige, dér hvor vi er nu, men jeg synes, det er vigtigt, at vi holder fast i den ambition, og det tror jeg også, vi er rigtig mange, der er opsatte på at gøre. Så lad os nu se, om bukserne ikke holder, så vi når i mål,« siger hun.

Det er ikke kun vigtigt for de enkelte fagområder, men også for kvaliteten i den offentlige sektor og den folkelige opbakning til den, mener hun.

»Vi bliver nødt til at stå sammen, hvis vi skal opretholde en respekt for velfærdsmedarbejderen og sørge for, at det vedbliver med at være et attraktivt område og ikke et sekunda-arbejdsmarked,« siger hun.

»Det er virkelig vigtigt med den anerkendelse af, at vi i virkeligheden rigtig gerne vil have, at der er opbakning til de velfærdsinstitutioner, vi har.«

Arbejdsgiverne har ansvaret

I den forbindelse har arbejdsgiverne faktisk et større ansvar end arbejdstagerne for at nå til enighed, mener Elisa Bergmann.

»Nu har der været meget fokus på det med musketer-eden, men så glemmer man sådan set, at arbejdsgiveren har et særligt ansvar. Som forvalter af det offentlige og i et velfærdssamfund har de et særligt ansvar i, at vi netop har folkelig opbakning, sådan at vi skaber sammenhængskraft,« siger hun.

Hvis parterne skal sikre den opbakning og sammenhængskraft, er det helt afgørende at nå frem til en fælles løsning - ikke mindst på folkeskoleområdet.

»Det er vigtigt, at vi får denne her nye start i forhold til opbakningen til folkeskolen. Man kan godt tvinge ting igennem, og så har man en konflikt og en kæmpestor lockout, men hvad gør det ikke for tilliden til hinanden?«

Derfor er det også afgørende for BUPL at kæmpe for en arbejdstidsaftale for lærerne - ikke mindst fordi en aftale vil forbedre samarbejdet med de 15.000 pædagoger, der arbejder i folkeskolen.

En ny aftale uden sikkerhed for lærerne vil føre til endnu mere af den mistillid, lockouten i 2013 skabte for medarbejderne på skolerne, og det er ingen tjent med, siger Elisa Bergmann.

»Den mistillid er gift for vores velfærdssamfund, og den er også gift for folkeskolen. Så vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at komme i mål på det område. Det arbejder vi stadigvæk hårdt på.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden