Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Både elever, ledelse og lærere på Skovlunde Skole forsøger at forberede sig på en mulig konflikt.

Både elever, ledelse og lærere på Skovlunde Skole forsøger at forberede sig på en mulig konflikt.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skole i konfliktberedskab: »Taktikken er is i maven«

På Skovlunde Skole er lærere og ledelse udtaget til både strejke og lockout. Mens forhandlingerne spidser til i Forligsinstitutionen, er skolens ansatte i »alarmberedskab«, og en mulig konflikt lurer i baghovederne.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvem skal passe skolens høns, hvis der udbryder konflikt? Det er et af spørgsmålene i Skovlunde Skoles drejebog, hvis de langstrakte forhandlinger i Forligsinstitutionen ender i sammenbrud.

Skolen ligger i Ballerup, som er en af de kommuner, hvor lærere og ledelse er udtaget til både strejke og lockout.

Politiken Skoleliv har talt med skolens ledelse, lærere og elever om den uvished, de skal navigere i for tiden.

Martin Gredal, skoleleder

Martin Gredal, skoleleder

Martin Gredal, skoleleder

»Vi har plan A og plan B.  Vi planlægger det kommende skoleår ud fra de præmisser, som eksisterer lige nu – vel vidende at det kan være, de bliver anderledes, og vi så skal lave det hele om. Sådan er det at være on hold

»Ud over at der er overenskomstforhandlinger, er der også lokalaftaler, som bliver forhandlet lige nu mellem Ballerup Kommune og Ballerup Lærerforening. De har også en betydning i forhold til vores planlægning. Det giver en del usikkerhed.«

»Vi går alle og er anspændte i forhold til situationen. Det påvirker dagligdagen på den måde, at der er stor opmærksomhed på, hvordan hele medarbejder- og ledergruppen kan blive ramt af noget, som ingen har lyst til.«

»Vi bruger meget krudt på at forberede 'hvis nu-scenarier' og kommunikere de scenarier ud. De forskyder sig hele tiden, så det er en frustration.«

»For eksempel har vi høns og andre dyr. Dem kan vi jo ikke bare forlade. Så der er alle mulige mærkelige praktiske ting, vi skal tænke over.«

»Da jeg hørte, at Ballerup er udtaget til strejke, tænkte jeg, at det var uretfærdigt. Jeg synes faktisk, at vi er en kommune, der har prøvet at lave nogle lokale aftaler og få tingene til at fungere.«

»Hvis der kommer konflikt, er vi kun en håndfuld, der skal blive tilbage på skolen, fordi vi ikke er udtaget til konflikt. Jeg har prøvet det en gang før i 2013, og det er et underligt vakuum at være i.«

Nana Hirtsgaard Walbum og Sille Sine Bruun Madsen, pædagogiske ledere

Nana Hirtsgaard Walbum, pædagogisk leder

Nana Hirtsgaard Walbum, pædagogisk leder

Nana: »Vi har valgt at have en taktik, der hedder is i maven. Det fylder jo meget i forvejen, så vores opgave er at hjælpe med at skabe ro. Nu kører vi tingene, som vi plejer, og sker der noget, så navigerer vi efter det.«

Sille Sine Bruun Madsen, pædagogisk leder

Sille Sine Bruun Madsen, pædagogisk leder

Sille: »En skole er jo et hamsterhjul, og årsprogrammet spidser til her i foråret med de store eksamener, skemalægninger, fagfordeling, indkøring af kommende 0.-klasser, prøver… Der må vi jo tænke på, hvad for noget af det, vi skal prioritere, og hvad vi må skære fra, hvis vi skal være væk.«

Nana: »Der er nogle børn, der står tilbage og ikke er en del af denne her kamp, men som bliver involveret rigtig meget i den, fordi de for eksempel skal til afgangsprøve og ikke ved, hvad der skal ske, og om de kan nå at forberede sig. Sådan nogle ting har været rigtig vigtige for os.«

»Børnene taler meget om det. Nu har jeg også været med til at tage en beslutning om at udskyde en lejrskole for 5. årgang, som risikerede ikke at kunne blive gennemført. De følger vildt meget med, fordi det helt konkret har en konsekvens for dem – de kommer ikke på lejrskole. I hvert fald ikke lige nu.«

Sille: »Vi har et loyalitetsdilemma, fordi vi som ledere er udtrukket til at strejke. Vi plejer jo at varetage KL’s interesser og gør det også stadig hver dag, men samtidig er der nogle ting for den samlede offentlige sektor, som vi kæmper med for. Lige pludselig står vi med et ben i hver lejr. Det er et dilemma, det er der da ingen tvivl om.«

Nana: »Det ambivalente er, at på den ene side synes man bare, de skal blive ved og kæmpe for at finde den bedst mulige løsning – på den anden side sidder man med en hverdag og en masse praktik herude, hvor man tænker, »I må meget gerne snart komme til en afklaring.«

Trine Taylor, lærer og tillidsrepræsentant

Trine Taylor, lærer og tillidsrepræsentant

Trine Taylor, lærer og tillidsrepræsentant

»Det er lidt et alarmberedskab, hvor er man på standby og skal afveje informationsmængden til kollegaerne. Jeg har løbende lavet små updates på lærerværelset, holdt faglige klubmøder og samlet folk. Interessen er stor.«

»Mit bedste råd har været: Gør som du plejer. Vi planlægger ugen, og så må vi slippe og forholde os til situationen, hvis vi skal strejke eller lockoutes.«

»Det fylder meget hos de ældste elever på grund af afgangsprøver, brobygning og lejrture. De stiller en del spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Men vi prøver at gøre dem trygge og sige, at det hele nok skal gå.«

»Som tillidsrepræsentant tager jeg en dag ad gangen. Jeg får mange henvendelser fra medarbejdergruppen om ting som planlagt ferie og arbejdstidsregler. Det er ikke noget, jeg er opdateret på, fordi det her sker så sjældent. Så jeg har fundet juraen frem for at forstå, hvad der gælder i en konfliktsituation. Derudover henter jeg meget hjælp fra mit bagland i Ballerup Lærerforening.«

»Historien fra 2013 rumsterer i baghovedet. Forskellen er, at i dag er vi klar. Hvis der opstår en situation, hvor vi får at vide, at der kommer konflikt, så er vi klar med en tidsplan, der justeres løbende.«

Heidi Janø, lærer

Heidi Janø, lærer

Heidi Janø, lærer

»Før påske var jeg sikker på, at jeg ikke ville komme tilbage til skolen på grund af strejke. Jeg var 100 procent sikker på, at der ville blive konflikt, fordi sådan var det i 2013. Men nu tager jeg én dag ad gangen. Det føles, som om alt kan ske.«

»Uvisheden fylder ikke så meget mere. I starten var jeg kampklar og spændt, men nu er jeg helt rolig og ser, hvad der sker.«

»Jeg er ny lærer og har ikke prøvet, at forholdene var anderledes, end de er nu. Men jeg ved godt, at jeg har kolleger, der har været rigtig meget igennem. Og jeg ved også godt, at vi på mange måder har det godt i skolen. Men jeg har ikke lyst til at miste det, vi har.«

Camilla Carlsen, lærer

Camilla Carlsen, lærer

Camilla Carlsen, lærer

»I januar meldte jeg mig ud af Danmarks Lærerforening, da forhandlerne begyndte at rasle med sablerne. Jeg er enlig mor og har købt et andelsrækkehus, og jeg har ganske enkelt ikke råd til at tage et lån igen eller kun få udbetalt den højeste dagpengesats.«

»Hvis der kommer konflikt, skal jeg møde på arbejde. Det har jeg det i og for sig fint nok med. Jeg vil gerne være solidarisk, men jeg kan ikke tillade mig at være solidarisk, når det ender med at gå ud over mine børn.«

»Jeg er også lidt modstander af Danmarks Lærerforening. Jeg synes, det bliver lidt sekt-agtigt i forhold til, at man skal være med, og hvis ikke man er med, så er man usolidarisk.«

»I bund og grund synes jeg, at den måde, forhandlingerne foregår på, er utrolig dobbeltmoralsk og hyklerisk. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan indgå nogle kompromiser og finde en løsning.«

»Nu er forhandlingerne udsat for anden gang. Jeg har mistet tillid og respekt over for både KL og vores egne forhandlere. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal sidde som den eneste faggruppe og arbejde under en lov, og at vi ikke har en eller form for overenskomst. Det er jo det, Danmarks Lærerforening forsøger at forhandle sig ud af, men det virker bare useriøst, at de har forhandlet i så lang tid.«

Rasmus Lauridsen og Marija Bursac, elever i 9.x

Rasmus Lauridsen, elev

Rasmus Lauridsen, elev

Rasmus: »Jeg fulgte med på TV2 News til klokken 02 onsdag nat. Da jeg vågnede med fjernsynet tændt om morgenen, så jeg, at forhandlingerne igen var blevet udskudt. Det gør mig ret nervøs, fordi en konflikt vil gå ud over vores forberedelsestid til eksamen.«

Marija Bursac, elev

Marija Bursac, elev

Marija: »Jeg kan huske tilbage i 2013, hvor vi gik i 4. klasse, der var det ikke et problem for os. Det er noget andet nu, for jeg vil gerne have hjælp og vejledning til mine afgangsprøver. Men det kan vi ikke få, hvis der kommer en konflikt.«

Rasmus: »Nej, så er vi overladt til os selv, for vi ikke må tale med lærerne. Så bliver det sværere at forberede sig ordentligt. Men lærerne har været gode til at hjælpe os og guide os igennem.«

Marija: »Det er vildt irriterende med uvisheden. Jeg vil hellere bare have det hele overstået nu, så vi slipper for at være påvirket af det i skolen.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden