Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og formand for Forhandlingsfællesskabet, på vej i Forligsinstitutionen i København.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og formand for Forhandlingsfællesskabet, på vej i Forligsinstitutionen i København.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

7 hektiske døgn med Anders Bondo: Jeg er i en slags zombie-tilstand

Sidste uge var dramatisk for Anders Bondo Christensen. Overenskomstforhandlingerne brød sammen over hele linjen, og siden har spørgsmålet om storkonflikt rumsteret. Indimellem har en hulens masse møder presset sig på - og et skulderklap fra en skattebasse.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lørdag 24. februar

Min første dag hjemme i Sønderjylland i tre uger. Jeg står op ved 7-tiden og er i en slags zombietilstand. Når der sker så meget, kører tankerne rundt i hovedet på én, så selv i løbet af natten har jeg været vågen et par gange.

Jeg spiser morgenmad med min kone. Jeg tror, det varer i næsten to timer. Hvor vi bare sidder og har god tid og får læst avisen.

Det er ualmindeligt dejligt at have en enkelt dag herhjemme på privatadressen og vågne op i sin egen seng.

Dagen før, om fredagen, er forhandlingerne på det statslige område brudt sammen. Vi har været i forhandlinger i seks døgn, og jeg har lidt svært ved at koncentrere mig om tingene.

Det er også en af grundene til, at jeg har sagt, at vi efter sammenbruddet først kan forhandle på det kommunale område om søndagen. Det ville være helt useriøst at skulle starte forhandlinger op lørdag, sådan som Michael Ziegler prøver at fremprovokere det på Twitter.

I løbet af dagen er jeg meget i kontakt med nogle af dem fra forhandlingsdelegationen. Jeg prøver også at svare på, hvad der sker på Twitter, fordi Michael Ziegler begynder at offentliggøre en privat sms, jeg har sendt til ham.

Hen på eftermiddagen dukker der to fra Løbeklubben Tempo op – Kalle Skattebasse og Dobby. Kalle Skattebasse er nu 75 år og har været ansat i det danske skattevæsen i 40 år, så han hedder ikke andet. De ved, at jeg er hjemme, og det er lidt moralsk opbakning. Vi får en øl sammen, og så snakker vi lidt om hele situationen.

Søndag

Tager et tog kl. 9.27 fra Sønderjylland. Jeg bruger turen på at få finpudset, hvad jeg skal præsentere for forhandlingsudvalget.

I toget sker der det, at vi får besked om, at forligsmanden har indkaldt til møde om torsdagen. Det er meget naturligt, at forligsmanden har gjort det på statens område, for det er allerede brudt sammen, men jeg bliver lidt overrasket over, at forligsmanden også har indkaldt det kommunale og regionale område. Vi har jo ikke engang forhandlet endnu.

Jeg bliver også forundret over, at invitationen var gået til en anden i forhandlingsudvalget, fordi det er jo nu engang mig, der er formand for Forhandlingsfællesskabet. Det er ikke, fordi jeg har spor problemer med det, men det virker bare mærkeligt. Så jeg ringer til en fuldmægtig i Forligsinstitutionen, som siger, at hun ’sandelig også havde ledt efter mit nummer.’ Så siger jeg, at det undrer mig meget, at hun ikke kunne finde mit nummer, enhver journalist i Danmark har mit telefonnummer. Så siger hun fuldstændig nøgternt ’ja, men nu ringer jeg jo ikke til journalister for at få et telefonnummer.’ Nå!

Men så skal vi også lige forholde os til, hvordan vi vil tackle det, at vi nu er indkaldt til Forligsinstitutionen, inden vi overhovedet er gået ind i de afsluttende forhandlinger med KL.

Forhandlingerne starter op kl. 15 i KL på Islands Brygge.

I løbet af aftenen går vi mange gange frem og tilbage mellem forhandlingsbordet og et lokale, hvor vores forhandlingsdelegation sidder. Der står en flok journalister nede i forhallen, og for ikke at støde ind i dem hver gang vi går frem og tilbage, har vi en bagindgang oppe fra 2. sal, så vi kan komme udenom dem.

Vi får thailandsk mad med ris og nudler, som vi spiser for os selv.

Forhandlingerne kører på til næsten midnat. Ved midnat kommer vi ikke videre. Jeg tror, at begge parter er klar over, at det ser meget, meget svært ud, men i stedet for at erklære sammenbrud ved midnat, bliver vi enige om at holde en pause til næste dag. Det kunne jo være, at der kom et mirakel, der kan sætte gang i tingene.

Så forlader vi KL i god ro og orden. Jeg cykler hjem og er meget bekymret. Derhjemme har jeg brug for at få styr på tingene, så jeg skriver en hel masse ting ned på min iPad.

Klokken er nok halv to, inden jeg kommer i seng.

Mandag

Jeg står op ved halv syv-tiden. Vi har besluttet at mødes i en snæver kreds kl. 9 for lige at se, om vi kan finde nogen veje ud af det.

Inden da skal baglandet orienteres. En meget vigtig del er, at vi hele tiden sørger for, at baglandet bliver holdt orienteret. Det nytter ikke noget, at de begynder at læse i avisen, at der er sammenbrud. Der skal vi være først ude og forklare, hvad der sker, så derfor skal der også en mail af sted tidligt om morgenen.

I mailen gør jeg opmærksom på, at det ser rigtig svært ud.

Vi mødes mandag aften kl. 19, og inden da holder vi et formøde med hele forhandlingsdelegationen, hvor jeg prøver at skitsere, hvordan vi ser på situationen.

De afsluttende forhandlinger tager meget kort tid. Vi får et udspil, som ingen af os tror på, hverken os eller KL. Men for en god ordens skyld går vi tilbage til vores forhandlingsdelegation, og der bliver bare rystet på hovedet. Så går vi tilbage til KL og siger, at det ikke er en løsning.

Indtil vi har aftalt, at nu er der et sammenbrud, går der kun en halv time.

Mange har et billede af, at vi skændes og slås, men efter at vi har konstateret, at vi ikke kommer videre, bruger vi 20 minutter på i fællesskab - altså sammen med KL - at analysere, hvorfor vi er havnet i den situation.

Da vi har brugt 20 minutter på det, siger jeg til Michael Ziegler, om vi ikke skal være enige om at gå ned til pressen samtidig. Det er Michael helt med på.

Vi mødes og går sammen ned ad trappen til forhallen i KL. Det, synes jeg, er et godt signal om, at selv om vi ikke er enige, og selv om vi har et sammenbrud, er vi ikke er i totterne på hinanden.

Der opstår alt mulig presse. Tv-stationer, Politiken, Ritzau, alle skal have en bid af kagen om, hvorfor det er endt i et sammenbrud. Min telefon kimer rigtig meget.

Det er bidende koldt, da jeg cykler tilbage til Danmarks Lærerforening. Forhandlingerne er en konstant kværn, der kører rundt i hovedet. Det er de faktisk hele tiden.

I Danmarks Lærerforening sidder nogle gode folk og venter på mig. Der bliver sat en kold øl på bordet, fordi det trænger jeg til. Vi snakker om, hvordan vi skal tackle sammenbruddet, og hvordan vi hurtigt kan få information ud til medlemmerne.

I stedet for at skrive et langt brev til medlemmerne, stiller jeg mig lige ind foran et kamera, og så får de en  videohilsen. Det er langt mere effektivt.

Jeg er hjemme hen ad midnat og skriver lidt noter, før jeg går i seng.

Tirsdag

Hovedbestyrelsen er indkaldt til kl. 10. Jeg har overhovedet ikke fået forberedt det møde, det kan jeg lige så godt indrømme. Jeg fortæller lige lidt om forhandlingerne, og så tager næstformanden over. Så bliver jeg nødt til at løbe, fordi jeg skal til møder med nogle af de andre forhandlingsdelegationer.

Jeg har en stribe møder i løbet af dagen, blandt andet et formøde til forhandlingerne i Danske Regioner. De forhandlinger begynder kl. 13 og kører frem til et sammenbrud omkring kl. 17.

Jeg skulle have været til reception i Høje-Taastrup, fordi Michael Ziegler bliver 50, men det når jeg ikke. På Twitter sender jeg en lykønskning og skriver, at jeg selvfølgelig rigtig gerne ville have været forbi og gratuleret, men jeg var optaget af at prøve at lave et resultat i regionerne. Og så får jeg også lige noteret, at jeg ved af egen erfaring, at man bliver rund og mild, når man er blevet 50.

De regionale forhandlinger bryder også sammen, og TV 2 og DR og andre står der igen. De har svært ved at finde på nye spørgsmål, og vi har svært ved at finde på nye svar. Men det, der pludselig begynder at komme mere og mere fokus på er, 'ender det her i konflikt?' Rigtig mange af spørgsmålene kører på, hvem der kommer i konflikt, hvor mange, og hvad det kommer til at betyde for befolkningen.

Det er helt naturligt, men det er faktisk ikke dér, vi er rent mentalt på det tidspunkt.

Konflikten har ikke ligget forrest i pandelappen på mig.

Jeg får en sød sms fra et par nevøer, der spørger, om det er mig, der bestemmer, hvor der skal strejkes, fordi så vil de da godt lige anbefale en bestemt skole.

På vej hjem tager jeg en tur forbi Danmarks Lærerforening, får samlet op og får snakket om, hvad det betyder, at der nu er sammenbrud på alle områder.

Onsdag

Tidligt op igen. Vi har bestyrelsesmøde i Forhandlingsfællesskabet. Hvis vi skal varsle en konflikt, er de formelle spilleregler nemlig sådan, at det er Forhandlingsfællesskabets repræsentantskab, der skal beslutte konflikten, men det skal ske efter indstilling fra bestyrelsen, og derfor har vi et bestyrelsesmøde.

Vi går i gang med at snakke om, hvad vi gør i forhold til en kommunikationsstrategi. Hvordan får vi både fortalt vores medlemmer internt og også offentligheden, hvorfor vi er på vej ud i konflikt?

Vi indstiller, at konflikten skal træde i kraft den 4. april.

Om eftermiddagen har jeg et møde med forretningsudvalget i Lærernes Centralorganisation (LC), og senere har jeg et møde om vores interne informationsstrategi. Så har vi et møde, hvor vi skal forberede et møde, der skal være dagen efter i Forligsinstitutionen.

Bagefter skal jeg i talkshowet Lippert. På vej derud tænker jeg, at jeg aldrig nogensinde vil kunne få tingene formidlet videre, fordi det hele kører rundt i hovedet på mig. Og da jeg så sidder inde hos Lippert og skal prøve at forklare det på en måde, som alle kan forstå, bliver jeg ret glad for den pædagogiske uddannelse, jeg har.

Jeg tager direkte fra Lippert til Aftenshowet. Da jeg kommer ind i studiet i Dansk Industri, sidder Michael Ziegler der. Vi får en kop kaffe sammen. Det er ikke et personligt uvenskab, der er mellem Michael Ziegler og mig, og det tror jeg også, at man kan fornemme, da vi kommer ind i studiet. Fordi på et eller andet tidspunkt skal vi jo finde en løsning.

På vej hjem er jeg selvfølgelig lige forbi Danmarks Lærerforening igen. Det er en rigtig stor støtte for mig, at jeg lige kan få rundet dagen af. At der er nogle, som kan hjælpe mig med at få struktureret, hvad der er sket i dagens løb, og hvad der skal ske i morgen.

Det er ikke så tosset lige at få en kold øl med dem.

Torsdag

Forretningsudvalgsmøde i Danmarks Lærerforening kl 8. Jeg når kun lige at være med i 10 minutter, fordi jeg skal videre til et andet møde.

Jeg får lavet en podcast. Her under overenskomstforløbet har jeg lavet tre podcast. Det er en anden måde at prøve at give et billede af overenskomsterne, og det varer nok tre kvarter. Det er en vigtig opgave at få informeret vores medlemmer på en god måde. Selv om man har travlt med alt muligt andet, må man simpelthen huske den del.

Bagefter er der tre møder i Forligsinstitutionen. Vi skal både mødes på statens område kl. 14, på kommunernes kl. 15 og på regionernes kl. 16.

Foran Forligsinstitutionen står folk og tager os i møde, og den opbakning betyder fantastisk meget. Man kan godt blive lidt småtræt indimellem, og så giver det ekstra meget energi, at de står der og bakker op.

Oppe på 2. sal er der et arbejdstager-rum og et arbejdsgiver-rum, og derinde sidder vi. På et tidspunkt kommer forligsmandens assistent og banker på, og derfra er det forligsmanden, der styrer tingene.

Jeg er blevet spurgt, om forligsmanden er en slags parterapeut, og det kan jeg garantere, at hun ikke er. Hun lytter til, hvad parterne mener, problemet er. Så skærer hun lynhurtigt ind til benet og siger, at 'vi forhandler på det tidspunkt, og vi forhandler det.'

Vi ved godt, at det ikke nytter noget at sige nej til hende.

Forligsmanden fortæller, at der er skærpet tavshedspligt.

Møderne tager ikke meget mere end en god halv time hver, så bliver vi smidt ud igen og får nye mødetidspunkter.

Jeg kører til Danmarks Lærerforening, hvor der er intern revision netop i dag. Der sidder både vores statsautoriserede revisor og vores politiske revisorer, og så skal hele vores regnskab lige gennemgås. Vi har et kæmpe regnskab i Danmarks Lærerforening, vi driver seks kursuscentre, vi har en folkeskole og rigtig mange andre ting.

Jeg har slet ikke nået at detaillæse tingene inden, men de er gode til at føre mig gennem det.

Vi spiser noget mad, og 21.30 kommer jeg op i lejligheden. Jeg skriver lige nogle ting, jeg gerne vil huske.

Fredag

Der er ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Forhandlingsfællesskabet, hvor vi formelt skal beslutte konflikten. Der mødes hele repræsentantskabet, og jeg når derud fem minutter før. Det er på Scandic Hotel, og foran står diverse medier og vil gerne have en kommentar.

Politiken har en historie om, at jeg havde været ved at trække mig, og på mødet får jeg informeret om, at det var noget af en avisand.

Vi får holdt mødet og får truffet de formelle beslutninger, der skal træffes.

Bagefter holder vi et stort møde for samtlige organisationer på det offentlige område. Der er vel et par hundrede mennesker, som er mødt op for at høre, hvilken situation vi står i.

Jeg tror, at vi på et tidspunkt vil kigge tilbage på det som et historisk møde.

Jeg når en flyver hjem til Sønderjylland kl. 15.15 og kan lige præcis nå over i løbeklubben til kl. 17. Vi løber vores fem km, og bagefter vender vi verdenssituationen i omklædningsrummet. Det er virkelig et fristed, fordi det er venner, jeg har haft i en menneskealder, som man kan sige alting til.

Min kone kommer over i omklædningsrummet og får en øl med.

Senere får jeg en sms om, at nu står maden på bordet, og så skynder jeg mig hjem.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden