Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mange skoleledere oplever ifølge deres fomand Claus Hjortdal, at de er nødt til at bevæge sig med stor forsigtighed. På billedet debatterer Claus Hjortdal  med tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) m.fl. Arkivfoto.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Mange skoleledere oplever ifølge deres fomand Claus Hjortdal, at de er nødt til at bevæge sig med stor forsigtighed. På billedet debatterer Claus Hjortdal med tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) m.fl. Arkivfoto.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er det uklogt eller helt nødvendigt, at skoleledere blander sig i den offentlige debat?

Mange skoleledere tøver med at ytre sig i den offentlige debat om skolen, og det er et problem, mener Claus Hjortdal. Kommunal chef synes, at skolelederne skal huske, hvem der betaler deres løn.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der findes næsten ikke den dansker, som ikke har en mening om folkeskolen. Men mens forældre, politikere og meningsdannere har travlt med at diskutere, om reformen virker, om PISA skal afskaffes, og om inklusionsdagsordenen er en succes, så er det mere sjældent, at vi hører fra en af de faggrupper, som ellers har indgående kendskab til hverdagen på skolerne: skolelederne.

Men der er flere forklaringer på, at mange skoleledere tøver med at ytre sig i den offentlige debat, mener skoleledernes formand, Claus Hjortdal.

I bund og grund skal man den sidste dag i måneden se på, hvem det er, der udbetaler ens løn

Han peger på, at skoleledere indtager en særlig rolle, hvor de har en række forskellige loyalitetsforpligtelser og derfor nemt kan blive klemt: De er forpligtede over for staten i forhold til at overholde og implementere lovgivningen. De er forpligtede over for den kommune, de er ansat i. Og endelig er de forpligtede over for skolen, dens forældre og ansatte.

»Vi er jo dem, som skal sørge for, at det, der bliver besluttet, bliver effektueret,« siger han og fortsætter:

»Men man bliver nødt til at råbe højt, hvis man som skoleleder f.eks. synes, at man får for få penge til reformen eller inklusion. Men så risikerer man at indikere, at forvaltning eller politikere ikke gør det godt nok. Og det gør, at man er nødt til at bevæge sig med forsigtighed. Det er en enorm klemme at være i.«

Bekymret for forvaltningens reaktion

I en rundspørge, som Politiken Skoleliv har foretaget blandt 1.780 skoleledere, hvoraf 430 har svaret, mener stort set alle, at skoleledere skal kunne ytre sig offentligt om skolepolitik.

Men samtidig viser rundspørgen, at kun halvdelen af de adspurgte rent faktisk har blandet sig i debatten i løbet af de seneste fem år.

Blandt dem, som ikke har ytret sig, svarer 60 procent, at de ikke har haft behov for at blande sig i debatten. Men der er også over en tredjedel, som svarer, at de har undladt at give deres mening til kende, fordi de er 'bekymret for, hvordan det vil blive opfattet af politikere og/eller skoleforvaltningen'.

Jeg har flere gange tænkt, at det kunne være rart at fortælle, hvordan reformen opfattes fra min stol. Men hele den bane har jeg fornemmet er et farligt farvand at bevæge sig ud i

Skolelederforeningen genkender den bekymring. Fagforeningen oplever i disse år stor interesse for kurser, hvor medlemmerne kan blive klædt på til at håndtere sociale medier. Og her giver deltagerne ofte udtryk for, at de ikke tør blande sig, fordi er bange for at komme i klemme, fortæller Claus Hjortdal:

»Nogen har en direktion, som ikke ønsker, at skolelederne blander sig. De fortæller, at de ville blive spiddet, hvis de gjorde det. De kommer ind at stå skoleret, hvis de siger noget som helst,« siger han og tilføjer, at det er hans erfaring, at det er sjældent, at skolelederne eksplicit har fået at vide, at de ikke må ytre sig.

»De fleste steder har man prøvet at gå ud at sige lidt, og så er man blevet irettesat, og så lader man være fremover,« siger Claus Hjortdal.

Farligt farvand

Steen E. Damkjær er skoleleder på Kirke Hyllinge Skole på Midtsjælland. Han er en af dem, som har haft lyst til at ytre sig, men som ikke har gjort det, fordi han er bekymret for reaktionen.

»Der er dage, hvor jeg godt kunne tænke mig at sige noget, fordi jeg er ærgerlig over noget, eller fordi tingene bliver fordrejet. Men jeg har valgt, at fordi jeg et ansat som skoleleder, så udtaler jeg mig ikke offentlig, for jeg er usikker på, om det er inden for det, man må. Den grænse er ikke knivskarp for mig. Og så vælger jeg nok bare ikke at gøre noget,« siger Steen E. Damkjær og understreger, at han godt forstår, at nogle emner håndteres bedst internt af respekt for de implicerede parter.

Men han ville ønske, at han følte, at han kunne blande sig i de mere overordnede debatter om skolen. F.eks. kunne han godt have tænkt sig at give sin mening til kende i debatten om folkeskolereformen, som han synes har fået en »stedmoderlig behandling«.

»Jeg har flere gange tænkt, at det kunne være rart at fortælle, hvordan reformen opfattes fra min stol. Men hvis jeg blander mig, sidder der måske nogen i min organisation og tænker, at det er en indirekte kritik af dem, mens det for mig handler om, at jeg gerne ville fortælle om en samfundsudvikling. Hele den bane, har jeg fornemmet, er et farligt farvand at bevæge sig ud i, for der er så mange stærke interesser, og mange af parterne har indflydelse på min stilling,« siger Steen E. Damkjær, som har frygtet, at udtalelser kunne have konsekvenser for hans job.

»Vi skoleledere er meget forsigtige, fordi vi ved, at fyringskortet sidder løsere, end det gjorde tidligere. Det betyder, at man tænker sig om på en helt anden måde. Den frygt tror jeg, at vi alle sammen har haft,« siger Steen E. Damkjær.

Embedsmænd er ikke sat i verden for at have holdninger til alt

Claus Hjortdal forstår godt Steen E. Damkjærs frygt. Han har ikke hørt om en politisk fyring af en skoleleder, men han kender til sager, hvor skoleledere har oplevet, at de blev degraderet og flyttet til en anden skole i en anden stilling, fordi de havde været for højrøstede.

»Vi har aldrig set så mange skoleledere blive flyttet rundt internt i kommunerne som i disse år. Der er ingen tvivl om, at vi har haft situationer, hvor forvaltningen ønskede andre, fordi man har blandet sig, og man derfor er blevet forflyttet,« siger Claus Hjortdal.

Uskrevne regler for debat

Steen E. Damkjær har aldrig eksplicit fået at vide, at han ikke må ytre sig. Han oplever til gengæld, at der er mange uskrevne regler for, hvordan man må udtale sig som skoleleder.

»Det har slet ikke været udtalt, men jeg tror, det ligger i det uskrevne embedsmandsregelsæt for, hvordan man opfører sig, og så kan jeg jo se, at det ikke altid bliver lige godt modtaget, når der er sådan nogle sager. Man fornemmer jo godt, hvornår man nærmer sig noget, man ikke skal snakke mere om,« siger han.

Han har enkelte gange blandet sig internt i kommunen, og det har lært ham, at det nok ikke er en god idé at blande sig offentligt.

»Jeg ved, at man skal være forsigtig internt. Det har jeg erfaret. Der skal man virkelig læse de politiske og forvaltningsmæssige regler for, hvor langt man kan bevæge sig. Så jeg tænker, at det nok er endnu mere vigtigt at være forsigtig, når man går ud offentligt,« siger han.

En vigtig stemme i debatten

Selv om skoleledere skal være loyale embedsmænd, så kan det ind i mellem være både nyttigt og nødvendigt, at skolelederne blander sig i den offentlige debat, mener Claus Hjortdal.

»Der bliver truffet beslutninger af politikere, som har travlt med at gå i medierne, og der flyver nogle gange påstande rundt, som ikke har hold i virkeligheden ude på skolerne, og så er det klart, at man har lyst til at gå ud at sige, at det ikke er sådan. Så vi har eksempler, hvor det kunne være nødvendigt for skoleledere at blande sig,« siger han og understreger, at der er god logik i, at man tager meget af debatten internt.

»Men det kræver, at man har en åben dialog. Vi har flere kommuner, hvor vores tillidsvalgte lokalformænd får at vide af forvaltningschefen, at de ikke må tage kontakt til udvalgsformanden. Så knægter man også ytringsfriheden, og så er det klart, at der er behov for, at man blander sig ad andre kanaler.«

Kommunal chef: Tænk jer om

På den anden side af bordet hos Børne- og Kulturchefforeningen synes formand Jan Henriksen, at skoleledere skal tænke sig godt om, inden de udtaler sig offentligt. Han forstår godt, at man som skoleleder skal tage hensyn til flere parter, men som skoleleder er man først og fremmest kommunalansat embedsmand, mener han.

Jan Henriksen er formand for Børne- og Kulturchefforeningen.
Foto: Jacob Nielsen/ Ritzau Scanpix

Jan Henriksen er formand for Børne- og Kulturchefforeningen.

»Uanset om man sidder som skoleleder eller direktør, så er man embedsmand. Man er ambassadør for sin institution og for de politiske og ledelsesmæssige beslutninger, der bliver truffet i organisationen. Dvs. at man er kommunens mand på institutionen,« siger Jan Henriksen, som til daglig er Børne- og Ungedirektør i Middelfart Kommune.

Han tilføjer, at man gerne som privatperson må have holdninger til f.eks. folkeskolereformen. Men man skal være forsigtig med at lufte dem offentligt.

»Jeg synes, at det er uklogt. Jeg synes, at det er bedre at tage den dialog, næste gang man har et ledermøde. I bund og grund skal man den sidste dag i måneden se på, hvem det er, der udbetaler ens løn. Det er i mit tilfælde Middelfart, og derfor er jeg loyal over for de beslutninger, der bliver truffet i Middelfart Kommune,« siger Jan Henriksen.

Hvis man endelig blander sig, er det for ham afgørende, at man gør sig sin rolle klar og ikke blander sig som en part.

»Man må gerne udtale sig i faglige debatter og sige på den ene side og den anden side, men jeg synes, at man skal tænke sig om. Når vi udtaler os som ledere, så skal vi udtale os fagligt og sagligt om sagens opgave og kerne. Det er den pligt, vi har som embedsmænd. Vi er ikke sat i verden for at have holdninger til alt,« siger han.

Han er enig med Claus Hjortdal i, at det er afgørende med et godt samarbejde mellem skoleledere og forvaltning, så man som skoleleder rent faktisk føler, at man kan få afløb for sin kritik og bliver hørt. Men hvis man ikke bliver hørt af sin nærmeste leder, er løsningen ikke nødvendigvis at gå i medierne, mener han.

»Hvis man som leder synes, at man ikke bliver hørt af f.eks. sin skolechef eller direktør, skal man bruge den resterende del af sit ledelsesfællesskab. Så er der også en kommunaldirektør. Vores henstilling er, at vi vasker vores vasketøj i det fællesskab, hvor vi har bedst mulighed for at gøre noget ved det. Hvis det heller ikke giver anledning til, at man får sit budskab igennem, så skal man jo gøre noget,« siger han.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden