Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nationalmuseet
Foto: Nationalmuseet

I 1970'erne begynder man at tænke pædagogikken meget mere ind i seksualundervisningen, og man begynder også at rette den mod børnehavebørn.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

100 års seksualundervisning: Fra blomsten og bien til udskylningsapparater og kropsforskrækkelse

I anledning af Uge Sex tager vi dig med en tur gennem seksualundervisningens historie.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mette Byriel-Thygesen er museumsinspektør ved Nationalmuseet med speciale i køn- og seksualhistorie.

Skal seksualundervisningen lære eleverne, hvordan man får børn, eller hvordan man undgår det? Skal man råt for usødet vise eleverne billeder og videoer af den nøgne krop og måske endda samlejet? Eller er det bedre at pakke kroppen væk bag æstetiske illustrationer?

Svaret på de spørgsmål har svinget som et pendul gennem historien. Her guider Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør ved Nationalmuseet, os gennem 100 års seksualundervisning.

1910’erne: Blomsten og bien

Hvad gør man, hvis man gerne vil lære børnene om seksualitet, men samtidig ikke rigtig tør tale om det? Det var det dilemma, som mange lærere stod i i starten af 1900-tallet. Derfor bestod lærebøgerne hovedsageligt af eksempler fra dyreriget. Blomsten og bien er et typisk eksempel. Det samme er hønen og ægget.

»De historier er jo svære at overføre til pattedyr og menneskets seksualitet, det er helt galt. Men man brugte dem, fordi det var meget nemmere at tale om, hvis det ikke handlede om mennesker. Selvom en del af lærerne nok kunne mene, at emnet var vigtigt, kunne de slet ikke drømme om eksempelvis at tegne en sædcelle på tavlen,« siger Mette Byriel-Thygesen.

1920’erne og 1930'erne: Jo tidligere, jo bedre

Jo før, jo bedre. Det synes at være mantraet for den reformbevægelse, som opstod i højere kredse i København omkring 1930 og blev en slags forløber for den seksuelle revolution i 1960'erne og 70'erne. Folkene bag bevægelsen så det som deres ansvar at lære børn og unge om seksualitet, og det kunne nærmest ikke blive tidligt nok.

Forfatteren og feministen Jo Jacobsen var en af dem, som engagerede sig i bevægelsen. I 1932 sendte hun et spørgeskema ud til københavnske læger om holdninger til seksualundervisning i skoler og børnehaver. Da lægeforeningen anbefalede sine medlemmer ikke at besvare skemaet, tog Jo sagen i egen hånd og skrev seksualoplysende sange, som dog aldrig blev udgivet. Blandt andet skrev hun en på melodien til »Et barn er født i Betlehem«:

Og far han har en tissemand/ Tissemand/ Den meget mer end tisse kan/ Halleluja, halleluja// Når sædens celler iler frem/ Iler frem/ Ud fra testiklens lune gem/ Ak ja, ak ja, ak ja, hurra.

1930'erne og 1940'erne: Kroppen som robot

Med fremkomsten af teorier fra Freud og andre østrigske og schweiziske psykoanalytikere begyndte seksualundervisningen at have fokus på, hvad der kan ske, når man undertrykker sin seksualitet. Men man havde stadig en meget videnskabelig tilgang til seksualitet, og de lærebøger, man brugte i skolen, viste kroppen meget mekanisk.

Nationalmuseet
Foto: Nationalmuseet

I 1930'erne og 40'erne har man en meget videnskabelig tilgang til kroppen. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at de lærebøger, man bruger i skolen, afbilleder kroppen meget mekanisk. Illustrationen viser sædledere/strenge.

»Mennesket fremstilles nærmest som en robot: Her sidder klitoris, og her er æggelederen. Det er meget nøgternt. Det ligner ikke en menneskekrop, nærmere et matematisk diagram. Man har altså stadig ikke et afslappet forhold til kroppen, og man ville finde det dybt grænseoverskridende at bringe billeder af rigtige kønsorganer,« forklarer Mette Byriel-Thygesen og tilføjer, at der i perioden stadig var så delte meninger om seksualundervisningen, at en mandlig lærer i 1937 blev fyret efter at have undervist børn i seksualundervisning.

1940'erne og 1950’erne: Hvordan undgår man børn?

Den amerikanske professor Alfred Kinsey blev i denne periode kendt for sine undersøgelser af amerikanske unges seksualitet, herunder hvor meget de vidste om seksualitet. Herhjemme blev Kirsten Auken, som i øvrigt var Svend Aukens mor, inspireret af Kinsey, og hun lavede en tilsvarende undersøgelse, hvor hun undersøgte unge pigers oplysningsniveau, og resultatet var en øjenåbner:

Nationalmuseet
Foto: Nationalmuseet

»Barnet og det homoseksuelle problem« fra 1946 er lrettet mod både forældre og lærere. Bogen giver udtryk for, at homoseksualitet kan undgås og forebygges – bare det opdages i tide.

»Det viser sig, at sindssygt mange piger og kvinder ikke har anet, hvad de gik ind til, når de skulle dyrke sex første gang,« siger Mette Byriel-Thygesen.

Aukens undersøgelser viste også, at halvdelen af graviditeterne i Danmark ikke var planlagte, og at unge kvinder stort set intet anede om prævention. Derfor så Kirsten Auken det som en samfundsmæssig nødvendighed at kæmpe for seksualoplysning.

»Man går fra at se seksualundervisningen som en måde at oplyse om, hvordan man kunne få børn, til at oplyse om, hvordan man kan undgå det. Men problemet er bare, at udvalget af prævention stadig er ekstremt begrænset i 1940'erne og 50'erne,« siger Mette Byriel-Thygesen.

P-pillen blev først frigivet i 1966, og den fri abort blev først lovlig i 1973. Til gengæld havde man kondomer og såkaldte udskylningsapparater, hvor sidstnævnte regnes for temmelig usikker. Og man begyndte at tale om cyklus og såkaldte 'sikre perioder'. Men man forsøgte stadig at pakke det ind, når man talte om det.

»Man taler f.eks. om, at det af hygiejnemæssige hensyn kan være en god ide at skylle sig efter sex. Man siger ikke, hvad det i virkeligheden handler om,« siger Mette Byriel-Thygesen.

1960'erne og 1970'erne: En opbrudstid

I 1960'erne skete der store forandringer, og man begyndte for alvor at se seksualitet som noget, der ikke bare var en privat sag, men et samfundsmæssigt anliggende, og seksualundervisningen fik derfor en central rolle. Det kom blandt andet til udtryk ved, at seksualundervisningen blev obligatorisk i den danske folkeskole.

»Det er en tid med opbrud, og det afspejler sig også i seksualundervisningen, som virkelig er progressiv. På bare fem år tager den spring, som vi ikke har set lige så store siden,« siger Mette Byriel-Thygesen.

Nationalmuseet
Foto: Nationalmuseet

I 1970'erne bliver pædagogikken tænkt meget mere ind i seksualundervisningen, som man også begynder at rette mod børnehavebørn.

Man begyndte også at tænke pædagogikken meget mere ind i seksualundervisningen, som også blev rettet mod børn helt ned på børnehaveniveau. Man lavede f.eks. puslespil, hvor man kunne klæde figurerne af og se dem nøgne.

»Man kan ikke starte tidligt nok med at afmystificere, hvad der foregår. I dag er vi nærmest forskrækkede i forhold til den tid,« siger Mette Byriel-Thygesen.

1980'erne: Råt for usødet

I 1980'erne havde man et ekstremt kropsfokus, og man fortsætter stilen fra 1960'erne og 70'erne, hvor eleverne ikke forskånes for sandheden. Blandt andet lavede DR en undervisningsvideo, som viser et ungt par have sex.

»Den viser alt: Stiv pik, hvordan den kommer ind, udløsning, orgasme osv. Man får det råt for usødet. Det ville man aldrig gøre i dag,« siger Mette Byriel-Thygesen.

90’erne: Hands on

Eleverne skal ikke bare se en video om, hvordan man sætter kondom på. De skal selv prøve det. Det kan kort sagt siges at være parolen inden for seksualundervisning i 1990'erne. Samtidig rykkede en række eksterne udbydere ind i skolen, f.eks. Sex & Samfund, Lysthuset og korps af medicinstuderende.

»Det bliver meget hands on, og der er en udbredt tanke om, at man som elev skal skulle kunne stille spørgsmål til en, der ikke er ens egen lærer,« siger Mette Byriel-Thygesen.

00’erne: To skidt frem og et tilbage

00'ernes seksualundervisning er blandt andet kendetegnet ved, at man igen begynder at fokusere på, hvordan man får børn.

»Op gennem 90'erne og 00'erne har seksualundervisningen fokuseret enormt meget på sexsygdomme. Men i takt med at vi får børn senere og senere og får sværere og sværere ved det, er vi de seneste ti år også begyndt at oplyse om, hvordan man får børn,« siger Mette Byriel-Thygesen,

Men 00'erne er på mange måder også et paradoks, når vi snakker seksualundervisning. På den ene side er der rigtig mange myter, som afmystificeres, f.eks. myten om jomfruhinden. På den anden side pakkes kroppen igen væk og gemmes bag illustrationer, lidt som vi så det for 100 år siden.

Seksualundervisning i dag er meget bedre end nogensinde til om seksualitet på en normkritisk måde. Men vi er vendt tilbage til ikke at vise rigtige billeder af kroppen. Stillbillede fra video af Ung&Sex.

»Noget af det nyeste seksualundervisningsmateriale, der er lavet, tager nogle rigtigt relevante emner op, f.eks. krænkelse og rettigheder. Det fortæller de unge, at det er dejligt at røre ved sig selv, og at en dreng godt kan forelske sig i en dreng. I det hele taget er der et meget stærkt budskab om, at alle oplevelser er individuelle. Emnerne er virkelig fuldt med tiden,« siger Mette Byriel-Thygesen og tilføjer:

»Men udtryksformerne afspejler, at vi også er i en periode med stigende kropsforskrækkelse. Når man f.eks. vil fortælle, at bryster kan se forskellige ud, gør man det med tegninger af bryster og ikke med billeder af rigtige bryster.«

Hun mener, at den stigende kropsforskrækkelse er et eksempel på, at seksualundervisningen og vores forhold til seksualitet ikke altid er progressiv.

»Der er en tendens til at se seksualitet som en lang progressiv, lineær udvikling. Men materialet viser tydeligt, at hver gang der er en tendens, så kommer der en modbølge. Nye generationer har brug for at gøre det på en anden måde end deres forældre. Jeg har f.eks. set min gymnastiklærer nøgen. Men der er nærmest ikke nogen lærere i dag, der bader med deres elever.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden