PIRLS-undersøgelsen viser bl.a., at pigerne læser bedre end drengene.
Foto: Maskot/ritzau

PIRLS-undersøgelsen viser bl.a., at pigerne læser bedre end drengene.

Nyheder

Ny PIRLS-undersøgelse: Danske elever læser signifikant dårligere

Danske elever har en markant mere usikker læsning, fortæller forsker bag ny international læseundersøgelse. I forhold til de andre nordiske lande har Danmark en stor andel af elever, der har svært ved at læse.

Nyheder

Læs historien »Maja og den røde høne« og skriv, hvorfor Maja smækker døren til hønsehuset.

Den slags opgaver har danske 4. klasseselever fået sværere ved at løse. De er nemlig blevet signifikant dårligere til at læse, viser en ny international PIRLS-undersøgelse, som offentliggøres tirsdag og er foretaget i 2016.

Faldet i elevernes læsefærdigheder betyder, at den fremgang, man kunne se i den seneste PIRLS-undersøgelse i 2011, ikke længere kan spores. Tværtimod er eleverne nu tilbage på det niveau, de havde i den forrige undersøgelse i 2006.

Det er et vink med en vognstang om, at vi ikke skal tro, at træerne vokser ind i himmelen

»Vi har haft fokus på læsning i rigtig lang tid, og det er gået rigtigt godt. Men for første gang i meget lang tid går den gennemsnitlige læsepræstation tilbage,« siger Jan Mejding, lektor på DPU og en af forskerne bag den danske del af undersøgelsen.

Jan Mejding er lektor på DPU og en af forskerne bag den danske del af PIRLS-undersøgelsen.
Foto: DPU

Jan Mejding er lektor på DPU og en af forskerne bag den danske del af PIRLS-undersøgelsen.

»Det betyder ikke, at det er en katastrofe. Det er det ikke endnu, men det er et vink med en vognstang om, at vi ikke skal tro, at træerne vokser ind i himmelen. Hvis de skal det, er vi nødt til at gøre noget.«

I den nye undersøgelse har de danske 4. klasseselever i gennemsnit opnået 547 point. Det er en tilbagegang på 7 point siden PIRLS-undersøgelsen i 2011. Selvom det måske lyder som en lille tilbagegang, betegner Jan Mejding og hans kollegaer den som »signifikant«.

»Det lyder måske ikke af så meget, men forskellen er faktisk så stor, at det kan mærkes i klasserne. Der er en markant mere usikker læsning,« siger Jan Mejding.

Han tilføjer, at Danmark har udelukket knap ti procent af de svageste elever fra at deltage i testen, fordi skoler har vurderet, at eleverne ville have for svært ved at gennemføre den. Med andre ord ser det danske resultat lidt bedre ud, end det i virkeligheden er.

Får ikke løftet de svageste elever

En af forklaringer på det lavere danske resultat er, at en forholdsvis stor gruppe på 15 procent af eleverne ligger på eller under det laveste kompetenceniveau. Norge, Sverige og Finland har til sammenligning kun 12, 10 og 9 procent på laveste kompetenceniveau eller derunder. Og dertil skal altså lægges, at en stor andel af de svageste danske elever ikke har deltaget.

»Hvis man lægger de ti procent oveni, er det en fjerdedel af en årgang, som har så store problemer, at de har svært ved at klare sig på klassetrinnet,« siger Jan Mejding og henviser til, at præstationerne for de danske elever i 4. klasse spænder over både 3.-, 4.- og 5. klassesniveau.

»Vi har en meget stor spredning. Hen over nærmest tre skoleår. Det stiller store krav til lærerne om, hvordan man håndterer den situation. Vi kan konstatere, at det ikke er lykkedes at løfte de svageste,« siger Jan Mejding.

Jan Mejding mener, at undersøgelsen viser, at man ikke må stoppe med at have fokus på læsning.

»Vi skal fortsat have fokus på læsning. Det betyder ikke, at vi skal holde op med at sørge for, at der er bevægelse i undervisningen. Det betyder, at vi skal være dygtigere til at udvikle vores pædagogik, så vi rammer målgruppen i de fag, vi underviser i. Det gælder også læsningen, selvom vi nu troede, at vi havde klaret det,« siger han.

Undersøgelsen har ikke beskæftiget sig med, hvad tilbagegangen skyldes. Jan Mejding kan derfor ikke pege på den præcise årsag til, at de svageste elever har fået sværere ved at følge med. Men han kan sige noget om, hvad det ikke skyldes. F.eks. kan man se, at de elever, som har scoret lavest i PIRLS, i gennemsnit har lige så mange undervisningstimer som dem, der scorer højst.

»Vi kan altså udelukke, at det alene handler om antal undervisningstimer. Der må være noget andet, der gør, at eleverne bliver dårligere. Men det andet er forfærdeligt svært at få fat på. Det handler om, hvad der rent faktisk sker i klassen,« siger Jan Mejding.

Nogenlunde international placering

Hvis man kigger på det danske resultat i en international sammenhæng, klarer de danske elever sig relativt pænt og ligger over gennemsnittet i de EU/OECD-lande, der har deltaget. Men mens de danske elever nu er tilbage på 2006-niveau, er en række andre lande bedre end i 2011.

Landenes gennemsnitlige læsekompetence. (Klik på figuren for at se den i stor størrelse)
Foto: PIRLS 2016/Aarhus Universitetsforlag

Landenes gennemsnitlige læsekompetence. (Klik på figuren for at se den i stor størrelse)

Det betyder bl.a., at der i den nye undersøgelse er 12 lande, som klarer sig signifikant bedre end Danmark, mens der kun var fire lande, der gjorde det i 2011.

Og hvis vi sammenligner os med vores nordiske naboer, klarer både de svenske og de norske klasser sig nu bedre end i 2011, mens Finland ligger på det samme fine niveau som i 2011.

Ifølge Jan Mejding er der grund til at være varsom med sammenligningerne med de andre lande.

»Det er meget rart at have er termometer for, hvad der sker i andre lande. I 90'erne troede vi, at vi var verdensmestre i at lære børn at læse. Lige indtil en undersøgelse viste, at vi var nogle af de værste. Det var noget af en øjenåbner. Men ellers er den form for konkurrence ikke særligt interessant,« siger han.

Han mener, at Danmark med fordel kan lade sig inspirere af andre lande, men det er vigtigt at holde sig for øje, at andre skolesystemer bygger på andre værdier og metoder, som ikke nødvendigvis er forenelige med dansk skolekultur.

Rusland er et af de lande, der klarer sig fantastisk godt i den nye undersøgelse. I Rusland er man især god til at løfte de svageste, så de ikke i samme grad som de danske elever rammes af social arv.

»De har tilsyneladende fundet en eller anden mirakelmedicin. Det kan være, vi skulle sende nogle folk til Rusland og se, hvad det er, de gør. Men hvis det handler om at dele op i eliteklasser og tumpeklasser, så harmonerer det måske ikke med det, vi i øvrigt vil med vores skolesystem. Vi skal lade os inspirere - ikke forblænde,« siger Jan Mejding.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden