Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto
Foto: Privatfoto
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Afgående efterskoleleder: Nu skal jeg bruge tid på min skole i Himalaya

Lissi Braae har altid arbejdet på fri- og privatskoler. Fællesskabet på Sydøstsjællands Idrætsefterskole, hvor hun været forstander i 25 år, minder hende om hendes barndom på Herlufsholm Kostskole.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Efter 25 år som forstander på Sydøstsjællands Idrætsefterskole er Lissi Braae gået på pension.

Hvorfor blev du lærer?

»Det lå ikke i kortene. Jeg er født og opvokset på Herlufsholm Kostskole, hvor min mor var oldfrue. Dengang var det en ren drengeskole. Det betød, at jeg skulle gå i den nærliggende folkeskole. Det brød jeg mig ikke om. Jeg kedede mig, og jeg lærte ikke noget. Jeg har altid stillet krav til mine omgivelser, men lærerne var sådan nogen, der kom ind og tog bogen op og klappede den sammen igen efter 45 minutter. Og så synes jeg, at de var urimelige. Jeg er opvokset i et hjem, hvor man ikke slår. I skolen oplevede jeg, at nogle lærere gik over den grænse, bl.a. min fysiklærer, selvom det jo heller ikke var tilladt at slå børn dengang. Til sammen gjorde det, at jeg stod af.«

»Det var ikke før, at Herlufsholms regler blev lavet om, og jeg kom til at gå på gymnasiet der, at jeg blev glad for at gå  i skole. Der begyndte jeg at lære noget. Jeg knoklede, for jeg havde mange faglige huller, og de stillede store krav, men det var fantastisk.«

»Hele mit folkeskole-forløb har gjort, at jeg ikke har tænkt, at jeg skulle ind i uddannelsessystemet. Jeg ville gerne på kunsthåndværkerskolen, men jeg er født i årstal, hvor forældrene havde en vis indflydelse, og min far rådede mig til at tage en rigtig uddannelse. Jeg tænkte, at seminariet kunne være en base. Jeg tog så mange kreative fag, jeg kunne, og planen var ikke, at jeg skulle være lærer, men det endte det alligevel med, for jeg trivedes jo meget godt ude på de der skoler.«

Hvad har været den største glæde i din karriere?

»Jeg sætter stor pris på, at jeg fik lov til at være med til at vende Haslev Efterskole, som i dag hedder Sydøstsjællands Idrætsefterskole. Da jeg fik tilbudt jobbet som forstander, sagde jeg først nej, for jeg syntes ikke om den måde, de drev skole på. Bestyrelsen spurgte mig, hvordan skolen så skulle se ud, hvis jeg kunne bestemme. Skolen var fuldstændig nedslidt, og der skulle også fagligt gøres noget. Og så var der simpelthen alt for frie tøjler. Det fik jeg lov til at ændre. Så vi indførte f.eks. bortvisning, hvis man røg hash. Det er bedre at smide én ud, end at der lige pludselig er ti, der ryger.«

»Den efterskole, der er i dag, bygger på det, vi dengang blev enige om. Den er velfungerende og har stor tilstrømning. Det har været et stort og fantastisk arbejde. For mig personligt har det også været fantastisk. Jeg oplevede det samme fællesskab, som jeg havde oplevet i min barndom på Herlufsholm. Vi var en stor familie. Det var som at komme hjem.«

Hvilken slags leder har du været?

»Jeg har været lyttende og omsorgsfuld. Jeg har lagt mange kræfter i, at alle skal have det godt. Hvis håndboldholdet skal ud at spille kamp, kan en lille pøj pøj-sms til træneren gøre stor glæde.«

»Jeg har også været møgstædig. Jeg giver ikke op. Da min kære far så, hvor nedslidt efterskolen var, da jeg overtog den, sagde han: 'Løb væk, Lissi, skynd dig væk.' Jeg tænkte, at jeg skulle dælme vise ham.«

Hvad er den største forskel på de elever, du har i dag, og dem, du havde, da du var nyuddannet?

»De er blevet meget mere frie. De tør komme frem med det, de har på hjerte, og de er vildt nysgerrige. De er ikke bundet af en masse normer. Det er dejligt. Men de er også blevet meget søgende i deres identitet, og de har sværere ved at finde ud af, hvordan de kommer ind i fællesskabet, end da jeg startede på efterskolen for 25 år siden. De giver hurtigere op.«

»Jeg bliver nødt til at sparke lidt til forældrene. Eleverne er alt for forkælede. Det mindste lille vink, så står forældrene der. De gør det i god mening, men forældrene kan ikke hjælpe deres børn ind i fællesskabet.«

Hvad er den største forandring i skolen i den tid, du har været lærer og leder?

»I efterskoleverdenen har den største forandring været, at efterskolen er blevet for alle. Hvis man sendte sit barn på efterskole i 90'erne, tænkte man, at forældrene ikke kunne styre deres børn. Det har vi vendt.«

»Reformen har ikke fyldt meget hos os, men vi var rystede over lockouten. Det var skrækkeligt for de lærere, der ikke måtte komme på arbejde. De blev udelukket fra fællesskabet. Vi var nogle få, der måtte tage over. Jeg flyttede ind på vagtværelset, og så sagde jeg til eleverne, at der ikke var noget, der hed natterend, for så måtte vi lukke.«

Hvad skal du nu?

»Jeg har oprettet en efterskole i Himalaya-bjergene, som jeg gerne vil bruge mere tid på, både ved at rejse derud og ved at holde foredrag om den herhjemme. Det startede i 90'erne, hvor vi havde nogle elever på efterskolen, der var temmelig racistiske. Derfor ville vi gerne sætte mere fokus på verden. Jeg så i TV Avisen, at Operation Dagsværk havde besøg fra Ladakh i Nordindien, hvor 90 procent af eleverne dumpede 10. klasse. Vi begyndte at samarbejde om at give lærerne bedre uddannelse.«

»På et tidspunkt fik vi besøg af en indisk munk, som ville se, hvordan vi driver skole. Han spurgte mig, om vi ikke skulle bygge en efterskole i Indien. Skolen startede i 2012, og der går 20-30 piger fra meget fattige hjem hvert år, og ud af dem er der kun én, der dumper 10. klasse. De betaler kun deres mad. Resten skaffer jeg fra Danmark.«

»Da jeg holdt min afskedsreception, frabed jeg mig gaver, men jeg sagde, at man gerne måtte give penge til skolen i Indien. Der kom 32.000 kroner. Det svarer til et halvt skoleårs lærerlønninger.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden