17-årige Emil Troest bor på opholdsstedet Butterfly på Møn. Især for anbragte børn er det vigtigt at blive bakket op i skolen, synes han.
Foto: Malthe Bruus

17-årige Emil Troest bor på opholdsstedet Butterfly på Møn. Især for anbragte børn er det vigtigt at blive bakket op i skolen, synes han.

Nyheder

Emil var fem år bagud i skolen: »Det kan godt være, at jeg først lige har lært at gange, men så skal jeg da roses for det«

Anbragte børn og unge halter bagefter i skolen. Men et nyt projekt, der fokuserer på børnenes succeser i skolen, forbedrer både deres faglighed og trivsel - og mindsker fraværet.

Nyheder

En god morgen for Emil Roest er en, hvor han kommer op til tiden, får spist morgenmad og når bussen.

»Hvis jeg har en øv-dag, der starter dårligt, bliver det bare ikke fedt,« som han siger.

17-årige Emil Roest bor på opholdsstedet Butterfly på Møn. Det har han gjort i to år, og i den periode har institutionen været en del af projekt Styrket Indsats.

Projektet undersøger, hvordan man kan bruge en positiv tilgang til at styrke de anbragte børns skolegang generelt. Hvornår det lykkes - og ikke mindst hvordan det lykkes - har været kernen i det to-årige projekt, som 14 døgninstitutioner har deltaget i, og som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har evalueret.

»Denne gruppe af børn er nogle, hvor vi altid taler om, hvor galt det går, og hvor lidt uddannelse de får. Derfor er det positivt at se, at der sker en forbedring, når man fokuserer på succeserne. Børnene bliver gladere for skolen, de trives bedre, og de har mindre fravær,« siger seniorkonsulent Helle Hansen, der har ledet evalueringen.

Smiley-ordning og systematik

Det har længe været et kedeligt faktum, at anbragte børn halter bagefter på skoleområdet. De oplever flere skoleskift end andre børn, ligesom deres karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve er lavere. Og det følger dem videre.

I 2015 viste en undersøgelse fra KL, at under halvdelen - 43 procent - af de 30-årige, der har været anbragt uden for hjemmet som børn, er i beskæftigelse. Her sjette af de tidligere anbragte er på førtidspension som 30-årige. Flere end hver femte er på kontanthjælp.

Til sammenligning er det kun to procent blandt øvrige 30-årige, der er på førtidspension, og fem procent, der er på kontanthjælp.

Det er for at nedbringe disse statistikker, at projekt Styrket Indsats er sat i værk, og seniorkonsulent Helle Hansen peger på, at de 14 institutioner fra projektet har haft mange forskellige tilgange. Nogle har for eksempel - som i Emil Roests tilfælde - gjort mere ud af at tale om, hvordan børnene gerne vil begynde deres dag, så morgenen frem mod skolen bliver rolig.

Andre har en smiley-ordning, hvor børnene rangerer, hvordan skoledagen har været. Det giver lærerne et bedre fundament for at tale med børnene. Og andre igen har lagt vægt på også at fortælle forældrene om succeserne, så de kan forstærke dem ved at tale med børnene om dem.

Men fælles for alle institutionernes arbejde er en systematisk indsats i forhold til at følge med i og op på børnenes skoledage.

»Det virker jo indlysende at tale om det positive. Men det er systematikken i det, der er det nye. Dét at afsætte tid til at snakke med børnene om, hvordan de oplever det, og forsøge at opsøge løsningerne og være mere nysgerrige på, hvad der lykkes,« siger Helle Hansen og konkluderer:

»Hele ånden er, at man skal gøre mere af det, der virker.«

»Nu behøver jeg ikke lade som om, jeg lærer noget«

For Emil Roest har det virket at tale om de ting, der lykkes. Om den svære matematik, der bliver nemmere at knække. Om de gode kammerater i skolen. Om de mål, der støt og roligt kommer tættere på.

I 7.-8. klasse blev Emil Roest pludselig skoletræt. Han begyndte at pjække, og når han mødte op til timerne, smuttede han tidligt hjem.

Der blev sat undersøgelser i værk, og det viste sig, at han havde store indlæringsvanskeligheder. Så store, at han i 7.-8. klasse fagligt var på 2. klasses niveau. Med andre ord; fem år bagud.

»Det har taget lang tid for mig at indse, at jeg havde svært ved det i skolen,« siger han, der efterfølgende blev flyttet til en specialskole.

Her begyndte tingene at vende. Emil Roest afsluttede 9. klasse med flotte karakterer og går nu på Vordingborg 10. klassecenter.

»Nu behøver jeg ikke lade som om, jeg lærer noget. Nu er jeg blevet bedre til at bede om hjælp.«

Han taler om succeser og strategier - formentlig et resultat af den styrkede indsats, hvor medarbejderne på opholdsstedet og lærerne i skolen især fokuserer på at italesætte de ting, der går godt.

»Vi har snakket meget om kampe, man havde i folkeskolen. At vi nu har vendt det hele om, og at jeg har fået nogle gode karakterer. Vi kan se, at jeg bliver bedre,« siger Emil Roest.

Især det med anerkendelsen er vigtig, når man er et anbragt barn, pointerer han.

»Jeg tror, at vi alle sammen - os, der har det svært - synes, det er super fedt at blive bakket op. Ellers ender det med, at vi laver et eller andet kriminelt. Det kan godt være, at jeg først lige har lært at gange, men så skal jeg da roses for det.«

Hvad vil du gerne nu?

»Mit mål er at gennemføre en HHX eller EUD. Jeg vil gerne være noget med salg og sælge en masse ting.«

Der skal man jo bruge en del matematik…

»Nemlig. Så jeg må hellere tage mig sammen.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden