Sølvgades Skole ligger ved Kongens Have i København, hvor skolen afholder skolefolkemøde d. 27. september.
Foto: ritzau/Simon Fals

Sølvgades Skole ligger ved Kongens Have i København, hvor skolen afholder skolefolkemøde d. 27. september.

Nyheder

Skoleleder om samarbejde med virksomheder: Gode viljer kan ikke bære det alene

En ny lov forpligter skolerne til at samarbejde med virksomhederne. Men det kan være svært at få virksomhederne med, hvis de ikke kan se en effekt på bundlinjen. Det mener skoleleder Kim Stenholm Paulsen, initiativtager til et skolefolkemøde, som netop skal styrke åben skole.

Nyheder

Inden landets lærere og skoleledere gik på sommerferie, var det frivilligt, om de samarbejdede med erhvervslivet. Da ferien var slut, og de kom tilbage til arbejde, var en ny lovændring trådt i kraft. Den betyder, at skolerne nu er forpligtede til at samarbejde med virksomheder og erhvervsskoler.

Og det er vigtigt at styrke samarbejdet med virksomhederne. Det mener Kim Stenholm Paulsen, som er skoleleder  på Sølvgades Skole i København. Han er så stor tilhænger af den åbne skole og de elementer af folkeskolereformen, som skal variere skoledagen, at han har taget initiativ til et skolefolkemøde i Kongens Have i slutningen af september, som blandt andet har åben skole på dagsordenen.

For selvom den nye lov lægger op til at opprioritere samarbejdet med skolerne, oplever Kim Stenholm Paulsen, at der for tiden er en tendens blandt politikere og meningsdannere til at fokusere for ensidigt på den synlige læring. Det får den praktiske konsekvens, at lærerne primært retter deres opmærksomhed mod de klassiske, boglige fag, hvor det er let at måle og veje elevernes udbytte.

Og den tendens bekymrer skolelederen, som samtidig oplever, at eleverne bliver mere og mere fokuserede på karakterer og adgangskrav. Han mener derfor, at undervisning, som ikke koncentrerer sig om karakterer og præstationer, er vigtigere end nogensinde.

»Eleverne er meget mere målrettede end tidligere. Og det ville være dumt, hvis jeg som skoleleder klagede over det. Men der kan være en bagside af den præstationskultur. Vi oplever en større bekymring blandt eleverne. De bekymrer sig om, hvordan det skal gå dem resten af deres liv, hvis de ikke klarer sig godt i skolen. Det er et rigtig stort pres,« siger Kim Stenholm Paulsen.

Foto: Københavns Kommune

Han er ikke i tvivl om, at virksomhedssamarbejdet kan give eleverne noget, som den traditionelle klasseundervisning ikke kan.

»Vi skal ikke kun have fokus på læringsresultater, men også processen hen mod resultatet. Her kan virksomhederne virkelig noget,« siger Kim Stenholm Paulsen.

En anden central fordel ved den åbne skole er i følge skolelederen, at eleverne opdager, at det, de lærer i skolen, rent faktisk bruges til noget ude i virkeligheden.

»Vi må jo indrømme, at eleverne opfatter mange skoleopgaver som virkelighedsfjerne. Det er skoleopgaverne ikke nødvendigvis. Virksomhedssamarbejde kan give dem den kobling,« siger han.

Den effekt har han blandt andet set i skolens samarbejde med Michelin-restauranten Kokkeriet, hvor eleverne i 4. klasse lærer at lave mad af kokke med kokkehuer og hvidt forklæde.

Det samme gælder samarbejdet med det lokale plejehjem, hvor eleverne læser højt for de ældre beboere, eller når Anemone Teatret lærer eleverne om kropssprogets betydning for relationer og trivsel.

»De kunne sagtens sidde at læse i deres klasseværelse eller snitte grøntsager i skolekøkkenet, men det giver et ekstra følelsesmæssigt aspekt at flytte dem over i en anden kontekst. Det er ikke raketvidenskab,« siger Kim Stenholm Paulsen.

Politikerne må tage økonomisk ansvar

Selvom Kim Stenholm Paulsen er fortaler for at åbne skolen op mod det omgivne samfund, frygter han, at ambitionerne med den nye lov kan blive svære at indfri. Han oplever nemlig, at det kan være svært at få virksomhederne med. Og det er der en gennemgående grund til: penge.

»Mange virksomheder har en forestilling om, at der skal være en en-til-en-sammenhæng mellem samarbejdet og deres økonomi, men det er ikke noget, de kan se på bundlinjen næste måned,« siger han.

Han hæfter sig ved, at de virksomheder, som Sølvgades Skole samarbejder med, ofte er drevet af en idealistisk ambition, som ikke handler om penge. Det gælder eksempelvis Kokkeriet, som ønsker at påvirke børnenes madkultur, ligesom det gælder et nyt samarbejde med Arla, som bliver finansieret af midler fra Arlas egen fond. Arlas ambition er at øge elevernes kendskab til landbruget.

Og det er en skam, at det kan være svært at få samarbejde op at stå med virksomheder, der ikke har en stor fond i ryggen, mener Kim Stenholm Paulsen.

»Det kunne f.eks. være enormt givtigt at samarbejde med en nystartet virksomhed og arbejde med innovation, men det har de jo ikke tid og råd til, med mindre vi kan yde økonomisk kompensation,« siger han.

Han lægger skjul på, at en af ambitionerne med Skolefolkemødet også er at få politikerne til at tage økonomisk medansvar for, at virksomhedssamarbejdet rent faktisk føres ud i livet.

»Det koster noget at frigive en medarbejder. Idealisme kan ikke bære det her alene,« siger han.

»En skyggekamp«

Det er ikke kun politikerne, men også virksomhederne, som Kim Stenholm Paulsen vil i dialog med i Kongens Have.

»Jeg mener, at virksomhederne har et socialt ansvar. Skolen er jo en central institution i velfærdssamfundet. Derfor har alle et ansvar for at byde ind,« siger han og understreger, at han godt kan forstå, hvorfor nogle virksomheder kan tro, at det er op ad bakke at samarbejde med skolerne.

»Med det billede, der bliver tegnet af folkeskolen i øjeblikket, kan jeg godt forstå, at man ikke har lyst til at være en del af den,« siger han.

Han mener, at både skoler, politikere, eksperter og ikke mindst Danmarks Lærerforening har et ansvar for at ændre den årelange negative fortælling om skolen.

»Politikere og fagforening bliver ved med at puste liv i en kamp, som ikke dominerer skolens praksis. Lærerne er, med rette, stolte over den indsats, de yder hver dag. Men alt for ofte bliver de pålagt en offerrolle, som de er trætte af at være i og bestemt ikke er tjent med.«

Han håber, at skolefolkemødet kan være med til at udbrede historierne om de ting, som skolen rent faktisk lykkes med.

»Hvis vi skal have virksomhederne ind i skolen, skal vi tale skolen op.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden