Rasmus Andreasen er skoleleder på Sønderskov-Skolen i Sønderborg. Han mener, at  den projektorienterede undervisning motiverer eleverne, fordi de skal bruge det, de lærer, noget og ikke bare lærer for læringens skyld.
Foto: Sønderskov-Skolen

Rasmus Andreasen er skoleleder på Sønderskov-Skolen i Sønderborg. Han mener, at den projektorienterede undervisning motiverer eleverne, fordi de skal bruge det, de lærer, noget og ikke bare lærer for læringens skyld.

Nyheder

»Det er så håbløst forældet at tænke i skemaer«

På Sønderskov-Skolen i Sønderborg afskaffer de skoleskemaet. Skolen skal nemlig være 100 procent projektbaseret. Det handler om at følge med tiden og klæde eleverne på til et omskifteligt arbejdsmarked, forklarer skolens leder.

Nyheder

Uden for Sønderborg er der et sommerhusområde, som ofte er plaget af oversvømmelser. Men hvad gør man ved det?

Den udfordring kan eleverne på Sønderskov-Skolen fremover få seks uger til at udtænkte en løsning på, som de skal præsentere for Sønderborg Forsyning.

I det nye skoleår møder skolens 1., 4. og 7. klasseselever nemlig ind til en helt ny hverdag, hvor deres faste skoleskemaer er væk og erstattet af projektforløb. Skolen ændres gradvist over tre år, hvor tre klassetrin ad gangen bliver omlagt til 100 procent projektbaseret læring, så hele skolen til sidst er omlagt.

»Det er så håbløst forældet at tænke i skemaer. Der er jo ingen jobs i dag, hvor man bruger danskfaget isoleret. Det er tænkt sammen. Alligevel træner man ikke eleverne i det,« siger Sønderskov-Skolens leder, Rasmus Andreassen.

Da han for to år siden begyndte som leder på skolen, havde han et stort spørgsmål med til sine ansatte:

Hvilke kompetencer er vigtige for eleverne, når de kommer ud af folkeskolen?

Det her det er måden at undervise på, det er fremtiden. Jeg gider ikke vente. Jeg vil i gang med det nu

Selv er han ikke bleg for at indrømme, at han ikke kender svaret på det spørgsmål. Men han ved, at det ikke er de kompetencer, de får i skolen i dag.

»For at være helt ærlig ved vi det jo ikke. Det går så uendeligt stærkt. Se bare transportsektoren,« siger Rasmus Andreassen, som forleden faldt over en artikel fra 2001, hvor en Audi-chefudvikler udtaler, at der vil findes førerløse biler i 2045.

»Men de fandtes allerede i 2015! Den eneste grund til, at Olli (selvkørende bus, red.) ikke kører på vejene nu, er, at dansk lovgivning siger, at der skal være to hænder på rettet,« siger skolelederen.

Projektuge er ikke nok

Ifølge Rasmus Andreassen er de samfundsmæssige forandringer så store, at der er brug for gennemgribende forandringer i skolen.

»Det er ikke nok bare at lave en projektuge. Alt går retning af, at man blander fagene mere sammen. Derfor siger vi: Lad os da gøre det ordentligt og virkelig lave et opgør med det, vi har i dag.«

Han mener ikke, at de elementer af folkeskolereformen, der handler om at variere skoledagen og få eleverne til at arbejde på nye måder, er nok.

»Vi har fået mere af det samme for at være helt ærlig. Jeg kan da godt se, at vi er blevet dygtige til bevægelse, men vi har ikke flyttet os særligt hurtigt. I stedet for de der små salami-skridt, der tages hele tiden, tager vi et ordentlig skridt. Det her er måden at undervise på, det er fremtiden. Jeg gider ikke vente. Jeg vil i gang med det nu, for jeg tror på, at det er det rigtige.«

Og på Sønderskov-Skolen bliver der virkelig ikke ventet. Skolen er en af Danmarks første såkaldte LEAPS-skoler.

LEAPS-projektet er støttet af KATA-fonden og handler kort sagt om at ændre undervisningen fra at være almindelig timeopdelt til at være 100 procent projektbaseret. På LEAPS-skoler lægges der vægt på, at læring ikke kun skal være boglig. I stedet er problemløsnings- og samarbejdskompetencer i fokus.

Ekstra opmærksomme

Caja Fournaise  er en de lærere, der her efter sommerferien tager hul på den nye skoleform.

Hun lægger sammen med sit team ud med et projekt, der hedder 'Livet i første klasse', som inddrager dansk, matematik og bevægelse. I matematik skal eleverne eksempelvis lave statistik over de forskellige nationaliteter, der er blandt skolens elever. Til sidst skal de designe en lille film om, hvordan det er at gå i første klasse. Filmen skal de vise for forældrene til en premiere d. 31. august.

Eleverne skal stadigvæk lære det sammen, det er processen der er anderledes

Selvom Caja Fournaise er begejstret for den nye måde at tænke skole på, oplever hun også, at den stiller nye krav til hende og hendes kollegaer.

»Vi skal være ekstra opmærksomme på, at vi når vores mål,« siger hun og fortæller, at de i 1. klasse har lavet et morgenbånd, som er afkoblet fra projekterne, hvor eleverne eksempelvis kan få ekstra matematik.

»Det er ikke alle projekter, vi kan få alle fag ind i, og de skal ikke bare proppes ind i projektet for at være der. Det skal være meningsfyldt. Men samtidig går det ikke, hvis eleverne ikke har matematik i tre-fire uger. Derfor har vi oprettet morgenbåndet, hvor undervisningen kan være relateret til et kommende projekt,« siger Caja Fournaise.

Rasmus Andreassen er godt klar over, at det er en stor opgave for lærerne at udtænke projekter, hvor det bliver nødvendigt for eleverne at lære de ting, de ellers skulle have lært. Men det er netop det, der adskiller LEAPS-projektet fra den klassiske emneuge.

»Jeg har også selv været barn i den danske folkeskole. Og når vi havde emneuge i gamle dage, da jeg gik i skole i 80'erne, fik vi en opgave om mandagen, som vi skulle vi aflevere om fredagen. Derefter så vi ikke meget til den pågældende lærer, og så var vi ude at spille fodbold tirsdag, onsdag og torsdag. Men den måde, vi arbejder på nu, er ekstrem styret. Det skal man forstå,« siger han og forklarer, at der eksempelvis er fælles opsamling hver time, at eleverne arbejder med seks udkast før det endelige produkt, og at alle elever arbejder med det samme projekt, som lærerne har planlagt.

»Vores elever skal lære præcis det samme som alle andre. De er bare nødt til at reflektere over den læring, de skal igennem. Det bliver ikke blind eller bevidstløs læring eller spild af tid. De er nødt til at forholde sig til det,« siger Rasmus Andreassen og understreger, at eleverne går til de samme nationale test og afgangsprøver som landets øvrige skoleelever.

Blod, sved og tårer

Ifølge Rasmus Andreassen har overgangen til 100 procent projektbaseret undervisning »kostet blod, sved og tårer«.

»Du må forestille dig, at det er det samme som at sige, at det, vi har gjort indtil videre, ikke har været godt nok. Sådan kan man vælge at tolke det. Alle vores lærere er dygtige, men hvis man ikke er overbevist om, at det her er det rigtige, kan man jo gøre op med sig selv, om man er det rette sted. Ellers er der andre gode folkeskoler,« siger Rasmus Andreassen, som glæder sig over, at langt størstedelen af lærerne synes, at projektet er spændende.

Jeg kan godt forstå, at vi mister en del elever, når de kommer i slutningen af mellemtrinet og udskolingen, for det er da ved Gud så kedeligt og irrelevant

Han oplever, at der er to overordnede tilgange til omvæltningerne blandt skolens ca. 65 lærere.

»Halvdelen klør bare på. Den anden halvdel synes, at ideen er god, men er bekymrede for, om ungerne lærer det, de skal, hvis de ikke bruger bøger på samme måde som tidligere,« siger Rasmus Andreassen, som godt forstår bekymringen og anerkender, at »det kommer til at koste en lille smule ekstra i forhold til engagement i de første år«.

»Det er da alt andet lige lettere at plapre igennem en bog fra side 1-68 - så ved man, at man er kommet igennem kompetencemålene,« siger han.

Caja Fournaise er en af de lærere, som har taget LEAPS-projektet til sig.

»Jeg har været meget begejstret fra starten. Jeg er ikke så god til at være fastlåst i for mange systemer. Det er sjovt, at man får frie tøjler til at planlægge nogle store projekter, det giver plads til meget større fordybelse, og eleverne får meget mere flow i hverdagen,« siger Caja Fournaise, som er stødt på forældre, der er bekymrede for, om deres børn kommer til at lære det, de skal.

»Det kan jeg godt forstå, men der skal vi som professionelle fortælle dem, hvordan vi har struktureret det. Eleverne skal stadigvæk lære det samme, det er processen, der er anderledes.«

»Motivation er nøglen til succes«

For nogle år siden havde Rasmus Andreasen en elev, der skulle til eksamen i 9. klasse. Eleven kunne sige 'yes' og 'no' og fortælle, hvad han hed, selvom han ifølge Rasmus Andreasen havde haft 580 timers engelsk.

Rasmus Andreasen er ikke i tvivl om, hvorfor den pågældende elev var blevet tabt. Det var ikke fordi, han ikke havde evnerne, men »fordi det er dødhamrende kedeligt«.

»Jeg kan godt forstå, at vi mister en del elever, når de kommer i slutningen af mellemtrinet og udskolingen, da det, der foregår i undervisningen, ikke altid forekommer relevant for dem, og hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg også selv være i tvivl, om de kommer til at bruge det,« siger han og tilføjer:

»Og så ved jeg godt, at der er sket meget med lærebøgerne, men jeg er ikke helt sikker på, at de har fulgt med tiden i forhold til at fange eleverne.«

Rasmus Andreasen mener, at en af fordelene ved den projektorienterede undervisning er, at det motiverer eleverne, at det, de lærer, skal bruges til noget.

»Motivationen er nøglen til succes. Hvis eleverne ikke kan komme videre med et projekt uden at vide, hvordan man regner arealet på en cirkel ud, så giver det mening for dem at lære det,« siger Rasmus Andreassen.

Hvad skal jeg bruge det til?

Rasmus Andreassen er ikke i tvivl om, at den hurtige teknologiske udvikling vil smitte af på de jobmuligheder, hans elever en dag møder.

»Om 10-12 år findes 25 procent af alle de jobs, vi har i Danmark i dag, ikke længere. 97 procent af det, en regnskabsassistent laver, kan en computer lave i dag. Det er bare et spørgsmål om, hvornår det kommer til at ske,« siger skolelederen.

Han mener derfor, at den faglige viden bliver mindre og mindre vigtig, mens måden, man tilegner sig viden på, bliver vigtigere.

»Nogle af de ting, man lærer i skolen i dag, skal man jo ret beset ikke bruge til noget som helst,« siger han og nævner andengradsligningerne som eksempel:

»Dem skal én procent bruge til noget, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, dvs. én elev i hver årgang. Men hvorfor skal så mange elever bruge så meget tid på at lære det? Det er fuldstændigt spild af tid. Da jeg var dreng skulle jeg lære kongerækken udenad. Hvad har jeg nogensinde i mit liv skulle bruge det til?« siger Rasmus Andreasen og understreger, at eleverne skal have en vis basisviden.

Men han er ikke bekymret for, at det går ud over elevernes dannelse at skrue ned for den.

»Du bliver mere et helt menneske af den her måde at lære på. Det er meget mere dannende. For du er selv den medansvarlige. Du kan ikke undgå at definere dig selv.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden