Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

17-årige, som ikke kan alfabetet. Det er en del af hverdagen på den sikrede institution Sønderbro, hvor skolepligten stadig gælder, fortæller institutionsleder Hamid Vazin.
Foto: Philip Davali

17-årige, som ikke kan alfabetet. Det er en del af hverdagen på den sikrede institution Sønderbro, hvor skolepligten stadig gælder, fortæller institutionsleder Hamid Vazin.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Leder i ungdomsfængsel: Det er svært at gennemføre egentlig undervisning med bandemedlemmer

Hvordan giver man unge varetægtsfængslede en meningsfuld uddannelse? På den sikrede institution Sønderbro underviser de elever, der ikke vil undervises – og de kan se, at deres læringsfokus breder sig til den almindelige folkeskole.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er en tricky manøvre, som de ansatte i ungdomsfængslet Sønderbro på Amager i København hver dag begiver sig ud i.

Det handler om at snige undervisning ind, hvor end det kan lade sig gøre. Tag nu f.eks. den daglige madlavning. Her i køkkenet med dets stålblanke flader er hele den ene væg udstyret med en stor montre, hvor alverdens køkkenredskaber hænger side om side. Som genstande på et museum.

Ved siden af hvert redskab hænger et lille skilt; »kartoffelskræller« står der på ét, »pizzahjul« på et andet. Også »juliennejern« og »laksetang« er der blevet plads til. Og nederst hænger knive i alle afskygninger.

»Den kender jeg! Det er en røveri-kniv,« som en af drengene glad udbrød, da han fik øje på en urtekniv.

Og selv om de ansatte trækker lidt på smilebåndet over historien, er det alfa og omega, at de unge lærer at stave, forklarer Hamid Vazin, der er institutionsleder på Sønderbro.

»Vi har haft tilfælde af 17-årige, som ikke kunne alfabetet. For dem er der jo virkelig lang vej endnu,« siger han og viser rundt på den sikrede institution. Her kræver hver dør en nøgle.

Diktat i køkkenet

Bag meterhøje hegn og utallige låsesystemer er de kriminelle unge havnet på den sikrede institution, fordi de er under 18 år – for unge til at sidde i et almindeligt fængsel blandt voksne.

Selv om de er bag lås og slå, gælder skolepligten imidlertid stadig.

»De har pligt til at gå i skole og skal have tilbud om undervisning. Men vores hovedfokus er hele tiden at arbejde med deres parathed – altså at de overhovedet kan indgå i noget som helst forpligtende,« siger Hamid Vazin.

De unge har større tilknytning til organiseret kriminalitet end tidligere. Især banderne kan se en god ide at lade mindreårige tage de risikable tjanser

I de to skolestuer på institutionen er der udelukkende fokus på dansk, engelsk og matematik.

»Det er mere end rigeligt. De kan ikke mere,« siger institutionslederen.

Det er dog ikke altid, at »de unge er enige i, at det er en god ting for dem at gå i skole«, som Hamid Vazin udtrykker det. Derfor har Sønderbro udviklet manøvren med at snige undervisning ind i idræt og praktiske fag.

»F.eks. bruger vi ordene nede i køkkenet til diktater. Så opdager drengene næsten ikke, at de er i skole.«

Forråelsen

Drengene - for det er altovervejende drenge, der er på den sikrede institution - er oftest mellem 14 og 18 år, nogle gange dog helt ned til 12 års-alderen.

Typisk er de varetægtsfængslet. Andre er uledsagede flygtninge, som befinder sig på Sønderbro, fordi de skal udvises. Andre igen er her som led i en ungdomssanktion, og endelig er der også de socialt anbragte unge.

Flertallet har et »meget ringe forhold« til autoriteter, forklarer Hamid Vazin, mens han viser værkstedet frem, hvor der ligesom i køkkenet hænger navneskilte rundtomkring.

I værkstedet hænger der navne på alt værktøjet. Det skolen bruger skolen til at lave diktat med de unge.
Foto: Philip Davali

I værkstedet hænger der navne på alt værktøjet. Det skolen bruger skolen til at lave diktat med de unge.

Gangene ligger øde hen, for det er sommerferie, og de unge er ovre i en af de tilstødende bygninger.

Inde i personalestuen hænger et flere meter langt skema på væggen. Det er en oversigt over de 18 indsatte, og under hvert navn står deres dom, om de er blevet fagligt screenet, om de er blevet IQ-testet og meget andet.

Nogle af dem har været i forbindelse med psykiatrien, og mange har været udsat for omsorgssvigt.

Læg dertil, at størstedelen ikke er alderssvarende - hverken fagligt, socialt eller følelsesmæssigt. Og i takt med at gruppen bliver stadig yngre, bliver det miljø, de kommer fra, også mere råt, siger Hamid Vazin.

Hamid Vazin, institutionsleder på Sønderbro
Foto: Philip Davali

Hamid Vazin, institutionsleder på Sønderbro

»De unge har større tilknytning til organiseret kriminalitet end tidligere. Især banderne kan se en god ide at lade mindreårige tage de risikable tjanser.«

Hamid Vazin ved, hvad han taler om. Fem år som leder af Sønderbro, og før det arbejdede han i en årrække på døgninstitutionen Nexus.

Som 13-årig flygtede han alene fra Iran til Danmark, og han har gjort karriere hos politiet, hvor han tidligere bl.a. har været en del af en større landsdækkende kampagne for at sikre, at unge med indvandrerbaggrund ikke sakker bagud i karriereræset.

Nu er Hamid Vazin leder af ungdomsfængslet, hvor han lægger alle sine kræfter i at få de unge på ret kurs.

Han taler om læringstilgange og holistiske anskuelser. Om praksis og parathed. I bund og grund er teorien enkel: De unge kan kun lære noget, hvis de er motiverede. Og det er de sjældent.

Holistisk fængsel

På en god dag er der fire ud af de seks indsatte, som hver afdeling består af, der står op og gerne vil deltage i undervisningen. De to andre kan medarbejderne ikke hive ud af sengen.

»De unge står og siger ’fuck jer’, ’din luder’, ’jeg knepper dig’, ’når jeg har kneppet dig, slår jeg dine børn ihjel’ og alt sådan noget. Det er praksis for, hvordan det foregår her på en almindelig dag. Nogle dage bliver medarbejderne hårdt ramt, og så kan det være, at vi allerede efter en halv time ikke har de ansatte til rådighed, vi begyndte med.«

Men hvordan underviser man unge, der ikke vil undervises? Hvordan laver man et forløb, der giver mening?

»Når de unge kommer hertil, kigger vi meget holistisk på det. For os handler det ikke om at lave et skema for dem fra 8.00-15.00, og resten af tiden kan de så bare gøre, hvad de har lyst. Vi kigger på, hvad der skal ske, når de kommer. Allerførst skal vi sikre os, at vi får den viden, som andre instanser måtte have om den unge.«

Inde på personalestuen peger Hamid Vazin på skemaet over de 18 unge. For at illustrere hvor alsidige deres problemstillinger og baggrunde er.

»Hvis vi tvinger en læringsstil ned over hovedet på de unge, gør vi ikke noget bedre. Vi er nødt til at finde ud, hvem vi har med at gøre. Hvor ligger de henne fagligt? Hvad kan de? Hvordan er deres intelligens skruet sammen? Hvad kunne man umiddelbart være bekymret for? Det handler ikke blot om at bekymre sig, når vi har med vores unge at gøre, men netop om at være i stand til at prioritere rigtigt i alle de åbenlyse bekymringer, vi bør gøre os.«

60 dage

Vi går videre ned ad gangen.

»Har glarmesteren ordnet vinduet i 5’eren?« spørger Hamid Vazin i forbifarten en af skolens lærere.

»Ja, men det var i 3’eren,« svarer læreren.

Institutionslederen smiler lidt. Det er svært at holde styr på, for glarmesteren er en flittig gæst. Også af den grund ligger der i personalerummet to store, røde sumodragter i hjørnet. De er gode at afreagere i, forstås.

De unge arbejder med noget, der hedder ART. Det står for Anger, Replacement, Training. Det handler om vredeshåndtering og om moralsk ræsonnement.

Men mest af alt arbejder de med bevægelse, fordi det fremmer læring. Stort set al undervisning går gennem bevægelse, og nede i kælderen er der desuden et motionsrum, hvor drengene »kan brænde noget energi af«.

Hamid Vazin taler om, at arbejdsmarkedet stiller krav om dansk, engelsk og matematik. Det virker ambitiøst at tænke på arbejdsmarkedet, når flere af de unge kan ikke stave.

Men hvis de ikke tænker langsigtet, bliver deres indsats på institutionen ligegyldig, understreger han.

»Hvis det arbejde, vi laver her, ikke kan bruges videre af andre instanser og ikke mindst af de unge, er det værdiløst.«

De indsatte er her i gennemsnit i 60 dage, og det er udgangspunktet for skolen. For man kan nå meget på to måneder, det er bare et spørgsmål om målrettethed, mener institutionslederen. Og dog, nogle gange handler det om at minimere skaderne, erkender han.

»Vi kan ikke stå på mål for, hvor meget de tager til sig, men om vi gør vores bedste.«

Breder sig til folkeskolen

Ifølge Hamid Vazin er det »oldschool« at tale om undervisning. Eleverne skal lære noget – ergo hedder det læring – og i løbet af den seneste tid har han lagt mærke til, at de læringstilgange, de har i fængslet, slår igennem i resten af samfundet. Som f.eks. det ufravigelige fokus på bevægelse.

»Vi kan se, at den måde, vi anskuer opgaven på, breder sig i den almindelige folkeskole. De river sig selv i håret og tænker, at de slet ikke når alt det, der er sat på skemaet, og derfor begynder de at arbejde med elevernes parathed – ligesom vi altid har gjort herinde. Samtidig begynder folkeskolen også at fokusere mere på helheder. Den samproduktion, der er ved at ske i folkeskolen, hvor der bliver lavet teams på tværs af fag, har vi arbejdet med længe her.«

Vores hegn bliver højere, og de bliver bedre til at kravle

Særligt ét begreb, der lige nu huserer i den offentlige debat, har de længe arbejdet med i fængslet. For gennemgående for de indsatte er, at de »ikke besidder den fornødne grad af robusthed«.

»Jeg ved godt, at hvis vi googler robusthed i dag, er det blevet et buzz word. Men jeg elsker begrebet og vil gerne værne om, at det ikke bliver udvandet, ligesom omsorg og anerkendelse på et tidspunkt er blevet det. Det er det for vigtigt til,« siger Hamid Vazin.

»Robusthed handler om at kunne håndtere ganske almindelige dagligdags udfordringer. Det er lige præcis det, vi skal lære dem.«

Stor efterspørgsel

Der har været travlt på Sønderbro i løbet af foråret. Aldrig har efterspørgslen været så stor, siger Hamid Vazin flere gange og ser lidt udmattet ud. Samtlige af ungdomsfængslets pladser er konstant besat, og det ser ikke ud til at ændre sig foreløbig.

Sædvanligvis har de ellers kunnet køre på lidt lavere blus hen over sommeren. For når politiet afspadserer, anholdes der færre, og det betyder roligere tider på Sønderbro. Men sådan er det ikke i år.

Præcis hvad det skyldes, har lederen ikke et bud på. Men det spiller formentlig ind, at en række af pladserne på landets otte sikrede institutioner er blevet sløjfet. Også flygtningestrømmen kan mærkes herinde. Sidste år måtte skolen anskaffe sig en arabisktalende psykolog.

Sønderbro ligger i Sundholm på Amager. Der er plads til 18 indsatte fordelt på tre afdelinger.
Foto: Philip Davali

Sønderbro ligger i Sundholm på Amager. Der er plads til 18 indsatte fordelt på tre afdelinger.

Og så er der det med forråelsen. De unge er blevet vanskeligere at håndtere og kræver derfor flere ressourcer. Eller som Hamid Vazin udtrykker det:

»Vores hegn bliver højere, og de bliver bedre til at kravle. Jeg har utrolig stor respekt for de undervisere, der skal sidde med to bandemedlemmer og virkelig fokusere på, at der skal gennemføres egentlig undervisning.«

»Det er lettere sagt end gjort.«

Nogle gange ville han da også ønske, at det gik lidt nemmere. Alligevel er han optimistisk. Før sommerferien havde den lille skole otte elever oppe til eksamen. En blev løsladt dagen før, han skulle have været oppe i matematik. Nu håber lederen bare, at eleven får sin eksamen et andet sted.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden