Navne

Portræt af Alexander von Oettingen: »Nogle siger, at jeg er totalt fejlplaceret. Det er fuldstændig rigtigt«

Den dannelsesfløj, Alexander von Oettingen tilhører, har det med at blive for arrogant i debatten om skolen: »De tegner et dæmoniserende billede af KL, som ikke passer. Jeg gør det også selv.« Han lægger ikke skjul på, at han er fejlcastet i rollen som prorektor på UC Syd.

Navne

»Scheiße!«

Alexander von Oettingen står lænet ind over sit stilrene sorte skrivebord på UC Syd og taster forskellige bud på koder til Infomedia, hvor han vil vise mig en artikel. Det er onsdag morgen, og jeg skal være med ham på arbejde hele dagen for at forstå, hvem mennesket bag dannelsestankerne og den særegne humor er. Da tredje bud på en kode heller ikke lykkes, falder det tyske bandeord instinktivt.

52-årige Alexander von Oettingen bander ikke bare på tysk. Han drømmer også på tysk, ligesom han nogle gange gør det på dansk.

»Jeg har en meget mindretalsagtig biografi. Jeg har aldrig rigtig hørt til noget,« siger han.

Alexander von Oettingen har en tysk far og en dansk mor og har altid gået på mindretalsskoler. Hans første fem skoleår fandt sted på en tysk skole i Viborg for udenlandske officerer fra flyvestation Karup. Her havde han sin egen far i alle fag - hvilket han beskriver som »forfærdeligt«. Senere rykkede familien til Sydslesvig, hvor Alexander begyndte på en dansk mindretalsskole.

Og her bor han stadig - sammen med sin kone, som han taler tysk med, og deres tre børn, som han taler dansk med. Mindretalsidentiteten har han med andre ord holdt fast i, og den kan både være en forbandelse og en lykke. Forbandelsen er aldrig rigtigt at høre til, mens lykken er at kunne se verden fra to kulturelle perspektiver.

»Jeg prøver at bygge bro«

Og det med at se verden fra forskellige perspektiver, er også noget, som Alexander von Oettingens stræber efter, når han blander sig i den offentlige debat om skolen.

For selv om han ikke lægger skjul på, at han tilhører det, man kunne kalde dannelsesfløjen, så sætter han en ære i at tage sin modpart - reformfløjen, kunne vi kalde dem - alvorligt.

»De to fløje taler ikke sammen. Jeg skal være ærlig at sige, at også jeg står på en side. Jeg vedkender mig en meget stærk dannelsestradition, og jeg tror, at pædagogik dybest set er et spørgsmål om, hvad vi vil med vores liv og vores samfund,« siger han.

»Men jeg prøver at bygge bro over til den empiriske forskning og effektstyring, for jeg anerkender, at skolen har brug for begge fløje. Ellers knækker den sammen og bliver ideologisk overophedet. Jeg prøver at finde koblingsmulighederne uden at miste mit eget standpunkt. Det bruger jeg meget krudt på.«

Nogle gange skammer jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at sige, hvad jeg egentlig mener

Han oplever, at kampen mellem de to fløje er ulige, fordi reformfløjen har stærkere våben til rådighed i form af it-platforme og styringssystemer. Dannelsesfløjen kæmper til gengæld med »nogle luftige idealer, som hurtigt kan skydes ned«, og så bruger den ofte arrogance som våben - blandt andet når den absolutte hovedfjende, KL, står for skud.

»Jeg er irriteret over, at min egen fløj banaliserer og gør sig det for nemt ved ikke at lytte og ved ikke at se, hvad det er for nogle dilemmaer, modparten står med. De tegner et dæmoniserende billede af KL, som ikke passer. Jeg gør det også selv,« siger Alexander von Oettingen.

Han tager sig ofte i at være så styret af de hårdt optegnede alliancer i uddannelsesdebatten, at han ligefrem tænker over, hvilke opslag han liker og ikke liker på sociale medier.

»Nogle gange skammer jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at sige, hvad jeg egentlig mener. Nogle gange er jeg irriteret over, at jeg skal være så strategisk i min tænkning.«

Provokatør

»I vil bare sikre jer, at I ikke bliver snydt!«

Alexander von Oettingen er midt i et tre timer langt maratonmøde om et nyt skemalægningssystem med alle UC Syds institut- og studieledere, og han lægger ikke fingre imellem, når han anfægter deres planer om, at alle uddannelsesretningerne skal være repræsenteret i den styregruppe, der skal vælge det nye skemalægningssystem.

Studielederne sidder ned. Alexander von Oettingen derimod trasker utålmodigt rundt i lokalet. Han sætter sig først i vindueskarmen, så på bagerste række, hvor han lægger sit hoved på en kollegas skulder.

Alexander von Oettingen har selv læst til lærer i Haderslev. Men det var aldrig en del af en nøje tilrettelagt karriereplan, at han skulle ende som chefen for det hele.
Foto: Niels Hourgaard

Alexander von Oettingen har selv læst til lærer i Haderslev. Men det var aldrig en del af en nøje tilrettelagt karriereplan, at han skulle ende som chefen for det hele.

Man skal ikke tage fejl af Alexander von Oettingen. For selv om han bestræber sig på ikke at føre fløjkrig, når han blander sig i skoledebatten, så er han hverken konfliktsky eller bange for at mene noget. Tværtimod virker det som om, han næres af en god debat, og han indtager gerne et drillende eller provokerende synspunkt.

Det gælder ikke kun, når han debatterer skemalægning med sine ansatte, men også når han kalder Blachmans tv-program om skolen for »et pædagogisk overgreb«, eller når Danske Professionshøjskoler beder ham tale om fremragende undervisning på folkemødet, og han nægter for i stedet at insistere på at tale om »pissedårlig undervisning«. Senest har han heller ikke tøvet med at hælde den evaluering af læreruddannelsen, som blev offentliggjort inden jul, ned af brættet.

»Jeg har kæmpet med de to ansigter«

Hvis man primært kender Alexander von Oettingen fra den offentlige debat, kunne man nok godt få det indtryk, at han sidder bag sit skrivebord og skriver debatindlæg og tænker store filosofiske dannelsestanker dagen lang. Men da jeg følger ham gennem en arbejdsdag, hvor det ene driftsmøde afløses af det andet, bliver det tydeligt, at det langt fra tilfældet.

»Der er nogle, der siger, at jeg er totalt fejlplaceret. Det er fuldstændig rigtigt. Jeg er fejlplaceret. Og jeg har kæmpet med de to ansigter. Jeg styrer de her mere rigide drift-agtige ting, og jeg bliver beskyldt for at have for lidt fokus på driften af nogen. Og andre synes, at jeg spilder min tid med det,« siger prorektoren, som måske heller ikke ligner den typiske uddannelsesleder.

Han ligner nærmere et medlem af et rockband. Han ville nok være guitaristen. Han har langt tilbagestrøget hår, hans lædertaske har det rette slidte look, og den dag, jeg møder ham, bærer han jeans, en stram sort t-shirt, blazer, ruskindstøvler og et lædersmykke.

Ikke desto mindre starter han hver dag bilen hjemme i Husby i Sydslesvig og pendler over grænsen til UC Syd i Haderslev. De røde murstensbygninger, som indvendigt gemmer på høje paneler, sildebensparket og finurlige udskæringer, blev for 200 år siden bygget til at huse en tysk læreruddannelse, da området dengang var tysk.

Foto: Niels Hougaard
Foto: Niels Hougaard
I sin fritid spiller Alexander von Oettingen amatørteater i Flensborg - derfor masken på væggen på det øverste billede.
Foto: Niels Hougaard

I sin fritid spiller Alexander von Oettingen amatørteater i Flensborg - derfor masken på væggen på det øverste billede.

Alexander von Oettingen gør sit for, at de tyske rødder er noget, som de studerende stadig mærker den dag i dag. Ikke af nationalistiske grunde, men fordi han begræder, at den tyske tradition for almen dannelse har haft hårde kår i den danske uddannelses- og skolesektor de senere år til fordel for et mere angelsaksisk fokus på effekt.

»I Tyskland er der en langt stærkere videnskabelig tradition om skolen og pædagogik. Der er langt flere professorer og forskningsmiljøer, hvilket betyder, at der bare er en større kritisk masse. Danmark har meget stærke tyske rødder i uddannelsesdebatten, men har cuttet dem i 90’erne og op gennem 00'erne, hvor dannelsesbegrebet blev dømt fuldstændigt ude,« siger han og tilføjer, at det blandt andet er kommet til udtryk ved et øget fokus på mål og test.

»Jeg er virkelig uenig i, at man monitorerer børns læringsprocesser og offentliggør resultaterne. Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det er helt uacceptabelt. Hvem fanden er interesseret i, at Padborg ligger på den plads, og Bornholm ligger på den plads? Det er en overskridelse af det princip, der hedder, at børn, der lærer, er på vej,« siger han og leverer også en bredside mod de omdiskuterede læringsplatforme:

»Didaktisk kan man ikke bruge dem til noget som helst. Man kan bruge dem til styring, men det bliver bare en dårlig styring. Det kan jeg faktisk blive gal over.«

Man kan kritisere Merete Riisager for meget, men hun har virkelig gjort meget for læreruddannelsen og skolen, for nu måtte vi begynde tale mere bredt dannelse og fagene

Et andet lavpunkt var ifølge Alexander von Oettingen, da daværende uddannelsesminister Morten Østergaard (R) med reformen i 2012 afviklede KLM (kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab) som et selvstændigt fag.

»Der kom dannelsen til skade. Man forestillede sig, at den bare kunne ligge i alle fag, men den forsvandt helt,« siger Alexander von Oettingen og understreger, at han ikke nødvendigvis synes, at man skulle bevare KLM. Problemet er ifølge ham, at man ikke erstattede det med en anden form for undervisning i dannelse som selvstændig disciplin.

Han oplever dog, at der i disse år er ved at blive rettet op på den skade, der er blevet gjort på dannelsen.

»Man kan kritisere Merete Riisager for meget, men hun har virkelig gjort meget for læreruddannelsen og skolen, for nu måtte vi begynde tale mere bredt dannelse og fagene.«

Drift og dannelse

Alexander von Oettingens egen læreruddannelse foregik i sin tid også i de røde murstensbygninger i Haderslev. Men det var aldrig en del af en nøje tilrettelagt karriereplan, at han skulle blive hængende og ende som chefen for det hele med ansvar for 18 uddannelser, 450 medarbejdere og 12.000 studerende.

»Jeg drømte om at være læreruddanner, og så skete de der fusioner, og så blev jeg bare taget med. Da man havde brug for en forskningschef, havde jeg skrevet en doktordisputats, og så blev jeg placeret i en lederrolle. Grunden til, at jeg sidder her, er også, at jeg godt kan lide at være i den her egn, og at jeg bor, hvor jeg bor.«

Man hvordan får man det til at give mening at bruge time ind og time ud på at diskutere noget så lavpraktisk som skemalægning og styregrupper, når man som Alexander von Oettingen har en doktorgrad i pædagogik og brænder for tysk almen dannelse?

»Det giver mening for mig, hvis jeg kan få en studieleder, der har været på den post i 25 år, og som har en ganske bestemt forestilling om drift, til at tage det fagfaglige mere ind og give det form i hendes styringssystemer. Det gør mig glad, hvis jeg gennem det faglige kan hjælpe dem til at løfte blikket og se på, hvad det egentlig er for nogle grundideer, de forvalter i deres uddannelse,« siger han.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden