Foto: VIA University College
Navne

Nu er lederen af nyt nationalt sprogcenter fundet

Hanne Wacher Kjærgaard bliver leder for det nye Nationale Center for Fremmedsprog i Vestdanmark, som er en del af regeringens sprogstrategi.

Navne

Da den daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) sidste år præsenterede regeringens nye sprogstrategi, var en af de helt store nyheder, at der skulle oprettes et nyt nationalt center for fremmedsprog med knap 100 millioner kroner i ryggen.

Nu er lederen af centeret blevet ansat. Valget faldt på Hanne Wacher Kjærgaard, som kommer fra en stilling som lektor på VIA University College.

Det skriver VIA University College i en pressemeddelelse.

Centeret har til formål at øge fokus på sprogfagene på alle niveauer i uddannelsessystemet. Hanne Wacher Kjærgaard kommer også selv med bred erfaring fra uddannelsessystemet.

»I min tidligere karriere har jeg både undervist i gymnasiet, på hf og på læreruddannelsen. Jeg har også været leder af VIA's Center for E-læring og Medier, som samarbejdede med mange af aktørerne på uddannelsesområdet – fra folkeskole til universitet, kommuner og virksomheder. Derfor har jeg kendskab til sprogundervisningen fra mange forskellige vinkler,« udtaler hun i pressemelddelelsen.

Senest har Hanne Wacher Kjærgaard i sin ph.d.-afhandling undersøgt, hvordan man kan forbedre skriftlig feedback i folkeskolens engelskfag.

Hanne Wacher Kjærgaard tiltrådte stillingen som centerleder for Det Nationale Center for Fremmedsprog i Vestdanmark 15. september.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden