Mogens Krabek kender godt til de fortællinger om, at Bordings Friskole er en lille, lukket klub for den kreative klasse. F.eks. siger man, at mændene, der løber rundt om Sortedams-søen, er på vej over at skrive deres nyfødte op på Bordings. Men de historier tager Mogens Krabek med ophøjet ro.
Foto: Louise Herrche Serup

Mogens Krabek kender godt til de fortællinger om, at Bordings Friskole er en lille, lukket klub for den kreative klasse. F.eks. siger man, at mændene, der løber rundt om Sortedams-søen, er på vej over at skrive deres nyfødte op på Bordings. Men de historier tager Mogens Krabek med ophøjet ro.

Navne

Bordings Friskole siger farvel til en leder af den gamle skole: »Jeg er patriarkalsk, jeg fylder røven ud af …«

På Bordings Friskole kan forældrene ikke slippe afsted med at betale skolepenge og møde op til Lucia-optoget. For skolens afgående leder er det forpligtende fællesskab nemlig skolens kerne. Men han lægger samtidig ikke skjul på, at han er en patriark, som træffer store beslutninger alene. (Artiklen blev bragt første gang i februar).

Navne

Mogens Krabek læner sin lille krop forover, mens han klemmer benene sammen, holder sig for enden og simulerer, at han holder en prut tilbage.

Han er ved at fortælle om dengang, han som barn spiste så meget stuvet hvidkål, at han blev til en slags raket. Vi er nået til det sted i historien, hvor han ikke kan holde gassen tilbage.

Et forældrepar, som har en brilleforretning, har lavet de runde briller af horn, som Mogens Krabek har på næsen, og en mor har strikket den hue, han har på hovedet.
Foto: Louise Herrche Serup

Et forældrepar, som har en brilleforretning, har lavet de runde briller af horn, som Mogens Krabek har på næsen, og en mor har strikket den hue, han har på hovedet.

Hans fodformede rågummisåler rammer gulvet med et plask, da han 'flyver' ned fra den skammel, han med store armbevægelser har fortalt fra. Foran ham sidder alle Bordings Friskoles indskolingselever og kigger måbende op på deres 68-årige skoleleder.

Teknisk set er han ikke deres skoleleder længere, men han har lovet at hjælpe skolen, indtil man finder den rette afløser. Mogens Krabek er kun skolens fjerde leder i dens 75 år lange historie, og ligesom skolen står over for en stor beslutning, har det også været en svær beslutning for ham at sige stop.

For ham er det at gå på pension blevet en proces. Den startede allerede for to år siden, da hans kone fik ham til at indse, at det var en god ide at tage afskeden i mindre bidder, hvis han nogensinde skulle komme derfra. Første bid var at fraflytte den embedsbolig, som ligger ovenpå den over 100 år gamle skolebygning og har udsigt over søerne og Kartoffelrækkerne i København.

En andelsforening

På Bordings består »Kulturtimen« ud over Mogens Krabeks fortælling både af fadervor og fællessang. På gulvet blandt eleverne sidder også et par forældre og bedsteforældre og lytter. Blandt andet sidder der et forældrepar, som har en brilleforretning, og som har lavet de moderne, runde briller af horn, som Mogens Krabek har på næsen. De bruger kulturtimen som en slags højskole.

Og det glæder skolelederen. For der er ét ord, som går igen i stort set alle hans sætninger: fællesskab. Men han taler ikke om sådan en blød, altomfavnende form for fællesskab, hvor alle meninger vægter lige højt.

Han taler om det monologiske fællesskab, som opstår, når man er stille og lytter til en god fortælling. Og han taler om det forpligtende fællesskab, som er helt grundlæggende for skolen, og som ikke mindst gælder forældrene. På Bordings Friskole kan man nemlig ikke slippe afsted med at betale sine skolepenge i august og så dukke op til et forældremøde i efteråret og Lucia-optoget i december.

»Her er du sgu ingen kunde, du er medlem af en andelsforening. Det koster penge og slid og slæb, og det er det, du skal ville, for ellers bliver vi en dårlig skole,« som Mogens Krabek siger.

Mogens Krabek er en indigneret historiefortæller. Han mener, at det monologiske fællesskab, som opstår, når man er stille og lytter til en god fortælling, gavner eleverne. Men 'Kulturtimen' består også af sang og Fadervor.
Foto: Louise Herrche Serup

Mogens Krabek er en indigneret historiefortæller. Han mener, at det monologiske fællesskab, som opstår, når man er stille og lytter til en god fortælling, gavner eleverne. Men 'Kulturtimen' består også af sang og Fadervor.

Han kender godt fortællingen om,  at skolen er en lille lukket klub for den kreative klasse. F.eks. siger man, at mændene, der løber rundt om Sortedams-søen, er på vej over at skrive deres nyfødte op på Bordings. Men det tager Mogens Krabek med ophøjet ro.

»Det vil altid være mytedannende, når der er en sluse,« siger han og forklarer, at man i virkeligheden først kan skrive sit barn op, når det er fyldt fire år.

Vi optager familier, ikke børn

Skolen har typisk 300 ansøgere hvert år, men har kun plads til ca. 40 børn, hvoraf halvdelen er søskende og derfor garanteret plads. Der bliver trukket lod om, hvem der kan komme til samtale om de ledige 20 pladser.

»Jeg ved godt, at folk ikke tror på det, men jeg kan bevidne, at det er sådan,« siger han og understreger, at det til samtalen ikke er afgørende, om man er kunstner eller slagter.

»Jeg spørger ikke engang om, hvad de arbejder med. Det er jeg ligeglad med. De behøver ikke at være noget ved musikken, og de behøver ikke at vise en dåbsattest. De skal sige ja til det skolesyn, vi har, og de skal sige ja til den opgave, det er at drive skole med hinanden. Vi optager familier, ikke børn. Det indebærer, at man har lyst til pligt,« siger han.

Forældrenes skole

For Mogens Krabek er det ikke nok, at forældrene engagerer sig i skolen. De skal også engagere sig i hinanden. Derfor opfordrer han også forældrene i alle klasser til at holde en fest uden børn hvert år.

»Forældre-forældre-relationen er fuldstændig afgørende for mig. Den er nerven i en skole som vores. Ude på Bernadotten er hvert forældrepar noget i sig selv. Alle er noget ved musikken. Det betyder, at der er en vældig konkurrence: Hvem kan sige mest uden at blive valgt til noget som helst?« siger han og  understreger, at han ikke ønsker at hænge nogen ud.

»Men jeg vil gerne ind til kernen, så i stedet for, at man som forælder synes, at det er pinligt, at ens barn græder i skolegården, skal man turde sige, at man synes, det er svært. Forældrene skal deles om den forvirrethed, det er at være en moderne familie.«

Almindelighed synes nogen, er et skældsord. Jeg synes, det er hædersord. En skole skal ikke gøre børn specielle, den skal gøre børn almene

Mogens Krabek læner sig ind over sit mødebord, kigger op i retning mod lærerværelset og hvisker:

»Jeg skal passe på med at sige det, men jeg vil fastholde, at en friskole som vores er forældrenes. Det er forældre, der sidder i bestyrelsen, det er dem, der ansætter lærere, og det er dem, der har ansvar for økonomien.«

Derfor bliver en af hans efterfølgers vigtigste opgaver også at sikre, at forældrene fortsat har en central rolle på skolen, mener han.

»Som skoleleder er det så nemt at færdes heroppe på tredje sal blandt lærerne. Min store skræk er, hvis en kommende leder ikke gør det arbejde, der skal til for at blive forældrenes leder. For lærerne er man jo tæt nok på. Man tilbringer sin hverdag sammen med dem. Man skal lære forældrene at kende og lære, hvilken betydning det har for dem at møde skolelederen nede på gaden.«

Børn skal ikke være specielle - de skal være almindelige

Mogens Krabeks kontor ligner ikke et klassisk skolelederkontor. Det ligner nærmere en bohemekunstners atelier: Rundt om står keramikfade med alverdens hjemmedyrkede kaktusafarter, og så kan han »vældig godt lide koloristisk kunst«, som næsten dækker hver en ledig centimeter på det støvgrønne tapet. På døren ind til kontoret er der skrevet tre ord: »Hverdag«, »Almindelighed« og »Ordentlighed«. Og det er lige præcis det, som han kommer til at savne allermest.

»Jeg synes, at hverdag er det vigtigste af det hele. Almindelighed synes nogen, er et skældsord. Jeg synes, at det er hædersord. En skole skal lære børn at vide noget om, hvordan man i almenhed opfører sig, og hvad der er almene kundskaber. Den skal ikke gøre børn specielle, den skal gøre børn almene. Så er der ordentlighed. Jeg synes, det er sådan en dyd. Børn skal vide, hvad det vil sige at tale ordentlighed. Det gøre de bare ikke,« siger Mogens Krabek.

Han synes, at børn i dag er mere frimodige end tidligere - på godt og ondt, men mest på ondt, forstår man.

»De er ikke bange, de tør sige, hvad som helst til hvem som helst. Det er der noget vældigt stærkt ved. Men det kipper desværre over, sådan at dagens børn bliver grænseløse. Hold op, hvor skal vi opdrage på dem fra dag ét i børnehaveklassen,« lyder det fra Mogens Krabek.

For ham er netop det, at der bliver sat grænser, en forudsætning for, at børnene kan trives.

»Det er som om, at trivsel er blevet det samme som, at det skal være enormt hyggeligt og varmt, og alle børn skulle lave det der mindfulness. Jeg underkender ikke betydningen af trivsel. Men jeg siger: Pas nu dog på, at det ikke tager overhånd, og at det bliver til noget helt andet, hvor børn ikke synes, det er sjovt, at der bliver stillet krav og sagt nej. Det bliver meget individuelt,« siger Mogens Krabek.

Patriarken

Når Mogens Krabek skal træffe en stor beslutning om f.eks. at afskedige en medarbejder eller sige farvel til en familie, går han en tur med sig selv rundt om søerne.

»Nogen synes, at jeg træffer beslutninger meget ensidigt. Det har at gøre med, at store beslutninger træffer jeg selv og alene. Så ved jeg også, at jeg ikke skal vaske dem af på andre. Jo større beslutninger, jo kortere tid er jeg om dem. Og det er jeg ikke så bange for. Jeg kunne godt ønske mig en lidt blidere reaktion engang imellem, men sådan er det,« siger Mogens Krabek og tilføjer:

»Jeg har ikke behov for at blive elsket, men respekteres det vil jeg. Ellers bliver jeg sur.«

Jeg har ikke behov for at blive elsket, men respekteres det vil jeg. Ellers bliver jeg sur

Men selvom Mogens Krabek trives med at træffe beslutninger alene, blev han sidste år overtalt til at få hjælp udefra af en konsulent, fordi han havde store vanskeligheder med en personalesag. Manden, som foragter det moderne kompetencesprog, som han mener dominerer i skoleverdenen i dag, gik med til at få lavet en personlighedstest. Og mens nogle mennesker er sammensatte og stritter i forskellige retninger, var Mogens Krabeks resultat meget entydigt.

»Hun sagde, at hun kunne svare med næsten det korteste ord, der findes: FAR. Hun havde aldrig nogensinde set en besvarelse, der så entydigt viste en far med alt det, det rummer af vanskeligheder og muligheder. Jeg er patriarkalsk, jeg fylder røven ud af … Det var et selvbillede, som jeg aldrig havde set så tydeligt før. Det gjorde også, at jeg begyndte at overveje at være en lidt mildere og mere rummelig far.«

En forbandet lov

Noget af det, som Mogens Krabek har fået en mere rummelig tilgang til med tiden, er de nye arbejdstidsregler - også selvom han synes, at de på mange måder giver god mening.

»Vi havde jo selv problemer. Lærerne kom og klagede over, hvornår de skulle mødes, for så snart undervisningen var slut, var folk gået hjem. Så vi havde da brug for at skulle være her længere end til klokken 14. Så jeg synes faktisk også, der var noget nødvendighed i den lov,« fortæller Mogens Krabek.

Men loven og ikke mindst måden, den blev indført på, sendte ham ud i det, han betegner som den største konflikt i sin karriere.

»Den forbandede lov skabte et skel mellem ledelsen og medarbejderne, som var fuldstændigt urimeligt. Det, at det kom som lov og ikke almindelig overenskomst, ødelagde det hele. Jeg mødte et lærerværelse, hvor alle bare sad og kiggede på fyrtårnene. Diskussionen forsvandt lærere imellem. Det gjorde også, at jeg havde nogle år fra 2013-15, som ikke var sjove. Jeg synes, jeg blev tillagt motiver. Lige pludselig var jeg leder med stort L. Jeg blev den onde, selvom jeg aldrig har haft én andel i den lov,« siger Mogens Krabek, som altså endte med at give sig.

»De sidste par år har jeg set igennem fingre med, at vi stort set gør det samme, som vi altid har gjort. Hvis du kigger ind på lærerværelset klokken 14, er lærerne gået hjem, hvis ikke der er møde. Jeg havde måske også bragt mig lidt op i en krog. Når jeg møder forældre, så siger de, at kvaliteten ved Bordings er lærernes engagement, omhyggeligheden og grundigheden. Hvis vi får et dårligere arbejdsmiljø af, at jeg tager de kampe, så skal jeg måske lytte.«

Konservativ uden at lukke øjnene for verden

Da folkeskolereformen kom, holdt Mogens Krabek et møde med sine ansatte, hvor de snakkede om, om der var elementer af reformen, de som friskole havde lyst til at inddrage. De nåede frem til, at de ikke syntes, at børnene skulle gå i skole til længere end klokken 14. Og den variation af skoledagen, som reformen lagde op til, syntes de allerede, de havde med skolens vægtning af de kreative og musiske fag.

Mogens Krabek kan »vældig godt lide koloristisk kunst«, som næsten dækker hver en ledig centimeter på hans kontor.
Foto: Louise Herrche Serup

Mogens Krabek kan »vældig godt lide koloristisk kunst«, som næsten dækker hver en ledig centimeter på hans kontor.

»Det korte af det lange er, at vi faktisk synes, at vi har så god en skole, at der ikke er grund til at lave om. Nogle vil så sige, at vi er konservative, og at vi ikke tør tage tidens store udfordringer. Jeg synes, vi tager tiden alvorligt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi taler tidens sprog,« siger Mogens Krabek og tilføjer, at skolen var en af de første i landet til at indføre engelsk i tredje og udstyre alle elever med computere.

»Så jeg synes på ingen måde, at vi er konservative på den måde, at vi lukker øjnene for verden. Men jeg står gerne ved, at så længe noget giver mening for os, så behøver vi ikke at lave det om. F.eks. bevarer vi morgensangen, fordi den har stor betydning for os. Og vi bevarer klasselæreren, fordi klassen er vores mindste sociale enhed, som vi bygger hele vores skolesamfund på.«

En ny tid

For tiden går Mogens Krabek ekstra mange ture rundt om søerne. Ikke fordi der er store beslutninger, der skal tages, men fordi han har fået en kræftdiagnose, som giver en ny dimension til det i forvejen følelsesladede farvel til skolen.

»Jeg skal til at holde op med at arbejde. Jamen arbejde, jeg har arbejdet altid, lige siden jeg var en lille dreng. Og så skal jeg til at være syg og være patient,« siger Mogens Krabek, som har fortalt børnene om sygdommen og meldt det ud på skolens intranet.

»De kan jo se, at jeg går og er ked af det. Rigtig mange har sagt, at det er meget stærkt, at jeg er åben om det, og at det har givet anledning til at snakke om det derhjemme.«

Så sent som i morges, da han stod nede ved søen og tog imod eleverne, kom en far og gav ham en hue af noget særligt italiensk uld, som hans kone havde haft lyst til at strikke til ham.

»Det er sgu da stærkt, for det kunne de bare lade være med,« siger Mogens Krabek.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden