0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pressefoto
Foto: Pressefoto

Vi ved, at for mange børn og unge mistrives. Derfor er det fristende at gå i løsningsgear, skriver Anders Thorsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Anders Thorsen: Jeg bliver sgu vred, når nogle kræver psykologi på skoleskemaet

Hvis vi smører psykologi ud over samtlige børn og unge, som det nu foreslås, lægger vi voksne ansvaret over på dem og glemmer de bagvedliggende årsager til mistrivslen: At vi har skabt rammer om børnenes liv og skoleliv, hvor de bliver målt og vejet, skriver lærer Anders Thorsen i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvis jeg fik en femmer for hver gang, psykologi er blevet ønsket på skoleskemaet, ville jeg være en rig mand.

For tro mig, det sker med jævne mellemrum, og derfor er psykologi også fast inventar på min årlige det-skal-på-skoleskemaet-liste.

For nyligt skete der derfor det, der før eller siden måtte ske. En gruppe mennesker har stillet et borgerforslag: Indfør psykologi som fag i skolen fra børnehaveklassen til og med 9. klasse.

Lad børnene lære om sig selv

Argumenterne for forslaget er mange og velmenende. Dog er det gennemgående for argumentationen, at mange børn og unge bøvler med angst, ensomhed og anden mistrivsel, hvilket de tager sig med ind i voksenlivet med store konsekvenser for deres privat- og arbejdsliv.

Hvis vi – ifølge forslagsstillerne – giver skolebørnene et ordentlig skud psykologi, vil samfundet kunne spare enorme summer på psykologregninger på den lange bane, ligesom vi vil blive mere effektive på arbejdsmarkedet.

Giv skolebørnene et ordentlig skud psykologi

Normalt har jeg en fest over de mange forslag, der skal på skoleskemaet. Det er skægt og skørt. Men når det gælder forslag som dette, der vil fikse børn og unges mistrivsel med individualiserede løsninger, ja, så bliver jeg sgu vred.

Problemerne findes ganske rigtigt. Vi ved, at for mange børn og unge mistrives. Derfor er det fristende at gå i løsningsgear: »Nå, så du har angst? Værsgo, her har du et kursus i mindfulness.«

»Nå, så du er ensom? Tal med en gymnasiepræst.«

»Nå, så du har en depression? Skynd dig at gå til psykolog.«

Vi ved, at for mange børn og unge mistrives

Tilgiv mig, at det bliver karikeret. Jeg kender selv flere megadygtige psykologer, som gør et kæmpe arbejde med børn og unge. De har min dybeste respekt, ligesom præster og mindfulness sikkert kan være godt for mange.

Vi lægger ansvaret over på børnene

Men kæden hopper helt af for mig, hvis vi smører psykologi ud over samtlige børn og unge. For så lægger vi voksne ansvaret over på dem og glemmer de bagvedliggende årsager til mistrivslen.

Det er nemlig os voksne, der har skabt rammerne om børnenes liv og skoleliv. Det handler blandt andet om lange skoledage med læringsmålsstyret undervisning og en testkultur, der starter allerede fra før, børnene starter i skole. Og naturligvis en masse andre ting. Her finder vi måske nogle af årsagerne til mistrivslen.

Det er nemlig os voksne, der har skabt rammerne om børnenes liv og skoleliv

Lad os tage ansvaret og ændre på de ting fremfor at psykologisere alle børn og unge. Det er nemlig at symptombehandle. Vi kunne i stedet starte med at fællesskabificere. Fedt ord, ikke?

For mig handler fællesskabificering om, at meningsfulde fællesskaber er ekstremt vigtige for os. Det kender vi fra vores familier, venner og kollegaer.

Et meningsfyldt fællesskab

Klassen skal også være et meningsfyldt fællesskab, så lad os dyrke det endnu mere ved at flytte fokus fra den enkelte elevs udvikling til det, vi er fælles om i klassen.

Når en elev i en national test får at vide, at hun ligger under middel, bliver det til hendes individuelle ansvar. Når en elev ikke kan opfylde et læringsmål, bliver det til hans eget individuelle ansvar. Og når en elev bliver erklæret ikke-uddannelsesparat, bliver det også til hendes eget individuelle ansvar.

Det er ikke meningen, og lærere, vejledere og forældre fortæller dem, at det ikke er tilfældet. Men alt for ofte bliver det opfattet sådan af ungerne: »Det er mit ansvar.«

Vi bør gå skolen igennem med en tættekam for alle disse meningsløse ting, vi bruger tid på, og som handler om, hvad den enkelte elev skal forbedre.

I stedet bør vi bruge tiden på spændende indhold. Det er vi faktisk virkelig gode til i skolen. Lad eleverne arbejde på forsøg, brøker og verber i fællesskab. Så handler det om det emne, vi arbejder om. Ikke hvad den enkelte elev skal forbedre.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden