0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pressefoto
Foto: Pressefoto

Der er ikke sammenhæng imellem en tro på, at børn gør det godt, hvis de kan, og anvendelse af belønningssystemer, skriver Anne Hejgaard i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Debat: Pædagogikken modsiger sig selv med brugen af belønningssystemer

Det er blevet det gængse børnesyn, at børn gør det godt, hvis de kan. Men det stemmer ikke overens med den pædagogiske brug af belønninger for god opførsel, som stadig er udbredt mange steder, skriver adjunkt Anne Hejgaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kan man tro på, at børn altid gør det godt, hvis de kan, og samtidig praktisere belønningssystemer for god opførsel?

Det er efterhånden blevet det gængse børnesyn for både lærere og pædagoger, at de ser og forstår børn udfra en grundlæggende forståelse af, at børn gør det godt, hvis de kan.

Det er både meningsgivende og opdateret i forhold til den viden, vi i dag har om børns læring og udvikling.

Men det er selvmodsigende og benspændende, når samme praksis arbejder pædagogisk og didaktisk med belønningssystemer. De to er ganske enkelt ikke kompatible!

Et fundamentalt børnesyn

Når man som professionel vælger at stå på et fundamentalt børnesyn om, at børn gør det godt, hvis de kan, så afskriver man i samme håndevending forståelsen af, at børn gør det godt, hvis de vil.

Der er ikke sammenhæng imellem en tro på, at børn gør det godt, hvis de kan, og anvendelse af belønningssystemer

Førstnævnte agerer ud fra en tro på, at alle mennesker – også børn – gerne vil lykkes. Og det afstedkommer en praksis, hvor de voksne hele tiden må være nysgerrige.

De skal have både viljen og lysten til at gå på opdagelse for at finde frem til, hvad der ligger bag en given adfærd fremfor ene og alene at håndtere selve adfærden, som barnet viser.

Jeg hører ganske ofte dygtige lærere og pædagoger fortælle om, hvordan de anvender belønningssystemer på forskellig vis i deres praksis.

Belønningssystemer som efter sigende bliver efterspurgt af børnene/eleverne selv eller belønningssystemer, som de voksne vurderer, at den enkelte kan profitere af.

Og her kommer min undren over den - efter min mening - kolonorme modsætning, som kommer i spil her.

Skærmtid og klistermærker

I min optik er der nemlig slet ikke sammenhæng imellem en tro på, at børn gør det godt, hvis de kan, og anvendelse af belønningssystemer. Der er nærmere det modsatte.

For hvorledes kan man belønne børn for at lykkes med noget, som de reelt ikke kan lykkes med?

Hvis vi tror på, at hvis barnet havde forudsætninger til dét, vi kræver eller forventer af det, så ville det gøre det – hvordan kan vi så belønne dem (eller straffe dem) uden at understøtte dem i at træne og tilegne sig de ønskede færdigheder?

Hvordan kan vi motivere dem, lokke dem eller særligt opfordre dem til en given aktivitet eller til at få mod på deltagelse, hvis de ikke kan? Bliver selve belønningen så ikke netop selvmodsigende?

I situationen fortæller barnet os, at det ikke kan, samtidig med at vi voksne, så tilbyder det skærmtid, ekstra pause, tidligere fri, klistermærker, smileys, vingummier, eller hvad end det måtte være.

Dermed forstærker vi netop barnets bevidsthed om, at det ikke kan det, vi forventer og stiller krav om. Samtidig med at det også må undvære den forelagte belønning.

Hvad virker systemerne egentlig for?

Jeg har ikke en agenda om at påstå, at belønningssystemer ikke virker. Det har vi set siden både Pavlov og Skinner, at det gør. Men vi må blive bevidste om, hvad systemerne egentlig virker for?

Vi må blive bevidste om, hvad systemerne egentlig virker for

Lad os forestille os, at Jakob gentagne gange har svært ved at være stille, imens den voksne skal give en fælles besked. Der bliver derfor lavet en aftale med Jakob om, at hvis han er stille imens, at den voksne giver den fælles besked, så får han iPad-tid efterfølgende.

Der er i en sådan situation egentlig god mulighed for, at det umiddelbart vil virke.

Altså såfremt, at Jakob har forudsætningerne til at være med på præmissen for en sådan aftale, så kan det være, at iPad’en lokker præcis så meget, at det kan understøtte hans fokus på at tie stille i den aktuelle stund.

Men der hvor jeg får særligt øje på dilemmaet er, at gennem iPad’en som belønning bliver de voksne ikke klogere på, hvad der egentlig er årsagen til, at Jakob har svært ved at være stille, imens den voksne giver en fælles besked.

Behovet for belønning forstærkes

De får ikke indsigt i, hvilke præcise forudsætninger netop Jakob har for at leve op til de deres krav og forventning om at kunne regulere og justere sig selv.

Og de får heller ikke givet Jakob nogle redskaber til, hvordan han kan tage læringen om ikke at tale, mens der gives en fælles besked, med sig videre i andre kontekster.

Jeg har ikke en blåøjet tro på, at vi fra i morgen i praksis kan ende al brug af belønningssystemer.

Der bliver måske netop derfor utilsigtet forstærket et yderligere behov for, at Jakob får ’brug for’ belønningssystemer i forskellige andre kontekster også.

Det mener jeg er en afgørende selvmodsigelse, som vi bliver nødt til at adressere. Jeg har ikke en blåøjet tro på, at vi fra i morgen i praksis kan ende al brug af belønningssystemer.

Men jeg håber og tror dog på, at vejen frem må være, at vi professionelle får gang i en snak om, hvordan vores pædagogiske praksis hænger sammen med de grundsyn, vi mener, at vi tror på.

Det vil øge vores bevidsthed om at sikre sammenhæng mellem vores professionel pædagogisk praksis og vores grundlæggende børnesyn.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden