Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningI forbindelse med indgåelsen af arbejdstidsaftalen for lærerne sagde KL’s formand, Jacob Bundsgaard: »Vi skal skabe rammerne for udviklingen af hele og kompetente unge mennesker. Det gør vi blandt andet ved at få vores medarbejderes stærke kompetencer i spil på den bedste måde.«
Det glæder mig, at han sagde ordene, men jeg tror, at der er brug for lidt hjælp til at oversætte, hvor kompleks den opgave er, og hvad det vil betyde i praksis ude i kommunerne.
Lærernes faglighed
Lærernes engagement er nemlig en nedtrådt ressource. Gennem mange års tankeløs topstyring uden blik for skolens omskiftelighed, sprog og tradition, har man - måske uden at vide bedre - underkendt lærernes faglighed.
Denne mistillid og kasketforvirring har ikke alene sat den faglige selvtillid under pres, det har også trukket energien ud af lærerværelserne.
Lærernes engagement er nemlig en nedtrådt ressource
Pia Henriksen
Lærernes arbejde er som udgangspunkt meningsfuldt, men når der forekommer afkoblede forståelser i styringskæden, kan meningen let blive sat på prøve, og derved vil ilden brænde ud.
Når lærerne siger, at arbejdsvilkår og politisk fastlagte mål ikke hænger sammen, er det jo fordi, det ikke hænger sammen, og det kan ikke udelukkende løses med gode hensigter. Vi skal et erkendelseslag dybere.
Lokale aftaler har de fleste steder en økonomisk ramme, der er for stram til at fremtrylle suppleringer, der vil gøre den store forskel for en skole i knæ.
Der er heller ikke centrale forbedringer på vej til de tillidsrepræsentanter, der er pålagt den store opgave at skabe balance i dagligdagens endeløse opgaver.
En koncentreret indsats
Men der er stadig håb om, at man vil arbejde med respekten for og ydmygheden omkring lærernes viden om undervisning.
Det forudsætter en koncentreret indsats i forhold til det fælles sprog og den fælles forståelse for kerneopgaven. Arbejdstidsaftalens præambel berører dette, men en dybere forståelse ud i alle led, vil være omstændelig – dog ikke umulig - at realisere.
Det vil f.eks. kræve, at man ude i kommunerne uddanner sig med udgangspunkt i lærernes forståelse af skolen. Det er os, der skal bære arbejdet.
Nu har man i mange år sendt uønskede kurser oppefra og ned uden skyggen af succes. Måske skal vi nu prøve at lade inspiration og dygtiggørelse vokse nedefra.
Alle i kæden har en opgave i at understøtte næste led under sig
Pia Henriksen
Det forudsætter den grad af tillid, som alle siger, at de ønsker sig, og det vil kvalificere det politiske niveau til at træffe afgørelser på et mere oplyst grundlag samt styrke lærernes omdømme og genvinde respekt for lærerfaglighed.
Alle i kæden har en opgave i at understøtte næste led under sig, og det kan man kun blive i stand til, når man lytter til det, der sendes den anden vej.
Michael Ziegler har tidligere udtalt, at aftalen med lærerne vil få en stor og positiv betydning for vores skole.
Lærerne står over for en stor opgave
Pia Henriksen
Det ville jo være fantastisk, men der er brug for, at der sker noget nu, hvor vi måske kan begynde at ane lyset for enden af en coronakrise i næste skoleår. Lærerne står over for en stor opgave.
Jeg har personligt brug for at vide, hvordan vi kan forvente, at samarbejdet vil udfolde sig og skabe de rammer, som kan give vores børn og unge vinger.
Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar