0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Alt jeg ønsker, er at jeg kan komme i skole, skriver dagens debattør, der går på Øse Efterskole i Varde. Privatfoto.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Efterskoleelev: Mit år skulle være det bedste i mit liv, men er endt i ensomhed

Jeg får ikke et år mere. Jeg må ikke komme hjem til min skole, selv om vi har klaret os uden et eneste smitteudbrud blandt eleverne, skriver dagens debattør Liane Cornelia, der er elev på Øse Efterskole. Hun beder regeringen genoverveje efterskolernes skæbne.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Onsdag sad jeg, formentlig sammen med 30.000 andre efterskoleelever, endnu en gang foran min skærm og holdt vejret. Og det ramte mig som et slag lige i ansigtet, da politikerne sagde det, jeg frygtede allermest: Jeg må ikke komme hjem endnu.

Jeg går på Øse Efterskole i Varde, der ligger i Sydvestjylland. På nuværende tidspunkt står min skole ikke til at blive åbnet, og det er svært at forstå. Vi ligger ellers langt ude på landet, mellem marker og køer, med en forfriskende lille cykeltur til den nærmeste by.

Det var fra starten utrolig svært at have et socialt liv: vi måtte ikke kramme hinanden, når livet var svært. Vi måtte ikke nyde en film sammen


Da jeg startede på skolen, var vi som mange andre skoler påvirket af de hårde regler, som har tynget os fra dag 1. Det var fra starten utrolig svært at have et socialt liv: vi måtte ikke kramme hinanden, når livet var svært. Vi måtte ikke nyde en film sammen, skulder mod skulder, uden at en lærer blev nødt til at bede os om at holde en meters afstand.

Jeg så næsten ikke andre, end dem jeg havde timer med eller boede på gang med, da vi ikke måtte være på de andres boligområder. Selv om vi er en lille skole med 95 elever, så er der stadig en masse folk, jeg knap nok har snakket med. Det frustrerer mig helt vildt.

Ensomheden rammer

Da november ramte, måtte vi for første gang åbne lidt mere op. Vi kunne endelig opleve for en kort stund, hvad det virkelig betyder at være på efterskole.

Vi har alle sammen været så stolte over, hvor gode vi har været til at holde corona ude af huset. Det er sket med grundig rengøring, ved ikke at holde elevfester, ikke tage ture ud af huset for at give opvisninger eller koncerter, ikke at se nogen når vi var hjemme. Og ved at give afkald på alle udlandsture.

Men alle gode stunder ender, og nedlukningen ramte os som en lussing. Hjemsendt i snart to måneder, med udsigt til at det fortsætter endnu længere. Det vender sig simpelthen inden i mig.

Jeg bliver testet hele tiden, jeg ser kun min corona-cirkel og familie, jeg holder afstand. Jeg er ensom, ked af det og ødelagt, men jeg kæmper og holder hovedet oven vande.

Alligevel kan jeg se hjælpeløst på, hvordan folk og særligt voksne mennesker stimler sig sammen i Bilka, holder fester, nægter at gå med mundbind, skriger og råber op om, hvordan de bliver tvunget til det ene og det andet. De er som små børn. Det er mig og mine medelever, der får lov at tage skraldet.

Det skulle have været livets bedste år

Jeg har selv betalt en tredjedel af mit ophold, arbejdet som en gal for at få dette ene år, som skulle betyde alt. Jeg får ikke et år mere. Dette var min chance. Og nu bliver det mig nægtet, trods vi klarer os med topkarakter og uden et eneste smitteudbrud blandt vores elever. Ingen penge eller anden kompensation kan erstatte dette år.

Jeg får ikke et år mere. Dette var min chance. Og nu bliver det mig nægtet

Kære Mette. Kære regering og folketing. Jeg kan ikke holde savnet ud. Efterskoleeleverne er nogle af dem, som gør den største indsats for at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vise samfundssind. Men pressemøde på pressemøde bliver vi forbigået. Nu må vi ofre endnu en måned af det, der skulle have været vores livs bedste år.

Jeg beder jer - fra det dybeste sted i mit hjerte - lad os vende hjem. Alle sammen. Vis os den tillid, vi har arbejdet så hårdt for.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden