Undervisere på professionshøjskoler: Ny læreruddannelse er politisk hykleri i høj potens fra især Venstre og De Radikale

En række folketingsmedlemmer har uden om regeringen stillet et beslutningsforslag i Folketinget, der, hvis det vedtages, pålægger regeringen at ændre professionshøjskoleloven på en sådan måde, at en privat læreruddannelse kan oprettes som et alternativ til de eksisterende læreruddannelser i professionshøjskoleregi.

Den nye private læreruddannelse er, bedømt efter hvad der er kommet frem fra initiativtagerne, en usædvanlig konstruktion. Der henvises i forslaget til Den Frie Lærerskole i Ollerup på Sydfyn, men den sammenligning byder på flere forskelle end ligheder.

For det første kræves det, at Den frie læreruddannelse ud over at nyde fuld statslig finansiering skal afsluttes med en statsanerkendt eksamen, samtidig med at uddannelsen ikke skal være underlagt de krav, som de øvrige statsanerkendte uddannelser er underlagt.

For det andet er det uddannelsespolitisk uhørt, at et konkret friskoleprojekt bæres frem i dagens lys ikke af skolefolk med en idé og et projekt, men af et folketingsflertal med en lovændring i ærmet.

En lovændring som vil åbne banen både for andre private læreruddannelser og for andre private uddannelser i det hele taget på det område, der pt. er reguleret af professionshøjskoleloven.

Bag den tilforladelige aura af grundtvig-koldsk frisind og folkelighed er beslutningsforslaget med andre ord svangert med et fundament for en mere omfangsrig privatiseringsbølge, som vil være et markant brud med dansk uddannelsespolitik, og som nok bør være en dybere overvejelse værd i den danske samfundsdebat generelt og hos nogle af initiativtagerne specielt.

Det bringer os frem til en anden, interessant vinkel på dette usædvanlige, uddannelsespolitiske initiativ.

De mellemlange uddannelser

Flere af initiativtagerne bag beslutningsforslaget repræsenterer partier (især V og RV), der har et betydeligt medansvar for de vilkår og den ganske omfattende regulering og styring, der gør sig gældende på de mellemlange uddannelsers område.

Når man læser beslutningsforslaget, er det svært ikke at få den tanke, at forslagsstillerne ser de eksisterende rammer som noget, der står i vejen for de læreruddannedes evne til at fremme bl.a. ’dannelse, oplysning og åndsfrihed i Danmark.’

Og tidligere finansminister Kristian Jensen fra Venstre, som er den primære politiske initiativtager, udtaler tillige til folkeskolen.dk, at der »…er for meget fokus på formelle krav og for lidt på, hvad det er, at en lærer skal repræsentere overfor eleverne« og at »… jeg ønsker nogle lærere, som har en større grad af holdninger og dannelse med sig i det arbejde, de laver.«

Det er ganske formidabelt, at man på den måde lægger afstand til et system, man selv har skabt. Det er politisk hykleri i høj potens fra især Venstres og De Radikales side.

Det svarer lidt til den dér med, at man bagefter siger ’det lugter’ til det, man selv har p….. på - det fortjener de ris for, og det har de også allerede fået en del af.

Trods hykleriet fortjener det nye uddannelsespolitiske flertal imidlertid ros for at rejse en nødvendig og relevant debat om, hvad der egentlig er gode rammer for inspirerende og levende uddannelsesmiljøer.

Set fra et underviserperspektiv som vores kan man hæfte sig ved, at professionshøjskolerne nok er lykkedes med noget, blandt andet at professionalisere en lang række funktioner og processer samt at få sat professionsrelevant og praksisnær forskning på dagsordenen.

Samtidig må vi også fremhæve den skyggeside, at uddannelsernes og institutionernes respektive historiske rodsystemer, egenart og værdier undervejs er blevet trængt af centraliserede mål og mere abstrakte krav om kvalitet, relevans og strategi.

Mål, kvalitet og relevans

Dette spændingsfelt befinder vi os, på forskellig vis, i som undervisere på læreruddannelsen og de øvrige mellemlange uddannelser, der har professionshøjskoleloven til fælles.

Vi skal i vores praksis løbende mægle mellem de abstrakte krav om mål, kvalitet og relevans og så en fordring om, at der er noget mere, vi er forpligtede på, og som vi vil med vores studerende i relation til det fag, de er på vej ud i.

At vi bør stå for noget andet og mere, end det der står i mål og strategier. Ja, ’repræsentere noget’ - som Kristian Jensen efterlyser.

Det synes vi nok selv, at vi gør ganske godt - trods alt. Men forslagsstillerne har måske fat i noget, når de gør, hvad de gør.

Vi oplever nemlig, at balancen på nogle områder er tippet, at egenarten og de historiske rødder er trådt for meget i baggrunden, at de enkelte uddannelser er blevet for detaljeret styret fra centralt hold og endelig, at forandringsprocesserne omkring dem er blevet så politiserede og tunge, at man ikke har tillid til, at (i dette tilfælde) læreruddannelsens mulige udfordringer kan løses i en politisk proces.

Derfor vil vi gerne gribe denne bold og spille med i denne vigtige debat.

Derfor siger vi ’nej tak’ til at løse læreruddannelsens og andre professionsuddannelsers problemer gennem privatisering og ’ja tak’ til en debat om, hvordan vi kan skabe mere liflige og mindre snærende vilkår for hver især af de mange, forskellige professionsuddannelser.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

• Kopiér link