Debat: Jeg er bange for, at vi kommer til at svigte drengene

Frederik Vad Nielsen kaldte i forrige uge til kamp mod en folkeskole, der i dag taber en stor gruppe af drengene på gulvet.

I hovedtræk deler jeg, som kommende lærer og nyvalgt forperson for lærerstuderendes Landskreds, bekymringen.

Hvis folkeskolen fortsat skal bevare sin berettigelse som vores vigtigste samfundsinstitution, kræver det, at vi bliver bedre til at få alle med – ikke mindst drengene.

Man kunne indvende at statistikken kun fortæller en halv sandhed, og at andre parametre som forældrenes uddannelsesbaggrund også vil vise en stor ulighed. At en stor gruppe drenge også klarer sig særdeles godt i uddannelsessystemet.

Og at en stor gruppe af pigerne også oplever store udfordringer i folkeskolen. Og måske vigtigst af alt – at forskellen selvfølges ikke skyldes biologi, men kønsroller og forskelle i socialisering.

Ingen kønnede løsninger

Når det er sagt, finder jeg det uundgåeligt at forholde mig til det problem, at noget i vores skole gør det sværere for en stor gruppe af drengene at være med.

Det er alvorligt og kræver alvorlige løsninger. Lad mig dog slå fast med det samme, at denne udfordring ikke kalder på kønnede løsninger. Den kønsopdelte undervisning skal blive i graven, hvor den har hvilet i over 75 år.

Alt for mange - primært drenge - oplever folkeskolens udskolingsår som et nederlag. De af dem, som kommer i gang med en ungdomsuddannelse, møder op på første dag på erhvervsskolens grundforløb med en afgrundsdyb skolemodstand.

Meningen med folkeskolen har aldrig været en gymnasieforberedelse – en eksklusionsportal for elever, der skal en anden vej. Der har tværtimod længe været et bredt politisk ønske om en mere praksisnær skole – en skole med bevægelse og variation som åbner sig mod det omkringliggende samfund.

At praksisfagligheden ikke for alvor er blevet styrket, som blandt andet VIVE’s evaluering peger på, er dog ikke overraskende.

Blandt mange andre fejltrin i folkeskolereformen, undlod man at indtænke læreruddannelsen i arbejdet.

Evalueringen af læreruddannelsen har vist, at blot en tredjedel af nyuddannede lærere, føler at uddannelsen klæder os på til at gøre fagenes indhold nærværende og engagerende for eleverne og til at kunne tilpasse undervisningen efter elevernes forudsætninger og behov.

Nu hvor uddannelsen igen er under lup, må vi ikke gentage denne fejl.

Praksisvejleder i hver kommune

Vi skal kunne undervise praksisnært og differentieret i alle fag og have konkrete metoder til at flytte undervisningen – også i dansk, matematik og fransk, ud af klasselokalet og tættere på natur, civilsamfund og lokale virksomheder.

Et fag som samfundsfag skal forberede alle elever til aktiv deltagelse i det samfund, de lever i. Det må aldrig måles på, om den ivrige 1. g’er er i stand til at redegøre for Smiths usynlige hænder og Bourdieus kapitaler på første skoledag i gymnasiet.

Udover at styrke praksisfagligheden på læreruddannelsen, bør der ansættes en praksisfaglighedsvejleder i alle kommuner.

En vejleder med en erhvervspædagogisk uddannelse i bagagen, der kan understøtte den daglige praksisnære undervisning, så denne ikke ender sine dage som en overskrift i en politisk skåltale.

På læreruddannelsen skal vi desuden blive klogere på, hvordan vi ubevidst ser eleverne med kønnede (og farvede) briller, hvordan vi undgår at skælde mere ud på drengene, og hvordan vi udvider koderne for, hvordan man er 'den gode elev'.

Vi skal også blive dygtigere til at se og dyrke elevernes engagement til alle grene af uddannelsessystemet.

Når den typiske lærerstuderende er en 21-årig kvindelig STX’er, er det essentielt, at vi får en større viden om særligt erhvervsuddannelser, og hvilke døre forskellige typer ungdomsuddannelser kan åbne for eleverne.

Tilbage til håndarbejde og sløjd

Det politiske fokus på praksisfaglighed har resulteret i en styrkelse af de praksis-musiske fag, heriblandt Håndværk & Design.

Men hvad nytter det, hvis vi på læreruddannelsen ikke har timer og ressourcer nok til at gå i dybden med faget? Lad os dele faget op i 'Håndarbejde' og 'Sløjd', herunder metalsløjd, igen.

Ressourceknaphed og lave timetal som følge af mange års uddannelsesbesparelser må ikke resultere i, at håndværket bliver glemt, og kun designet står tilbage.

Det er trods alt både billigere og lettere tilgængeligt at lære at sy korssting og lave designanalyser end at få sikkerhedskursus, udstyr og kompetencer til at kaste sig over svejsemaskinen og rundsaven.Vi skal gøre meget andet, som er svært at rumme her.

For en folkeskole, hvor vi bliver bedre til at få drengene med - og de piger, som bruger mere tid på at løbe rundt om stolen, end at sidde på den - kræver også et klasseloft, tolærerordning, erhvervsklasser, rollemodeller, bedre erhvervspraktik og et gensyn med inklusionsloven.

Der er nok at tage fat på for handlingslystne politikere. Drengenes fremtid er på spil. Lad os ikke lade dem i stikken.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

• Kopiér link