0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Christian Lykking/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lykking/Ritzau Scanpix

Der er tale om en utvivlsom positiv opblomstring af pædagogik i en sprudlende sprogdragt, skriver Lene Tanggaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Lene Tanggaard: Positionernes tid er forbi

Det myldrer frem med bøger og debattører, der genopretter og udvikler pædagogikkens sprog. Men fløjkrigene er afblæst, skriver Lene Tanggaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Hvad har gjort mest indtryk på dig, når du ser på skoledebatten i 2020, og hvor er vi på vej hen? Du får fuld kunstnerisk frihed.«

Sådan skrev redaktøren i en mail, og hvad gør man så?

Jo, jeg lod tankerne vandre lidt frem og tilbage, og så slog det mig, at der er sket en afgørende ting i dansk pædagogik og i skoledebatten i 2020 – ud over naturligvis coronakrisens enorme indflydelse.

Måske er krisen et forstørrelsesglas for netop det, men i hvert fald har jeg lagt mærke til, at positionernes tid synes at være forbi i skoledebatten.

Vi har hørt meget om, at der skulle være to fløje i dansk pædagogik, og at der ligefrem skulle finde en fløjkrig sted. En fløj for frihed, for formål og imod læringsmålstyring og en anden fløj, ja hvad er den anden fløj eller position egentlig? For læringsmål? Imod formål og frihed?

Sagen er, tror jeg, at positionernes tid er forbi, og at fløjkrigen er afblæst. Der er ingen fronter og fløje på den anden side.

Undervisning og kunsten at lære

Jeg kan se, at det i de senere år - og helt konkret i 2020 - er væltet frem med bøger om dannelse, om undervisning som dannelse, om læselyst og kunsten at lære og om opdragelse og forældreskab. Det er bøger, der genopretter og udvikler pædagogikkens sprog.

2020 er væltet frem med bøger om dannelse

Det viser en simpel søgning på dette organs egen hjemmeside. Det er bøger begået af Thomas Aastrup Rømer, Keld Skovmand, Merete Riisager, Thomas Illum Hansen, Alexander Von Oettingen, Niels Jakob Pasgaard, Per Fibæk Laursen, Mette Frederiksen og en række andre forfattere og forskere, og der er flere på vej.

Det er også svært ikke at lægge mærke til forskernetværket NOISE, der er med til at etablere en fri og uafhængig forskerstemme i debatten. Jeg burde nok nævne mange flere, men læserne kan selv søge videre.

Der er tale om en utvivlsom positiv opblomstring af pædagogik i en ret sprudlende sprogdragt, og langt flere lærere og pædagoger melder sig under debatsidernes faner som f.eks. Lars Holmboe, Anders Thorsen, Pia Henriksen og Anne Hammer.

Pædagogik og dannelse

Måske er det faktisk pædagogikken, der har sejret, måske er der simpelthen ikke intellektuel kapacitet til at udfordre dette ret massive forsvar for pædagogik og dannelse? Måske har der aldrig været det?

Hvor er de mennesker, der tænkte de ideologiske tanker bag skolereformen med vægt på skolen som opholdssted (den lange skoledag) og skolen som forberedelse til den globale konkurrence (målstyring)? Hvor var de i 2020, hvem var de i 2014, og hvor er de nu?

Det er jo værd at vide netop nu, hvor vi står over for en revision af læreruddannelsen?

Hvilket tankegods skal denne revision bygge på? Fraværet af grundigt udfoldede tanker om læreruddannelsen i offentligheden, udover det evigt klingende, men selvfølgeligt legitime forsvar for flere ressourcer, er da et problem, er det ikke?

Viden fra praksis, øget studieintensitet og et stærkere vidensgrundlag synes at være mantraet for den kommende revision, men er det en spade, der kan tage fat om nældens rod? Man kan selvfølgelig forsvare sig med, at avisernes spalter ikke yder pædagogikken nogen særlig bevågenhed.

Udvikle læreruddannelsen

Der skrives mere om streaming-serier end om pædagogik i aviserne, men hvis ikke der er et modsvar til den intellektuelle, pædagogiske offentlighed repræsenteret af f.eks. Mette Frederiksen, Per Fibæk, Keld Skovmand, Alexander von Oettingen og Thomas Illum Hansen, så må det jo være disses grundige arbejde, der skal danne grundlag for eksempelvis en revision af læreruddannelsen, hvis der skal være forskning og dokumenteret praktisk erfaring bag det, som gøres?

Der skrives mere om streaming-serier end om pædagogik i aviserne

Man bliver nødt til at tænke pædagogisk, hvis man skal holde skole og udvikle læreruddannelsen. Man er også nødt til at trække på indsigter fra den pædagogiske forskning og fra den praktiske kundskab. Interessevaretagelse fra fagforeninger, arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner skal inddrages. Det er klogt, men det må ikke stå alene.

Positionernes tid er forbi. Det er simpelthen tid til at åbne øjne og ører og bruge de indsigter, dygtige forskere og praktikere tilvejebringer.

Jeg har et stille håb om, at det vil ske – ikke kun i dette nye år, men mange år frem.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden