Forsker: Skoleledelser er ramt af coronaudmattelse

Coronatrætheden har ramt danskerne.

Statsministeren omtalte det på et pressemøde i oktober, og i den senere tid har man hørt danskere tale om at være ’coronaudmattet’, ’coronatræt’ eller ’coronaramt’.

Coronaudmattelse vil jeg definere som ’den negative betydning coronakrisen har på menneskers følelsesmæssige og psykologiske velvære’ - uden dog at være ramt af virussen.

Som så mange andre oplever også danske skoleledelser en udmattelse grundet coronakrisen. En udmattelse, der fortrinsvist er mental eller psykologisk, viser mine igangværende forskningsstudier.

Det er i den henseende vigtigt, at lederne er sig bevidste om betydningen af at lede med udmattelse som følgesvend. Det er derfor nødvendigt at spørge, hvilke risici der kan være forbundet med udmattelsen, og hvad man kan gøre for at tackle det.

Udmattelsen påvirker nemlig deres oplevelse af sig selv, og den ledelse de udøver.

Tidligere erfaringer duer ikke

Siden marts har der været alternativ- eller nødundervisning for eleverne, omorganisering af lærerne og andre medarbejdergruppers arbejde på skolen, som har haft brug for at udvikle alternative måder at arbejde på, øget samarbejde med det forvaltningsmæssige niveau om håndtering af de gældende love, regler og lokale anvisninger.

Og ikke mindst en ekstraordinær indsats ift. kommunikation til og dialog med en lang række aktører. Især forældre, elever og de som arbejder på skolerne.

Der sker det, den gamle organisations- og ledelsesteoretiker Henry Mintzberg kalder for en ’legitim temporær centralisering’ under kriser, dvs. at niveauer ovenover træffe beslutninger på vegne af leder under.

Det har for mange skoleledelser medført oplevelser af magtesløshed, hvor de i bestemte sammenhænge har måtte se til, men stadig have ansvaret for skolen.

Efter mange måneder med coronakrisen er uvisheden om sygdommens karakter reduceret, men til gengæld er der en meget nærværende oplevelse af konstant usikkerhed.

Måske blusser smitten op, nye forholdsregler skal tages i brug. Måske kommer der direktiver oppefra, fra forvaltningen eller regeringen, som får betydning for dagligdagen, som skal fungere.

Man er så at sige hele tiden ude af sin komfortzone, og tidligere erfaringer og reaktionsmåder slår ikke til, og der er ofte brug for noget andet, end hvad man som ledelse kender til. Usikkerheden sætter ledelsen i et konstant psykologisk beredskab, og det er ikke sundt over en lang tidsmæssig periode.

Med usikkerheden risikerer ledelserne at reagere med forsvar. Ubærligheden og udmattelsen af at opleve man har ansvar for noget, der er ustyrligt kan medføre, at man bliver for optaget af at lykkes med sin egen kortsigtede dagsorden.

Hvad bliver konsekvensen?

Man risikerer at miste blikket for lærernes psykologiske behov og herunder de individuelle behov. Det kan være anstrengende at have fokus på over tid. Ledelser kan blive grebet af sin egen handletrang for at kompensere for magtesløsheden, og fremstå med en styrende ledelsesstil, der opleves uovervejet og måske urimelig af lærerne.

Men hvis vi ser bredt ud over landet, er der ingen tvivl om, at skoleledelserne indtil nu har løftet opgaven særdeles flot. Der er få fejl. Fokus på kerneopgaven har været koordineret godt sammen med lærerne.

Udmattelse bør mødes med tolerance og tålmodighed

Selv om der er stor ros til skoleledelserne, er det næste seje træk nødvendigt. Intet bliver som før krisen. Der er tale om en ’ny normal’, som der skal arbejdes henimod.

Men hvordan skal ledelserne håndtere udmattelsen?

Først og fremmest må man tage sin magt og autoritet alvorlig, og man kan ikke løbe fra ansvaret. Jeg har i min bog ’Mod i ledelse’ defineret evnen til at udholde tvivl og usikkerhed som modig ledelse. Den, der ikke er modig, er magelig, og søger blot at tilfredsstille sine egne behov og at undgå besværet, der følger med ledelsesarbejdet.

Udmattelsen skal derfor mødes eller omformes af, at man genererer energi af at spørger sig selv, hvorfor er jeg blevet leder og sammen med andre, evt. kolleger, diskuterer betydningen af, hvad ledelse gør for andre.

Dernæst er det vigtigt at erkende sin egen frygt og usikkerhed og turde kommunikere i øjenhøjde. Simpelthen at tale om sin udmattelse og få sparring på alternative og inspirerende måder at lede på. Måske bør noget uddelegeres og distribueres.

Og det kan samtidig handle om at indstille sig på mere tolerance og tålmodighed med sine lærere og andre samarbejdspartnere, men også med sig selv.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

• Kopiér link