0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mads Claus Rasmussen/Ritzay Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzay Scanpix

Der har altid været kamp om metodefriheden, fordi den har været svær at inddæmme i en styring. Og striden vil fortsætte, skriver Erik Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Erik Schmidt: Endelig taler vi om frihed i folkeskolen - men vi glemmer det vigtigste

Lærernes professionelle friheder er måske det vigtigste aspekt, når vi taler om skolernes frihed. Det har bare ikke i samme grad politikernes bevågenhed, skriver Erik Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Efter mange års stærk og systematisk styring af skolen og lærerne taler alle parter nu om, at skolerne skal have mere frihed.

Det er også på tide.

Længe har data- og evidensbevægelsen på universiteterne, der gennem 00’erne bredte sig fra mere eksakte videnskaber til pædagogikken, tiltalt politikerne, fordi de har troet, de derved har kunnet få bedre resultater og mere for pengene.

Det er dem, der underviser og derfor har nøglen til skattekisten med viden, kultur og etik

’Accountability’-bølgen, der skulle stille lærerne til regnskab for deres undervisning, kom også meget belejligt. Nu skulle lærerne levere varen. Nu skulle der styres efter mål og evalueres efter output. Danmark skulle i top fem i Pisa.

Mange politikere begyndte godt sekunderet af positivistiske forskere at mene, at det var gammeldags med lærernes metodefrihed. De begyndte at tale dårligt om ’den privatpraktiserende lærer’, og de argumenterede med, at læreres undervisning blev styret af tilfældigheder.

Nogle forskere udnævnte endda lærernes subjektivitet og metodefrihed til at være et hovedproblem i skolen.

I en årrække har undervisningen i folkeskolen derfor været spændt inde mellem målformulering og evaluering. Det har betydet en uhensigtsmæssig bureaukratisering af undervisningen og en standardisering af metoderne, men det har også svækket lærernes faglige selvtillid og tilsidesat deres dømmekraft.

Styringen har slået fejl

Nu viser det sig, at eleverne opnår dårligere faglige resultater, og at trivslen ikke er forbedret. Hele styringen har slået fejl. Det har skolereformens følgeforskning og resultaterne af de nationale test for folkeskolens elever vist.

Flere elever forlader folkeskolen til fordel for andre skoleformer. Det er svært at rekruttere nye lærere. Flere og flere vikarer varetager undervisningen, og elever har større sygefravær end tidligere. Det er et nederlag for hele styringstankegangen, og den må tænkes om. Det har også Socialdemokratiet indset.

Men er løsningen, at skolerne får mere frihed?

At skolerne nu har udsigt til mere frihed betyder, at skolelederne kan vælge lokalt tilpassede løsninger, men også at de kan tilpasse skolens ydelser efter kommunens og skolens eget økonomiske niveau. Det er både godt og skidt. Godt, fordi alle skoler er forskellige. Skidt, fordi presset på kommunerne for at hæve budgetterne svækkes.

Det er helt uforståeligt, at metodefriheden gradvist og i det skjulte er blevet indskrænket

Men der er et andet aspekt af frihed i skolen, der måske er vigtigere. Det har bare ikke i samme grad politikernes bevågenhed. Det drejer sig om lærernes professionelle friheder.

Lærerne bør nemlig også have mere frihed, for det er dem, der underviser og derfor har nøglen til skattekisten med viden, kultur og etik. Det er læreren, der kender de enkelte elever. Det er læreren, der i kraft af sit fag og sin professionalisme kan motivere og skabe forståelse for fagenes og emnernes gyldighed.

Politikerne har ikke været opmærksomme på, at lærerne har mistet faglig selvtillid, engagement og autoritet blandt andet på grund af for mange bureaukratiske og styringsmæssige bindinger på deres arbejde.

Metodefriheden er ganske vist ikke en frihed til hvad som helst. Lærerne skal arbejde sammen, og de skal arbejde efter skolens og fagenes formål og de såkaldte ’fælles mål’.

Men den er en central forudsætning for, at lærerne kan udøve deres fag. Allerede for mere end 200 år siden var der skolefolk, der var klar over det. Grundtvig sagde, at skolen udtrykker ’det frieste af alle forhold, da undervisningens held ustridigt beror på lærers og lærlings vilje’.

KL og Finansministeriet tog fejl

Metodefriheden er begrundet i, at alle elever og lærere er forskellige. Den fik skærpet betydning med den såkaldte undervisningsdifferentiering, der blev indført med 93-loven, og afgørende betydning med inklusionsloven i 2012. Fra 2012 er eleverne blevet mere forskellige og mangfoldige.

Derfor er det helt uforståeligt, at metodefriheden gradvist og i det skjulte er blevet indskrænket.

Det var den velorkestrerede kampagne mod ’den privatpraktiserende lærer’, der kompromitterede metodefriheden, og KL udnyttede kampagnen til stort set at afskaffe den individuelle forberedelse i 2013-14. Nu skulle lærerne udelukkende arbejde i teams.

Sådan var tankegangen hos politologer og økonomer i Finansministeriet, KL og de kommunale forvaltninger. De troede, det var mere ’produktivt’. Deri tog de fejl.

Der har altid været kamp om metodefriheden, fordi den har været svær at inddæmme i en styring

Det er desuden malplaceret at tænke produktivitet i børneskolen. Økonomien er et redskab. Ikke et mål. Det er eleven, der er målet. Skolen. Undervisningen. Dannelsen til menneske og borger.

Lærernes frihed er ikke bare frihed fra nationale test, elevplaner og bureaukrati. Det er en frihed til noget. Det er en professionel frihed, der skal sætte lærerne i stand til at undervise med nærvær og kvalitet.

At lærerne får mere frihed betyder, at deres fag, pædagogikken og didaktikken, kan komme i arbejde.

Da lektor i filosofi Jørgen Husted var med til at formulere lærernes professionsideal i 2002, sagde han: »Vi havde aldrig haft en Newton eller en Einstein uden metodefriheden.«

Professionsidealet er stadig gældende, og Anders Bondo nævnte det så sent som i sin afskedstale på Danmarks Lærerforenings kongres i 2020. Sammen med folkeskoleidealet fra 2018 udgør det foreningens forestilling om kernen i lærerarbejdet.

Der har altid været kamp om metodefriheden, fordi den har været svær at inddæmme i en styring.

Og striden fortsætter. I lærernes professionsideal står der bl.a. i afsnit IX: »Læreren vil værne om sin metodefrihed, hvad angår undervisningens tilrettelæggelse og udførelse og efter bedste evne selv løbende vurdere og korrigere sin undervisning.«

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden