0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jens Laugesen er cand.mag.pæd. og dagens debattør.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Debat: Er skældud virkelig så forfærdeligt?

Skolen har en opgave i at minimere skældud og kun bruge det som et middel, når det virkelig er tiltrængt. Men en skole helt uden skældud er ikke ønskeligt, skriver cand.mag.pæd. Jens Laugesen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tre forfattere har for nyligt udgivet en bog med titlen ’Skolen uden skældud’. Som jeg har forstået det, har formålet med udgivelsen været at give svar på, hvorfor skældud bør afskaffes - og hvordan det kan gøres.

Man kan udlede, at skældud ikke dur som kommunikationsform i samspillet mellem elever og lærere i skolen. Men jeg mener, at der, som med så meget andet i menneskenes verden, er to sider af den sag. Idealerne på den ene side og realiteterne på den anden side.

Fra et idealistisk perspektiv er det klart, at det ikke er specielt rart at få skældud. Men fra et realistisk perspektiv er det lige så sikkert, at Jorden objektivt set ikke går under, fordi en eller flere elever har fået skældud.

Der er grænser

For tre år siden var der en gruppe elever, som satte ild til en elev fra samme skole. Det kunne måske have været undgået, hvis en lærer, leder eller endda en forælder havde opdaget, hvor destruktivt og aggressivt et samspilsmønster eleverne må have været indlejret i.

Læser man lidt op på avisartikler om sagen, virker hverken den krænkende elevgruppe eller den krænkede enkeltelev sig som englebørn. Problemet kunne derimod være, at ingen voksne har taget de grimme mønstre, som må have været undervejs, alvorligt nok, inden den tragiske hændelse skete.

Skældud kunne måske have sat en stopper for en ond spiral, så hensigtsmæssige dialoger kunne have været iværksat, inden det gik galt

Skældud kunne måske have sat en stopper for en ond spiral, så hensigtsmæssige dialoger kunne have været iværksat, inden det gik galt.

En af verdenslitteraturens store forfattere Fjordor Dostojevskij giver et unikt indblik i sådanne destruktive og aggressive mønstrer blandt elever. I romanen Brødrene Karamazov giver han et eksempel på en gruppe skoledrenge, som har rottet sig sammen om at jagte en lille, svigtet dreng på vej hjem fra skole.

Den svigtede dreng er bestemt ikke nogen engel – tværtimod – men en af bogens hovedpersoner konfronterer alligevel drengegruppen: »’Men hvad er det, I gør! Skammer i jer ikke? Seks mod én, I kan jo slå ham ihjel,’ råbte Aljosja.«

Skæld ud kan faktisk godt retfærdiggøres, når elever har grund til at skamme sig, og når det ikke retter sig mod personen bag adfærden.

Ingen lektor Blomme

Der findes selvfølgeligt også fysisk vold og psykisk terror rettet mod elever, men det anses her for at være udtryk for læreres afmagt, pervertering eller sadisme, og indlægget her tager stærk afstand fra dette.

Er man interesseret i den vinkel, kan man læse bogen eller se filmen ’Det forsømte forår’ eller lytte til slutningen af Pink Floyds mesterlige komposition: Another brick in the wall, part 2. Begge er eksempler på lærere, der mangler emotionelle og moralske kapaciteter.

Lærere, som har ’talt til ti’, inden vedkommende skælder ud, og som før og efter evner at skabe nærvær, vise medfølelse og interesse for sine elever, anvender blot en bastant social irettesættelsesmekanisme, som i nogle tilfælde kan trænge igennem et panser af aggressivitet, ligegyldighed og arrogance.

Derudover kan skældud tage ansvaret tilbage på de voksnes skuldre, der hvor elevgrupper er endt i hadske og aggressive gruppeformationer og positioneringer

Derudover kan skældud tage ansvaret tilbage på de voksnes skuldre, der hvor elevgrupper er endt i hadske og aggressive gruppeformationer og positioneringer.

Børn og unge er for øvrigt ikke dumme. Flertallet ved ofte godt, når etiske og normative regler er groft overtrådte. Derfor vil skældud i nogle tilfælde være velkommen blandt elever, fordi det kan skabe en ro og tro på, at lærere og ikke mindst skolen faktisk har styr på det.

Kommer en lærer uberettiget til at skælde ud, er der intet så relations-reetablerende som en ægte og ærlig undskyldning. For alle, store som små, er fejlbarlige, og det gør ikke noget så længe, vi forsøger at lære af vores fejl. Som musikeren Sting har udtrykt det: »Jeg kan faktisk gode lide fejl. Jeg synes, de er menneskelige«.

Hvem ved - måske er skældud i skolen altid en eller anden form for fejlslutning? Men den mindre fejl, som nogle gange kan udfordre en større fejl.

Minimer skældud

Skolen bør klart arbejde menneskeligt og professionelt med at minimere anvendelsen af skældud. Skældud sat i system er skadeligt, fordi systematik kombineret med konstante, vrede irettesættelser lammer det levede livs naturlige kreativitet og glæde. Der vokser ingen sund socialitet ud af sådan en tilgang imellem elever og lærere.

Nogle gange skal der et tydelig nej til, før noget respektfuldt socialt kan opbygges

Men paradistænkning som følge af misforstået godhed kan skubbe uregulerede og ensomme elever længere ud af normative legitime fællesskaber. For når de rare og fine ord ikke længere virker, er den nemme løsning ofte individorienteret diagnosticering af asocial adfærd og efterfølgende eksklusion til specialcentrer eller lign.

Det er synd, hvis det i nogle tilfælde blot er skældud, der skal til for at tydeliggøre, at skolen skal konstituere konstruktive fællesskaber og ikke destruktive kollektiver. Og nogle gange skal der et tydelig nej til, før noget respektfuldt socialt kan opbygges.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden